Politiske soldater

IDEOLOGI: Martin Saxlind skriver her om konceptet politiske soldater.

Det er ved at være et par år siden jeg læste Derek Hollands bog med titlen »Den politiske soldat«. Jeg mindes, at jeg ikke rigtig mente, at bogen levede op til det gode omdømme den havde, og jeg har et vagt minde om, at der måske var et overdreven fokus på spiritualitet og kristendom, der ikke faldt i min smag. Dog kan jeg godt lide begrebet »politisk soldat« – som først skal være anvendt af Joseph Goebbels – og dette er et begreb, som jeg har til hensigt at ræsonnere over i denne artikel.

Fanatisme

Som jeg ser det, er en politisk soldat både fanatisk og rationel. Fanatismen er forankret i en stærk idealisme og moralsk overbevisning om, at det vi kæmper for, er rigtigt. Denne fanatisme kommer delvis fra den rent subjektive opfattelse af, at VORT folk er meget slemt påvirket af multikulturalismen, og at det ikke er i VOR INTERESSE, at blive udskiftet og fordrevet af andre folkegrupper. Men der findes ifølge mig også en objektiv komponent, hvor vort folk faktisk objektivt set er mere højtstående og værdifulde end andre folkegrupper, og at verden vil blive et værre, mest trist og generelt dårligere sted, hvis den hvide race går under.

Vi er under angreb på flere fronter og må forsvare os selv. Vort folks overlevelse og hele jordens fremtid står på spil.

Uanset hvilke odds i store eller personlige risici, der må tages, er det derfor altid vores pligt at kæmpe fanatisk for sejr og overlevelse; og de, der fuldt ud gør deres pligt, vinder en ære, som mere lunkne tilhængere ikke kan kræve. Samtidig er idealisme og offervilje præcis ligesom en muskel i kroppen, noget du ofte kan træne op. Ingen fødes som en fuldendt politisk soldat, men gennem at deltage i kampen, have den rette holdning og gradvist påtage sig et større og større ansvar i takt med at dine evner vokser, kan du nærme dig det ideal, vi stræber efter.

En politisk soldat er således en fanatiker, som tager kampen meget alvorligt og altid gør det, der må gøres. Dette behøver dog ikke betyde, at den politiske soldat er en humorforladt og livshadende misantrope. Vi kæmper for vort folk og et samfund i harmoni med naturlovene, ikke nødvendigvis MOD et andet folk eller med had i sinde.

Rationalitet

Fanatisme bør heller ikke føre til mental enkeltsporethed, hvor man ikke er i stand til at forstå, hvordan andre tænker eller at omprøve egne ideer, hvis disse viser sig ineffektive. En politisk soldat har altid en rationel indstilling, hvor man prøver at finde den bedste vej frem for at nå vores politiske mål.

Blot at være fanatiker er ikke nok for os nationale. Vi kan her tage muslimer og hooligans som to eksempler. Muslimske fanatikere er mest interesserede i at komme i paradis og tror, ​​at de kan komme dertil, f.eks. ved at sprænge sig selv i luften. Hooligans kan på den anden side siges, at være fanatiske voldsentusiaster. At være beredt til at ofre ens liv (som islamist) eller nyde vold (som en hooligan) behøver ikke at være forkert og kan være ANVENDELIGT i nogle situationer, men der må altid være en rationel tanke bag hvad man gør. Midlet må ikke blive målet. Fanatismen skal tjene et højere formål – et godt formål.

Den politiske soldat må således handle smart og langsigtet baseret på en korrekt analyse af den aktuelle politiske situation.

Hverken politikere eller soldater

At være en politisk soldat betyder, at man hverken er en politiker eller en soldat. En politisk soldat kopierer for eksempel ikke den liberaldemokratiske politikerklasses sælgerlignende uærlighed og overfladiskhed. Den politiske soldat er en ærlig og ægte person, men engagerer sig modvilligt i politik, når det er nødvendigt.

Den politiske soldat er heller ikke en person, som træner og lever det samme liv som en professionel soldat. For den politiske kamp i dag er ikke en militær konflikt og ser ikke ud til at blive det i en overskuelig fremtid. Men den politiske soldat træner regelmæssigt, for at kunne forsvare sig selv og sine kammerater samt fordi det er sundt og karakterskabende. At leve spartansk er også praktisk og bliver ofte en konsekvens af al den tid og penge, den politiske soldat lægger i sit politiske engagement.

Da de politiske soldater er fanatiske og tager kampen meget alvorligt, er der en fare for, at de optræder overdrevent og irrationelt, at de glider for meget ind i  rollen som en soldat, selvom der ikke er nogen konventionel krig. Derfor kan det være godt at stoppe op og reflektere lidt over, hvorfor kampen i øjeblikket er politisk og ikke gavnes af sporadiske voldshandlinger.

At være fortaler for terror og ønske at se verden brænde, er en form for defaitisme for de som ikke tror, at nogle positive politiske projekter er mulige i dag.

For det første findes der et moralsk aspekt, hvor terrorisme i stil med den muslimerne udøver er forkastelig, da den rammer tilfældige og uskyldige mennesker. Men selv hvis man kunne gøre noget, der kun gør ondt på mennesker, der fortjener det, er det en “negativ” handling, som ikke ændrer noget overhovedet. Hvad jeg mener her er, at selv hvis man kunne trykke på en knap og få alle mennesker i Nordens regeringer til at dø, det ville ikke ændre den førte politik, da den opretholdes af et stort kompleks af magtfulde institutioner, og politikerne ville hurtigt blive erstattet af nye politikere, som fører den samme politik. Det der i første omgang behøves for at en gennemgribende politisk forandring af samfundet skal kunne gennemføres er, at vi nationale udfører POSITIVE HANDLINGER, som øger vores magt. Hvis ikke vores magt og organisatoriske kapacitet øges, spiller det ingen rolle, hvad der ellers sker.

Så jeg siger ikke, at politisk vold altid er moralsk forkert, men i øjeblikket er det næsten altid taktisk forkert (og det er moralsk forkert bevidst at lave taktiske fejl!). Den eneste vold jeg kan se et taktisk behov for i dag, er selvforsvarsvold mod venstreorienterede ekstremister, der terroriserer nationalister. Så længe der findes venstreorienteret terrorisme, vil det være nødvendigt at bekæmpe terrorisme, og når staten ikke udfører den, må andre gøre det.

Men at beskæftige sig med egen terrorisme eller paramilitær organisering ville være en fejl for os nationalister. Dette er delvist at starte i den forkerte ende, da vi har meget konstruktivt arbejde foran os med at opbygge vores egen magt, før vi kunne udfordre systemet på den måde, og dels giver det systemet et indlysende påskud til at slå ned og forbyde nationale organisationer.

De der er overbeviste om, at kampen vil gå den vej i fremtiden, skal nøjes med at være mentalt og fysisk forberedt, for så snart man først har krydset den lovlige grænse og forberedt sig organisatorisk og materielt, vil man sidde fast i et underjordisk projekt, som gør det vanskeligt at gøre alt andet, som må gøres mere åbent.

Således lyder spørgsmålet om gendannelse af Tysklands magt ikke: Hvordan fremstiller man våben? men: Hvordan skabes den ånd, der gør det muligt for et folk at bære våben? Hvis denne ånd behersker et folk, finder viljen tusind veje, af hvilke hver og en ender med våben! Man kan derimod give en kujon ti pistoler, og han ville ikke kunne affyre ét skud, hvis han bliver angrebet. De er mere værdiløse for ham end en almindelig knortekæp for den modige mand.

– Adolf Hitler

Tre arketyper

Der er dybest set tre forskellige typer politiske soldater, som har lidt forskellige egenskaber og roller i kampen.

Lederen:
– Har god organisatorisk evne og får ting til at ske.
– Er god til at håndtere mennesker.
– Har et stort kontaktnetværk og er indflydelsesrig.
– Er ofte hjælpsom og hjælper med at fostre nye politiske soldater.
– Har ofte en chefposition og ses ofte meget udadtil.

Specialisten:
– Besidder politisk værdifuld ekspertise inden for områder som ideologi, propaganda, jura, økonomi, forskning, IT, grafisk design mm.
– Arbejder ofte meget hårdt bag kulisserne.
– Leverer masser af ideer.
– Deler ud af deres specialiserede viden.

Aktivisten:
– Træner meget.
– Tager kampen på gaden.
– Repræsenterer bevægelsen i sit nærområde.

Eftersom de politiske soldater desværre er relativt sjældne, samtidig med at behovet for dem er meget stort, er det ofte, at mange bliver tvunget til at gøre lidt af alt af det ovenstående, snarere end at holde sig til en af ​​rollerne. At enkelte personer får for meget på sit bord, er en af ​​hovedårsagerne til, at folk bliver udbrændt, og at den nationale bevægelse ofte omsætter ledere, specialister og aktivister i et for højt tempo. Løsningen er, at flere mennesker må hjælpe og påtage sig ansvar, hvilket skaber en mere bæredygtig arbejdsbyrde for alle og giver nøglepersoner mulighed for at fokusere på at udføre visse opgaver virkelig godt, i stedet for at udføre mange ting halvt.

Selvforbedring

En politisk soldat stræber altid efter at udvikle sig selv og sine færdigheder. Ved at styrke sig selv styrker han bevægelsen.

Uanset hvordan den politiske kamp i vid udstrækning føres, eller hvilke strategier og metoder der bruges (og hvad den enkelte aktivist har af synspunkter på disse), kan en politisk soldat altid fremme kampen ved at tage individuelt ansvar og arbejde med sig selv.

Den politiske soldat styrker og træner kampsport. Han læser for at udbygge sin ideologiske viden og studerer og praktiserer for at lære sig nye færdigheder, som er nødvendige i kampen. Gennem sit arbejde kan han også samle penge til bevægelsen. Endelig har den politiske soldat et bredt netværk af kontakter, dels for at få information og dels for at rekruttere nye aktivister. At være utilfreds med samfundet er ikke en undskyldning for at være passiv og vente på, at samfundet går ned!

For at kunne udvikle sig må den politiske soldat være ydmyg. Ingen er perfekt, der findes altid udviklingspotentiale i dig selv. Derfor fokuserer den politiske soldat primært på sig selv i stedet for at spilde tid på at dømme andre kammerater for deres mangler.

Idet den politiske soldat gennem sin rationelle fanatisme udvikler sig til en stærk og hård mand over tid, er der en risiko for, at han udvikler en foragt og begynder at se ned på almindelige mennesker. Dette er et problem, da det fremmedgør aktivisten fra de mennesker, han kæmper for. En anden fare er, at den politiske soldats stærke personlighed kolliderer med andre personligheder i bevægelsen, og at unødvendige konflikter funderet i ego opstår. Det er derfor vigtigt at bevare sin ydmyghed og at agere kammeratligt, og ikke unødigt være mistænkelige eller misundelige overfor sine kammerater.

Der er også en risiko for, at et overdreven fokus på selvforbedring kan knyttes mere til narcissisme og egoisme end til politisk engagement. Den politiske fordel ved at have en allerede stærk person, der løfter 5 kg mere i bænkpres, er grænsende til ikke-eksisterende. Det er sundt at træne, og det er en god hobby, men ud over et vist niveau bliver det overdrevet og giver »diminishing returns« fra et strengt politisk perspektiv. Ligesom er det med en person, der praktiserer kampsport syv dage om ugen, men aldrig tager kampen på gaden. Træning er godt for dig, men det gør ingen nytte for kampen. En politisk soldat vier sig ikke kun til træning og vidunderlig posering, han anvender aktivt sine færdigheder, hvor de behøves!

Enhed giver styrke

Almindelige soldater er organiseret i en hær, og må der indordne sig i hierarkiet og være gode holdspillere. Det samme gælder for politiske soldater, som forstår, at man kan udrette mere organiseret med andre, end hver for sig. Enhed giver styrke, fordi ressourcer og færdigheder kan deles indenfor en organisationen og benyttes, hvor de giver størst mulig politisk fordel.

Enheden eksisterer primært inden for den ene organisation, men kan også eksistere med allierede individer og grupper, der arbejder på egen hånd mod mere eller mindre de samme politiske mål. Den politiske kamp udkæmpes af mange forskellige organisationer og aktører, og ingen organisation alene kan udføre alle de nødvendige funktioner i dag (eller som kan blive nødvendige i fremtiden). Det er imidlertid irrationelt med konkurrerende organisationer, der beskæftiger sig med den samme type virksomhed. En bred revolutionær bevægelse må skabe politisk enhed mod det system, man bekæmper, ikke deltage i gensidig »konkurrence« i henhold til nogen liberal ide om, at »det frie politiske marked« på magisk vis vil løse vores problemer, hvis alle handler fuldstændigt anarkistisk og ukoordineret. Her har de nationale bevægelser i Norden fejlet i de senere år, og det har kostet os alle.

Som organiseret forstår den politiske soldat, at han nogle gange er nødt til at gå på kompromis. Det er ikke altid muligt at få sin vilje igennem i en organisation, og man behøver ikke personligt at bryde sig om hvert eneste individ i organisationen. Hvis man er utilfreds med noget, arbejder man langsigtet for at løse ét problem ad gangen. Det er ikke muligt at løse alt hvad der skal gøres på én gang, og den politiske soldat er ikke kun den som fremfører kritikken, men han tager også – når det er muligt – ansvar for at løse det problem, han har identificeret.

Det at tage individuelt ansvar, selv for mere besværlige og kedelige opgaver, er vigtigt og falder på politiske soldaters skuldre. En stærk bevægelse er baseret på, at et stort antal kompetente individer – de politiske soldater – organiserer og udfører alt, hvad der skal organiseres for at fremme kampen. En stærk bevægelse forekommer ikke spontant af en masse mennesker, der planløst gør, hvad de føler for, eller simpelthen fortæller andre, hvad de burde gøre.

Som organiseret – enten i en formel organisation eller mere løst som en del af en bredere bevægelse – optræder den politiske soldat kammeratlig mod sine kammerater. Foruden solidarisk at støtte de, som er berørt af systemets undertrykkelse, kan dette betyde at dele sine færdigheder. Med sin erfaring har den politiske soldat mange færdigheder at dele og kan således hjælpe med at skabe nye politiske soldater, hvilket er en meget vigtig opgave. Den politiske soldat forsøger derfor konstant at omgive sig med drevne og talentfulde kammerater, som han enten kan oplære eller selv lære noget af.

Processen med at skabe en ny politisk soldat tager ofte meget tid og kræver, at personen er organiseret og politisk aktiv længe nok til at opbygge og få en masse erfaring. Derfor er for høj medlemsomsætning med hensynsløs og for tidligt frafald problematisk, da politisk modenhed ikke opnås i sådanne tilfælde. Den politiske soldat arbejder på lang sigt og føler en taknemmelighed over for den organisation, der har plejet ham.

En bevægelse fyldt med politiske soldater, der fanatisk tager føringen og rationelt leder vejen frem, vil avancere og sejre. Det er op til dig som læser dette at blive en af ​​soldaterne i folkets politiske hær! Fremtiden er stadig i vore hænder.

Relaterede artikler:
Behersk Livet
Evig Front