Sagen om »prinsessen og shamanen« som ingen tør kommentere

KOMMENTAR: Den norske prinsesse Märtha Louise har forlovet sig med neger. Skribenten Russleman udpeger den sorte elefant i rummet.

Prinsessen og shamanen. Foto: Facebook.

Lad mig straks pege på elefanten i rummet. Problemet med offentliggørelsen af ​​forlovelsen mellem prinsesse Märtha Louise og »shamanen« Durek Verrett er ikke det faktum, at shamanen er en kvaksalver, der har hævdet, at han kan redde kræftpatienter med sine magiske evner, eller at han tror, at ​​han kan kontrollere atomer. Det har heller ikke noget at gøre med, at Durek tror, ​​han er en øgle fra det ydre rum, eller at han manglede det minimum af respekt for sin kongelige partner, der var nødvendigt for ikke at dele intime detaljer om sit sexliv med hende.

Problemet med forlovelsen mellem prinsessen og shamanen er, at shamanen er sort.

At Märtha Louise ikke engang kunne finde en nogenlunde respektabel og hvidpræsenterende afrikaner, men i stedet valgte den mest absurde klovn, hun kunne grave ud af den jødiske skraldebunke kendt som Los Angeles, slører kun temaet. Selvom jeg bestemt støtter Märtha i hendes livsmission om at trække kongehusets omdømme ned i mudderet, da kongehuset for længst har vendt det norske folk ryggen, så havde en smule mådehold på dette punkt været at foretrække. Til gengæld er det næsten umuligt for mediecirkuset at udnytte dette som propagandasejrfor »inklusion og mangfoldighed«, da ingen kan lade som om, at hele affæren fra første øjeblik har virket som noget andet end et nederdrægtigt cirkus.

Hvorfor er det et problem, at Märtha Louise og Durek Verrett forlover sig? Simpelthen fordi det er et dårligt eksempel for hvide piger. Dataene er inde, når det kommer til forhold på tværs af racer. Samlet set er parforhold på tværs af racer mere dysfunktionelle end parforhold indefor racen, og forholdet mellem sorte mænd og hvide kvinder skiller sig ud som blandt de mest dysfunktionelle.

Når det kommer til stabiliteten af ​​forhold, herunder risikoen for skilsmisse, observeres det, at forhold på tværs af racer er mindre stabile end forhold inden for racen (Bratter & King, 2008; Jones, 2010; Wang et al., 2006; Clarke 1995 ) og hvid kvinde/sort mand skiller sig ud som blandt de mindst stabile.

Afhængigt af de involveredes racer er sandsynligheden for partnervold væsentligt større for forhold på tværs af racer. Ifølge statistikker indhentet fra FBI-databaser er der så meget som 12 gange større sandsynlighed for, at hvide kvinder bliver dræbt af deres mænd, hvis deres mænd er sorte (Mercy & Salztman, 1989). Naturligvis er disse drab kun en dråbe i den bølge af drab på hvide kvinder begået af sorte mænd, som har foregået i årtier i USA, men som få kender til takket være vores ideologiske anti-hvide massemedier.

Og endelig har børn af blandet race, dvs. de er afkom af forhold på tværs af racer, generelt et dårligere fysisk og mentalt helbred sammenlignet med børn af forældre af samme race (Udry et al., 2003). Meget af dette kan utvivlsomt spores tilbage til, at forældrene til disse børn har svagere bånd til dem, hvilket resulterer i, at de er mindre ens både genetisk og fysisk.

Tilhængerne af raceblanding og »mangfoldighed« vil selvfølgelig forsøge at bortforklare dette med »stigmatisering» og »fordomme», og for nogle årtier siden kunne man måske hævde dette som en plausibel hypotese, men i dag er det simpelthen absurd. De regerende magter i Vesten, og dette kommer fra statslige relationer såvel som globalistiske multinationale selskaber, bruger sandsynligvis mere tid og ressourcer i dag på at indoktrinere offentligheden med raceblanding og mangfoldighed, end Sovjetunionen brugte på at fortale kommunismen under Joseph Stalin. Hvor mange gange i de sidste par år har du set blandede par i reklamer, uden at det har noget at gøre med det pågældende produkt? Massesuggestionen er overvældende, men effekten minimal, fordi den stræber efter værdier og forhold, der simpelthen er unaturlige.

Man kan skrige »racist« indtil man er blå i ansigtet, det ændrer ikke på den hårde sandhed, der formidles her. Selvom den gode Dureken var i stand til at opføre sig selv med et minimum af anstændighed, og denne uheldige romantik var nyttig som pro-raceblandingspropaganda, ville jeg have nøjagtig samme foragt for banalt vås om, at »kærlighed overvinder alt « og opfordringer til tolerance fra de samme mennesker som vil reagere med den mest totalitære intolerance man kan forestille sig, hvis man tør foreslå, at hvide mennesker ikke skal blive minoriteter i deres egne lande. Jeg vil dømme, hvad der fortjener at blive dømt, og jeg vil være intolerant over for, hvad der ikke bør tolereres. Der er ikke noget smukt ved denne meddelelse, kun en svagsindet kvinde, der gør grin med hele nationen og en kynisk kvaksalver, der udnytter hende. Man kan dog sige, at en sort heksedoktor, der gifter sig med en hvid prinsesse, mens prinsessens tidligere hvide mand rådner i jorden, er en slags metafor for den nuværende tilstand i den vestlige verden, dog med et indslag af mørk absurdistisk komedie.

Jeg beklager at skulle påpege dette ubehagelige faktum, men hvis Norge indtil denne uge ikke vidste noget om Durek Verrett og blev præsenteret for ham med billedet af forlovelsesceremonien, ville 99 % af jer stadig have en instinktiv negativ reaktion på synet af prinsessen med en afrikansk mand, og denne reaktion ville være korrekt, uanset hvor meget du ville benægte det. Den eneste forskel mellem mig og den hvide offentlighed er, at jeg er villig til at indrømme dette.

Forhold på tværs af racer fungerer normalt dårligt, og forhold mellem hvide kvinder og sorte mænd fungerer dårligere end de fleste. Der er ingen grund til, at kulturen driver hvide kvinder i en retning af valg, der statistisk set har dårlige udsigter for dem og potentielt bringer dem i fysisk fare. Der er intet moralsk over dette, og hvis du er en drivkraft for denne kultur, er du et dårligt menneske.

Bare se på den tragiske komedie, der er affæren »Prinsessen og shamanen«, og du ved, at det er sandt.

Læs også:
Race – det afgørende spørgsmål

Kilder:
Bratter & King, 2008
Jones, 2010
Wang et al., 2006
Clarke 1995
Mercy & Salztman, 1989
Udry et al., 2003