Statens paranoia og højere idealer

MEDDELELSE: Redechefen som i april 2021 blev fængslet, Jacob Vullum, blev for nyligt løsladt efter 8 måneders afsoning. Nordfront bringer her Vullums første udtalelse efter løsladelsen.

For lidt over 8 måneder siden forlod jeg midlertidigt kampen, min familie og min hverdag for at afsone en fængselsstraf for en forbrydelse jeg ikke var involveret i. Jeg blev for nyligt løsladt og er igen hjemme hos min familie som et stærkere og klogere menneske.

En ting man bliver klogere på i fængslet, er systemets paranoia i forhold til nationalsocialisme og de som ofrer sig for den nationalsocialistiske kamp. Allerede inden min afsoning startede, viste sig systemets paranoia, da normal praksis blev omgået for at placere mig i et lukket fængsel i stedet for et åbent, hvor lukkede fængsler normalt et tiltænkt langtidsfanger med domme over 5 år.

Straks efter min ankomst til Kragskovhede Fængsel blev jeg oplyst min strafudmåling og der gik ikke længe før jeg blev oplyst, at jeg sikkert ikke skulle forvente at blive lukket ud på hverken orlov eller prøveløsladelse, hvilket igen peger på systemparanoia overfor nationalsocialisme. Kriminalforsorgen og Politiet mente altså, at det ville være alt for farligt at have mig på fri fod med mulighed for at radikalisere hvide drenge, så de besluttede, at jeg i stedet for at afsone 4 måneder indtil prøveløsladelse, skulle være burret inde samtlige 8 måneder. Og lige netop systemets paranoia over nationalsocialisme og radikalisering bragte flere unormale tiltag under min afsoning idet, at Kriminalforsorgen på foranledning af PET placerede mig på en stort set total sort sektion, hvor en anden hvid mand og jeg skulle afsone med 10 andre racefremmede. Hvorfor det skulle være således, at en chef for en organisation, som ønsker at udvise majoriteten af racefremmede i Norden, skal sættes sammen med en sådan overvægt af racefremmede? Fordi PET ønsker det sådan, var svaret fra Kriminalforsorgens personale. Måske de ønskede sig, at jeg ville indse, at arabere og afrikanere faktisk er gode mennesker at omgås, eller at jeg ville bryde sammen, stikke halen mellem benene og søge adgang til PET’s exit-forløb. Intet af det skete dog. Når man står ved sine holdninger overfor sig selv, såvel som overfor sine fjender, stærk i troen på, at nationalsocialismen må vinde, og vil vinde, hvis det hvide folk skal have en fremtid, udstråles der en styrke, som i mit tilfælde fik PET til at opgive deres afradikalisering og de racefremmede til at respektere min stålfasthed på trods af, at jeg ikke lagde skjul på Modstandsbevægelsens vision i forhold til dem.

Min afsoning mellem racefremmede forløb uden problemer, men alligevel var det velkommen, da jeg omkring 4 måneder inde i min afsoning blev flyttet til et andet fængsel. Om det var pga. pladsmangel eller fordi Kriminalforsorgen og PET havde lettere ved at overvåge mig i et nyere fængsel ved jeg ikke, men jeg blev flyttet til Enner Mark Fængsel. Her viste systemets paranoia sig igen, da jeg fik konfiskeret mine medbragte bøger, som jeg tidligere havde med mig i Kragskovhede. Der viste sig også et mønster af, at Kriminalforsorgens ene hånd ikke aner hvad den anden hånd gør, og selv indsatsen for at isolere mig fra andre hvide slog fejl, da jeg havnede på en ren hvid sektion i Enner Mark Fængsel. Hvis systemet havde været angst for radikalisering af andre hvide, havde de nu for alvor skudt sig selv i foden.

Under utallige samtaler med mine nye midlertidige samboer mødte jeg stor enighed i forhold til nationalsocialismen, statsbegrebet i nationalsocialistisk forstand og stort set enhver som jeg talte med, bar på en gennemovervejet bekymring over befolkningsudskiftningen og LGBT-agendaen, men jeg lærte også at ægte forståelse for nationalsocialisme kræver en personlighed funderet i værdier sjældne hos det moderne menneske.

Kan man som et moderne menneske, med et forgiftet moderne værdisæt, kalde sig nationalsocialist og forvente at kunne forandre verden? Eller kan kun en bevægelse bestående af sande nationalsocialister med instinkterne intakte bære en skæbnekamp frem? Modstandsbevægelsen fremhæver ofte tre idealer; troskab, ære og styrke. Men forskellige menneskers forståelse af eksempelvis ære afhænger af deres værdisæt. Nogle menneskers ære kobles til liberale værdier, mens nationalsocialisters ære kobler sig til det nationalsocialistiske værdisæt. For nationalsocialisten betyder ære troskab til de idealer, som for ham er naturlige og gennem historien har sikret hans folk fremgang og storhed. I et hvert spørgsmål i livet navigerer nationalsocialisten efter æren som målet, når han skal agere i forhold til idealerne, og det er hvad som adskiller os fra de »almindelige« moderne mennesker – og de som blot kalder sig selv nationalsocialister.

Os og dem! Lige så farligt som den igangværende befolkningsudskiftning, er den hvide del af befolkningen, som ikke selv ved, at de er ledet af fremmede idealer. I mine samtaler med mine fængselssamboer, lurede lige bag indsigten om befolkningsudskiftningen impulser til eskapisme, individualisme og anarkisme; fremmede instinkter i et forgiftet moderne sind.

Jeg er i dag løsladt efter at have afsonet fuld tid og jeg er på mange måder tilbage i »friheden« som et styrket menneske. Jeg brugte tiden på blandt andet at læse Alfred Rosenbergs »Myten om det 20. århundrede«, samt hans politiske dagbog, jeg lærte mig forskellige maskinfærdigheder på arbejdspladsen, jeg forbedrede min fysik i træningslokalet, men min største indsigt var dog den simple erkendelse, at intet folk kan vinde sin frihed ledet af fremmede idealer. Vi må hver især og kollektivt lægge vores tillærte smålighed bag os og stræbe efter højere idealer; en sandere moral for det fantastiske folk, som vi naturligt er.

Denne erkendelse af, at så mange er så fjernt placeret fra vores sande moral som nordisk folk, bringer med sig i den kommende tid et øget fokus på netop troskab, ære og styrke i relation til højere idealer både eksternt og internt i bevægelsen, når jeg nu genoptager mit virke i Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Hil sejr!

/Jacob Vullum