Død jord

LÆSERINDLÆG: Tobias Malvå ønsker en grøn revolution for at værne fædrejorden. Dette er den første af flere artikler, som skribenten ønsker at skrive om emnet.

Illustrationsbillede. Foto: Pixabay.

Overskriften lyder måske meget trist, men i den følgende tekst vil jeg forsøge at forklare, hvad jeg mener.

Emnet er ret stort, og man har en tendens til at gå i forskellige retninger i dette vigtige spørgsmål. Men det, jeg har tænkt mig at tage fat på i denne artikel, er vores fødevarerjord rundt om i riget. Jeg taler mest om den jord, jeg selv har set og gravet i, og det er i de sydlige dele af landet (Sverige, red. anm.).

Vi har altid dyrket vores afgrøder i jorden, men den store forskel fra før til nu er, at det hele handler om udpining, profit, globalisme og økonomisk gevinst. I de sidste hundrede år er vores folks sind blevet forvrænget. Fra at være selvforsørgende af sin jord og gård har man gennem vældigt onde kræfter overbevist såvel småbønder som godsejere om, at deres småskala ikke er rentabel. Man negligerede, hånede og pissede på et værk, der i mange tilfælde var skabt over generationer. Hertil kom nådestødet, der blev dolken i ryggen på vores sidste småbønder – EU (europæisk undergang), hvis eneste fokus er storskala og masseproduktion. Da blev alt, hvad der altid har været det mest naturlige i verden fjernet: At leve af og med jorden, naturen og dyrene.

Indtil Sverige blev besat af fremmede magter, var vi i landet stort set selvforsørgende.

Småbønderne i riget havde et naturligt forhold til den jord de brugte. Dyrkede man eksempelvis rodfrugter det ene år, lod man jordloddet hvile året efter, såkaldt sædskifte. Det har længe været kendt, at jorden har brug for hvile. Jord og mineraler fandtes rigeligt i jorden på dette tidspunkt, hvilke er vitale komponenter for en god vækstbalance. Kemiske tilsætningsstoffer og forskellige sprøjtegifte var noget, der var helt utænkeligt at tilføre jorden og vores jordbrug. Det skyldes den åbenlyse grund, at vi går fra jord til bord og derfor naturligvis får  de giftstoffer i os, som vi tilfører jorden. I stedet brugte man naturlig gødning og kunne på den måde benytte sig af alle restprodukterne fra gården og skabe et lukket økosystem. Men dette var før, og virkeligheden vi lever i i dag, ser væsentligt mere destruktiv ud.

Vores bedste fødevarerjord bortauktioneres til højestbydende for at bygge boliger og indkøbscentre. Den jord kan aldrig genoprettes. Den er død og brændt for evigt!

I kraft af dette har vi forarmet jorden så hårdt, at alt liv i mulden er udslettet. Hvis man for eksempel graver på en mark i dag, er jorden helt død. Mineraler må i stedet tilsættes kemisk og ormen, som er jordens bærer af næringsstoffer, er et sjældent syn i dag.

Alt dette har været muligt på grund af glatte politikere og overstatlighed i form af EU. Ærgerrige rovkapitalister, der kun ser på deres egne bankkonti og ikke til naturens bedste.

Alt er i dag blevet industri og lodsejere har i dag arealer så store som landskaber. De udpiner jorden og gavnes desuden af EU’s folkefjendtlige aktiviteter.

Mine venner, i dag har vi to valg. Det ene er følgende:

Fortsæt med at udpine vores natur og vores jord, og kør med raketfart mod afgrunden.

Der findes i dag en masse såkaldte bedre alternativer til en grønnere verden. Men de er intet andet end zionisters og globalisters stikirenddrenge. I deres rækker kan man se alt fra venstreorienterede, raceblandere, pædofilelskere og andet perverst affald.

Der findes dog det eneste rigtige grønne alternativ, og det, mine venner er, er Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Straffen for miljøkriminalitet under tyrrunens tegn vil ikke blive set på med milde øjne.

Den kristne doktrin har »lært« os, at mennesket står over naturen og dyrene. Som sand nationalsocialist erklærer jeg hermed, at det er forkert. Vi lever sammen og er afhængige af hinanden. Vores forfædre vidste bedre, og vi har det alle i vores blod.

Vi har været ude at vandre på den forkerte sti, men nu kender vi vejen. Det er vores pligt over for vores forfædre såvel som over for vores jord, at styre vores skridt lige mod et bæredygtigt og grønt samfund.

Både for os, vores hvide børn og kommende generationer.

For blod, jord og ære. For folk, land og natur!

/Tobias Malvå