Slaget ved Odžak

DAGENS DATO 25. MAJ: Den 25. maj 1945 blev den »sidste« kamp under 2. verdenskrig på europæisk jord udkæmpet, da kommunistiske styrker besatte byen Odžak i det daværende Kroatien.

Odžaks 2. bataljon.

Historien om slaget ved den kroatiske by Odžak i slutningen af ​​krigen i 1945 er kun lidt kendt uden for Kroatien, og det var i løbet af den kommunistiske periode praktisk talt forbudt at omtale det, da det ikke ligefrem var til fordel for den, i propagandaen, »sejrende« kommunisme. Byen, der ligger i det nordlige Bosnien (en del af Kroatien, der var adskilt af kommunisterne og stadig ikke er blevet genforenet med sit hjemland), blev forsvaret af 4.000 kroatiske soldater fra Ustasha og den kroatiske hær, men var omgivet af de meget stærkere kommunistiske »Partisaner«-styrker. Hvad kommunisterne troede ville være en let sejr, blev til et chok for angriberne, der led enorme tab i gentagne nederlag. Forsvarerne viste fanatisk modstand, kampen trak ud og dagene blev til uger, og efter et stykke tid nåede ordren fra Beograd de kommunistiske besættelsesstyrker: »Alle, der forsvarer Odžak, skal forsvinde inden Josip Broz Titos fødselsdag den 25. maj!«

Flere brigader blev indsat mod byens forsvarere, der kæmpede helt til den bitre ende. Flertallet faldt i kamp, ​​og de, der kapitulerede, havde ingen nåde i vente fra de røde, men blev straks henrettet. Der var dog nogle, der formåede at bryde gennem kommunisterne og fortsatte kampen i en guerillakrig i skovene i hele tre år (!) efter den officielle afslutning på krigen.

Kommandøren Rajkovačic (i forreste passagersæde) i en Volkswagen 166 »Schwimmwagen«.

Kommandøren for byens forsvar var Ivan Čalušic, hvis styrker holdt Odžak by og de omkringliggende landsbyer Srnava, Jošavica, Potočan Vrhovac og Svilaj. Petar Rajkovačic havde kommandoen over styrker, der havde et andet område i byens omgivelser, og forsvaret af den sydlige flanke var under Petars bror Ivo. Den østlige flanke blev holdt af Pejo Ilak og hans styrker. Derudover var en styrke under Ibrahim »Vitez« Pjanic tilsluttet forsvarsstyrkerne, da de blev forhindret i at trække sig tilbage mod vest.

Den 19. april startede kampene, og partisanerne havde en vrangforestilling om, at de kunne tage byen med det samme. Til dette formål havde de indsat fire brigader – den »16. Muslimske Brigade«, den »19. Brčko-brigaden« samt den »14. og den 27. centrale bosniske brigade«. På trods af sin store numeriske overlegenhed sluttede angrebet katastrofalt for de kommunistiske styrker. Hundredvis af kommunister faldt i de første stormforsøg, mens forsvarerne, der var godt forberedt, havde få tab. Tilbageslaget irriterede den kommunistiske øverstkommanderende Tito, der krævede en løsning på situationen: »Der er intet at vente på«. Dette øgede nervøsiteten hos partisan-officererne, som straks beordrede nye angreb og ignorerede de tab, som disse ordrer forårsagede deres egne styrker. Angrebet mislykkedes fuldstændig, og kommunisterne led enorme tab. Situationen blev yderligere forværret af modangreb fra de kroatiske forsvarsstyrker. Partisanstyrkerne blev lammet, og et stort antal soldater deserterede.

I slutningen af ​​april kom en ny besked til partisanerne fra Titos stab: »Hvis territoriet omkring Odžak ikke ryddes hurtigst muligt, bærer i alle det fulde ansvar!« Den 4. maj iværksatte partisanerne en operation for at »knuse modstanden« omkring Odžak, ledet af Miloš Zekic. Alle fire brigader gik til angreb og skulle oprindeligt neutralisere de kroatiske bunkere og forsvarspositioner. Dette forsøg var heller ikke en succes, da kroaterne forsvarede sig fremragende – under forudsætningen om, at modstanderen ikke ville tage fanger.

Ved fronten.

Ved et tilfælde trak Ustasha-styrker og hærstyrker sig tilbage fra Odžak til landsbyen Vlaška Mala, hvor de organiserede et bagholdsangreb mod partisanerne. Et stort antal kommunister faldt, og et stort antal flygtede uden deres våben, hvorefter Odžak blev generobret.

Den 8. maj, dagen før Tysklands kapitulation, forsøgte 5.000 partisanere på ny at genvinde landsbyen Vlaška Mala, hvilket igen resulterede i en katastrofe for kommunisterne og et modangreb, hvor Ustasha rykkede frem til landsbyen Vrbovac, hvor partisanerne var kommet fra. Partisanofficer Stevo Kovacevic sendte en besked til Beograds hovedkvarter:

Fjenden kæmper desperat, ikke engang gamle krigere har set noget lignende. Hver eneste Ustasha skal dræbes, før vi kan erobre noget. Vi er stadig i vores startpositioner.

Titos fødselsdag var ved at nærme sig, og situationen i Odžak var stadig ikke kommet nærmere en løsning. Ikke engang efter at en femte brigade blev sat ind. Derefter kom en ny ordre fra Beograd: »Fly skal sættes ind.« To eskadriller med tolv fly tog afsted mod Odžak og bombede og affyrede skud uafbrudt i to dage, den 23. og 24. maj. På dette tidspunkt begyndte tabene til Ustasha og den kroatiske hær at stige. I modsætning til partisanerne havde de heller ingen udhvilede styrker. Hospitalet i Prud nær Odžak var fuldt af sårede. Partisanerne erobrede endelig Odžak og landsbyerne Vlaška Mala på Titos fødselsdag den 25. maj efter flere dages konstant bombardement. Sporadiske kampe fortsatte derefter omkring hospitalet i Prud. På trods af den kommunistiske erobring af Vlaška Mala formåede 150 forsvarere at bryde igennem partisanernes mange forsvar og knuste Stevo Kovacevics 14. brigade. Dette ødelagde Kovacevics officerkarriere, da han for altid blev latterliggjort for »hvad en håndfuld Ustasha havde gjort«.

Efter at forsvaret blev knust, kom hævnen. På hospitalet i Prud myrdede kommunisterne alle 80 patienter og det medicinske personale. Blot 200 Ustasha og kroatiske soldater kapitulerede, og blev straks derefter henrettet. I landsbyerne omkring Odžak blev alle mænd over 15 år dræbt. Flere år senere, i denne del af det nordlige Bosnien, var der ingen grundskoleelever, der havde en levende far. Ud over de menneskelige ofre, der blev betragtet som berettigede i kommunismens navn, mente regimet også, at byen på grund af sin fascisme skulle nægtes en jernbane. Den blev lagt omkring Odžak efter krigen.

Ivan Čalušic og nogle af hans styrker formåede at bryde igennem kommunisterne og førte guerillakrig i yderligere to år i skovene i det nordlige og centrale Bosnien. Han blev imidlertid forrådt og arresteret i byen Tuzla, hvor han senere blev dømt til døden.

Selv i dag er Petar Rajkovačics skæbne ukendt. Det siges, at det lykkedes ham at komme igennem kommunisternes linjer, at han begik selvmord, eller at han formåede at komme til Spanien. Der er folk, der hævder at have set ham i Valencia og Madrid.

I Jugoslavien blev den 15. april hvert år fejret som dagen for byen Odžaks »befrielse fra fascismen« på trods af at partisanerne undlod at besætte byen indtil fem-seks uger senere.