Vitus Bering – Nordens Columbus

HISTORIE: Vitus Bering er blevet kaldt Ruslands Columbus og Zarens danske Columbus, men det er mere rigtigt at kalde ham Nordens Columbus. Han er et symbol på hvad fire nordiske lande kan udrette i fællesskab. Han blev født i Horsens, blev hvervet til den russiske flåde af en nordmand fra Stavanger og fik senere hjælp af de fremragende kort over Sibirien, som den svenske Kaptajn Stralenberg havde lavet under sit fangeskab, for at komme til det egentlige udgangspunkt for hans mission, at finde Nordost-Passagen for den russiske Zar Peter den Store (1672-1725).

Vitus Jonassen Bering blev født den 12. august 1681 i Horsens som søn af toldembedsmand Jonas Svendsen (født i Halmstad, Sverige) og Anna Petersdatter Bering. De beskedne kår førte til at Bering tidligt stod til søs og sejlede som sømand, især på Ostindien i den danske handelsflåde.

På en kort orlov i Amsterdam i 1703 (kun 22 år gammel) mødte hans sin norske landsmand med det hollandske navn Cornelius Cruys (tidligere Nils Olsen (1655-1727), der gjorde tjeneste i den russiske flåde. Han var desuden vicepræsident i Zar Peter den Store Admiralitetsråd og anbefalede Bering til Zaren. Danske søfolk var i høj kurs, da de havde erfaring med sejlads i de nordlige farvande. Cruys var samtidig Peter den Stores personlige ven og forlover ved brylluppet med Katharina (1684-1727).

Bering viste hurtigt sine kundskaber i krig under den Store nordiske Krig (1700-1721), hvor han deltog i den russiske flådes kampe mod svenskerne. Han opnår rang af kaptajn af 2. klasse.

8. oktober 1713 giftede han sig med købmandsdatter Anna Christina Pülse og slog sig ned i den svensk-finske grænseby Viborg. De får ni børn, hvoraf fire overlevede fødslen. Den førstefødte søn Vitus, blev døbt i Nikolajkirken i København den 27. juni 1716. Det var formodentlig den sidste gang Bering var i Danmark. Han var i landet sammen med den russiske eskadre, som ledsagede Peter den Store på hans besøg i Danmark. I sin tjenestetid hos den russiske flåde talte og læste han russisk og i kredsen af udlændinge i Skt. Petersborg talte han tysk. I løbet af tjenesten tog han navneforandring til Ivan Ivanovich. Men et brev fra 1731 til hans moster i Horsens skrev han på dansk. Brevet indledes med ordene: ”Det er nu 15 år siden at jeg havde den lykke at fornemme noget fra mine pårørende i Horsens: skønt jeg hos Kære Moster er kommen i glemmebogen, har jeg dog ej glemt hende”. Dette og brevets øvrige indhold kan tolkes som et bevis for at Bering stadig følte sig dansk. Han spurgte til familien, ville danne en fond for trængende i hans hjemby, Horsens og spurgte til familiens adelsvåben i samme brev. Så forbindelsen til Danmark var intakt trods hans ophold i udlandet.

Bering var på det tidspunkt netop hjemvendt efter sin første Kamtjatka-ekspedition (1725-1730). Endnu vidste man ikke, om Sibirien var landfast med Amerika. Derfor var det Zaren store ønske at sende en ekspedition ud for at løse dette mysterium. Den 13. august 1728 sejlede Bering rundt om Sibiriens nordøstlige hjørne og fastslog dermed, at der var vand mellem Asien og Amerika, skønt han ikke kunne se den amerikanske kyst for tåge.
Bering vendte tilbage til Skt. Petersborg med denne nye viden, men blev kritiseret for, at han ikke med egne øjne havde set land på begge sider af strædet. Akademikerne i St. Petersborg troede ikke på ham, så han måtte afsted igen for at bevise sin påstand.

Og denne gang tog han afsted, som kaptajn kommandør (forfremmet 14. august 1730), udsendt af Kejserinde Anna Ioannovna på den anden Kamtjatka-ekspedition (1733-1743), eller den Store Nordiske Ekspedition, som blev den største verden nogensinde har set og omfattede 10.000 mand.

I august 1741 krydser Bering rundt ved Alaskas sydkyst i nærheden af øgruppe Shumagin, hvor man beslutter sig for at tage et tiltrængt hvil. Han var så medtaget af sygdom, at han ikke kunne stå oprejst længere. 6. september letter man anker for at rejse hjem. På vej hjem strandede hans skib på en lille øde og træløs ø, og mandskabet måtte overvintre i nedgravede hytter af drivtømmer. Mange af mændene døde, deriblandt Vitus Bering (19. december 1741), og blev begravet på øen.

Selvom det kan lyde som en tragedie så havde Berings ekspeditioner stor betydning. Bering fandt søvejen til Alaska og grundlagde Østsibiriens infrastruktur. Han bidrog til mange andre områder end blot kartografi, såsom etnografi, zoologi, botanik og astronomi. Men en uheldig påvirkning af Berings ekspedition var den voldsomme tilstrømning af jægere til området. Det medførte i de efterfølgende år oprettelse af en antal handels- og pelskompagnier, som drev en veritabel rovjagt på flere dyrearter. Det gik bl.a. ud over Stellers søko, som blev udryddet i løbet af mindre end 30 år.

Stellers søko også kendt som barkdyret.

For det russiske imperium, som han arbejdede for, betød det først og fremmest, at det fik nye store områder i Nordamerika. Ingen opdagelsesrejsende har hverken før eller siden bidraget med et så stort areal til en enkelt stat, som Bering gjorde. Området forblev på russiske hænder, indtil man i 1867 solgte det til USA for 7.2 millioner dollars.

For Vitus Bering lykkedes det, som en af de eneste danske, at lægge navn til både en ø, et stræde og et hav: Beringstrædet, Berings hav og Bering Øen.