Tanker om værdier i et forkrøblet samfund

Læserindlæg: Gæsteskribent Ejner Kamp reflekterer her, på baggrund af mindesbegivenheden d. 22 juli, over fænomenet demokrati i vores moderne samfund og moderne værdier kontra originale værdier for et hvidt folk.

Mens Norge med gru mindes d. 22 juli og 10-årsdagen for Anders Behring Breiviks angreb på demokratiet, som det i går blev kaldt af Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg, tænker jeg på betydningen af demokrati, som set udrullet og effektueret som en næringsfattig grød med udkogte værdier som basis for et samfund med efterhånden desperat behov for ideologisk næring og fællesretning. I et samfund som vores, ledet af beslutninger på baggrunde af endeløse politiske kompromiser og studehandler, bliver ethvert udfald af politiske forhandlinger, røde, blå eller over midten, blot forkrøblede forsøg på at bringe netop sit partis mærkesager og værdier frem som en samfundsformende kraft.

Politikken sejler fra højre til venstre, parlamentarismen kræver, at mærkesager forrådes til fordel for politisk indflydelse og resultatet er blevet et liberal-marxistisk samfund, hvor al råddenskab tillades, hvis blot det kan kommercialiseres og ikke karambolerer med et par af de værdier, som er ældre end partierne selv.

Især på mindesdagen i går, hvor man kunne høre Stoltenberg fortælle, at angreb mod demokratier kræver mere demokrati, og at had skal overvindes med kærlighed, skimter man den mellemøstlige kristne ørkenreligions internationalistiske værdisæt. Kærligheden, som er så uoverskyggeligt vigtig og videunderlig, mellem en mand og en kvinde, mellem familiemedlemmer og folkekammerater, er af kirken gjort universel, hvilket op gennem tiden har affødt begrebet om ligeværd, og dette fremmede perspektiv af ubetinget internationalistisk næstekærlighed har banet vejen for hvad vi ser udfolde sig i den moderne verden som samfundets accept af bl.a. masseindvandring og homo-bølger. Og her ledes mine tanker tilbage til dagen i går, hvor marxisterne og medierne mindes de der faldt under Breiviks udrensning, som det er blevet kaldt. Anders Behring Breivik ønskede at skære en hel generation af kommende politikere væk, som ville arbejde for mere lighed og mere indvandring i kærlighedens navn.

Jeg vil her argumentere, at det ikke primært er politiske sommerlejre eller socialdemokratisk indoktrinering, som indprinter lighedsbevidstheden i folk, selvom sådanne sammenkomster styrker deltagerne i opfattelsen og gør dem til soldater for denne forkrøblede ideologi, men at lighedsbevidstheden, som lever i hvide menneskers sind som en parasit, stammer fra den religiøse kristne mellemøstlige indoktrinering, som via den romersk-katolske kirke i tusindvis af år har forandret vores opfattelse af os selv, ved kristendommens udskiftning af vores eksisterende højeste værdi, ære, med den internationalistiske ubetingede kærlighed.

Forblændet af betingelsesløs kærlighed tales der her på 10-års dagen for Breiviks angreb, som for 10 år siden, om kærlighed og fællesskab, men parolen »aldrig mere« er udvidet til »aldrig tie mere«, og man må undre sig over hvordan etablissementet tør tale om den såkaldte højreekstreme trussel, da det tvinger dem til at se indad og overfor enhver der lytter indrømme, at den førte politik her i det liberal-marxistiske samfund og etablissementets nævnte fællesskab varsler og direkte forårsager nordisk folkemord i fremmede værdiers navn.

Marxister, liberale og den apolitiske værdiforgiftede pøbel som lader sig lede af følelser og mediegift fylder det skinddemokratiske fællesskab med alt hvad det rummer af tolerance, mangfoldighed, lighed og universel kærlighed, uden at se, at dette fællesskab er en dødskult med kniven rettet mod egen hals.

Jeg spørger mig selv, om et hvilket som helst andet politisk system i stedet for dette herskende liberal-marxistiske, ville kunne løse dette grundlæggende problem i vores samfund som synes at stikke dybere end blot at være forårsaget af folkefjendtlig politik. Jeg ser det som tvivlsomt, at politik kan forme eller gendanne identitet, som mellemøstlige religiøse strømninger har frarøvet os vores sande værdier og forandret os fra et folk drevet af ære til en underkuet pøbel snedigt styret af begreber, som vi naturligt søger, men gjort til et værktøj for internationalisme og den globale bevidsthed.

Intet politisk system kan bygge noget sundt og solidt på et råddent fundament, og vores identitetsbevidsthed forårsaget af ændringer af vores originale højeste værdi, er gennemrådden. End ikke rene nationalsocialistiske politikker vil være nok, hvis vi som folk ikke søger tilbage til vores rødder og genfinder vores sande identitet. Heldigvis ligger der i nationalsocialismen forståelsen af at nationalsocialistisk bevidsthed ikke kun er visionen af en stat og en samling love, men at nationalsocialisme er en helt bestemt måde at forstå hele verden på, verdens historie, vores historie og vores originale værdier som naturen skabte i os, som sikrede vores rejse og positive udvikling gennem tiderne. Alle disse tanker kom til mig, her på denne dag (i går), hvor det grufulde minde om Anders Behring Breiviks handlinger i 2011 får fraser om værdier til at gjalde i debatten. Angrebet på Utøya viser med tydelighed hvor betændt vores moderne samfund er, idet at så mange unge marxister kunne samles som kommende folkeforrædere, forenet i kampen for, i tolerancens, lighedens og kærlighedens navn gennem masseindvandring at udrydde nordens originale befolkning, mens en mand, som forstod faren ved disse unge menneskers folkemords-ideologi, handlede komplet æreløst, da han valgte at spilde sit eget folks barneblod.

Verden og samfundet er sygt, ligesom alle som lever i uoverensstemmelse med hvem de virkelig er, og selvom jeg vil opfordre alle til at genfinde sin sande identitet og engagere sig politisk for nationalsocialistisk revolution vil jeg samtidig minde alle om, at gøre sit hjemmearbejde og søge at forstå den nationalsocialistiske verdensanskuelse og sit folks originale værdier, og det kræver, at man åbner en bog og tager sig tiden til at læse, og jeg vil i den forbindelse anbefale Der Mythus des zwanzigsten Jahrhunderts (=Myten om det tyvende århundrede) skrevet af Alfred Rosenberg.

Ved egen kraft at bryde fri fra tusinder af års åndelig forgiftning kan være hårdt arbejde, men for enhver som ønsker at være sand mod sig selv, er det arbejdet værd.

/Ejner Kamp