Filmanmeldelse af Sisu

FILMANMELDELSE: Daniel Olofsson har set den finske film ‘Sisu’

Året er 1944, og Finland har indgået en fredsaftale med Rusland med krav om at drive tyskerne ud af Finland. Den tyske krigsmaskine er begyndt at trække sig ud af Finlands Lapland og anvender en taktik med brændt jord. Ude i vildmarken befinder Aatami, en tidligere finsk soldat, sig. Han har besluttet aldrig at kæmpe igen. Han har skiftet spor og blevet guldgraver, og han formår at finde en enorm guldåre, der nu giver ham en mulig billet til et nyt og bedre liv.

Pludselig støder han på en gruppe tyskere, der bringer ødelæggelse og død med sig. De tyske soldater er ekstremt beskidte, dekadente og blodtørstige. De har en lastbil fyldt med finske kvinder, som de begår overgreb imod, og de drikker alkohol i store mængder. De indser hurtigt, at den tavs finne er en guldgraver, og de kræver, at han afgiver sit guld, hvilket starter filmens over en time lange massakre af tyskere eller onde nazister, som de fremstilles som.

Der går ikke lang tid, før nazi-slagtningen er i gang i Sisu.

Filmen er meget enkel, de onde nazister vil have guldet, og Aatami vil beholde det og dræbe så mange nazister som muligt. Ligesom en udødelig Marvel-helt i stil med Captain America eller Superman overlever han alt, som en almindelig dødelig hurtigt ville være bukket under for. Minelandskaber, maskingeværbeskydning, ild, hængning, drukning, overdreven mishandling, skudsår, granater og andet udfordrer filmens helt og hans unaturlige hårdhed i et latterlig lys.

Aatami er hårdere end den hårdeste, her sætter han ild til sig selv af en eller anden grund.

Nazisterne er dårligere end Star Wars’ Stormtroopers til at ramme med deres våben, og Aatami er mere præcis end Lucky Luke, om det så gælder at skyde, kaste miner eller sten. Snart er kun den ondeste nazist tilbage i gruppen, Bruno, og vi får filmens ekstremt overdrevne afslutning i et fly, der sætter prikken over i’et, hvor Aatami endda overlever en flystyrt.

Bruno, den sidste af de onde nazister.

Husker I de finske kvinder i lastbilen? Selvfølgelig er de også super seje og hårdkogte dræbermaskiner, og disse finske jernkvinder hævner sig naturligvis og formår også at slå en flok onde nazister ihjel, bliver nogen overrasket? Når kameraet langsomt glider over dem i slowmotion i det, der sandsynligvis skulle være en hård og cool scene, bryder jeg ud i latter snarere end at være fortryllet af deres ‘sisu’.

Finske kvinder af stål. Så seje at det bliver dumt.

Filmen slutter derfor lykkeligt med, at alle onde nazister er døde, kvinderne overlever, og Aatami kan gå ind i banken med god samvittighed og indløse alt sit guld.

Ordet ‘Sisu’ betyder noget i retning af at have urokkelig vilje, at være vedholdende, målrettet og stærk. Ordet siges at have fået udbredelse netop under den finske vinterkrig, og at have finsk ‘sisu’ er filmens røde tråd.

Filmskaberen Jalmari Helander er måske mest kendt for filmen ‘Rare Exports’, hvor julemanden skal fanges, men han har også lavet en tv-serie og nogle kortfilm.

Hvorfor man vælger at lave en film som denne er lidt svært for mig at forstå. Nazister er som bekendt noget af et generelt skurkagtigt objekt, og at slagte dem på film synes at være en populær og våd drøm for mange filmskabere, selvom det ofte er helt tandløst og intetsigende.

Men det behøver ikke nødvendigvis blive dårligt, når onde nazister er i hovedrollen på lærredet. I visse tilfælde kan dette faktisk blive rigtig underholdende, og der er nogle andre nordiske film, hvor man har gjort netop dette og brugt nazister på en kreativ og sjov måde. For eksempel i ‘Død Snø’, hvor nazisterne er zombier, og i ‘Iron Sky’, hvor nazister fra Anden Verdenskrig er på månen.

Iron Sky, endnu en finsk film med fantasifulde nazister i fokus.

I ‘Sisu’ derimod er denne skildring dødsseriøs. Der er ikke plads til et sekund af humor eller en snert af glimt i øjet, hvilket gør filmen hverken underholdende eller det mindste sjov at se, selvom filmaffichen antyder, at vi vil blive behandlet med en sjov og morsom rejse.