Vigtigheden af at folket er selvforsørgende

LÆSERINDLÆG: Christian Hamilton skriver i dette læserindlæg om vigtigheden af igen at blive selvforsørgende. Hans idé er, at nationelle flytter tættere på hinanden og bruger jorden sammen.

Lokal torvemarked. Foto: Tmv (CC BY-SA 4.0)

Efter at have læst Marcus Hanssons sidste to artikler, blev jeg inspireret til at skrive noget selv. På grund af min høje alder er jeg ikke længere politisk aktiv, men jeg har stadig min verdensanskuelse.

Det er en nødvendighed for vort hvide folks overlevelse at have økonomi og kapital gennem virksomheder, der både giver arbejde og velstand for fremtiden. Vejen dertil er lang og vil indebære både store nedture, personlige tragedier såvel som tilfældige fremskridt. Tilfældige fremskridt af den grund, at så længe bankerne drives af de snedige, vil nationelle virksomheder blive modarbejdet eller helt stoppet. Der må en virkelig folkelig revolution til, for at Marcus Hanssons tanker og tænkelige tiltag bliver hørt og implementeret. Jeg tror dog ikke tiden er moden til et rigtigt folkeoprør, det skal nok komme og vi ser allerede nu at det vokser lidt overalt, ikke kun i vores land, men også forskellige andre steder på jorden.

Vores land har ikke været selvforsørgende i vældig lang tid. Dette har de snedige arrangeret for de fleste nationer i EU for at svække hvert enkelt land, så de bliver afhængige af internationale selskaber og deres transportkæder. Vi ser, hvordan bønderne ikke længere er i stand til at bruge jorden længere på trods af, at store landbrugsarealer er blevet lagt sammen, og småbønder er tvunget til at nedlægge gårdene og indkomsten for at blive jobslaver i et selskab, som indgår i de internationale ejergrupper. Gårdene og boligerne kan blive stående i enkelte tilfælde, men den tidligere bonde bliver betalt af EU for at lade gården ligge brak, en støtte som mange aktive bønder også modtager. Dette er totalt vanvid. Norden kan og må blive selvforsørgende, ellers går vi til grunde i den nærmeste fremtid, og »den store omstilling« bliver en realitet. Jorden skal bruges for vort folks overlevelse.

Vi, der virkelig ønsker forandring til gavn for vort folk,må tænke praktisk. I lang tid, faktisk allerede under min professionelle karriere, som ikke havde noget med selvforsørgelse at gøre, tænkte jeg på, hvordan jeg ville overleve, hvis alt gik til (undskyld sproget) helvede. Det var ingen storslåede planer, jeg havde i tankerne. Fordi jeg voksede op på en gård, hvor familiens omgangskreds i de fleste tilfælde var bønder, forlod landbruget og livet i landsbyen aldrig mine »gener«. Jeg kendte landbruget, gik på landbrugsskole, jeg skulle overtage gården, ja det skete så ikke.

Det, jeg ofte tænkte på, var, at jeg ville bo på landet sammen med nogle nære kammerater, for sammen at have råd til at købe en gård for at reducere leveomkostningerne og for i enhver henseende at dyrke vores fritidsinteresser. På den anden side vil jeg gerne understrege, at der ikke var tale om et »grønt livssyn« med liberalt tankesæt eller hashpiber. Min kone og jeg var i stand til tidligt at arrangere, at vi kunne blive boende på landet. Vi flyttede meget, men fandt altid et sted at bo på landet. Vi havde og har stadig en have. Her kommer jeg nu ind på det praktiske.

Det er godt, at så mange som muligt med vores livssyn bor tæt på hinanden. Jeg mener ikke alle i hele landet og overalt og ikke i sektlignende bosættelser. Men hvis vi bor i rimelig afstand fra hinanden, forskellige steder i landet, så holder det. På landet kan vi blive helt eller delvist selvforsørgende.

Nogle eksempler til at »synliggøre« denne form for delvis eller fuldstændig selvforsyning følger.

I området hvor jeg bor, er der hver lørdag markedsdag på torvet i den lille landsby. Så kommer bønderne ind med deres produkter, som de har specialiseret sig i. Svinebonden kommer ind med frisk eller hjemmeforarbejdet kød, såsom røget skinke, pølser, hakket kød og andet godt. Mælkebonden kommer ind med frisk mælk fra samme morgen, hans kone laver alle slags oste og creme fraiche. Fiskeren kommer fra kysten med nattens fangst. En bager, der bager hjemme, sælger frisk brød af enhver art. Folk samles hver lørdag, og alt fordeles.

Bønderne sælger på to forskellige markedsdage om ugen, altså ikke kun i vores landsby/område, men også i nabodistrikterne lidt længere væk. Disse bønder lever godt af at sælge lokalt og er ikke tvunget til at sælge til de store selskaber, der knap betaler for noget. Vi må selvfølgelig i butikkerne efter andet end mad og måske noget mere luksuriøst, end hvad torvehandlen har at byde på. Men faktum er, at vi kan klare os med det, vi kan købe om lørdagen, hvis der skulle komme en total lukning af samfundet og landet. Ydermere har både vores nærmeste nabo og vi dyrket store køkkenhaver, der gør, at der ikke skal købes basisgrøntsager i sæsonen, og at kartofler og rodfrugter, der kan lagres, rækker hele året rundt.

Naboen har høns, ænder, kaniner og gæs. Vi bytter indbyrdes. Vi får æg og kød, og jeg hjælper dem med at udføre arbejdet i marken med min traktor og mine redskaber. Vi har frugttræer, som er nyplantede, som naboen ikke har. Naboen har andre typer, som vi får glæde af. Kun med naboerne kan vi faktisk overleve, hvis tiderne skulle blive katastrofale. Dette er folkefællesskab i ordets sande forstand, må jeg sige.

Hvis vi holder sammen og planlægger at opnå selvforsørgelse så vidt muligt i henhold til ovenstående tekst, hvilket er både muligt og nødvendigt, reducerer vi både udgifter og spild af tid på fuldstændig sjæleødelæggende »sociale medier«, da det er vigtigere at sikre en overlevelse i et kommende kaos. Pär Öberg er for eksempel en jeg gerne vil have i nærheden, da han har en særlig viden om, hvordan man konserverer og opbevarer næsten al mad i lang tid.

Så folkens, vil I reducere jeres udgifter, så begynd at tænke ovenstående tekst igennem og planlæg. Selv dem, der kun har en meget lille haveplet, kan tilføre sig selv noget, hvis du giver dig tid. At bruge jorden er godt for krop og sjæl og man får meget tid til at filosofere over alt muligt. Når selvfølelsen har etableret sig, og vi kan se, at det er muligt selv at holde sig i live, så er vi tæt på næste skridt, som Marcus skriver om.

/Christian Hamilton

Læs også:
Vores vej – punkt 3: Selvforsørgelse
Vores vej – punkt 6: Landbrug og økologi
Vores vej – punkt 7: Arbejde og erhverv