Vera Oredsson beretter om julen i Det Tredje Rige

JUL: Vera Oredsson ønsker Nordfronts læsere god jul og beretter om hendes juleminder fra Tyskland.

Kammerater har spurgt mig under juletiden, hvordan vi fejrede JUL under “Hitler-tiden”, og jeg har da tænkt mig at fortælle lidt detaljeret om dette i andre perspektiver end skræmmepropagandaen. I, på Nordfront, har også vist fine billeder fra den tid som et kontrapunkt – men jeg beskriver her i denne artikel nogle oplevelser med familie- og ungdomsorganisationer, som jeg mindes dem.

Berlin er en storby, der ikke adskiller sig fra andre med flamboyante juletræer, juleklædte butiksvinduer og hvidskæggede julemænd, der rasler med deres indsamlingsbokse. 1933-42 hvor de indsamlede penge gik til den trængende Volksdeutsche im Ausland, dvs. tyskere i Sudetenland, Österrike og Danzig-korridoren før deres befrielse. Alle med NS-sympatier købte  juletiden VDA-blå stearinlys, der blev placeret i vindueskarmen for at vise deres solidaritet med de tyske familier.

Handel var i gang som i alle europæiske lande. I den tid blev alle butikker lukket i weekenden med en kortere lørdagsåbning. MEN to weekender før jul blev de kaldt sølv- og guldsøndage med lange åbningstider, så de arbejdende i deres ledige weekend kunne foretage deres julegaveindkøb. Jeg mindes dem som meget festlige – lys overalt, julesange i højttalerne, menneskene glade og venlige. Nürnberg-brunkagerne og de vidunderlige glaskugler tiltrak mig især. Disse brunkager er af en blødere og større variation med farvede glasurfigurer. Glaskuglerne kunne forestille huse eller figurer. Under mine forretningsrejser købte min far, som var teknisk jernbaneingeniør, med glæde både brunkager og julekugler direkte fra Nürnberg i form af lokomotiver eller jernbanevogne, som prydede vores store juletræ derhjemme. På toppen et hagekors, som far selv havde savet ud af et tyndt krydsfinerbræt, malet med sølvmaling og drysset med sølvglitter. Et bånd med svenske flag cirklede på de øverste grene, mange kugler og stearinlys gjorde juletræet til et barndomsminde, som jeg stadig efterligner i dag. Men hagekorset savner jeg.

På Nikolausdagen i begyndelsen af ​​december (6 eller 9) polerede de tyske børn deres sko rigtig godt og satte dem derefter uden for døren om natten. De blev fyldt med små brunkager og al slags slik. I de katolske familier kom “das Kristkindchen” og hos andre julemanden med overraskelserne. Vi sendte også pakker til udlandstyskere via myndighederne, hvor de bad os om at skrive afsenderen tydeligt, så disse modtagere kunne skrive en tak. Hvilket vi også fik fra familier i Österrike og Mähren Böhmen!

Juleaften kom bedstemor og bedstefar på besøg, hvor min mor serverede svensk juleskinke med alt mulig tilbehør. I Tyskland blev der ikke pakket ind, men julegaverne lå åbent under juletræet. Jeg fik altid 12 gaver, men tro ikke alt var legetøj, men nye handsker, kjole, sko osv. Dukke og dukkevogn var naturligvis også inkluderet. Jeg husker en rød og hvidmalet “købmand” i dukkehusformat med alt tilbehør i mini-format, kasseapparat med legemønter, sæbepulverpakker (fyldt med sukkerperler) smør (marcipan) chokoladebrød osv. – hvilken lykke! Da tiårsalderen nærmede sig, modtog jeg en meget ønsket HJ-uniform, som jeg blev meget stolt over. Den anden juledag besøgte mor (og jeg i Blekinge-dragt) den svenske kirke i Berlin gennem flere år – indtil den svenske kirke skiftede præst, der spillede 5. kolonne mod NS-regimet og satte alle svenskere, der var gift med tyske soldater, SA mænd og diverse folk inden for nationalsocialismen ude i “kulden”. SÅ dannede de anstændige svenskere deres egen lokale gruppe i Berlin, som mødtes. Forestil dig julen 1943. Jeg mødte svenske frivillige på en NS-julefest i Berlin!!

Krigen i 1939 ændrede tilværelsen – en smule i starten – med mørklægning. 1940 – 41 tilbragte jeg julen i KLV-lejr. Den første i Schlesien Annaberg, en meget snedækket lejr. En nat sneg en militærbil sig ind i vores lejr – og vi børn forsøgte at se gennem de frostblomstrende vinduer hvad der foregik – men mislykkedes. Juleaften fik vi en overraskelse. I kælderen var der nye slæder, ski nok til os alle 20. Denne juleaften var der ingen spændende kedelig ventetid for os – vi havde andre ting at gøre. Men aftenen med pakkeåbning fra vores kære og et strålende juletræ gav stadig en god jul for første gang hjemmefra. Den anden jul oplevede jeg i et af rekreationshjemmene for børn, der var undervægtige, eller som jeg, som for nylig havde fået en blindtarmsoperation, med omsorg og masser af sund mad. Den lå placeret mellem i Riesengebirge-bjergene og var simpelthen fantastisk.

41 – 42 var jeg hjemme igen. Krigen føltes lidt mere indlysende med bombningerne, men vi kunne stadig fejre en anstændig jul. Da far rejste igen før jul, lavede mor og jeg efter tegning et legehus af tyk rød pap, der blev fastgjort med lister under et børneskrivebord, hvilket var meget vellykket. Winterhilfswerk solgte noget meget glædeligt. I stedet for forskellige mærker blev der tilbudt yderst velfremstillede små minitog af træ. Man købte lokomotiver og farverigt malede person- og godsvogne osv. som kunne lænkes sammen med små kroge. Tænk hvad børnene syntes, det var sjovt at samle! Så min seks år gamle bror fik et legehus med et helt togsæde. I skolen blev der naturligvis også fejret jul med sang og julespil såvel som i Hitlerjugend, hvor vi syede og klistrede legetøj til de mindre velhavende, der boede i de tabte områder efter første verdenskrig, senere for de børn, der blev ramt af den anden krig, hvor mængden blev større og større. Vi klistrede og malede legetøj, der blev doneret til genbrug.

Så kom julen 1944 – 45. En meget speciel begivenhed i mit liv. En helt vidunderlig jul – og vemodigt at tænke på den. En sidste jul i det nationalsocialistiske Tyskland. Jeg har næsten svært ved at fortælle om det – i THORN, som stadig tilhørte det frie Vestprøjsen. Hvad jeg ikke kan begribe, er hvordan de kunne anskaffe os piger i den brune NSV-skole nye kjoler til alle i førskolens gruppe. Juletræet i hallen var ikke tændt – men på det store bord skinnede et SOLHJUL med tændte stearinlys, der under sangen “Hohe Nacht der klaren Sterne” efterlod sin glans på juletræet. Bordene var dækket med ting, som vi ikke var vant til sidste år. Bare i disse dage tænkte vi på folkefællesskabet, og at vi var så privilegerede – om det var retfærdigt? Men forklaringen er vel, at Axis-magternes bidrag, ris, frugt, kalkunkød, nødder osv. ikke rakte til 75 millioner, men myndighederne gav det til den voksende gruppe af nationalsocialister, som forhåbentlig i fremtiden kunne formidle ideerne? Var det en tanke? Bare en måned senere overtog fjenden med kaos og løgne, der stadig næres af demokratiets håndlangere. Men under alle omstændigheder takker jeg for den sidste smukke oplevelse i det nationalsocialistiske Tyskland, der er bevaret i mit hjerte.

Jeg ønsker dig en god hvid svensk jul og håber, at min historie gav en ny og sand indsigt.

/Vera Oredsson

 

Forkortelser i artiklen:

NSV – Nationalsocialistische Volkwohlfart – En socialinstitution for folkets velfærd. Tilbød blandt andet uddannelse i barselspleje og racebiologi.

KLV – Kinderlandverschickung – En organisation under krigen, som sendte børn fra de bombede byer til forskellige lejre på landet (mest i det sydlige og østlige)- Forflytningerne var frivillige og skoleklassevis.

VDA – Volksdeutsche im Ausland – Hjælpeorganisation for tyskere i udlandet.