10 myter du ofte hører om «holocaust»

“HOLOCAUST”: Myterne omkring det såkaldte «holocaust» er mange. Hvilke høres oftest?

Den 27. Januar bliver den internationale holocaust-dagen markeret. I den anledning er det højst sandsynligt, at man på en eller anden måde bliver eksponeret for løgnagtig propaganda om Anden Verdenskrig, og især om nationalsocialisternes påståede forbrydelser. Målet er, at man skal føle skyld for noget man på ingen måde kan være ansvarlig for. Denne skyldfølelse bruges senere aktivt for, blandt andet, at forhindre kritik af masseindvandringen, da man «ved hvilke holdninger denne slags fører til» (læs: massemord).

Fremfor alt bruges denne propaganda mod dem der kritiserer det faktum, at jøder ejer store dele af verdens massemedier og banker, og har en stor indflydelse på amerikansk udenrigspolitik, og mod de der kritiserer terrorstaten Israel osv.

Holocaust-kortet har i løbet af årene vist sig, at være et enormt effektivt våben mod dem der er kritisk stillede over for den jødiske magtbevægelse.

Hvordan blev holocaust myten skabt?

I 1945 blev Tyskland og aksemagterne besejret af de allierede. De allierede sejrherrer dannede efter krigen et militærtribunal kaldt Nürnbergprocesserne, med det formål, at straffe den tabende side yderligere. Det var altså ikke, som det burde have været, en neutral domstol der dømte de fungerende statsmænd og officere for dette «holocaust», men derimod de tiltaltes krigsfjender.

Eftersom disse allierede jo var dem der repræsenterede «retfærdigheden» i denne krig, var der naturligvis ingen retssag mod dem der planlagde og udførte terrorbombningerne mod Dresden og andre tyske byer, massevoldtægterne af tyske kvinder i kølvandet på den sovjetiske invasion, eller atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, eller nogle af de andre uhyrligheder og massemord på civile, udført fra de allieredes hånd. Disse forbrydelser imod menneskeheden blev glemt i, og med, frembringelsen af det påståede holocaust.

Hundredetusinder af civile blev ofre for de allieredes terrorbombninger af Dresden.

Under Nürnbergprocesserne blev det slået fast, at en udryddelse af jøderne havde fundet sted i løbet af krigen. De første oplysninger om en tysk udryddelsespolitik, som var det der lå til grund for tiltalen, kom fra en jødisk magt organisation kaldet World Jewish Congress. Denne organisation var så indflydelsesrig, at dens ledere efter sigende skulle have siddet på daværende præsident Roosevelts veranda og «diskuteret hvilke ordre de burde give til præsidenten af USA».

Klik for at forstørre.

Ifølge WJC var 2 millioner blevet dræbt i løbet af de første måneder af «holocaust». De skulle dog ikke være blevet gasset ihjel, men derimod taget af dage af «nazidoktorer», som injicerede deres ofres blodårer med luft, der forårsager død når luften når hjertet. Oplysninger som disse blev, som så meget andet, senere revideret. At en bevidst udryddelsespolitik havde fundet sted blev dog fastslået.

Nürnbergprocesserne var en farce af en retssag uden sidestykke. Tribunalet klarlagde blandt andet, at den ikke skulle være «bundet af de tekniske regler som ellers gælder ved bevisføring». I stedet fik vidner og billeder af døde jøder lov at agere «bevis»for at «holocaust» havde fundet sted. Mange vidnesbyrd var dog falske, og billederne viste i visse tilfælde ofre for allierede bombeangreb som var stakket eller bunket sammen til ære for kameraet. I førnævnte retssag benyttede de allierede sig også af en modsat bevisbyrde, samtidig med stiftelsen af nye love som de tiltalte blev dømt for retroaktivt. Med andre ord, alt man kender som god pli og normale retsprincipper, blev tilsidesat og set stort på.

Når personer i dag taler om «holocaust» er det i større grad oplysninger og beviser fra retsparodien i Nürnberg de henviser til. Disse oplysninger spredes videre af massemedier, hvis ejere, vi jo nok må erkende, har en egeninteresse i at myten holdes i live. Men, beviserne for «holocaust» ville aldrig holde vand i en neutral ret, og hele konceptet er derfor et fupnummer, eller ihvertfald noget der ikke findes noget bevis for. Dette til trods, er der mange der på næsten religiøs vis underkaster sig sejrherrernes, mange gange modbeviste, iscenesatte løgneoptog.

For at få lidt klarhed omkring emnet, kommer her en liste med ti af de mest hørte og fortalt myter omkring «holocaust».

1.Der findes billeder der beviser «holocaust».

Nej, der findes ingen fotografi eller optagelse af gashenrettelser. Der findes derimod billeder af koncentrationslejre, grædende jøder, pigtråd, Auschwitz-skiltet, samt udsultede og døde kroppe.

Selvom krigens realiteter og internering af mennesker i koncentrationslejre er skræmmende at beskue, beviser disse billeder ikke, at der skulle være foregået et industriel massemord af jøder. Billederne af døde kroppe er ofre, døde af tyfus, sult og andre sygdomme efter de allieredes bombetogter mod tysk infrastruktur. Infrastruktur, der var vital for at proviant, medicin og andre fornødenheder kom østpå mod lejrene. I mere end et tilfælde havde de allierede også fotograferet ofrene for deres egne bombninger.

Aflusning i Birkenau.

2. Der er vidner der kan bevise «holocaust» 

I Nürnberprocesserne var der kun 240 vidner som påstod at «holocaust» havde fundet sted. Oplysningerne fra disse vidner – både første – og andenhåndsberetningerne – beskrev henrettelser begået ved hjælp af blandt andet: elektriske ovne, hovedknusermaskiner, luftbobler i blodet, atomvåben, elektriske gulve, benzin i kroppen, trykkamrer, hunde som åd fanger levende og meget andet.

Flere af disse vidner blev efter krigen konfronteret af den franske historieprofessor Paul Rassinier, som under krigen var aktiv i den franske modstandsbevægelse og var anti-nazist. Rassinier sad selv i lejrene Buchenwald og Mittelbau-Dora, og vidste, at hans medfanger løj så vandet drev om, at de havde set gashenrettelser. Rassinier fik blandt andet at vide at var «en måde at udtrykke sig på» og «eftersom det hændte nogle steder så…».

Rassinier, som i dag betragtes som en af de første holocaust revisionister, rejste efter krigen rundt i Europa for at møde forfatterne af de mange bøger som hævdede, at tyskerne havde taget livet af millioner af jøder. Ikke en eneste af dem havde nogensinde set et gaskammer, som blev bygget med et formål at gasse mennesker.

Den franske historikeren og professoren Paul Rassinier var selv interneret under Anden Verdenskrig og anses i dag at være revisionismens far.

Vidnesbyrd fra tyskere er få, og har i mange tilfælde ingen troværdighed. Nürnbergprocessernes nok vigtigste vidne, lederen af Auschwitz, lejrkommandant Rudolf Höss, er bare en af dem, der under sit fangenskab hos de allierede, blev udsat for brutal tortur for at tilstå anklagerne imod sig. Dette blev afsløret i 1983 da Rudof Höss’s forhørsleder, den jødiske Bernard Clarke, erkendte og pralede med, at han havde tortureret Höss og truet med at dræbe hans børn og hustru, hvis han ikke kendte sig skyldig og tilstod.

I sit vidnesbyrd hævder Höss, at 2,5 millioner jøder systematisk blev dræbt i Auschwitz, og at yderligere 500.000 var omkommet under andre omstændigheder. I dag er det officielle dødstal for Auschwitz på 1,5 millioner. Tidligere har det været helt oppe på 4 millioner. Eftersom Höss kunne lyve så groft omkring antallet af døde, hvorledes kan hans ord så være troværdigt omkring at «holocaust»  faktisk fandt sted?

Rudolf Höss, her i fangenskab, blev tortureret til at tilstå «holocaust».

3. Jøder blev dræbt med giftgas

Der findes ingen fungerende gaskamre, der findes ikke forekomster af hydrogencyanid i de påståede gaskamre i Auschwitz. Zyklon B blev brugt for at afluse beklædning, og i disse aflusningskamre er der massiv forekomst af hydrogencyanid i form af aflejringer i blandt andet vægge. Det var altså for at sikre de interneredes helbred, at hydrogencyanid i form af Zyklon B-pellets, blev brugt. Dette var effektivt til at dræbe lus og andet utøj, samt at modvirke udbrud af tyfusepidemier i lejren. Hverken fortalerne for, eller stemmerne imod ægtheden af «holocaust» tror på at disse gaskamre blev brugt til at aflive mennesker. Ganske enkelt fordi, at aflusningskamrerne har glasvinduer, som enhver der var ved at blive gasset, naturligvis ville slå i stykker i forsøget på at undslippe.

Den neutrale amerikanske gaskammer- og henrettelsesekspert Fred Leuchter har undersøgt de påståede gaskamrer, og publicerede sine fund i hvad der bliver omtalt som Leuchter-rapporten.

Leuchter kom frem til, at der ikke findes nogen spor efter brug af giftgas i kamrene, hvor mennesker skulle være blevet henrettet. I kamrene til aflusning var der dog rigeligt med spor.

Jeg konstruerede og producerede henrettelsesudstyr her i USA til fængslerne som henretter forbrydere. Som et ekspertvidne vidnede jeg i flere retssager her i USA, og jeg var, og er fortsat, det eneste ekspertvidne som er blevet tilladt at vidne i føderale domstole, når der er atle om henrettelsesteknologi. Baseret på dette blev jeg indkaldt som vidne i domstolen i Toronto, i Ernst Zündels anden retssag. I denne sammenhæng gav jeg information angående de påståede gaskamre i Auschwitz, Birkenau og Majdanek.

Jeg blev sendt til Polen for at undersøge anlæggene. Jeg undersøgte de tre steder. Jeg udførte kriminaltekniske undersøgelser, som blev testet i en kemisk laboratorie. Og slutresultatet blev, at ingen af anlæggene som jeg undersøgte, havde nogen form for aflejring fra gasserne … og der burde have været store mængder af sådanne aflejringer, de mængder af aflejringer jeg fandt i aflusningskamrene taget i betragtning.

Hvad angår anlæggene, var ingen af dem ifølge min vurdering i stand til at udføre gashenrettelser. Det ville være som at bruge sin stue til at henrette nogen med gas … det ville ende med at personen ville dræbe sig selv, sin familie og den halve gade udenfor. 

Leuchters konklusion blev bekræftet af den tyske kemiker Germar Rudolf, som udførte lignende prøver på gaskamrenes vægge og fik samme resultat. For denne forskning blev Germar idømt fængsel for «benægtelse af massemord mod det jødiske folk i gaskamre».

Se dokumentar om Leuchter – rapporten herunder:

4. Seks millioner jøder blev dræbt.

Som det tidligere er blevet påpeget, er antallet af døde jøder dalet kraftigt, og er blevet redigeret frem og tilbage. Det er ret opsigtsvækkende, at dødstallet først ligger på 4 millioner, derefter på 1 million.

Der var ca. 3 millioner jøder bosat i de områder, som under krigen udgjorde det Tredje Rige, da det var størst. Alligevel rapportere den vesttyske regering, den 30 juni 1965, at ca 375.000 overlevere havde søgt «overlever-pension».

Matematikken stemmer ikke helt, når man har gasset 6 millioner ud af 3 millioner jøder. Altså, dobbelt så mange som man faktisk havde.

Der findes skam befolkningsstatistik tilgængelig fra både før og efter krigen. Læg mærke til hvordan antallet af jøder verden over øges på 10 års tid, selvom 6 millioner af dem skulle være blevet henrettet. Klik på årstallene for at se statistikken fra 1933, 1938 og 1948.

Referencer til nøjagtig «seks millioner jøder» i kombination med «udryddelse», er noget der er forekommet før dette såkaldte «holocaust» skulle have fundet sted, og tilhører blandt andet jødisk religion og profeti. En faksimile, tilgængelig i New York Times arkiv, beskriver hvordan russiske, (ikke tyske) myndigheder havde planer om «systematisk og med mordlyst udrydde 6.000.000 jøder» som «løsning på jødespørgsmålet».

Faksimilen er tilgængelig HER, og blev oprindeligt publiceret den 25. marts 1906 – 36 år før «holocaust» skulle have fundet sted.

5. Den «endelige løsning» indebar at jøderne skulle udryddes

Af de tusindvis af dokumenter som eksisterer og omhandler «holocaust», nævnes der aldrig noget om systematisk at «dræbe» eller «gasse» jøder eller andre mennesker.

I lang tid var Wannseekonferencen i 1942, stedet hvor Operation Reinhardt og «den endelige løsning» skulle have været diskuteret, det store bevis for, at tysk ledelse skulle have planlagt industrielt massemord mod jøderne, for senere at udføre det. Referater fra dette møde – fundet i 1947 af den jødiske professor Robert Kempner – er snarere bevis på, at sådanne samtaler ikke fandt sted.

Referatet beskriver den endelige løsning som en flytning af jøder østover fra tysklands «lebensraum», og detaljer om hvordan jøder i okkuperede områder skal bygge jernbaner osv. i henhold til denne plan. Dette stemmer også fint overens med hvordan den tyske politik blev beskrevet udadtil, og i det skriftlige direktiv fra Hermann Göring til Reinhad Heydrich om gennemførelsen af den endelige løsning, var det ord som «flytning» og «evakuering» der blev brugt.

I dette hus i Wansee, en forstad til Berlin, blev «den endelige løsning» drøftet.

Begrebet «endelig løsning» blev først brugt af zionistlederen Theodor Hertzl i slutningen af 1800-tallet angående en plan om, at give jøderne sin egen nationalstat. Det Tredje Rige blev oprindeligt enige om, at jøder skulle tillades at emigrere til Israel. Hitler talte i 1942 – på et tidspunkt hvor «holocaust» allerede skulle være påbegyndt – om en løsning om at sende jøderne til Madagaskar efter krigen. Disse løsninger omfatter dog emigration, og ikke udryddelse.

6. Der findes en ordre på at udrydde jøder

Når den jødiske historiker Raul Hilber – «verdens fineste ekspert på holocaust» – ifølge mange medier – blev krydsforhørt under Zündel-retssagen i 80’erne, blev han tvunget til at komme med en række tilståelser. Presset af Ernst Zündels forsvarer erkendte han, at der ikke eksisterede en skriftlig ordrer fra Hitler om at udrydde jøderne. Dette til trods for, at han i sin bog “The Destruction of the European Jews”, et standardværk for holocaustforskning, havde påstået, at der eksisterer en sådan ordre. Han erkendte også, at der ikke findes en eneste obduktionsrapport som påviser henrettelse med giftgas fra koncentrationslejrene.

I vidneboksen forklarer Hilberg at«holocaust» måtte være sket uden hverken formel ordre, budget eller plan, eller anden form for organisation. I stedet anså Hilberg, at den fandt sted gennem «An incredible meeting of minds, a consensus-mind-reading by a far-flung bureaucracy».

Klik HER for faksimile fra The Montreal Gazette, udgivet den 18. januar 1985.

7. En tysk konspiration

Der var mange tyskere der deltog i det såkaldte «holocaust», påstås det. Ifølge Simon Wiesenthal-Centeret var det flere hundrede tusinde. Lederne i det Tredje Rige, lederne i partiet, medlemmer af sikkerhedspolitiet og det almene politi, SS, soldater og bureaukrater regnes her som deltagende.

Raul Hilberg eller andre ville naturligvis aldrig bruge et ord som «konspiration» til at beskrive, hvorledes tyskerne skulle have haft held med at hemmeligholde et udryddelsesprojekt af denne størrelse i flere år. Men med tanke på Hilbergs udtalelser om telepatisk kommunikation imellem de som skulle have udført «holocaust», kombineret med oplysninger om, at flere hundrede tusinde skulle have deltaget, er det åbenbart, at det de facto må dreje sig om en gigantisk konspiration. Disse hævder altså, at flere hundrede tusinde tyskere skulle have hemmeligholdt dette enorme projekt for hele verdenen i årene 1941 – 1945.

8. Jøderne var uskyldige ofre

Årsagen til at jøderne blev sat i koncentrationslejre var, at man anså dem for at være virkelige eller potentielle fjender af det tyske rige og det tyske folk. Det var ikke en mærkeligt i en tid hvor også amerikanerne internerede japanere med amerikansk statsborgerskab i amerikanske koncentrationslejre, ligesom briterne gjorde det med tyskere, der levede på de engelsk territorium. Brugen af disse lejre havde støtte i Genevekonventionen, og var fuldt ud lovlig.

Totalt satte amerikanerne 110.000 japanere i koncentrationslejre, hvoraf 30.000 var børn. Disse blev også fragtet med tog, og sad indespærret bag pigtrådshegn.

Den tyske skepsis mod jøderne begyndte for alvor, da jøder i Tyskland benyttede deres indflydelse i politikken (hovedsagligt igennem det socialdemokratiske parti) og medieverdenen til at bedrive antikrigspropaganda under Første Verdenskrig, og til efter krigen, at få den kommunistiske verdensrevolution til Tyskland.

Flere jødisk-ledede bolshevikrevolutioner fandt sted i Tyskland efter Første Verdenskrig. De som til sidst satte en stopper for den kommunistiske verdensrevolution var nationalsocialisterne.

Da nationalsocialisterne tog magten i Tyskland i 1933, gik der kun få uger inden jødedommen erklærede krig mod Tyskland i alle jøders navn. Det var først og fremmest jødiske organisationer som World Jewish Congress, som senere etablerede myten om «holocaust» , der stod bag krigserklæringen og de massedemonstrationer som jøder arrangerede i USA. Målet var, at i hellig krig forene sig imod Tyskland. Jøder over hele verdenen skulle bruge deres indflydelse til at standse handel med Tyskland, opfordre regeringer verden over til at boykotte tyske varer, og erklære militær krig mod Tyskland. Sidstnævnte var svært vellykket, da både USA og England rundhåndet blev overtalt af deres indflydelsesrige jøder, til krigshandling.

Se faksimilen fra avisen Daily Express om den jødiske krigserklæring HER.

Jøder i Madison Square Garden den 27. marts 1933. I FELTET: Anti-tysk propaganda i USA i regi af jødiske lobbygrupper.

Den jødiske retorik mod Tyskland var under disse møder svært hadsk. I en tale ved en af disse demonstrationer i USA blev der udtalt, at Tyskland skulle «udryddes helt og holdent […] for all fremtid» og at «faren for jøderne lå i hele det tyske folk».

9. Holocaust-troende formidler objektiv sandhed

Dette er ikke sandt. Hverken World Jewish Congress, som kom med de første anklager, eller de allierede, kan på nogen måde anses for værende objektive. Tværtimod lå det i deres interesse, at skabe, og senere holde liv i, dette løgn om, at det var den anden side der begik grusomme overgreb.

Jøderne har gjort store fortjenester på Holocaust-industrien. I tillæg til erstatning udbetalt til individer, og det faktum, at mange af dem har ernæret sig ved, at holde foredrag eller skrive bøger om «holocaust», er Israel i store drag opbygget af de erstatninger Tyskland har betalt. Det er idag, så at sige, umuligt at kritisere jødisk magt, uden at holocaust-kortet tages frem. Når jødisk ejede medier i vesten ælter denne falske hændelse, er det for at de selv og deres etniske gruppe, skal drage nytte af det. De er IKKE objektive.

Objektiv var derimod den amerikanske dommer Charles F. Wenersturm, domstolspræsident i en af domstolene under Nürnbergprocesserne, som mere eller mindre nægtede at deltage yderligere i farcen, og rejste hjem til USA. Til avisen Chicago Tribune forklarede Wernsturm, at anklagemyndigheden var drevet «udelukkende af personlig ambition og hævnlyst», og at man gjorde sit bedste for at «umuliggøre forsvaret at forberede sin sag og skaffe bevis». Wernsturm affejede helt Nürnbergprocessen og skrev afslutningsvis: «Havde jeg vidst 7 måneder tidligere hvad der fandt sted i Nürnberg, var jeg aldrig rejst dertil».

En anden neutral kilde var internationale Røde Kors, som fik tilladelse til at inspicere lejrene, for derefter at udgive en rapport omkring forholdene. I den 1.600 sider lange rapport «Report of the International Comittee of the Red Cross on its activities during the Second World War (September 1st 1939 – June 30th 1947)» udgivet i Geneve i 1948, kom det frem, at der var vanskelige forhold grundet tyfus, men at Tyskland havde gjort tiltag for at forhindre smitten. Jøderne led dog ikke mere end andre folkegrupper i lejren, skrev ICRC i deres rapport, og bekræftede, at transportveje var blevet destrueret i slutfasen af krigen, hvilket vanskeliggjorde nødhjælp. Det er også værd at nævne her, at ord som «gas chamber» og «genocide» ingen steder er nævnt i den lange rapport.

Det kan i denne sammenhæng ligeledes påpeges, at de allierede leders memoirs, altså Winston Churchill, Charles De Gaulle, samt Dwayne D. Eisenhower – ikke med et eneste ord nævner gaskamre eller andre oplysninger om et industrielt massemord på jøderne.

10. De som «benægter» «holocaust» er et fåtal af lavtuddannede hadefulde tosser

Hvis du er en såkaldt holocaust-benægter, kan du regne med at blive svinet til i vestlige medier. I 16 europæiske lande er benægtelse af denne løgn strafbart med flere års fængsel. Dette er også tilfældet i Canada. Flere historikere, professorer, uddannede eksperter eller selvudlærte personer er blevet idømt årelange fængselsstraffe, har mistet arbejde eller er blevet tvunget på flugt, for at have sat spørgsmålstegn ved den officielle version af hændelsen. Dette oven i købet i lande som Frankrig, Østrig og Tyskland.

I Sverige har man “gummiparagrafen” kaldt «hets mot folkgrupp» der bruges som alternativ til loven mod holocaustbenægtelse.

For nylig blev en af Nordfronts ansvarlige udgivere idømt fængselsstraf for kommentaren «Leve nasjonalsosialismen». Dette var, ifølge svensk retsvæsen, det samme som at hylde udryddelsen af jøder.

Billedet af de holocaust-kritiske som en håndfuld underuddannede idioter, gerne fyldt til randen med had og racisme, er en myte i stor stil, som er blevet skabt af en medie- og underholdningsindustrien – uden rodfæste i virkeligheden. En enkelt Google-søgning vil afkræfte dette rygte.

At det skulle dreje sig om et «fåtal» af personer, fældes også over sin egen urimelighed. Hvorfor skulle man da ellers behøve at kriminalisere kritik af «holocaust» i hele 17 lande? Denne myte afkræftes da også fra jødisk hånd. Lobbyorganisationen ADL (anti-defamation league) har for nyligt offentliggjort en ny undersøgelse, hvor det fremgår, at op mod 67% af verdens befolkning overhovedet ikke tror på den officielle holocaust-løgn. I Vesteuropa, hvor indoktrineringen er værst i medier og skoler, ligger gennemsnittet for tvivlere på hele 25%.

Løgne bliver ikke mere sande af, at de trykkes i etablerede aviser, vises på Hollywoods store lærrede, eller gentages til hudløshed af dem der selv tror på det.

Lad ikke holocaust-kortet hindre dig i at bekæmpe multikulturen eller masseindvandringen. Lad det ikke stoppe dig fra at granske og kritisere jødisk indflydelse i Vesten, og brugen af denne indflydelse til at fremme multikultur, kulturmarxisme og andre folkefjendtlige idéer og værdier. «Holocaust» ophører med at fungere som psykologisk våben, når mange nok får gennemskuet løgnen og modsætter sig tvungen skyld.

Læs også:

Jødisk «overlever» står frem som løgner: «Jeg var aldrig i Auschwitz»
«Holocaust» er fup
Rudolf Höss – tortureret til at tilstå «holocaust»
“Holocaust”-fupnummeret må knuses
Hvorfor lige 6.000.000 jøder?