Svar på spørgsmål om nationalsocialismen

NATIONALSOCIALISME: Nordfront publicerer her en ældre artikel af Martin Saxlind, som kommenterer et forsøg på ideologisk debat i Radio Nordfront og spørgsmålene blev rejst efter debatten.

For nogle uger siden gæstede Dackinstitutets Björn Herstad Radio Nordfront til en ideologisk debat. Det var en interessant og behagelig diskussion, den havde, som jeg ser det, to strukturelle problemer:

1. Hersted forsøgte at «dekonstruere» nationalsocialismen uden at skulle præsentere nogen klar egen position andet end, at han går ind for «sandheden», hvilket er et diffust begreb og derfor umulig at kritisere. Der blev altså spillet mod ét mål.
2. Vi var fem personer på den nationalsocialistiske side, og det blev derfor et ret fragmenteret forsvar som blev opstillet mod angriberen. Når taletiden spredes ud på så mange personer, bliver det vanskeligt for nogen at kunne præsentere lange og sammenhængende svar.

Patrik Forsén kommenterede efterfølgende debatten på YouTube, og hans kommentar rejste nogle spørgsmål, som jeg vil besvare i denne artikel.

Er nationalsocialismen pragmatisk?

Ja. Jeg vil hævde, at dette er et træk, som nationalsocialismen til en vis grad deler med konservatismen. Konservatisme plejer at blive betragtet af sine tilhængere som noget andet end en ideologi. Dette skyldes, at konservatismen ikke tror på skrivebordskonstruerede utopier og ikke har en fast ideologisk holdning over tid, men mere handler om en tro på, at politisk forandring i et samfund skal finde sted langsomt og organisk.

Som nationalsocialist er jeg enig med konservatismen, som mener, at de utopierne, som marxismen og liberalismen har tegnet, er falske løfter, der har forårsaget meget unødvendig lidelse i Europa. Jeg mener heller ikke, at det nationalsocialistiske samfund, vi agter at opbygge, skulle være helt fri for problemer, men selvom vores fremtidige samfund ikke bliver en ægte utopi, vil det stadig fremstå som en utopi sammenlignet med det dystopiske og dysgeniske samfund, vi lever i i dag.

Nationalsocialismen adskiller sig imidlertid fra konservatisme i den forstand, at konservatisme i dag er fastlåst af marxisme og liberalisme, da konservatisme generelt accepterer de fremherskende politiske synspunkter og kun vil bremse den fortsatte ændring. Nationalsocialismen er i stedet en radikalt verdensanskuelse, der kort sagt er baseret på, hvad der er godt for sit eget folk. På denne måde har nationalsocialismen altid det samme mål, men er parat til at tilpasse sin politik til skiftende omstændigheder for at nå målet i alle situationer. Vi har en fast verdensanskuelse, men en ideologi, der udvikler sig. Derfor er den politik, som Modstandsbevægelsen er fortaler for i dag, ikke helt identisk med den politik, der blev ført af Det Tredje Rige.

Kan man tilpasse nationalsocialismen efter hvad som helst?

Nej selvfølgelig ikke. Lederen for Den Nordiske Modstandsbevægelse, Simon Lindberg, har skrevet en artikel, der meget godt forklarer, hvordan vi nationalsocialister gennem vores forståelse af naturens love kan drage konklusioner, der giver os mulighed for at tage et klart standpunkt i næsten alle større moralske spørgsmål:

Naturen har skabt love og regler, som vi nationalsocialister mener, er en forbrydelse at bryde. En naturlig moral, om du vil. At modsætte sig disse love og moral er pr. definition at være imod nationalsocialismen.

I enkelte politiske eller moralske spørgsmål er det måske ikke helt klart som glas, hvad der er naturligt, men med sund fornuft eller dybere studier kan man som nationalsocialist normalt nå frem til det rigtige. Alle religioner og ideologier har også dette problem, dvs. at de i sidste ende skal fortolkes af mennesker, og at den menneskelige faktor altid indebærer en risiko for fejl.

Hvis man ønsker det, er det også muligt at angribe en påstået «absolut» kristen moral med velvalgte bibelske citater eller absurde tankeeksperimenter, som skaber problemer for kristen logik. Frem for alt hviler katolikker imidlertid på en lang tradition for at fortolke deres religiøse lære, hvilket betyder, at tilhængerne ikke selv behøver filosofisk at argumentere om rigtigt og forkert (da autoritetspersoner allerede har truffet beslutninger for dem i mange spørgsmål). I et nationalsocialistisk samfund skal lignende traditioner opstå og gøre det meget klart for folk, hvad der er rigtigt og forkert.

Faktum er, at nationalsocialismen allerede nu vinder over kristendommen, hvis man skal sammenligne hvilken lære, der er mest moralsk principiel. Undergravende kræfter har formået at angribe og dekonstruere kristendommen i en sådan grad, at alle større kirker i dag er for masseindvandring, homoseksualitet og meget andet, som kristendommen tidligere var imod. Men ingen ordakrobatik og intet pres vil nogensinde overtale tilhængere af nationalsocialisme til at tro, at raceblanding er positiv, at køn kun er en social konstruktion, eller at homoseksualitet er lig med heteroseksualitet. Hvor kristendommen har svigtet europæere, står nationalsocialismen fast.

Hvad er nationalsocialisme?

Ifølge Modstandsbevægelsens opfattelse er enhver, der underskriver vores ni punkter, en tilstrækkelig nationalsocialist til at være medlem af organisationen. Hvis du vil fordybe dig i vores verdensanskuelse, anbefaler jeg følgende artikler og bøger:

• Min Kamp
• Nationalsocialismen – Den biologiske verdensanskuelse
• Nationalsocialismen i vor tid
• Nationalsocialismen og den reaktionære nationalisme
• Vores Vej

For at give et kort resume er nationalsocialisme på det ideologiske niveau nationalistisk og socialistisk, men som Simon Lindberg skrev, er nationalsocialisme en unik helhed, der ikke direkte kan reduceres til det, der almindeligvis kaldes nationalisme og socialisme. Når det kommer til nationalisme, er det en racemæssig baseret nationalisme, hvor vi ønsker, at racen skal nå sit fulde potentiale, hvilket helt bestemt kan omfatte en eugenisk politik inden for visse rimelige grænser. Når det kommer til socialisme, handler det om folkefællesskab, at alle folkekammerater fortjener et anstændigt liv. Vi er imod et klassesamfund, hvor mennesker fødes til en bestemt position på samme tid som vi ikke er for en afsporet ligestillingskamp; Vi ønsker et mere meritokratisk samfund, hvor alle har mulighed for at nå deres fulde potentiale og finde deres rette sted i samfundet. Staten, folket og familien skal sammen stræbe efter at skabe et stærkt og harmonisk samfund baseret på dette nationalsocialistiske grundlæggende syn.

Hvad af Det Tredje Riges politik og kamp står i for?

Det er et stort spørgsmål at tage stilling til nøjagtigt alt, hvad der skete i Tyskland fra 1933 til 1945. Med facit i hånden er det bestemt muligt at finde mange mindre og endda nogle større fejl, men jeg ser det ikke som en konstruktiv del af dagens kamp at være en besserwisser, der engagerer sig i historisk introspektion på den måde. Generelt var det nationalsocialistiske Tyskland på rette vej:

De samlede folket og sluttede klassekampen. De bekæmpede arbejdsløsheden og gav det tyske folk håb for fremtiden. De afskaffede den enorme magt et vist udenlandsk mindretal havde over Tyskland. De gjorde enorme videnskabelige fremskridt. De ønskede at gøre deres eget folk stærkere og sundere. De beskyttede dyr og natur. De så manglerne ved den nye liberaldemokratiske sociale orden og søgte et alternativ til den. De så kristendommens sammenbrud nærme sig og tog skridt mod at danne deres egen religion med racebevidsthed som fundament. Kort sagt skabte de et ordentligt samfund med sunde normer og værdier, der erstattede kaosset og dekadencen i Weimar-æraen.

En forandring af denne størrelse og med alle disse komponenter var aldrig før set. Nationalsocialismen i Tyskland var banebrydende og er fortsat i dag, hvad hele Vesten har brug for, naturligvis med nogle tilpasninger til de skiftende forhold i forskellige lande.

Når det kommer til 2. verdenskrig, var det en skæbnekamp for Europas fremtid. Rundt om i Europa, efter 1. verdenskrig, også i andre lande end Tyskland, var der opstået nationalistiske regimer, der vendte sig mod liberalisme og marxisme. Det Tredje Rige var ledende blandt de nationalistiske stater i Europa, både når det gjaldt den ydre kamp mod fjenden (som til en vis grad var uundgåelig) og den indre opbygning af sit eget samfund. Havde Tyskland og aksemagterne vundet krigen, ville Europa og den hvide race have været i en uendelig bedre situation end hvad vi er i nu. Benægter nogen nationalist dette?

Med hensyn til «Holocaust», som radiodebatten gled ind på, tror jeg, at meget, der er forbundet med dette begreb, er ren og skær løgnepropaganda. Årsagen til, at der i princippet er opstået en religion omkring de tyske koncentrationslejre, er, at der er stærke interesser, der drager fordel af den. Hollywood-film, der skildrer USA som «the good guys» og deres fjender som onde dæmoner legitimerer USA’s rolle som imperialistisk verdenspoliti. Jødiske interesser er imidlertid dem, der mest drager fordel af Holocaust-mytologien; dels da jøder efter krigen kunne afpresse Tyskland for enorme summer; dels fordi jødernes påståede lidelse skal legitimere eksistensen af ​​den skurkagtige stat Israel og undskylde zionistenes fortsatte skurkagtige opførsel. Havde disse interesser ikke været i baggrunden, ville ingen have bekymret sig, og spørgsmålet ville have været af rent akademisk karakter. Men i dag er det i stedet groft umoralsk at betvivle antallet seks millioner, og i mange havner man i fængsel, hvis man gør det.

I det omfang tendenser til noget, der skulle kaldes et folkedrab, virkelig fandt sted under 2. verdenskrig, var det en historisk parentes, der fandt sted under en krig, hvor der også blev begået mange overgreb mod tyskere. Den nationalsocialistiske politik i fredstid havde til formål at få jøder til at emigrere fredeligt fra Tyskland; det var den ønskede løsning på det jødiske spørgsmål i Det Tredje Rige. Så påstanden om, at nationalsocialismen automatisk fører til folkedrab, er en ekstrem stråmand, som jeg håber, at ingen nationalister prøver at bruge.

Hvorfor kalde sig nationalsocialist?

Det er hvad vi er. Hvorfor kalde dig noget andet?

Nationalsocialisme er simpelthen den mest højeststående form for nationalisme. Hvorfor skulle vi vælge at gå tilbage til en ældre aflagt form for nationalisme?

Som ideologisk begreb opstod nationalsocialismen længe efter nutidens dominerende ideologier. Derefter at hævde, at nationalsocialisme skal være umoderne og aflagt, er absurd. Nationalsocialismens problem er, at Europa blev udsat for en omfattende “de-nazificeringsproces” efter krigen, og at undertrykkelsen fortsætter den dag i dag.

Nogle mener derfor, at man skal bevare den nationalsocialistiske mentalitet, men ændre navnet. Jeg er dog skeptisk over for, at det vil være en god idé konstant at lancere nye ismer. For problemet er ikke kun etiketten og emballagen, men det er de bagvedliggende ideer, som systemet hader, og så længe du står for disse, vil du stadig blive kaldt en «nazist». Hvad får vi i denne position ud af at prøve at narre folk til at tro, at vi fundamentalt er forskellige fra dæmoniseret nationalsocialisme? Hvis vi virkelig står for sandheden, er det forkert at lyve sådan.

Det påstås ofte, at denne konstante ændring af ismer, ligesom andre mistænkelige politiske metoder, er kopieret fra den kulturmarxistiske venstrefløj. Dette er dog forkert. Når venstrefløjen opfinder nye koncepter, har de ofte (fra deres synspunkt) positive mål i tankerne og lancerer nye koncepter som en del af et ideologisk angreb. Efterkrigstidens «højrefløj» har i stedet lanceret nye begreber som en del af et politisk tilbagetog, hvor de har forsøgt at erstatte ord, der er blevet kontroversielle. Man giver således til en vis grad fjenden ret og anerkender gang på gang, at der er noget galt med vores meninger. Et eller andet sted er vi nødt til at trække en linje i sandet og sige, at «det her står vi for». Hvad er problemet med at stå for nationalsocialisme?

Den kulturmarxistiske venstrefløj er desuden destruktiv og agerer undergravende og nedbrydende, hvilket er hvorfor de opererer med helt andre principper end os, der kæmper for noget positivt. Alle kan nedbrænde et hus, men ikke alle kan bygge et hus, da det er sværere og kræver andre metoder. Projektet med at samle vores splittede folk og føre dem i den rigtige retning er et konstruktivt projekt, der kræver kamp og ofring, man kan ikke komme bort fra det faktum med smarte tricks med ordvalg.

Hvis nogen stadig hurtigt vil kalde sig noget andet end nationalsocialist, men hovedsagelig står for det samme som mig, ser jeg denne person som en kammerat. Det er også forståeligt, at mange i nutidens samfund er bange for at «stå frem» som nationalsocialist, men fejhed og bekvemmelighed kan ikke være det, der styrer retningen af ​​vores kamp, ​​hvis vi har til hensigt at komme nogen steder. Det faktum, at Modstandsbevægelsen er nationalsocialistisk, er også en garanti for, at vi ikke rekrutterer mennesker med den forkerte politiske mentalitet.