Ukrainekonflikten: Den nye amerikanske drøm

KOMMENTAR: Hverken Rusland, Ukraine eller EU vinder noget på en krig i nogen skala i Europa, skriver Simon Holmqvist. Men USA, som længe nidkært har vogtet over sin internationale indflydelse, vil naturligvis se et endelig opgør med udfordreren.

Ukrainske tropper forbereder sig på en russisk invasion. Foto: Ministry of Defense of Ukraine, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons.

I nat beordrede den russiske præsident Vladimir Putin endelig sine tropper ind i Ukraine. Ganske vist i form af »fredsbevarende styrker« i de to udbryderrepublikker i det østlige Ukraine, som han kort forinden historisk anerkendte som selvstændige stater, men stadig i det, som NATO stadig betragter som Ukraine.

I betragtning af den trold, som Putin har gjort sig selv berygtet som, kan jeg kun forestille mig, at udtrykket »fredsbevarende styrker« er en måde at håne amerikanske militæroperationer rundt om i verden.

Men jeg tror ikke, Rusland ønsker krig i Ukraine. Jeg tror, ​​Rusland ønsker omtrent det samme, som de siger, de ønsker: en ny sikkerhedssituation i Europa, hvor NATO’s krigsalliance ikke rekrutterer alle sine naboer og opretter offensive våbensystemer på den russiske grænse med missiler rettet mod øst.

Europa, som til en vis grad er økonomisk afhængig af Rusland, ønsker heller ikke krig. Ikke fordi man kan lide Rusland eller Putin, men fordi en krig i Europa i sidste ende vil påvirke hele Europa. Men også mere specifikt på grund af den russiske gas og olie, der lige nu skal til for at dække mange landes energibehov i den igangværende energikrise.

Nu forstår vi, hvorfor Trump tabte valget

I årtier har USA derimod gjort alt, hvad der står i deres magt, for at sætte en stopper for tættere samarbejde mellem Rusland og Europa. Økonomisk, militært, politisk og kulturelt samarbejde har man konsekvent valgt at blokere. Med trusler, løgne og sanktioner. Ja, med alle tilgængelige midler har de nidkært vogtet over deres rolle som »storebror« i Vesten.

Selv efter Ukraine-krisen i 2014 ønskede stærke kræfter i USA at se et forlig med Rusland. Vi husker alle, hvordan krigsmageren Hillary Clinton under præsidentvalget i 2016 viede en stor del af sin kampagne til at vise omverdenen med al den ønskede klarhed, at denne aftale stod højt på dagsordenen.

Da opkomlingen Donald Trump fik færten af Clintons præsidentpost, blev planerne midlertidigt suspenderet. Med en mulig undtagelse i Iran søgte Trump konstant fred med omverdenen, og han brød sig åbenbart ikke om de globalistiske spilleregler, der dikterer, hvilke ledere der kan behandles godt, og hvilke der er haram.

Trump så ud til at have en vis beundring for Putin, og det var tydeligt, at han ønskede at normalisere de russisk-amerikanske forhold. Dette satte hans politiske fjender dog en stopper for gennem den mærkelige løgnekampagne, at Trump blev styret af Kreml, og at Rusland gennem såkaldte indflydelseskampagner sikrede, at Trump vandt valget.

Nu, set i bakspejlet, føles det som om formålet med kampagnen aldrig rigtig var at bringe Trump for højesteret, man savnede jo helt beviser for en sådan procedure. Derimod lykkedes det dem at bagbinde Trumps planer med Rusland, for hvis Trump havde »normaliseret« forholdet, ville propagandasejren for den modsatte side have været for stor. Det var ikke kun blevet set som et forræderi, men også som et bevis på, at Trump virkelig var styret af Moskva. Trump måtte simpelthen lægge Rusland til side for i stedet at fokusere på for eksempel Nordkorea.

Havde Trump været præsident i dag, ville Ukraine-krisen dog have set helt anderledes ud. Trump var åbenlyst tøvende over for NATO-imperialismen og ville med garanti forsøge at løse problemet med en af ​​sine berømte »aftaler«.

Måske var det derfor, at globalisterne anså det for så vigtigt at få en loyal marionet fra Demokraterne på præsidentposten, at de endda risikerede anklager om valgsvindel.

Joe Biden har derimod som ventet siden dag ét haft en stærk fjendtlig holdning til Rusland. Biden behandler ikke Putin som sin ligemand, i modsætning til Trump, mens han mener, at en udvidelse af NATO’s krigsalliance er helt rimelig.

Amerikanske interesser bag krigen

Hvis krigen i Ukraine nu bliver en realitet, som alt i dag tyder på, kan USA pålægge Rusland sådanne økonomiske sanktioner, at intet EU-land længere kan blive afhængig af russisk gas, olie, kul eller hvad det nu måtte være. Og bag sig ville USA få de samme EU-lande, som lider mest under sådanne sanktioner.

Men det stopper ikke der: USA kan da også udfylde det tomrum, der opstår i Europa, med egne økonomiske interesser. Det bliver »to fugle, en sten«, som man siger i USA. Man styrker sit greb om Vesten, samtidig med at man sikrer, at Rusland ikke længere kan konkurrere på samme spilleplade.

Det er selvfølgelig ikke »amerikanske« interesser i den forstand, at den gennemsnitlige amerikaner har noget at vinde ved krig. Men USA som stormagt tjener som bekendt andre interesser end amerikanernes og er primært et redskab i hænderne på en rodløs og international magtelite, der ikke har samme indflydelse på andre stormagter.

I lyset af dette er det meget trist, at Rusland ser ud til at bidrage til virkeliggørelsen af ​​krigen. I en fuldskala militær konflikt i Ukraine vil rigtig mange mennesker blive udsat for enorme lidelser, og rigtig mange vil dø. Allerede nu har lande som Sverige og Danmark også gjort det klart, at de ikke vil modtage flygtninge fra et krigshærget Ukraine. Det er selvfølgelig ikke sagt åbent, men det er fordi, det er hvide mennesker, der er på flugt, som ikke ville bidrage til det multikulturelle projekt på samme måde som skæggede drenge fra Afghanistan.

De, der opildner til krig, bryder sig naturligvis ikke om ukrainske og russiske liv, men man kunne håbe, at i det mindste Rusland og Ukraine gør.

I den kommende krig er der altså ikke kun tabere. Man må ikke glemme, at der altid har og altid vil være stærke økonomiske interesser bag krig. Disse er ikke altid helt indlysende, men de er der altid. Og siden apokalypsen i 1945 har disse interesser altid været globalistiske.