Vilje til magt

IDEOLOGI: Martin Saxlind skriver om vilje til magt, et karaktertræk og en mentalitet, som alle nationalister bør forsøge at have så meget af som muligt.

Foto: Pixabay. Den menneskelige vilje bliver ofte sammenlignet med en flamme. Nogle mennesker kan være født med en mere intens flamme, men flammen kan også blive tændt eller slukket på forskellige måder.

»Vilje til magt« er et begreb, som den tyske filosof Friedrich Nietzsche brugte og satte det i modsætning til kristendommens idealisering af ydmyghed og pacifisme. Jeg synes, at begrebet er interessant og nyttigt også i en nutidig politisk sammenhæng for os borgere.

Per definition stræber alle politiske bevægelser i et vist omfang efter magt. Hvor stærkt et ønske om magt en bevægelses tilhængere har, er så afgørende for, hvor hårdt bevægelsen vil kæmpe. Jo flere tilhængere med en stærk vilje til magt en bevægelse har, jo mere drivkraft, aktivisme og styrke vil bevægelsen være i stand til at samle. Selvfølgelig skal denne vilje så kanaliseres på den rigtige måde for at bringe bevægelsen fremad, men uden viljen vil bevægelsen slet ikke bevæge sig fremad, hvilket vil føre til stagnation og ødelæggelse.

Der er mange faktorer, karakteristika og adfærdsmønstre, der kan underminere eller begrænse viljen til magt hos en politisk bevægelses tilhængere. Jeg vil gennemgå nogle af disse, som jeg mener er relevante for nationalister i Sverige.

Valgkvæg og medieforbrugere

En gruppe, der ofte og med rette kritiseres, er de nationalister, der hvert fjerde år går hen og stemmer på Sverigedemokraterne – eller et andet bedre parti – og derefter mener, at de har gjort deres pligt og kan sidde og trille tommelfingre indtil næste valg. Selvfølgelig kan ingen gøre alt – men alle kan gøre meget mere end dette!

Der er også overraskende mange nationalister, som forbruger nationale medier som Nordfront og deler vores ideologi, men som er helt fastlåst i et stadie, hvor de passivt lytter til vores budskaber og begræder tingenes tilstand i samfundet uden at røre en finger for at ændre noget. De mangler med andre ord vilje til magt, og det er ret ærgerligt, når der findes mange enkle og risikofri måder at bidrage på. Hvis du læser Nordfront, kan du f.eks:

• Begynde at hjælpe som skribent eller på anden måde bidrage praktisk til organisationen.
• Donere penge eller kryptovaluta til os.
• Sprede links til vores hjemmeside på sociale medier eller til venner og generelt tale godt om Nordfront og opfordre andre til at hjælpe os på de to andre måder.

Bare at være en passiv og isoleret vælger eller medieforbruger er som at være et harmløst får. Du eksisterer, men ingen behøver at være opmærksom på din eksistens, fordi du ikke påvirker noget; du er bogstaveligt talt et nul i ligningen af den politiske kamp. En person med et ønske om magt er mere som et rovdyr; aktiv, politisk sulten og en potentiel trussel mod systemet.

Subkultur, fællesskab og chat-mongoer

Selv blandt de nationalister, der er noget »aktive« og omgås ligesindede i det virkelige liv, er der nogle, der er meget passive og indadvendte. I den forstand, at de er tilfredse med blot at være en del af en politisk subkultur og et politisk fællesskab. Det er ligegyldigt, om den bevægelse, de tilhører, er på vej fremad, og de er ligeglade med at forsøge at få flere mennesker til at blive politisk bevidste og aktive. Tværtimod kan man måske finde det bekvemt at være en del af en lille gruppe, hvor man ikke behøver at lære nye mennesker at kende eller diskutere med dissidenter.

Fænomenet med evig socialisering for socialiseringens skyld er naturligvis endnu værre på internettet, hvor folk kan være såkaldte chat-mongoer. En chat-mongo er en nationalist, der sidder fra morgen til aften og chatter med ligesindede uden at formå at gøre nogen væsentlig politisk indsats, der når ud til nye mennesker. I modsætning hertil vil en politisk bevægelse med et stærkt ønske om magt være udadvendt og ekspanderende.

Fællesskab er vigtigt og et grundlæggende menneskeligt behov, men ud fra et højere politisk perspektiv er fællesskabet i en bevægelse et redskab til at nå politiske mål. Jo flere mennesker, der forstår dette, jo bedre kan fællesskabet organiseres med dette formål for øje i stedet for blot at eksistere passivt som en social sammenhæng uden højere mål og mening.

Tilhængere, klynkere og sekterister

Selv hierarkiske organisationer, der udtrykkeligt eksisterer for at udføre eksterne politiske aktiviteter, er ikke automatisk gennemsyret af et ønske om magt. Mange medlemmer af sådanne organisationer falder let ind i en rolle som medløbere. I stedet for selv at kæmpe og tage initiativ står mange medlemmer mest og klapper i hænderne og beundrer deres ledere og chefer og venter på, at de skal gøre noget eller give en ordre til deres tilhængere. En bevægelse, der stræber efter magt, skal også have medlemmer, der søger at avancere i organisationen ved at påtage sig nyt ansvar. Formålet med en hierarkisk organisation er heller ikke, at lederne skal mikrostyre medlemmerne i alt, men at initiativ og handling skal ske naturligt på alle niveauer i en organisation, hvis den skal udvikle sig effektivt.

Ja-mennesker og klynkere er to modsætninger, som begge er destruktive elementer i hierarkiske organisationer. Ja-mennesker er ekstreme følgere, der ikke har nogen egne idéer og ikke er i stand til at komme med den konstruktive kritik, der ofte er nødvendig i en organisation. Klynkerne er derimod konstante blokatorer og interne sabotører, der spreder defaitisme og dårlig humor.

En ting, som jeg har bemærket gennem årene, er, at det ikke er ualmindeligt, at den samme person både er en ja-siger og en klynker. Denne kombination resulterer i en sekterisk person, der er en meget passiv tilhænger af sin egen organisation og kun »bidrager« til sin bevægelse ved at kritisere andre organisationer højlydt. Ofte er det yngre eller politisk nye personer, som endnu ikke har fundet en måde at bidrage positivt til bevægelsen på, der midlertidigt sidder fast i denne rolle.

Problemet er, at denne form for sekterisme er den politiske pendant til at være fodboldfan; man kan høre dem råbe, men de står stadig bare ved siden af banen og har ikke rigtig indflydelse på spillet. Det er ikke nok blot at kritisere andre nationalister eller samfundet højlydt, man skal bidrage til at løse problemerne og styrke sin egen bevægelse. Vi har mere brug for kompetente spillere end for en højlydt menneskemængde.

Ideologiske handicap

Sidste år lavede Markus Allard et godt indslag på Riks, hvor han forklarede forskellen i den politiske mentalitet mellem højre og venstrefløjen. Grundlæggende beskrev programmet forskellen i mentalitet mellem en radikal bevægelse og en konservativ bevægelse. De radikale ser den politiske magtkamp som en krig, hvor deres modstandere er fjender, der skal tilintetgøres. De konservative ser i stedet politik som en fodboldkamp med regler, der skal overholdes, og et modstanderhold, der skal opføre sig sportsligt. Derfor vil venstrefløjen i en politisk kamp mellem en mere radikal og fanatisk venstrefløj og en mere konservativ højrefløj have et større ønske om magt og fremme deres positioner, mens de konservative halvhjertet forsvarer sig i en konstant tilbagetrækning. Det er også det, vi har set ske i hele den vestlige verden efter Anden Verdenskrig.

Ud over konservatismen, som gør en bevægelse meget moderat og forsigtig, er der andre ideologiske handicap, som nationalisterne kan pådrage sig. Jeg tænker her især på liberalismen, som appellerer til »lad os være i fred«-nationalisterne. Libertarianere er modstandere af statsmagt og anser derfor jagten på politisk magt for at være umoralsk, så de har intet ønske om magt i politik. Dette er på trods af, at alle civiliserede samfund har haft en stat, der i et vist omfang har lavet love, omfordelt økonomiske ressourcer og på anden måde udøvet magt gennem myndighedsudøvelse. At sige nej til statsmagten er i praksis at overdrage denne magt til dem, der ikke tøver med at bruge den, dvs. venstrefløjen og de etablerede partier (i teorien ville der i en slags libertariansk utopi/dystopi i stedet være store virksomheder og superkapitalister, der ville udfylde det magttomrum, der ville opstå, hvis statsmagten forsvandt på magisk vis).

Foliehatteri er en anden form for ideologisk invaliditet, der ofte fører til den konklusion, at alle, der har succes eller har nogen magt, er onde, kontrolleret opposition eller på anden måde en del af systemet. I yderste konsekvens betyder det, at man ikke selv bør søge magt, fordi magt enten er et bevis på, at man er korrupt, eller at magt uundgåeligt vil korrumpere en (sidstnævnte er et libertariansk begreb, og libertarianisme er ligesom foliehatten et i bund og grund amerikansk fænomen). En person med et ønske om magt forstår, at verden ikke er helt sort og hvid, ser magt som et redskab, der kan bruges til både godt og ondt, stoler på sin egen karakter og er derfor ikke bange for at blive korrumperet, og forstår, at man nogle gange er nødt til at gå på kompromis og samarbejde med mennesker, der ikke er moralsk perfekte.

Sidstnævnte aspekt af at kunne samarbejde med grupper eller personer, der ikke er perfekte, er noget, som de førnævnte politiske sekterister kan have svært ved, da de er mere interesserede i at moralisere om, hvem der er ren, end de er interesserede i magt og politiske resultater. Ideologisk moralisering er højrefløjens pendant til venstrefløjens gode signaler.

At være pacifist til enhver tid, der afviser krig og vold, er en anden form for ideologisk handicap. Det skyldes, at vold er et meget effektivt magtmiddel. Fysisk svaghed kan i sig selv også føre til en ubevidst tiltrækning af svage ideologier, hvilket betyder, at man ikke ender i så stærk en konflikt med magthaverne i dagens samfund. Jeg tror det er en af forklaringerne på at nogle nationalister bliver mere »højreorienterede« (mere konservative og libertære) jo ældre de bliver, det er simpelthen en ideologi for gamle og svage mennesker der gerne vil brokke sig, men ikke tør kæmpe.

Når det er sagt, vil jeg gerne tilføje, at det, jeg beskriver ovenfor, er generelle tendenser, og at der stadig findes enkeltpersoner i disse ideologiske strømninger, som handler radikalt og har et stærkt ønske om magt.

Moralsk overbevisning er en nøglefaktor, som uanset ideologi har indflydelse på, hvor radikal en person eller gruppe er. Hvis man ikke er fuldt ud overbevist om, at det, man kæmper for, er moralsk rigtigt og korrekt, vil man ikke aggressivt søge at gennemtvinge sin politiske vilje mod andres vilje. Det er derfor, at forskellige politiske bevægelser forsøger at demoralisere deres politiske konkurrenter ved bl.a. at fremstille dem som onde og umoralske.

Slavebundet materialisme og urealistisk idealisme

Materialisme i betydningen egoistisk stræben efter materielle goder kan naturligvis være noget, der får folk til at kæmpe for politisk magt. Jeg vil endda sige, at det er hovedmotivet for de fleste af de mere ledende politikere i de etablerede partier. Hvis de ikke blev betalt for deres politiske arbejde, ville de forlade politik. På en måde er denne form for politisk karrierisme en manifestation af ønsket om magt, men det er et ønske, hvor den enkelte politiker begrænser sig til kortsigtet økonomisk berigelse. Rent politisk er de fleste politikere imidlertid relativt ufrie og magtesløse, da de er underlagt deres parti, lever på mediernes nåde osv. Politikernes sociale og økonomiske status er således usikker og midlertidig og ikke reel og personlig magt. Det er også derfor, at f.eks. Donald Trump blev set som en trussel mod »demokratiet«, fordi han var rig og magtfuld uden for politik og derfor var mere fri til at gå sine egne veje i politik end de etablerede politikere.

Nationalister, der ligesom vores købte og betalte politikere søger for stor personlig økonomisk velstand, risikerer effektivt at blive »bestukket« til politisk passivitet. Hvis man skjuler sine virkelige holdninger, kan man måske gøre karriere inden for SD eller få et andet godt job, som ikke kan kombineres med et åbent nationalistisk engagement. Dette kræver en stærk politisk vilje til ikke at opgive sine politiske idealer. Man bør dog ikke benægte, at folk har materielle behov; vi har alle brug for mad på bordet og et sted at sove, f.eks. Penge er også en form for magt, og en bevægelse med velhavende tilhængere har større sandsynlighed for at nå sine mål end en bevægelse uden adgang til kapital. Så det bør ikke idealiseres eller gøres til et mål at være fattig.

Idealisme og fanatisme er vigtige, men det mål, vi bevæger os hen imod, bør være en stærk og sejrrig nationalisme og ikke en Jesus-nationalisme, hvor alle tilhængere må forvente at komme i fængsel, blive ufrivilligt arbejdsløse eller måske naglet til et kors for en god sags skyld. I takt med at vores magt øges, vil vores velstand og sikkerhed også stige. I sidste ende ender en succesfuld bevægelse i den situation, som NSDAP befandt sig i efter magtovertagelsen; det måtte i flere år holde op med at optage nye medlemmer, fordi medlemskab var blevet for attraktivt, og mange opportunister meldte sig ind i partiet.

Hvad vi i stedet bør være

Kort sagt er de ting, der underminerer vores vilje til magt eller viser, at vi mangler vilje, passivitet og indadvendt klageri, defaitisme og ideologisk svaghed samt slavebindende materialisme og urealistisk idealisme.

Det modsatte af dette er at være:

Aktiv – de, der stræber efter magt, venter ikke på bedre tider, de handler her og nu for at øge vores magt et skridt ad gangen. Handlinger taler højere end ord!

Kreative – vi skal skabe kultur, organisationer, medier og andre institutioner, der styrker os og vores tilhængere eller skader vores fjender og underminerer deres magt. Vi er nødt til at være eller blive mennesker med drivkraft og kompetence!

Udadvendt, optimistisk og moralsk overbevist – hvis du tror på vores ideer, vil du gerne sprede dem til dem, der endnu ikke er på vores side. Vi er på vej op og fremad!

Pragmatisk, realistisk og resultatorienteret – penge skal ikke dyrkes, men er et vigtigt redskab. Idealisme, offervilje og principper er vigtige og bør opmuntres, men man skal ikke forvente at finde disse kvaliteter i alt for stor mængde i masserne, og man skal kunne arbejde sammen med folk, der kun i mere begrænset omfang besidder disse kvaliteter. På grundlag af en realistisk forståelse af verden omkring os kan vi fremme vores holdninger og komme tættere på vores politiske mål.

Når det er sagt, håber jeg, at alle, der har taget sig tid til at læse, også reflekterer over, hvordan de lever og handler. Stræber du efter magt, eller sidder du fast i en rolle, hvor du ikke gør nogen forskel? Gør du alt, hvad du kan, for sagen, eller kunne du gøre mere?