Syriens terrorleder klager over sanktioner i interview – ønsker, at de ophæves
SYRIEN: Lederen af terrorgruppen Hayat Tahrir al-Sham beder omverdenen om at ophæve sanktionerne mod Syrien og fjerne terrorbetegnelsen af hans gruppe. I et interview med BBC beskriver han terrorgruppen som “ofre” for Assads regime.
Ahmed al-Sharaa, tidligere kendt som Abu Mohammed al-Julani og leder af den syriske islamistiske terrorgruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS), appellerer i et interview med BBC til verdenssamfundet om at ophæve de økonomiske sanktioner mod Syrien. Han opfordrer også til, at omverdenen genovervejer terrorbetegnelsen af HTS.
— Syrien er udmattet efter årtiers krig og udgør ikke længere nogen trussel mod sine naboer, siger al-Sharaa i interviewet.
Terrorlederen hævdede desuden, at gruppen aldrig har angrebet civile, at de er ofre for overgreb fra den afsatte præsident Bashar al-Assads regime, og at HTS ikke er terrorister. Han omtaler desuden den terrorgruppe, han leder, som “ofre”.
— Nu, efter alt det, der er sket, skal sanktionerne ophæves, fordi de var rettet mod det gamle regime. Offeret og undertrykkeren skal ikke behandles på samme måde, tilføjede han.
Al-Sharaa hævder også, at HTS støtter reformer i Syrien, herunder kvinders ret til uddannelse. På spørgsmålet om, hvordan HTS vil håndtere emner som alkohol, forklarede han, at disse beslutninger vil blive reguleret af en ny forfatning, der er under udarbejdelse af en syrisk komité bestående af juridiske “eksperter”.
Den terrorbetegnede HTS, som er knyttet til al-Qaida, er fortsat klassificeret som en terrororganisation af FN og flere vestlige lande, herunder USA. Gruppens påstande om at være en reformeret version af den tidligere organisation Jabhat al-Nusra mødes med skepsis af mange internationale aktører.
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.