Vestens eliter opdager nationalismen

KOMMENTAR: Nu hvor vestlige eliter har bekendt sig til evangeliet om ret for nationer, ser jeg frem til, at de vil indtage den samme holdning til egne lande og folkegrupper.

Jeg har, med en vis undren, set på hvordan vestlige kosmopolitiske eliter har genfundet nationalismens inderlige glød i løbet af de sidste tre måneder. Disse mennesker, der indtil for nylig ønskede at fnyse af tanken om, at etnokulturelt tilhørsforhold skulle have noget at gøre med, hvordan lande organiseres, at det bare var noget underklassens hadefulde racister, der vil trække dette herlige 21. århundrede tilbage til den mørke middelalder, tror på. Hvad er ellers et land end en økonomisk zone, hvor mennesker fra alle forskellige kulturer kan mødes for at leve en atomiseret tilværelse i de samme glaskubiske byer som alle andre steder og tage del i den samme globalistiske monokultur af Netflix og gradvist mere anti-hvide og pro-homoseksuelle Marvel-film.

Ikke længere! Nationalismen er tilbage i gult og blåt! Da russiske kampvogne rullede frem, gjaldede Vestens krigsråb fra vest mod øst, og selvom dets økonomiske sanktionsprogram viste sig at være fuldstændig impotent, udgjorde det i det mindste en større indsats for ukrainsk nationalisme, end vestlige lande har vist vilje til at udføre på vegne af sine egne borgere.

Hvad der er endnu mere interessant er det liberale Vestens svar på russiske påstande om, at Ukraine ikke er en rigtig nation, men snarere en historisk del af Rusland. Det flammende forsvar af den ukrainske etnicitet som meningsfuldt anderledes fra dets slaviske broderfolk i nordøst. Som nationalsocialist er jeg selvfølgelig enig i, at unikke etniske grupper og deres territoriale integritet skal respekteres, men jeg kan ikke gøre andet end at løfte et øjenbryn, når jeg ser denne retorik komme fra vestlige kosmopolitiske eliter.

Når alt kommer til alt, hvis Ukraine er værd at kæmpe for som nation, hvorfor så ikke Danmark? Eller Norge? Eller Tyskland? Eller England? Eller Frankrig? Eller Italien? Eller Spanien? Eller Grækenland? Og hvis en ukrainer er så forskellig fra en russer, på trods af at de er nært beslægtede folkeslag, ville en russificering af ukrainske territorier gennem russernes indtog være en modbydelighed i vestlige eliters øjne, men indtoget af millioner af fremmede fra kulturer, der er uendeligt meget anderledes fra os end de mellem ukrainere og russere som følge af krige, som disse vestlige eliter selv er ansvarlige for, er ikke kun helt okay, men en absolut moralsk nødvendighed?

Hvis vestlige eliter har handlet ærligt her og faktisk ikke blot bruger ukrainere som kanonføde i et kynisk spil for at svække Rusland, så følger det nødvendigvis, at ukrainere er en særskilt etnisk gruppe med deres egne traditioner og normer, der skal respekteres, og hvis dette er tilfældet, følger det så nødvendigvis, at nordmænd, svenskere, danskere, finner, tyskere, englændere, franskmænd, italienere osv. er særskilte etniske grupper med deres egne traditioner og normer, der skal respekteres?

Vestlige eliter og deres lydige spytslikkere i medierne kunne selvfølgelig forsøge at vriste sig ud af dette dilemma ved at påstå, at dette er en falsk sammenligning, fordi vi er DEMOKRATISKE her i Vesten, og de valg, vi har truffet, er med almindelige menneskers velsignelse.

Mit svar på dette er ganske enkelt; hvornår havde vi en folkeafstemning om at stoppe multikulturalisme? Og hvilke partier i nogen af ​​de ovennævnte lande har nogensinde vundet en overlegen parlamentarisk sejr med en politisk platform, der frontede masseindvandring fra den tredje verden og multikulturalisme?

Der er ikke noget, der hedder selektiv nationalisme, og jeg forventer at se vestlige eliter, der vifter med det ukrainske flag, også omfavne nationalisme for deres respektive lande, med alle de politiske synspunkter, det medfører.

Eller at de måske indrømmer, at de er løgnere og hyklere. Begge virker.

/Russleman