Nationalsocialismen og socialismen

NATIONALSOCIALISME: Fra tidsskriftet Solhjulet 2002 om nationalsocialistisk socialisme. Artikel af Göran Oredsson.

»Jeg brød mig ikke om partiets holdning til adelen« … svarede en af dem, der var involveret i attentatet mod Adolf Hitler den 20. juli i 1944. Dommeren svarede hurtigt: »Adelen! – Arbejdets og pligtens adel er den eneste adel, vi kender!«

Dette svar er egentlig tilstrækkeligt udtømmende på spørgsmålet om »nationalsocialisme og socialisme«, men folk er sjældent tilfredse med et enkelt svar. Det kræver ofte lange forklaringer, debat og såkaldt dialog om spørgsmålene, også om dette spørgsmål. Derfor er det ikke nok at tro, at man har besvaret spørgsmålet om nationalsocialismens socialisme med en kort introduktion. Det er vigtigt at informere nysgerrige om sandheden lige så meget som at korrigere misforståelser.

Socialisme
Er et stort begreb, men ikke desto mindre et oplagt begreb for den nationalsocialistiske ideologis samfundsopbygning og udvikling. Social tryghed for borgeren er altafgørende. Nogle af de indlysende begreber er som bekendt:

Den gratis skoleuddannelse
Den samfundsgruppe i vores samfund, der har midlerne til at betale for uddannelse og lærere til deres børn med dyre skolelokaler, skolematerialer, teknologi og administration er næsten ikke-eksisterende. Skole og uddannelse må derfor være statens ansvar og dermed lige mulig for alle i samfundet og dermed et socialistisk begreb og en socialistisk nødvendighed.

Gratis sundhedspleje
Ingen privatperson vil være i stand til at betale for uddannelse af læger, bygge et hospital, finansiere forskning og produktion af lægemidler og betale for læger og hospitalsbehandling. Men alle i et civiliseret samfund har ret til at kræve pleje, lægebehandling, hospitalsophold, medicin, operationer osv., som staten betaler via de skatter, som hver enkelt borger betaler. Altså et socialistisk grundlag, som alle borgere kan regne med.

OBS! – disse linjer om sundhedspleje blev skrevet i Solhjulet, ottende udgave, der blev udgivet i 1980’erne. Vi kunne næppe have forestillet os, at disse linjer, som dengang stadig blev taget for givet, først ville blive husket i 2002! Så i stedet for at gentage disse linjer som en selvfølge i samfundet skal vi i dag gøre dem til et krav for fremtiden for vores nationalsocialistiske samfund!

Næsten al sikker pleje og fri adgang til lægebesøg, medicin, operationer, tandpleje … er for længst nedlagt eller såkaldt privatiseret med profitinteresser, som også pålægges stat og kommune i de tilfælde, hvor syge- og tandpleje stadig i et vist omfang foregår i sådan et regi. Det er vel unødvendigt at beskrive de katastrofale konsekvenser for borgerne af denne »udvikling«.

Retssystemet
Lov og orden med politi, overvågning, indgreb og sikkerhedsgarantier for borgerne kan ikke betales af enkeltpersoner. Det er igen statens opgave at uddanne, garantere og betale for denne naturlige del af samfundet gennem vores skatter. Igen, det socialistiske samfund. Denne eksistens var stadig noget af en realitet i 1980’erne, men skal nu gøres til et krav for nutiden og fremtiden. Sikkerheden i hverdagen er også blevet ødelagt i 2002 med mangel på politibetjente, lukkede politikredse, der er blevet lagt sammen til større enheder, overfyldte fængsler, flere og flere alvorlige forbrydelser og bunker af uopklarede forbrydelser.

Årsagen til denne »udvikling« skyldes mangel på ressourcer. De skattepenge, der er beregnet til disse formål, er ikke tilstrækkelige, siges det. Det er klart, at når vores land og folk styres af regeringer, der bruger milliarder af dollars på flygtningemodtagelse og indvandring hvert år, og som altid er de første til at love og udbetale milliarder af dollars overalt i verden, er der et råb om hjælp, lån og støtte. Skattepenge, som kun burde komme vores egen befolkning til gode. At kriminalitet og politimangel i høj grad »skyldes« denne tilstrømning af flygtninge og indvandrere samt de overfyldte fængsler er nærmest en paragraf i besættelseslovene, som vi ikke må tale om!

Det, der således var en realitet og en selvfølge i det sociale sikringssystem for 25-30 år siden, skal i dag sættes som et fremtidigt mål. Det er tragisk, at dette stadig kaldes »udvikling«.

Folkepension og børnetilskud
Det er begreber, der har været en del af vores velfærdssamfund i over et halvt århundrede. Børnepenge blev indført i 1947 og opstod med den nationalsocialistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933, ligesom barselsydelsen og barselsforsorgen, som blev kopieret af Socialdemokraterne i Sverige. Ingen fornuftig social skabelse i vores århundrede kan lykkeligt eksistere uden dette socialistiske, sociale og solidariske system. Disse sidste linjer blev skrevet af forfatteren til artiklen i Solhjulets ottende udgave i 1980’erne og kunne ikke engang i sin vildeste fantasi forestille sig, at dette velfærdssystem kun 20 år senere er ved at blive afviklet.

I artiklen skrev jeg også følgende: »Overalt i verden, hvor disse sociale idéer undertrykkes, fører de til massefattigdom, uretfærdighed, trældom og slaveri for de fattige, overflod og magtmisbrug for de rige, og udviklingen i sådanne lande fører uundgåeligt til folkelige oprør og revolutioner før eller siden. Derfor opretholdes uretfærdigheden altid i bajonettens skygge og et militært beredskab mod ens eget folk, hvis omkostninger årligt er mindst lige så store, som gennemførelsen af social retfærdighed ville have betydet, med den forskel, at social retfærdighed ville have sikret fred i samfundet. Vi genkender mønstret fra flere sydamerikanske stater, som kaldes »fascistiske«, men disse stater har intet at gøre med hverken fascisme eller nationalsocialisme. I stedet er de kapitalismens sidste forposter og var ofte våbenbrødre med USA og Sovjetunionen under Anden Verdenskrig mod det fascistiske Italien og det nationalsocialistiske Tyskland.«

Jeg skrev disse linjer i den faste overbevisning, at det svenske folk aldrig ville tillade, at historien vendes tilbage til et samfund med uretfærdighed og overklasseundertrykkelse, elendighed og kapitalistisk vilkårlighed. Jeg kunne aldrig tro, at det sociale velfærdssystem, som blev anvendt af arbejderbevægelsen og socialdemokratiet og ikke mindst kopieret fra det nationalsocialistiske Tyskland, ville blive nedbrudt i løbet af et par årtier!

Godt nok er der stadig folkepensioner, børnepenge og boligstøtte, men i takt med de voksende kløfter i samfundet er der konstant opfordringer og krav om, at borgerne selv skal tilrettelægge deres fremtidige pensioner. Staten skal ikke være garant. Ved at investere i passende fonde bør den enkelte sikre sin pension i alderdommen. Samfundet bør ikke være nogen form for garant. I overensstemmelse med denne »udvikling« bliver de rige rigere og rigere. De inkompetente, ofte parasitter med ordentlige partibøger, sikres med gyldne faldskærme og fratrædelsesgodtgørelser på månedlige og årlige beløb, som en ærlig arbejder, tjenestemand eller landmand ikke engang kan drømme om.

Det næste skridt i denne »udvikling« vil uundgåeligt føre til en hær og politistyrke til at beskytte de rige mod folket, ligesom i de lande, jeg nævnte som advarselseksempler. Endnu en gang er det næsten tragisk, at vi af hensyn til den fremtidige udvikling er tvunget til at tale om en tilbagevenden til et samfund, der var, og til at forkaste det, der er, hvis næste skridt vil være afgrunden!

Kommunismens umulighed
Læseren vil finde den samme underrubrik i Solhjulets 1980’er-udgave, og det faktum, at dette udsagn skulle vise sig at være så præcist i det årti, der var og skulle komme, var virkelig noget af et vidnesbyrd om min egen person.

Muren faldt i 1989, Østeuropa kastede åget af sig, og Sovjetunionen blev opløst.

Artiklen fortsatte: »Vi ser det som en fornærmelse mod socialismen, når kommunistiske lande omtales som »socialistiske stater«. Det er lige så meget en hån mod socialismen, som det er en hån mod fascismen og nationalsocialismen, når det hævdes, at f.eks. Idi Amins Uganda var en »fascistisk stat«, ligesom det er tilfældet for Idi Amins efterfølgere og andre militærdiktaturer, røde eller »mørkeblå«! Det har lige så lidt med nationalsocialisme at gøre, som kommunisme har med socialisme at gøre! Kommunismens eksistens er baseret på røveri og fratagelse!«

Magtovertagelsen har altid fundet sted, hvor den er blevet muliggjort af krige og blodige revolutioner, hvor blodet flyder og hovederne ruller, og når sejren er de rødes, røver kommunisterne bøndernes jord, forretningsmændenes forretninger, fabrikanternes industrier, rederiernes skibe osv. osv. De hævder, at »de tager det for folket«. De giver »folkets ejendom« tilbage! Men når alle røverierne er overstået, når der ikke er mere at konfiskere og ikke flere hoveder at rulle, ja, så vil de brede masser stadig skulle arbejde, producere lige så meget eller endnu mere ejendomsløse. Toppene i regeringen og statsapparatet holder regimet i gang med militær, politi og stikkeri-systemer. Folket er blevet berøvet den absolutte frihed, som det troede på, og er nu blot slaver under nye undertrykkere, som i højere grad end nogensinde før råder over koncentrationslejre, hemmeligt politi og militære midler til at undertrykke dem. Det er sådan, at den kommunistiske æra blev forankret i især Østeuropa efter 1945. Indsættelsen af kampvogne, da råbene om frihed og ægte nationalsocialisme blev for mange blandt de østeuropæiske befolkninger.

Kommunismen og kapitalismen

Denne bredside mod kommunismen skal ikke forstås sådan, at vi nationalsocialister foretrækker kapitalismens forbandelser eller har noget til fælles med dens undertrykkelse og udbytning. Kommunisme og kapitalisme har den samme indgroede foragt for det arbejdende folk. Kommunismen bruger dem i sin propaganda som sin eneste ven og våbenbror for at opnå magten, som det skete i Sovjetunionen. Kapitalismen har brug for dem som arbejdere på vej mod målet, deres liv i luksus og overflod, og ofrer dem uden samvittighed for egeninteresse, som de seneste års grove industri- og virksomhedslukninger har vist.

Det er derfor på ingen måde bemærkelsesværdigt, at disse to påståede ekstremer alligevel kunne omfavne og finde hinanden i en fællesnævner og våbenbrødrekab, da nationalsocialismen med Adolf Hitler triumferede i Tyskland i 1933 og promoverede denne ideologi som det virkelige alternativ for imperier og folkeslag. Nationalsocialismen repræsenterede (og repræsenterer)

den sande idé om nationernes fællesskab, den sande følelse af nationalitet, den sande socialisme, racefornemmelsen, bekræftelsen af sundhed, moral, etik og kultur, troen på fremtiden, social velfærd, sikkerhed og borgernes selvværd mod ethvert forsøg på udnyttelse og slaveri.

I syv års fred kunne denne nationalsocialistiske stat opbygges til at blive den stærkeste stat i verden på alle områder. Naturligvis blev det kommunismens og kapitalismens fællesnævner at knuse denne stat og denne ideologi, som det blev gjort med deres våbenbrødre i Anden Verdenskrig, hvor det alligevel næsten lykkedes Tyskland at komme ud som sejrherre takket være et folk, der havde prøvet den nationalsocialistiske lykke at leve i, og som ønskede at kæmpe til det sidste trods alle de strabadser og begrænsninger i livet, der blev nødvendige under krigen.

På samme måde anerkender vi i dag stadig det kommunistisk-kapitalistiske våbenbrødrekab. Uanset hvor hårdt de har stået eller er bevæbnet mod hinanden. Uanset hvor meget de afviser gensidige ideologier, er de stadig fuldstændig forenet i undertrykkelsen af den nationalsocialistiske genopblomstring. De samarbejder så meget med hinanden om at forfalske billeder og film, litteratur, tv og teater for at fremme udbredelsen af løgne mod Det Tredje Rige og nationalsocialismen, ligesom rivaliserende mafia- og gangsterbander er glade for at dræbe hinanden, men er så enige om at samarbejde mod lov og orden.

De frygter sandhedens sejr og frygter den sociale orden, der vil genopstå over hele verden, som man kunne se det i Tyskland om syv år. En social orden, som ville betyde et evigt farvel til den frygtelige verden, som det store fredsudbrud i 1945 betød!

DEN SANDE NATIONALISME!

SAND SOCIALISME!

NATIONALSOCIALISME!

Socialisme har intet at gøre med socialisering!
Modstanden mod socialismen skyldes ofte en klar forvirring med virkeligheden eller begrebsdannelsen af socialismen. Folk tror, at socialisme og socialisering er et og samme begreb, dvs. at det herskende styre konfiskerer/nationaliserer al privat ejendom. Denne misforståelse er lige så forkert som den misforståelse, mange mennesker har om nationalsocialismen. Efter årtiers hjernevask og ophidsende propaganda tror folk, at nationalsocialisme er ensbetydende med krig, raceforfølgelse, overvågning fra det hemmelige politi og et liv med terror for borgerne.

Faktisk er dette billede af nationalsocialismen en afspejling af virkeligheden i demokratier og kommunistiske stater i 2002! Overalt i verden i dag, 57 år efter det nationalsocialistiske Tysklands nedkæmpelse, hersker krig, borgerkrig, etnisk udrensning, erobringskrige, terrorvåben, trusler og fejder, hemmeligt politi, undertrykkelse, sult og fattigdom, og bemærk, at der ikke findes nogen stat i hele verden, der er et nationalsocialistisk regime!

Asocial adfærd har intet med socialisme at gøre!

En anden misforståelse er, at socialisme er ensbetydende med uhæmmet udbytning og pålægning af byrder på skatteyderne, som således er tvunget til at brødføde, klæde og forsørge arbejdssvindlere, kriminelle, narkomaner og andre parasitære grupper i samfundet.

Det er rigtigt, at denne situation har været en realitet i både dagens og gårsdagens Sverige i årtier. Men det har intet med socialisme at gøre, det skyldes det herskende regimes slaphed og ligegyldighed, som ikke tager fat på problemerne. Det har ikke mindst vist sig i de perioder, hvor såkaldte borgerlige partier regerede og kaldte sig ikke-socialistiske!

Det er betegnelsen asocial, som i et nationalsocialistisk samfund omgående bringes til ophør og forhindres i at fortsætte!

Al asocial og kriminel indvandring bør straks stoppes, og de, der har vist sig at være kommet til vort land for at leve efter sådanne normer, bør straks udvises, og fængslerne bør ryddes for alle ikke-svenske indsatte og sendes til deres hjemlande, uanset hvilken straf der venter dem. De svenske skatteydere bør ikke bidrage til fængsling af dette klientel, som i alt koster milliarder af statskassen. Asociale indenlandske tilfælde bør lære at arbejde for deres levebrød i henhold til NRP’s motto: Al hjælp til dem, der vil arbejde, men ikke kan! Ingen hjælp til dem, der kan, men ikke vil!

!

Den folkelige bevægelse, hvis vi kan kalde den det, som mest af alt har kopieret nationalsocialismens sociale og socialistiske ideologi, er det socialdemokratiske arbejderparti!

Under Socialdemokraternes flertalsregeringer blev det meste af den velfærd, som vi var så stolte af i forhold til omverdenen, gennemført, alt fra Per Albin Hanssons vision om Folkets Hus: børnepenge, gratis læge- og tandlægehjælp, otte timers arbejdsdag, gratis skolegang, medbestemmelse for lønmodtagere osv… alt sammen efter forbillede fra det nationalsocialistiske Tyskland! Modstanderne og modarbejdere af alle disse reformpolitikker har altid været på den borgerlige side og hovedsageligt fra højrefløjen, nu Moderaterne.

En anden bevægelse og et andet parti, der efterlignede nationalsocialismens ideer fra Tyskland, er det tidligere bondeforbund, som i dag kalder sig Centerpartiet. Det gamle Bondeforbund, med sin ungdomsbevægelse SLU, satte pris på national patos og racerenhed. Et levende landskab med et stærkt bondesamfund og for bevarelse af den fælles kultur og i denne aktivitet blev mange af de hjemlige gårde med folkedanserhold, høstfester osv. hentet fra Det Tredje Rige.

På baggrund af disse fakta er det ikke så bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraterne og Landboforeningen ofte i Sveriges historie i det 20. århundrede har indgået en alliance med andre partier. De har med andre ord haft noget af en fællesnævner. I et tv-interview benægtede Tage Erlander slet ikke, »at vi og Landboforeningen tog meget fra Tyskland i 1930’erne, og det var meget godt, for vi forhindrede ‘hjemlige nazister’ i at komme igennem!«.

?

Er »socialdemokrati-bondeforbund« en ægte nationalsocialisme i kombination? For det første har det 21. århundredes socialdemokrati næppe nogen lighed med det socialdemokrati, der regerede vores land indtil de borgerlige regeringer i 1970’erne og 1980’erne. Efter de borgerlige regeringsår har socialdemokraterne ikke alene valgt at fastholde den nedrivning af velfærdspolitikken, som de borgerlige rev ned, men de synes også at have bestræbt sig på at overgå de borgerlige partier i denne bestræbelse.

Historisk set er Socialdemokraterne ligesom kommunisterne et marxistisk parti, hvor klassekampen har været toneangivende, og med marxistiske målsætninger er det en bestræbelse, der sætter internationalismens interesser før det nationale. Som marxistisk parti er og har Socialdemokratiet altid stået i internationalismens tjeneste og har altid været for internationale forpligtelser, selv når det går imod sit eget folks velstand. Det har støttet boykot og sanktionspolitik over for lande og regimer, hvilket har gjort handel med omverdenen vanskeligere for svenske virksomheder, ligesom det har vanskeliggjort produktudviklingen og dermed arbejdsløsheden. Denne villighed til at tjene internationalismen på bekostning af sit eget folk er en del af socialdemokratiets/kommunismens ideologiske væsen. Socialdemokratiet har også vist sig at acceptere den »Gyldne Internationale«, som er blevet vist og vises dagligt i salget af Sverige. Det vil sige udflytningen af svensk industri og virksomheder. Salget af svensk industri til multinationale selskaber, som har ført og fortsat fører til lukninger og arbejdsløshed i vores land.

Hvis vi til dette dystre billede af den socialdemokratiske/marxistiske ideologiske bestræbelse mod vores egen nation og vores eget folk føjer den forfærdelige indvandrings- og flygtningepolitik i vores land gennem de sidste ca. 40 år, som har fjernet vores land og folk fra den homogene stamme, vi var, til det punkt, hvor vi nu har over en million racefremmede, som hele tiden bliver flere og flere, og som allerede har banet vejen for de kommende etniske, racemæssige og religiøse borgerkrige, er der ingen som helst sammenligning med det nationalsocialistiske samfund!

At denne vanvittige politik mod Sverige og svenskerne kan føres årti efter årti skyldes udelukkende, at der ikke har været nogen som helst reel opposition i en relevant magtposition. Tværtimod er de såkaldte borgerlige partier fuldstændig forenet i denne Sosse-politik. Ingen som helst borgerlig valgsejr vil ændre denne politik, hverken i ind- eller udland. Når det drejer sig om at bekæmpe den reelle nationale og nationalsocialistiske opposition, er undertrykkelsen den samme. Og efterfølgeren til det tidligere bondeforbund, Centerpartiet, som nu har givet afkald på sit »gamle« program, deltager også i denne virkelighed.

Det eneste, der er tilbage, er håbet om den folkelige opstand, som så ærefuldt har fundet sted i Sveriges historie, da alt syntes tabt. Den nationale revolution skal komme – INGEN TREDJE GIVES IKKE!