Statstvang kan øge individets frihed

FRIHED: “Tvang”, “indespærring” og “begrænsning af folks frie vilje” er ord, der ses i negativ forstand, men for mennesker, der ikke kan håndtere frihederne, kan disse tvangsforanstaltninger bruges til at give enkeltpersoner mere frihed.

I Sverige låser vi mennesker fast, der begår en form for selvskadende adfærd. Det kan være unge mennesker, der skærer sig selv eller laver andre ting, der skader dem selv. Det samme sker for mennesker, der føler, at de ikke længere kan leve og derfor har bedt om hjælp. Her gøres dog en undtagelse for transseksuelle mennesker, der ønsker en kønsskifteoperation, hvor de accepterer irreversible operationer, hvor de bliver er lemlæstet.

Gruppen af ​​fede mennesker er hovedsageligt et problem i USA, men findes også i Sverige. For at forhindre dette i at blive så ekstrem en grad af fedme, bliver personerne helbredskontrolleret, og hvis de ikke kan klare deres vægt, vil der være grunde til tvangsforanstaltninger. Et glimrende eksempel på dette er programmet “My 600-Lb Life”. I programmet følger man en person, der vejer omkring 300 kilo, når han skal ansøge om en operation, der skrumper maven. Da operationen ikke er en mirakeloperation, men kun et hjælpemiddel til at tabe sig, skal de tykke mennesker først vise, at de kan tabe sig på egen hånd, noget som de alle har svært ved.

Deres undskyldninger for ikke at tabe sig er svære at høre op. De har alle tusind forskellige undskyldninger – og det er tydeligt, at de er fulde af lort. Efter at have set sådan et program plejede jeg at træne lidt ekstra i fængslet, fordi jeg i ærlighedens navn fik det fysisk dårligt, men samtidig følte jeg en vis medlidenhed med dem, der sad fast i deres sind, hvilket til sidst førte til, at de er sidder fysisk fast i deres kroppe.

På trods af at de modtog professionel hjælp, er det kun fem procent, der er i stand til at tabe sig på lang sigt. Så disse mennesker kan ikke gøre det på egen hånd. Ligesom det er umoralsk at lade nogen skære sig selv, er det efter min mening umoralsk at lade disse mennesker være ude i det fri, hvor de gør skade på sig selv. De bør placeres på institutioner, hvor deres madindtag kontrolleres, og de frigives først, når de har nået en tilfredsstillende vægt og kan holde den på egen hånd. Hvis de ikke når det, er det lige ind på afdelingen igen. Det gælder også stofmisbrugere, der ofte er tvunget til at begå kriminelle handlinger for at købe stoffer. Disse mennesker går ind og ud af offentlige institutioner hele deres liv, men vi kunne i stedet placere dem i et miljø, hvor de kan være produktive, og hvor de får hjælp til at styre deres forpligtelser. Det gælder også mennesker, der er alkoholikere.

Et andet eksempel, hvor folk ikke er frie, men snarere fængslet, er dem, der vises i tv -programmet “Lyxfällan” (en svensk version af luksus fælden), hvor det er lykkedes dem at låne i det omfang, de skylder hundredtusinder af kroner. Denne “frihed” til at komme i gæld og ende i økonomiske problemer er tidligere blevet modvirket af lovgivning, men nu er “friheden” i stedet blevet udvidet til skamløse kreditvirksomheder, der låner ud til disse mennesker, der desperat jagter penge, og som er ligeglade men konsekvenserne for resten af samfundet.

Den liberale ideologi siger, at mennesker bliver friere, men for de mennesker, jeg har nævnt, fører det snarere til mangel på frihed. Liberale siger ofte, at ethvert menneske har retten til at bestemme over sig selv, men det er forkert. Tag personen med et stofmisbrug for eksempel, hvis han ikke modtager støtte, vil han engagere sig i endnu mere kriminalitet. Når han begynder at stjæle, påvirkes ejendomsretten negativt, for at løse dette problem har liberale og socialister valgt at “stjæle” gennem skatten og give til disse mennesker. Efter min mening er deres forsøg på at løse problemerne grundlæggende forkerte. De giver lige nok i håb om, at de ikke vil gøre så meget skade på resten af ​​befolkningen i samfundet.

Den nationalsocialistiske ideologi er også delvist fokuseret på friheder, men styres mere af, at friheder har forpligtelser. Dette gælder i alle former, men det bliver ekstra tydeligt i mine eksempler. De virkelig overvægtige eller stofmisbrugere opnår først rigtig frihed, når de har vist, at de kan klare deres problemer på egen hånd, indtil da skal de være låst inde på en eller anden måde sammen med mennesker, der kan hjælpe dem fra deres belastninger. På denne måde hjælper vi dem med at genvinde deres frihed, noget de naturligvis ikke har på nuværende tidspunkt. Fokus vil være på at integrere dem tilbage i samfundet.

Det betyder, at låsningen kan være i deres eget hus, og de kan gå på arbejde med andre. Det kan være et minisamfund, hvor frihederne ganske vist er begrænset af et hegn, og hvor butikkerne kun sælger sund mad, og hvor du kan købe et begrænset beløb. Hvis de ikke er i stand til at leve under disse begrænsninger, men opfører sig forkert, vil disse friheder blive begrænset yderligere, indtil der er et fungerende niveau. Hvis personen derefter ønsker at ændre deres liv, kan begrænsningerne lempes i henhold til plejeniveauet under systemet.

Tvang og især statstvang har været under angreb i lang tid af liberale, men er der nogen liberal, der mener, at manden på billedet ikke ville have haft det bedre med statstvang på sine madportioner? Paradoksalt nok holder klassiske liberale i USA gerne lystmordere, pædofile og voldtægtsmænd lukket inde, nogle gange i et helt liv og i bure, der er mindre end nogle dyr har. Jeg tror ikke, at denne tvang er korrekt, disse mennesker skal frigøres (med reb eller bly) fra det, de blev født i, men så må vi lægge ideer som humanisme på historiens skraldespand.

/ Marcus Hansson