Hitlers første fredsforslag

DAGENS DATO: På denne dag i 1933 fremsatte Adolf Hitler det første af mange fredsforslag. I den tyske rigsdag opfordrede Hitler til generel nedrustning.

At det nationalsocialistiske Tyskland ikke ønskede en ny verdenskrig fremgår af de mange fredsforslag, som Adolf Hitler fremsatte mellem 1933-1939, men også af de fredsforsøg, der blev gjort efter Anden Verdenskrig brød ud som følge af den britiske krigserklæring mod Tyskland. Ikke desto mindre blev Tyskland allerede i 1933 fremstillet som en aggressivt part. Årsagen var i virkeligheden ikke, at Tyskland oprustede, som det blev hævdet, men at det tyske folk under nationalsocialisterne ikke længere ønskede at blive ydmyget under Versailles-traktaten og satte spørgsmålstegn ved dens vilkår.

Tyskland havde lidt et ødelæggende nederlag under 1. Verdenskrig og stod over for groteske fredsbetingelser udformet til at knække det tyske folk. Versailles-diktaturet i 1919 lagde hele skylden for krigen på Tyskland og tvang landet til at betale gigantiske erstatninger på hundreder af milliarder af guldmark til sejrsmagterne. Tyskland blev tvunget til at låne for at betale erstatningen, hvilket førte til hyperinflation og store økonomiske og sociale problemer. Med hjælp fra Versailles-traktaten stjal sejrsmagterne også tyske områder og forbød Tyskland at have sit eget forsvar. Tyskland måtte kun have en ubetydelig hær og flåde og slet intet luftvåben.

Da NSDAP kom til magten i 1933, frygtede de sejrmagterne fra Første Verdenskrig (England, Frankrig og USA), at Tyskland ville rive Versailles-traktaten i stykker (noget der også skete i 1936) og spredte rygter og påstande om, at Tyskland i al hemmelighed oprustede. Den 17. maj 1933 reagerede Hitler på disse påstande i det tyske parlament. Under sin første udenrigspolitiske tale fremlagde Hitler også det første af mange fredsforslag. I talen sagde Hitler blandt andet:

Tyskland ville uden videre være parat til at opløse hele sin militære organisation og ødelægge de små rester af våben, det fik lov til at beholde, såvidt opgrænsende nationer gjorde det samme. Men hvis de andre stater ikke er villige til at gennemføre nedrustningsbestemmelserne i Versailles-traktaten, som også er bindende for dem, må Tyskland i det mindste stå fast ved sit krav om lighed.

Tyskland er fuldt ud beredt til at afholde sig fra offensive våben af ​​enhver art, såvidt de væbnede nationer også ødelægger deres offensive våben inden for et nærmere angivet tidsrum, og hvis brugen heraf forbydes i henhold til en international konvention.

Tyskland er parat til at deltage i enhver seriøs ikke-angrebspagt, fordi det ikke ønsker at angribe nogen, men kun at opnå sin sikkerhed.

Den tyske regering ønsker at opnå en fredelig løsning med andre nationer vedrørende alle vanskelige problemer. Den ved, at en militæroperation i Europa, selvom den var fuldt ud vellykket, ville kræve ofre, som ikke stod i rimeligt forhold til gevinsten.

Den tyske regering og det tyske folk vil dog ikke under nogen omstændigheder lade sig tvinge til nogen underskrift, der ville fastholde tysk diskrimination.

Georg Brandell  har i bogen »Hitler og hans værk« sammenfattet Hitlers fredsforslag fra 17. maj 1933:

I denne tale understregede han, at Tyskland havde nedrustet: enorme mængder våben og ammunition var blevet skrottet eller udleveret, Rhinlandet var blevet demilitariseret, tyske fæstninger var blevet revet ned, tyske krigsskibe var blevet udleveret, tyske fly var blevet ødelagt og uddannelsen af reserver forhindret. SA og SS var ikke militært trænede enheder eller reserver i hæren, men var opstået ud fra rent partipolitiske behov og var uden militær træning og udstyr. Det samme var forholdet til Stahlhelm. Alle disse organisationer tjente rent politiske formål.

Tyskland havde, ifølge Hitler, begrundet moralske krav om, at de øvrige magter også skulle opfylde de forpligtelser, der følger af Versailles-traktaten. Tyskland havde ikke modtaget den ligestilling, det blev givet i december.

Hitler advarede i slutningen af ​​sin tale om at fortsætte med at bruge de metoder, der havde ført til tidens krise, og han beskrev kort resultatet for Tyskland som en del af brugen af ​​disse metoder: millioner af ødelagte eksistenser, hele erhvervsgrupper ruineret og en uhørt arbejdsløshedshær. En utrøstelig elendighed, hvis fulde omfang og dybde kunne illustreres ved, at siden Versailles-traktaten havde 224.000 mennesker i Tyskland, mænd, kvinder, ældre og børn, taget deres eget liv, næsten udelukkende af nød og fattigdom.

Den 2. februar 1932 arrangerede Nationernes Forbund (FNs forløber) en nedrustningskonference i Genève, hvor 59 stater deltog, heriblandt Tyskland. Den 14. oktober 1933, seks måneder efter Hitlers tale i rigsdagen, trak Tyskland sig ud af konferencen, fordi Tyskland ikke blev betragtet som en ligeværdig part. Tyskland forlod også Nationernes Forbund. Det havde vist sig, at ingen nationer på konferencen havde valgt at nedruste, men at sejrsmagterne tværtimod oprustede som reaktion på det tyske folks fremgang. Hitler ræsonnerede, at hvis ingen andre nationer nedrustede, hvorfor skulle Tyskland så gøre det? Det var først i 1936, at Tyskland rev Versailles-traktaten i stykker og begyndte at opruste for at sikre sin sikkerhed. Tyskland fortsatte dog med at fremsætte flere fredsforslag, som alle blev ignoreret af de krafter, der havde forberedt sig på en ny storkrig.