Ukrainere hentes med magt og sendes til frontlinjen
UKRAINE: Mange ukrainere ønsker ikke at blive sendt til frontlinjen for at kæmpe mod den russiske hær. Videoer, der cirkulerer på sociale medier, viser at ukrainske myndigheder med magt må hente kampdygtige mænd fra forskellige underholdnings- og handelssteder.
Ukraine har i længere tid haft udfordringer med at rekruttere soldater. For at imødekomme dette behov har myndighederne besluttet at sænke mobiliseringsalderen fra 27 til 25 år. Det betyder, at alle ukrainere mellem 25 og 60 år, som er den øvre grænse, kan blive indkaldt til militærtjeneste i landet. Grænsen for, hvor længe soldater skal tjene i krigen, er også blevet fjernet. I april blev der desuden indført et krav om, at mænd i alderen 18 til 60 år skal registrere sig hos militærmyndighederne.
De er forpligtet til at bære et dokument, der viser, at de er registreret på et af rekrutteringskontorerne. Dokumentet skal kunne fremvises til politiet, når de beder om det, skriver Associated Press.
Under myndighedernes aktion i weekenden var der mange, som manglede de nødvendige dokumenter, hvilket fik konsekvenser. Ifølge det statsejede nyhedsbureau Ukrinform blev personer uden korrekt dokumentation arresteret, da militære enheder rykkede ud mod mænd uden papirer på flere natklubber, restauranter, indkøbscentre og koncertsteder. Videoer af disse hændelser er siden blevet delt på sociale medier, rapporterer NRK.
– Når man med magt skal fange dem, der forsøger at unddrage sig denne militærtjeneste, er det et meget generelt udtryk for en tendens i det ukrainske samfund. Kampviljen er ikke lige så stærk nu som for to og et halvt år siden, siger Tormod Heier, professor ved Forsvarets Højskole i Norge, til NRK.
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.