Nationalsocialismen – Vor ledestjerne

IDEOLOGI: I denne artikel forsøger Hans Magnusson at beskrive og forklare den nationalsocialistiske verdensanskuelse for læseren.

I flere årtier er nationalsocialismen og dens tilhængere blevet bespottet og undertrykt af de som ønsker at se den hvide vestlige civilisations undergang. I utallige år er der blevet spredt løgne i samfundet. Specielt i skolerne er der blevet brugt ekstra undervisningstid på at tilsværte nationalsocialismen. Billedet af nationalsocialismen, eller «nazismen» som vore modstandere kalder den, er, at den skal være den mest sataniske og grusomme verdensanskuelse mennesket nogensinde har frembragt, og Adolf Hitler – ondskaben personificeret.

Nationalsocialismen er aldrig blevet forklaret for dem fra en objektiv synsvinkel. Det er på tide, at en som bekender sig til den nationalsocialistiske verdensanskuelse, får lejlighed til at forklare hvad nationalsocialismen egentlig går ud på.

Den biologiske verdensanskuelse

Nationalsocialismen er ikke kun en politisk ideologi eller lære; den er heller ikke en enkel idé skabt af et enkelt menneske. Selv om Hitler var, og er, en central figur for nationalsocialismen, så er han ikke dens egentlige skaber. Hitler «opfandt» ikke nationalsocialismen, han formidlede blot nationalsocialismens budskap. Nej, nationalsocialismen er betydeligt mere end en enkel politisk idé. Nationalsocialismen er en verdensanskuelse – den biologiske verdensanskuelse. Selve kernen i nationalsocialismen er naturen og dens evige love, som præger alle levende væsener på vor jord, inklusiv mennesket. Til og med hele universet præges af disse uforanderlige love. Som nationalsocialist ser man alt levende, og særligt mennesket, som biologiske væsener formet af naturen.

[…] men denne planet drog for millioner af år siden gennem æteren uden mennesker, og kan drage ud på en sådan færd igen hvis menneskene glemmer, at de ikke kan takke nogle forrykte Ideologer for deres højere tilværelse, men erkendelsen af jernhårde naturlove og den hensynsløse anvendelse af dem.

— Min kamp, 1. bind.

Og de som forsøger at bryde disse love, kommer til, uanset om man synes det er rigtigt eller forkert, at blive straffet af naturen på en eller anden måde. Nogle mennesker tror måske, at naturens love ikke gælder for dem, men det er ikke noget naturen bryder sig om. Hvert eneste menneske, og alt levende, præges af disse love, uanset om vi vil det eller ej. Dette er virkeligheden. For hvad er et enkelt menneskes liv sammenlignet med naturen og hele universets evighed? Naturens love er evige.

Idet mennesket forsøger at sætte sig op imod naturens jernhårde logik, kommer det i strid med de
grundsætninger, som det skylder sin egen tilværelse som menneske. Altså må de handlinger, der strider
imod naturen, føre til dets egen undergang.

— Min kamp, 1. bind.

Hvilke er da disse naturens evige love? Og hvad indebærer de? Den første og vigtigste er loven om, at livet er en evig kamp for at overleve. Den evige kamp for tilværelsen, eller selvopholdelsesdriften. Alt levende kæmper for liv og død for at skaffe sig føde og beskyttelse for at overleve. Selve målet med denne kamp er at forplante sig og sprede sin slægts arveanlæg (gener), sådan at man på denne måde kan fortsatte med at leve, selv efter man er død. Det er derfor seksualdriften er så stærk som den er.

Et levende eksempel på dette er vor races eksistens. Havde vore forfædre ikke skaffet sig føde og beskyttelse, eller ikke forplantet sig med de af samme blod, så havde vor race ikke eksisteret i dag. Vi er et resultat af millioner af års evolution. Gennem kamp blev vi født og gennem kamp lever vi. Den dag vi slutter med at kæmpe, går vi til grunde.

Den, der vil leve, må altså kæmpe, og den, der ikke vil kæmpe her i den evige kamps verden, fortjener ikke at leve.

— Min kamp, 1. bind.

Den anden lov, og måske en som er mindst ligeså vigtig som den første, er den som siger, at kun den stærkeste overlever. Det individ, den race eller art som ikke er tilstrækkelig stærk, kommer heller ikke til at overleve. Kun den stærkeste overlever. Den som er svag vil gå under. Hvis et levende væsen ikke er tilstrækkelig stærk til at kæmpe, så vil væsenet dø. Naturen viser ingen nåde når det kommer til denne lov. Hvis ulven ikke er stærk nok til at jage, så vil den dø af sult, og hvis rådyret ikke er stærkt nok til at løbe fra ulven, så vil det også dø.

Hvis vort folk fortsætter med at føde stadig færre børn, samtidig med at vi har en masseindvandring af fremmede til Norden, så kommer vi helt sikkert til at uddø. Mere kompliceret end dette er det ikke, men dette har vort folk i dag glemt. Derfor er flere børnefamilier og et stop for indvandring, samt repatriering af ikke-hvide folkeslag, den eneste løsning. Vi må kæmpe og være stærke, hvis vi skal overleve.

Al biologisk udvikling, såkaldt evolution, er sket gennem isolation og mutation, ikke gennem blanding. Meget forenklet betyder dette, at et væsen har bosat sig i et område, og efter en stund tilpasset sig omgivelserne (mutation). Fremtidige afkom bærer med sig denne tilpasning i arveanlægget, for at slippe for at skulle gennemgå processen gang på gang. Dette lærer man i folkeskolen, men af en mærkelig grund påstås det, at det ikke gælder for mennesket. Dette er en grund til den enorme biologiske mangfoldighed på jorden. Antallet af arter er over 8 millioner. Er hele denne genetiske mangfoldighed fremkommet gennem artsblanding? Selvfølgelig ikke, men fortsat tales der så varmt om multikultur. Multikultur strider mod naturen.

Nationalsocialismen handler om, at samfundet og menneskene eksisterer i harmoni med naturen. Det er en reaktion mod moralsk forfald som raceblanding, materielt overforbrug, seksuelle perversioner og narkotikamisbrug som har udsprunget fra de døde betonbyer, som er totalt adskilt fra naturen og de sunde værdier som engang stod vort folk nært. Disse dekadente «normer» strider mod naturens evige love, og naturen vil på et tidspunkt straffe os for vore gerninger, hvis ikke noget gøres for at genoprette alt til det sunde og normale – til det naturlige.

Mange har sikkert på et tidspunkt spurgt sig selv om, hvad meningen med livet er. Ser vi på hvordan naturen og dens evige love har formet alle levende væsener gennem millioner af års evolution, gives vi en åbenbaring. Meningen med livet, ifølge naturen, er forædling gennem kampen for tilværelsen. Fra generation til generation føres den genetiske arv videre og forandres gennem forskellige miljøfaktorer. For individet indebærer dette en ustandselig kamp for perfektion. Kun de bedste arveanlæg overlever – dette sørger naturen for. Gennem modgang og kamp formes og hærdes individet og racen til perfektion. Det som kræves af dem begge er styrken til overlevelse og forplantning. Og gennem kamp bliver de svage elementer kastet bort, mens de stærke overlever. Derfor må hver eneste person støt og konstant kæmpe mod alle modgange for at opnå perfektion, sådan at arven kan føres videre efter døden. Dette gælder hver eneste biologiske organisme. Dette er meningen med livet!

I dag er naturlovene blevet «sat ud af kraft», og det er op til os at lægge kursen. Nationalsocialismen er den eneste løsning. Livet er en evig kamp for overlevelse, og for at kunne kæmpe må du være stærk. Du må være stærk for at overleve.

En film som forfatteren anbefaler:

Race og kultur

Et folk udgøres af, og afhænger af, to ting: sin race og kulturelle arv. Folket og individet er et produkt af sin race og kulturelle arv. Racen er uden tvivl den vigtigste faktor af disse. I vor race, den hvide race, finder vi styrke og skaberkraft. Vi har i gennemsnit højere IQ end de fleste andre racer. Ingen anden har skabt en mere højtstående kultur end den hvide mand. For at citere Hitler:

Alt, hvad vi nu til dags beundrer på denne jord — videnskab og kunst, teknik og opfindelser — er kun det geniale produkt af nogle enkelte folkeslag og måske oprindelig af én race. Hele denne kulturs beståen afhænger også af dem. Går de til grunde, synker denne jords skønhed i graven med dem.

– Min kamp, 1. bind.

Kulturen er født ud af racen, og denne er også vigtig. Kulturen med dens traditioner er den åndelige og materielle arv ved siden af den genetiske, som vore forfædre efterlod sig til os efter deres fysiske død. Men gennem os, i vort blod og i vore gener, lever de videre efter «døden». Det er denne arv vi har som opgave at føre videre til de kommende generationer. Det er vor pligt overfor vore forfædre. Den tyske nationalsocialist Helmut Stellrecht skrev i en af sine skrifter, Glauben und Handeln (Tro og handling), at:

I dit blod bærer du dine forfædres hellige arv. Du kender dem ikke, alle de som er forsvundet ind i fortidens mørke, men de lever gennem dig. De vandrer fortsat på denne jord som fortærede dem i krig og modgang og hvor deres kroppe for længe siden er blevet nedbrudt. De lever i dig. Dit blod er derfor noget helligt. Gennem det gav dine forældre dig ikke bare en krop, men også hele din natur. At fornægte sit blod er at fornægte sig selv. Ingen kan ændre på det, men hver og en kan selv bestemme sig for at forædle det gode og kvæle det onde.

Et folk som ikke værner om sin race og sin kulturelle arv, er dømt til at uddø. I nutidens samfund, hvor vor race siges ikke at eksistere og vor kultur stadig nedbrydes til fordel for en falsk, rodløs og identitetsløs «moderne kultur», finder vi ingen fremtid for vort folk. Racen og kulturen afhænger af hinanden. Hvis vi udvander og dræber vor race, gennem for eksempel raceblanding og mindsket reproduktion (som det sker i dag), fører det også til vor kulturs død, da kulturen er vor races værk og identitet. Og hvis vor kultur udskiftes og på denne måde dør ud, vil også vor race på sigt dø.

Alle fortidens store kulturer gik kun til grunde, fordi den oprindelige skabende race døde af forgiftet blod. Den endelige årsag til undergang lå altid i, at man glemte, at al kultur afhænger af mennesker og ikke omvendt; at man altså, for at bevare en bestemt kultur, må bevare det menneske, som har skabt den. Muligheden for at bevare er knyttet til den jernhårde lov om, at det bedste og stærkeste nødvendigvis og retmæssigt må sejre.

– Min kamp, 1. bind.

Det folk som ikke sætter pris på og værdsætter sin kultur, kommer heller ikke til at sætte pris på og værdsætte sig selv og sin race, som er grundlaget for kulturen. Racens død fører til kulturens død og vice versa. Hvad er vi uden vor race og kultur? Ingenting.

Det er netop dette som er grunden til, at nationalsocialismen stadig understreger vigtigheden af race og kultur. Nationalismen hylder nationen, kulturen og sikrer nationalstaten og dens interesser. Nationalsocialismen hylder racen og kulturen og sikrer folkets interesser. Racen og kulturen er selve nationalismen i nationalsocialismen. Nationalsocialismen er altid baseret på hvad der er bedst for vort folk. Folket står altid i fokus. Vi værner om vor races interesser i alle spørgsmål. Det som ikke tjener folket, forkastes, og det som er til skade for folket, skal bekæmpes med alle tilgængelige midler. Dette er grunden til at nationalsocialismen stærkt modsætter sig masseindvandring og multikultur.

Begge dele er i stærk kontrast til vore racelige og kulturelle interesser. Masseindvandring er befolkningsudskiftning, hvor vort folk langsomt, men sikkert erstattes af fremmede folk af anden race. Imens nedbryder kulturmarxismen vort folks kulturelle identitet og sætter minoriteters interesser før folkets. Ifølge kulturmarxismen er vort folks traditioner og races interesser fuldstændig uvigtige. Det som er vigtigt ifølge kulturmarxismen, er såkaldte «minoriteters rettigheder». Hvilket betyder, at racefremmede og seksuelt afvigende personer har den særskilte ret til at værne om deres interesser, mens vort eget folk nægtes den. Man understreger at vi skal være «medmenneskelige» og «solidariske» mod andre, og grundet dette skal vi have masseindvandring og multikultur, selv om det i det lange løb indebærer vort folks død – for folket betyder fortsat ingenting, ifølge kulturmarxismen.

Er det medmenneskelighed og solidaritet at udskifte sit eget folk? Er det medmenneskelighed og solidaritet at lade kriminaliteten og arbejdsløsheden vokse i samfundet? Selvfølgelig ikke.

Kernefamilien, som er den naturlige og normale familiekonstellation, er selve grundstenen for samfundet og folket. Folket er en forlængelse af familien. Dette burde være klinkende klart for de fleste mennesker. For at et barn skal blive til, kræves det at en kvinde og en mand har samleje. Herefter er det normale og sunde, at de begge tager hånd om at opdrage barnet efter fødslen; de bliver helt enkelt en familie. Den som ikke kan se det naturlige i dette, har en skæv virkelighedsopfattelse. Nu for tiden er den naturlige familie under angreb af de samme kræfter som ønsker at fælde folket. LGBT-bevægelsen (lesbiske, bøsser (gays), bi- og transseksuelle), som er en del af kulturmarxismen, har siden sin tilblivelse aktivt kæmpet mod traditionelle værdier som kernefamilien, ved at propagere for unaturlige og afvigende seksuelle orienteringer. Af denne grund forkaster nationalsocialismen nedbrydningen af kernefamilien.

Nedbrydningen af kernefamilien er et direkte angreb på folkets inderste væsen, på samme måde som fornægtelsen af race og kultur. Nationalsocialismen har til hensigt at genoprette den naturlige orden. Folket med dets racemæssige og kulturelle arv skal altid prioriteres først.

Folkefællesskab – Socialisme

Nationalsocialismen ligger hverken til højre eller til venstre. Det er umuligt at placere nationalsocialismen på den traditionelle venstre–højre-skala. Nationalsocialismen er revolutionær, og det indebærer at hele samfundet må forandres fra bunden af. Statsformen, det økonomiske system, synet på race og kultur, samt nutidens klassesamfund må gennemgå radikale forandringer, hvis Nordens fremtid skal sikres. Folket står altid i fokus, og det er den absolutte forskel på nutidens samfund og fremtidens nationalsocialistiske samfund.

I det samfund vi nationalsocialister ønsker at bygge i fremtiden, skal der råde folkefællesskab. Hvad dette indebærer, vil jeg gennemgå mere nøje, men først vil jeg påpege, at nationalsocialismens socialistiske folkefællesskab ikke må forveksles med den marxistiske socialisme, som for øvrigt ikke er den første socialisme. Den marxistiske socialisme, også kendt som kommunisme, stammer fra jøden Karl Marx, og adskiller sig markant fra det nationalsocialistiske folkefællesskab. Marxismen er egentlig ikke socialistisk overhovedet, snarere tvært imod. Karl Marx var en åben fortaler for klassekamp, som indebærer, at folket plages af indre stridigheder, klasse mod klasse, fag mod fag, landet mod byen, og så videre. Klassekampen er central for marxismen – i stedet for at være loyal overfor folket, skal man være loyal overfor sin egen klasse. Man skal være klassebevidst og kæmpe for sin egen klasses interesser mod de andre klasser. Marxismen splitter folket og vender folket mod hinanden, og gerne med grusom vold. Den «russiske» revolution er et af de mest kendte eksempler.

Dette betyder ikke, at nationalsocialismen er kapitalistisk eller borgerlig, da kapitalismen også udøver klassekamp. Der er en stor forskel på det som nationalsocialismen kalder kapitalisme, og det marxismen kalder kapitalisme. Marxismens antikapitalisme retter sig mod erhvervslivet, mod private bedrifter, mod industrikapitalen. Nationalsocialismens antikapitalisme retter sig ikke mod erhvervslivet, men mod finanskapitalen, mod de nationale og internationale privatejede storbanker som skaber og låner penge ud til nationerne, som slavebinder vort folk med renter og gæld. Uanset om det går godt eller dårligt for økonomien, tjener den internationale storfinans altid på det. Hvis folket skal befries fra den økonomiske kugle om benet som hindrer det i at leve i frihed, så kræves det, at storfinansens lænker knuses! Marxismen ønsker ikke dette. Marxismen påvirker ofte ikke den internationale storfinans overhovedet. I mange tilfælde støtter storfinansen marxist-socialistiske partier for at aflede folkets vrede mod erhvervslivet, som er lige så indviklet i gælds- og renteslaveriet som folket.

Nationalsocialismen modsætter sig hverken privat ejendom eller statsligt ejerskab. Grundreglen er altid, at samfundets ve og vel kommer før noget andet. I et folkefællesskab tillades private aktører ikke at have alt for stor magt i samfundet – privat vinding skal aldrig tillades at komme før folkets fælles interesser. En vis privat ejendom er helt acceptabelt, men ikke af sådanne proportioner at det er til skade for samfundet. Der stilles krav til både individet og samfundet – de må være villige til at ofre sig for hinanden. For er det ikke urimeligt, at individet skal kunne stille krav til samfundet, uden at samfundet skal kunne stille krav til individet?

Det nationalsocialistiske folkefællesskab er modsætningen til den folkeopløsende marxisme. Nationalsocialismen går ind for enighed og samarbejde, i stedet for opløsning og klassekamp. Hvordan er det muligt for et folk at skabe sig en fremtid, hvis menneskene strider mod hinanden? Nutidens parlamentariske demokrati er klassekampens værktøj, hvor hvert parti kun repræsenterer en vis klasse eller interessegruppe. Intet parti repræsenterer hele folket. Hele folkets fælles styrke og samarbejde kræves, hvis folkets fremtid skal sikres. Arbejderen marcherende med arbejdsgiveren, bonden med byboeren, arbejderen med forskeren, side om side som folkekammerater. Arbejderen må forstå, at han behøver arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren må på samme måde forstå, at han behøver arbejderen. Alle har en opgave som tjener folket. Alle arbejder for folkets bedste! Dette er sand socialisme. Marxismen siger, at den repræsenterer arbejderen – nationalsocialismen repræsenterer hele folket, uanset klassetilhørsforhold.

I fremtidens folkefællesskab arbejder hele folket sammen for Nordens bedste.

Lederprincippet

Nutidens styreform kendetegnes af egoisme, opløsning og inkompetence. Parlamentarismen strider mod vor races natur; vort folk har altid været kendetegnet af ledere med stærke personligheder, som forenede folket i stedet for at vende det mod hinanden. Hvor som helst, rent organisatorisk som en effektiv styreform, er det parlamentariske demokrati fuldstændig udueligt. Hvorfor er dette tilfældet, kan nogen spørge sig selv. På grund af at manglen på ansvar og kompetence er helt uundgåelig. Kan man virkelig for alvor tro, at en hel nation kan ledes effektivt af 179 personer, hvoraf mange fuldstændig mangler kompetencen til det?

I det parlamentariske demokrati er ansvarsløsheden sat i system. For det første vælges de forskellige politiske partier og deres respektive repræsentanter af en vælgermasse. Hver stemme tæller lige meget og majoritetsprincippet gælder når spørgsmål skal afgøres, hvilket betyder, at majoriteten styrer, og det er her ansvarsløsheden kommer ind i billedet. Hvem holdes ansvarlig for afgørelsen? Ingen.

De parlamentariske politikere som er inddelt i politiske partier vælges af, og repræsenterer, vælgerne. Flere forskellige viljer, som repræsenterer flere forskellige interessegrupper og klasser i samfundet, skal tage afgørelser for hele folket. Ingen af dem holdes ansvarlige, og når en afgørelse viser sig at være forkert og får negative konsekvenser, henviser man helt enkelt til, at det var en majoritetsbeslutning, eller også lægger man ansvaret over på regeringen. Vælgerne kan heller ikke gives ansvaret for beslutningen, eftersom de valgte de politikere der skulle tage beslutninger for dem til at begynde med.

For det andet råder der fuldstændig mangel på kompetence og erfaring, da ingen af delene kræves for at blive politiker. Når en regering dannes, uddeles der flittigt ministerposter, men kompetence og erfaring er intet krav, selvom en del måske har begge dele. En industriarbejder har for eksempel ret til at være med til at tage beslutninger for sundhedsvæsenet, et område som kræver en vis viden, som en industriarbejder ikke nødvendigvis har. En læge har på samme måde også ret til at være med til at tage beslutninger i spørgsmål som omhandler industrien, selvom lægen ikke har viden på dette område.

Forestil jer, at en virksomhed skulle drives i henhold til parlamentarismens majoritetsprincip. I stedet for at virksomheden skulle ledes af chefer, skulle den nu ledes af de ansatte. Konsekvensen som følger er, at ingen har ansvaret for virksomheden eller de forskellige afdelinger og områder, samt at alle de ansatte bestemmer helt over virksomheden, selv om majoriteten af dem ikke har kompetencen som kræves for håndtering af eksempelvis bedriftens økonomi eller konkurrence på markedet. På denne måde styres et parlamentarisk demokrati. Det må selvfølgelig nævnes at de ansatte i en virksomhed naturligvis kan komme med gode råd til virksomhedschefen, men når alt kommer til alt, er det chefen, med sit overblik over driften, som har ansvaret for at tage beslutninger.

Lad os for eksempel tænke på en stor feltherre. Når han er i færd med at indlede et angreb, har han ikke først en afstemning blandt soldaterne om hvilke manøvrer han skal gøre. Han forhører sig med sin stab, lader eksperterne fremlægge deres synspunkter, og tager så sin beslutning på baggrund af disse og sin egen praktiske indsigt i sagen. På samme måde er det med en landmand eller en virksomhedsleder. De ansatte og underordnede kan naturligvis give gode råd når det gælder driften, men en som har overblik over det hele må stå i spidsen og have ansvaret, eftersom kaos snart skulle opstå, hvis alle skulle styre. Dette er et gennemgående princip for alt arbejde som kræver organisering. Men når det gælder statens højeste anliggender behøves disse synspunkter ikke at være afgørende. Da er det nok med en tilfældig, opsamlet partimajoritet for at en rigsbeslutning skal være «folkets mening».

— Per Dahlberg, Den nordiske ledertanke.

Men der findes et alternativ til det folkeopløsende og ansvarsløse parlamentariske demokrati. Alternativet indebærer et meget sundere politisk system med personlig ansvar og kompetence som grundlag. Alternativet er det nationalsocialistiske lederprincip. Dette princip siger, at en person fra folket vælges til folkets leder. Denne leder må handle fuldstændig med folkets ve og vel i tankene i hver eneste beslutning, og må indeholde egenskaber som offervilje, beslutsomhed, mod, trofasthed, samt være rationel og have evnen til at se sager fra et objektivt perspektiv. Lederen må bedømme hver sag individuelt og veje alternativerne mod hinanden.

Det mest centrale for lederen er, at han har et absolut personligt ansvar overfor folket. Det er lederens ansvar at opretholde folkefællesskabet i samfundet, at forene folket gennem samarbejde, og ikke lade nogen gruppe i samfundet vokse på bekostning af en anden gruppe. Lederen skal være villig til at ofre sit liv for folket. Selvfølgelig skal lederen have magt til at tage beslutninger, for at kunne være ansvarlig, for hvis lederen ikke har magt til at kunne forandre politikken, kan han heller ikke gives ansvaret for den politik som føres. En leder har magten til at tage beslutninger, men holdes samtidig personlig ansvarlig for sine handlinger.

Lederprincippet handler også om at den rette mand placeres på den rette plads, noget som indebærer, at der på hvert politisk område bliver placeret en leder med den rette kompetence på området. For eksempel må en finansminister være civiløkonom, have økonomiuddannelse eller erfaring indenfor økonomi. Hvordan den nationalsocialistiske styreformen kan udformes, er noget Den Nordiske Modstandsbevægelses tidligere leder Klas Lund har skrevet om i Fremtidens Styre.

I det nationalsocialistiske samfund, hvor folkefællesskabet råder, holdes beslutningstagerne og folkets ledere personlig ansvarlige for deres handlinger. Dette er folkeviljen i sin sande form, dette er et ægte folkestyre.

Nationalsocialismen – Modstandsbevægelsens fundament

Nationalsocialismen er den sande revolutionære verdensanskuelse, som har til hensigt, fuldstændigt at forandre samfundet fra bunden af, og er den eneste kraft som er stærk nok til at skabe forandring. Den nationalsocialistiske verdensanskuelse hviler på naturens evige love og ser også mennesket, med al ret, som en biologisk livsform formet af naturen selv. Netop derfor er nationalsocialismen den eneste verdensanskuelse som er forankret i virkeligheden. Nationalsocialismen er kort og godt den totale modsætning til nutidens «moderne» samfund, og udgør derfor den vigtigste modstand mod det folkefjendtlige system!

Den Nordiske Modstandsbevægelse bekender sig til denne verdensanskuelse, og gennem ærlig og radikal kamp vil Modstandsbevægelsen kæmpe til den sidste blodsdråbe for Nordens frihed. For i os brænder visionen om et forenet Norden, hvor vort folk lever som brødre og søstre i frihed, og nationalsocialismen er denne visions ledestjerne.