Var Danmark nogensinde besat?

»BESÆTTELSEN«: I aften sætter mange lys i vinduet i anledningen af »frihedsbudskabet« den 4. maj 1945. Der findes mennesker som fortsat krampagtigt holder fast i fortællingen om et besat Danmark, og fejringen af »befrielsen« af et land, som aldrig var ufrit. Nordfront bringer her et tilbageblik på den tyske »besættelse« af Danmark, som i realiteten var en beskyttelse.

Fra d. 9 april 1940 til d. 5. maj 1945 fortæller det herskende historiske narrativ, at Danmark var besat af det nationalsocialistiske Tyskland. Dog bør man se bort fra efterkrigstidens anti-tyske propaganda og i stedet se den såkaldte besættelse som beskyttelse, og efterkrigstidens fortælling som bedrag.

Det er et faktum, at vestmagterne med England i spidsen planlagde at føre krigen ind på dansk territorium, ved i 1940 at ville sende en stor flåde ind i dansk farvand for at åbne en ny front og dermed inddrage de skandinaviske lande i krigen.

Danmarks politikere var allerede dengang kun optaget af økonomisk og politisk selvstændighed, uden bevidsthed om faren ved den russisk/jødiske bolsjevikiske terror og den folkemorderiske og ødelæggende jødiske herrefolksideologi, som nu skulle bruse ind over Europa, hvilken Hitler tog kampen op mod.

Danmarks neutralitetspolitik

I årene op til Anden Verdenskrig var der grundlæggende bred politisk enighed om, at en dansk neutralitetspolitik, der gjorde det muligt at handle med alle de krigsførende lande, var det ultimative mål. For man havde set under Første Verdenskrig, at Danmark om end med besvær og snilde, men med succes, havde kunnet holde sig ude af krigen mellem stormagterne. En sådan neutralitetspolitik blev da også muligt, da Hitler i 1939 tilbød Danmark en ikke-angrebspagt og Danmarks neutralitet og merkantile handlerum var sikret. Englænderne var åbenlys imod ikke-angrebspagten, og det selvom de tidligere i forløbet havde meddelt Danmark, at de ikke kunne eller ville komme Danmark til undsætning ved en evt. tysk militær krænkelse af dansk neutralitet. Efter underskrivelsen af ikke-angrebspagten var den britiske vilje til at påtage sig nogen forpligtelse i forhold til Danmark bestemt ikke blevet større.

Da krigen mellem Tyskland, Frankrig og England brød ud i 1939, som følge af vestmagternes indblanding i Hitlers kamp for det europæiske folk, blev det yderst vanskeligt at fastholde dansk neutralitet, da både engelske angrebsmissioner og tyske afværgemissioner krænkede dansk luft- og søterritorium. Dermed blev den danske regerings neutralitetskurs i realiteten en åben invitation til, at stormagterne kunne blæse på dem; set fra britisk side handlede det om, at den danske neutralitet som udgangspunkt blev set som værende skæv og i tysk favør, og blandet med en portion frustration over, at Danmark – og for den sags skyld også de andre nordiske lande – ikke gik med på forestillingen om, at briterne kæmpede for ”demokratierne”.

Britisk aggression

I slutningen af marts 1940 rykkede den britiske søkrig helt tæt ind i dansk territorialfarvand. Storbritannien ønskede at stække Hitlers kamp for et frit Europa ved at forhindre Tyskland i at fortsætte søtransport fra Narvik af svensk og norsk jernmalm, hvilket gjorde, at briterne seriøst overvejede at besætte dele af Norge og trænge ind i Østersøen.

Den 1. april 1940 blev der fra britisk side sendt en diplomatisk note til de skandinaviske lande, som advarede dem om, at Storbritannien ønskede at standse de tyske malmtransporter – også militært.

I løbet af marts og april 1940 indløb der en lang række indberetninger til det danske Udenrigsministerium fra de danske gesandtskaber i henholdsvis London og Berlin om øget militær aktivitet i de krigsførende lande. Ingen kunne længere være i tvivl om, at der skete en øget militær optrapning, men ingen vidste rigtig, hvor udfaldet af denne øgede militære aktivitet ville foregå. Meget pegede på, at der var indledt en kamp om at bemægtige sig Narvik og omegn – henholdsvis for at sikre eller forhindre den fortsatte malmeksport til Tyskland. I den forbindelse blev der ikke sjældent gættet på en besættelse af dele eller hele Norge – der kunne i princippet være tale om både en tysk og britisk besættelse.

Den 4. april 1940 indløb så følgende diplomatiske indberetning fra Tyskland til Udenrigsministeriet: ”Der forestaar en ”Aggression” mod Danmark, som skal finde Sted i næste Uge… Man maa forvente en hensynsløs Indsættelse af Krigsmateriel”.

Den 9. april 1940 var fredsbesættelsen af Danmark hermed blevet en realitet og Danmark var nu under tysk beskyttelse mod britisk aggression.

Opråb, et tysk flyveblad skrevet på norsk fortalte d. 9. april følgende:

OPROP!
til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!
Uten Grund og imot den tyske Regjerings og det tyske Folks oprigtige Ønske, om at leve i Fred og Venskab med det engelske og franske Folk, har Englands og Frankrigets Magthavere ifjor i September erklæret Tyskland Krigen. Deres Hensigt var og blir, efter Mulighet, at treffe Afgjørelser paa Krigsskuepladser som ligger mere afsides og derfor er mindre farlige for Frankriget og England, i det Haab, at det ikke vilde være mulig for Tyskland, at kunde optræde stærkt nok imot dem. Af denne Grund har England blandt andet stadig krænket Danmarks og Norges Nøitralitæt og deres territoriale Farvand.

Det forsøkte stadig at gjøre Skandinavien til Krigsskueplads. Da en yderlig Anledning ikke synes at være givet efter den russisk-finnske Fredsslutning, har man nu officielt erklæret og truet, ikke mere at taale den tyske Handelsflaates Seilads indenfor dansk Territorialfarvand ved Nordsjøen og i de norske Farvand. Man erklærte selv at vilde overta Politiopsigten der. Man har tilslut truffet alle Forberedelser for overraskende at ta Besiddelse af alle nødvendige Støtepunkter ved Norges Kyst.

Aarhundredes største Krigsdriver, den allerede i den første Verdenskrig til Ulykke for hele Menneskeheden arbeidende Churchill, uttalte det aapent, at han ikke var villig til at la sig holde tilbake af ”legale Afgjørelser eller nøitrale Rettigheder som staar paa Papirlapper.” Han har forberedt Slaget mot den danske og den norske Kyst. For nogen Dager siden er han blit utnævnt til foransvarlig Chef for hele den britiske Krigsføring. Den tyske Regjering har til nu overvaaket denne Mands Forholdsregler, men den kan ikke taale, at en ny Krigsskueplads nur blir skaffet efter de engelsk-franske Krigsdriveres Ønsker. Den danske og den norske Regjering har siden Maaneder hat Beskjed om disse Forsøk.

Likeledes er deres Holdning ingen Hemmelighed for den tyske Regjering. De er hverken villige eller istand til at kunne yde en virksom Motstand mot det engelske Indbrudd. Derfor har Tyskland besluttet at foregripe det engelske Angrep og med sine Magtmidler selv at overta Beskyttelsen av Danmarks og Norges Kongeriges Nøitralitæt og værne den saalænge Krigen varer.

Det er ikke den tyske Regjerings Hensigt at skaffe sig et Støttepunkt i Kampen mot England, den har udelukkende det Maal at forhindre at Skandinavien blir Slagmark for de engelske Krigsudvidelser.

Af denne Grund har stærke tyske Militærkræfter siden idag morges tat Besiddelse af de vigtigste militære Objekter i Danmark og Norge. Over disse Forholdsregler treffes der for Tiden Overenskomster mellem den tyske Riksregjering og den Kongelige Danske Regjering. Disse Overenskomster skal sikre at Kongeriget bestaar videre, at Hæren og Flaaten opretholdes, at det Danske Folks Frihet agtes og at dette Lands fremtidige Uafhængighed fuldt ut sikres.

Indtil disse Forhandlinger er afsluttet, maa der ventes at Hæren og Flaaten har Forstaaelse for dette, likeledes at Folket og alle kommunale Steder er fornuftige og har god Vilje, slik at de undlater enhver passiv eller aktiv Motstand. Den vilde være uten Nytte og bli brudt med alle Magtmidler. Alle militære og kommunale Steder anmodes derfor straks at opta Forbindelsen med de tyske Kommandører.

Folket opfordres til at fortsætte det daglige Arbeide og til at sørge for Rolighed og Orden!

For Landets Sikkerhed mot engelske Overgrep sørger fra nu af den tyske Hær og Flaate.

Den Tyske Kommandør
Kaupich

Danmark under tysk beskyttelse

Danmark var ikke besat, Danmark var under tysk beskyttelse. Danmark var autonom, altså selvbestemmende, i årene 1940-1945. Det var dansk lovgivning, der var gældende. Det var danske domstole, der dømte efter dansk lov. Det danske parlament fungerede. Landet havde en dansk regering. De danske ministerier styrede forholdene i det danske rige. Der var krig, så i perioder virkede tysk krigsret. Denne tog sig af forhold der hørte under krigens love, og ikke de civile.

I 1941 havde den danske regering forstået situationens alvor og Hitlers kamp for et fortsat frit Europa. I Regeringserklæringen d. 26. juni 1941 står der:

Ved den Krig, som nu er brudt ud mellem Tyskland og Sovjetunionen, er det store Vaabenopgør i Europa indtraadt i en ny Fase, som maa paakalde vor Opmærksomhed i en ganske særlig Grad, thi Tyskland har nu vendt sine Vaaben mod Øst i en Kamp mod en Magt, som gennem en Aarrække har betydet en
Trussel mod nordiske Staters Velfærd og Trivsel.

At Frygten i Norden for Faren i Øst ikke var ubegrundet, viste det Angreb, som Sovjetunionen i Slutningen af 1939 foretog paa Finland, hvis heltemodige Forsvar i en ulige Kamp her i Landet fremkaldte en Bølge af Sympati for vore kæmpende Brødre i Nord. Det Danske Folk bevæges af de samme følelser nu, da Kampen er genoptaget efter Ruslands fornyede Angreb paa Finland, men denne Gang fører Finland ikke sin Kamp alene, men sammen med andre europæiske Lande kæmper det nu under Tysklands Førerskab for at bevare en Samfundsorden i Overensstemmelse med europæisk Kultur.

Der er en fælles europæisk Interesse i dette Opgør, hvis Resultat paa afgørende Maade vil kunne bidrage til at bevare Europas Lande for indre Samfundsopløsning.

Selv datidens Berlingske Aftenavis havde forstået situationen og skrev d. 28. juni 1941 i forbindelse med den russisk/jødiske militære fremrykning i Finland:

Overfor det nye angreb på Nordens østre led er nordisk folkesind positivt, og vor samfølelse med det broderland, der har stået nordisk vagt mod den kommunistiske voldsstat, vil atter give sig udslag i hjælp til det kæmpende finske folk. For denne sympati med Finland har den danske regerings erklæring givet et varmt udtryk. Men den danske regering peger tillige med rette på den fælles europæiske interesse i det opgør, der foregår. Kampen føres ikke blot for en enkelt stat, men for Europa og europæisk kultur.

Det danske Justitsministerie sørgede endda for at meddele, at de danske frivillige, Frikorpset, som kæmpede på tysk side, ikke på nogen måde skulle forulempes:

Justitsministeriet må også for sit vedkommende lægge den største vægt på, at uheldige episoder i tilknytning til de frivilliges ophold undgås. Man skal derfor anmode d’herrer om at have opmærksomheden nøje henvendt på, at de frivillige ikke på nogen måde forulempes.

Frikorps Danmark 1941.

Modstand mod besættelsen

Modstanden mod den tyske besættelse af Danmark var uendelig lille, ligefrem ikke-eksisterende blandt det danske folk. Fortællingerne om tyske soldaters overgreb, vold, voldtægter og plyndring er rendyrket anti-tysk propaganda, da der ikke findes ét tilfælde af noget sådant gennem de fem år, hvor op mod 260.000 tyske soldater var i Danmark.

Derimod var der flere eksempler på overgreb og angreb fra Engelsk side mod Danmark, som den engelske bombning af Esbjerg allerede i 1939, og Shellhuset og Den Franske Skole så sent som i marts 1945. Selv den så fejlagtigt højt priste danske modstandsbevægelse var intet andet end engelsk sabotage – eller terrorisme.

Kort efter den engelske bombning i Esbjerg, hvor man forsøger at fjerne murbrokker og lignende.

I bogen Danmark i Hitlers Haand kan man læse en dialog mellem Sigfried Matlok, som er journalist, og Werner Best, tysk jurist, diplomat og rigsbefuldmægtiget i Danmark under besættelsen:

Siegfried Matlok:
Ved besættelsen af Danmark den 9. april 1940 blev der kun gjort sporadisk modstand her og dér. 1943 strandede samarbejdspolitikken med regeringen Scavenius – især på grund af modstandsbevægelsen. Hvordan bedømmer De modstandsbevægelsen i Danmark og dens aktioner?

Best:
Først og fremmest må vi have klarhed i begreberne, nemlig at der ikke fandtes nogen modstand i befolkningen i de lande, som under den anden verdenskrig holdtes besat af tyske tropper. Modstand kan en befolkning yde, når den trues af plyndringer, voldtægt og andre voldelige handlinger. En sådan berettiget modstand fandtes ikke, fordi der ikke forekom sådanne voldshandlinger. Under anden verdenskrig anvendte den anden krigsførende magt – Storbritannien – en ny metode for at skade sin modstander – Tyskland – ved at man lavede vanskeligheder for de tyske besættelsestropper i de besatte lande.

Den britiske efterretningstjeneste uddannede – det fremgik af mange politiforhør – mænd, man anså for egnede til opgaven, til bestemte angrebshandlinger og sendte dem til deres hjemlande, som var besat af tyske tropper. Disse opgaver var ikke af militær karakter, for de, som delte opgaverne ud, var sig bevidst, at de ikke på den måde kunne svække det tyske riges kampkraft. Deres mål var derimod politisk: ved hjælp af aktioner, som vakte opmærksomhed og opsigt – sabotage og mord m.m. – ville man fremprovokere tyske reaktioner, som kunne forgifte forholdet mellem landets befolkning og besættelsesmagten og gøre den samlede situation vanskeligere for Tyskland. Det var kun deres landsmænd på de britiske øer i Kanalen, Jersey og andre øer – altså det eneste britiske territorium, der var besat af tyskerne – som briterne sparede for denne optrapning af volden. Fra britisk side blev der ikke foretaget en eneste tyskfjendtlig handling, og der kom ingen tyske gengældelsesaktioner, som man kunne beklage sig over efter krigen. Ud fra folkeretten tilkom der ikke de fra England udsendte partisaner – et ord, som vandt almindelig udbredelse under krigen – nogen beskyttelse af den art, som efter bestemmelserne for krig til lands tilkommer såkaldte friskaremænd og lignende, folk, som optræder i uniform eller med synlige kendetegn, med åbent fremførte våben o. l. Man betragtede dem som enkeltpersoner, der i modstrid med gældende ret angreb de tyske tropper, og de blev behandlet derefter og dømt ved krigsret.

Tysk respekt for Danmark og danskere

At de påståede tyske overgreb mod Danmark og det danske folk er en ondsindet propaganda, bakkes op af de klare retningslinjer, som var gældende for tyske officerer i Danmark pr. 9. april 1940:

Ethvert medlem af Værnemagten må være klar over, at han ikke er kommet til et fjendtligt land, men at tropperne rykker ind i Danmark for at beskytte landet og sørge for befolkningens sikkerhed.

Der må derfor tages hensyn til følgende:

1) Danskeren har en stærk nationalfølelse. Desuden føler danskerne sig beslægtet med de skandinaviske folk. Altså: Undgå alt, hvad der kan krænke den nationale ære.

2) Danskeren er frihedselskende og selvbevidst. Han afviser al tvang og underkastelse. Han har ingen forståelse for militær disciplin og autoritet. Derfor – befal lidt, og råb ikke. Dette fylder ham med modvilje og er virkningsløst. Saglig oplysning og en overbevisende humoristisk tone vil udrette mere. Unødvendig skarphed og formynderi skader selvværdet og bør undgås.

3) Danskeren er i besiddelse af megen bondesnuhed, forslagenhed, der grænser til uoprigtighed.

4) Danskeren tænker økonomisk. Hans interesser kredser hovedsagelig om materielle problemer. Enhver indskrænkning i fornødenhederne føler han særligt hårdt. Altså – undgå i videst muligt omfang indgreb i den personlige ejendomsret. At ”forsyne sig”, at ”organisere” er strengt forbudt.

5) Danskeren kan lide en hyggelig og behagelig tilværelse. Han kan vindes med venlighed, ved små opmærksomheder og ved, at man anerkender hans person.

6) Det forretningsindstillede folk har en svaghed for England. Han afskyr krigen. Med få undtagelser finder ingen forståelse for det nationalsocialistiske Tysklands mål.

7) Det tyske sprog forstås af mange danske.

Tyske tropper bydes velkommen i Nørreport i Aabenraa, hvor de lokale hævede og fremstrakte deres arme.

»Befrielsen«

Det skal stå den enkelte frit for fortsat krampagtigt at holde fast i fortællingen om et besat Danmark, og fejringen af »befrielsen« af et land, som aldrig var ufrit. Alt dette er historie, men et blik på dagens Danmark burde vække spørgsmålet til live om, hvorvidt det »befriede« Danmark viser sig at være en sund scene til tilværelsen.

En tilværelse som herskes af en skruppelløs kapitalistisk storfinans, som lever af at forgælde alle og enhver.

En tilværelse hvor alle ensrettes i tankegang og holdningsretning af en opdragende kulturmarxisme, som fra vugge til grav virker som et folkeødelæggende redskab til splittelse og normalisering af destruktive tendenser.

En tilværelse som i dagens multikulturelle samfund præges af utryghed og en overhængende fare for racemæssig udryddelse.

Det danske folk kan måske lade sig overtale til at føle sig befriet, men intet frit folk accepterer nedbrydning og udslettelse.

Befriet eller bedraget? Læs mere om det »befriede« Danmark her!

KILDER:
Danmark i Hitlers haand
Richtlinien f.d. Verhalten i. pers. Verkehr m.d. dän. Bevölkerung 1940
Oprop
Berlingske Aftenavis
Steen Andersen – Der er intet foruroligende i Danmark
7.-9.-42. Justitsministeriets Cirkulæreskrivelse vedrørende Frikorps „Danmark”s Orlov.
Regeringserklæring d. 26. juni 1941