Tyrkiet invaderer Nordirak

UDLAND: Tyrkiet har startet en militær operation i Nordirak rettet mod kurdiske mål. Ifølge Tyrkiet vil operationen fortsætte »til den sidste terrorist er neutraliseret«.

Fra Tyrkiets militæroperation i Irak, udgivet af det tyrkiske forsvarsministerium. Foto: Skærmbillede Youtube.

Nato-landet Tyrkiet indledte mandag en omfattende militæroperation mod mål i det nordlige Irak, oplyser Al-Jazeera.

Områderne er beboet af det terrorklassificerede Kurdistans Arbejderparti (PKK), som har et stærkt fodfæste i det nordlige Irak. Ifølge RT angriber de også Folkets Forsvarsenhed (YPG), som er en anden militant kurdisk nationalistgruppe med udspring i krigen i Syrien.

Tyrkiets handlinger skal være et svar på kurdiske planer om et »storstilet angreb« på Tyrkiet fra Irak, planer der har været omtalt i flere uger i de tyrkiske medier.

Ifølge det tyrkiske forsvarsministerium er »huler, tunneler, ammunitionslagre og kommandoposter« tilhørende de militante kurdere blevet ødelagt. De kurdiske stillinger er blevet angrebet af både bemandede og ubemandede fly, men også af artilleri og landtropper.

I en erklæring sagde den tyrkiske forsvarsminister Hulusi Akar, at alle Tyrkiets mål var nået indtil videre, men at kampagnen vil fortsætte »med beslutsomhed«, indtil »den sidste terrorist er neutraliseret«.

Irak har i skrivende stund ikke kommenteret Tyrkiets militære indtog i landet, men ifølge Akar udfører Tyrkiet sine »aktiviteter« på en sådan måde, at de »respekterer den territorielle integritet og selvstændighed hos et venligt og broderligt Irak« .

Siden 2020 har Tyrkiet udført sporadiske luftangreb mod kurdere i det nordlige Irak, noget den irakiske regering aldrig har godkendt. Det er dog første gang, de går ind med landtropper og artilleri.

Kilder:
Al-Jazeera
RT

 


  • Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.


  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

// //