Fremtiden bliver hvad vi gør den til!

IDEOLOGI: Fredrik Vejdeland udvikler her tankerne om, hvordan bevægelsen skal nå de fremtidige mål. Er vi tvunget til at «acceptere virkeligheden» som den er, eller findes der andre, dybere, forhold, som kan afgøre vor fremtidige skæbne? 

Martin Heidegger, en af ​​de fremmeste filosofer i det 20. århundrede, fandt videnskaben begrænset, eftersom den er endimensional. «Videnskaben tænker ikke», da den er afhængig af objektive fakta, og er begrænset til det, vi i dag opfatter som virkelighed.

En fordel ved «metafysikken» (i modsætning til fysikken) er, at den kan behandle emner, der ikke kan bevises, men derimod kan anes eller forestilles. Gennem forestillingsevnen kan man skabe en ny virkelighed, hvis man først visualiserer et billede af den nye tilstand, og derefter forener alle kræfter mod dette mål. En afgørende del af dette arbejde, når det kommer til vores virke, er naturligvis, at man tager hensyn til det menneskelige materiale der findes (eller kan mobiliseres) og forstår, at en verdensanskuelse «må forblive uden betydning for den praktiske udformning af folks liv, så længe de grundlæggende idéer ikke bliver ikke et banner for en kampbevægelse» (Adolf Hitler). Uden indsigt i, at opgaven kræver en kamporienteret organisation, risikerer sagen at stoppe ved intellektualisme og teoretisk vås. En fremtidsvision virker magnetisk og som en samlende faktor for en kampbevægelse, og når den er forankret i medlemmerne og deres nærmeste omgivelser, også for folket. Den nye virkelighed man kæmper for bliver til sidst en slags selvopfyldende profeti.

Et «realistisk» individ vil ikke forstå (eller acceptere) dette, men faktum er, at det er på denne måde alle store forandringerne sker. I de store kampe hvor en, i antal, underlegen hær modstår eller besejrer en tilsyneladende overlegen fjende, har dette endnu mere været åndens værk end logikkens. For eksempel kan videnskaben ikke forklare spartanerens enorme præstationer mod den mægtige persiske hær, eftersom man ikke videnskabeligt kan måle irrationelle spørgsmål som tro, myte eller viljestyrke.

En, som også tidligt talte om teorier om «kunsten at gøre det umulige», og også i stor udstrækning praktiserede dette, var Adolf Hitler. Hitler skriver i Min Kamp, ​​at en politiker var afhængig af teoretikeren, som beskrev fremtidsvisionerne. Uden en reel vision bliver politikernes fremskridt i sidste ende midlertidige og værdiløse for eftertiden. Med andre ord er eksempelvis Dansk Folkeparti og andre lignende parter døde, fordi de mangler et grundlag baseret på deres egen verdensanskuelse og en vision om noget nyt. Hitler skriver i Min Kamp:

«Når teoretikeren først forsøger at tage hensyn til den såkaldte «egnethed» og «virkelighed» i stedet for den absolutte sandhed, skal hans arbejde ophøre med at være en ledestjerne for de søgende mennesker og i stedet blive en opskrift på hverdagslivet.»

De, der deltog i 1919 og kunne bedømme magtbalancen, troede sandsynligvis ikke, at det var realistisk, at et lille parti skulle lykkes med at overtage magten i 1933, og betragtede sandsynligvis Hitler som virkelighedsfjern, måske endda som en drømmer. Hvad NSDAP gjorde på blot 14 år – en total samfundsomvæltning «fra ingenting» – synes for os i dag næsten som et mirakel, og det er ikke underligt, at Hitler beskrives af både tilhængere og fjender, som en fantastisk skæbne. Egentlig var nationalsocialismens sejr resultatet af, at man forkastede realisme og omfavnede fornuften, som hører til blandt naturlovene. For selvom argumentation og ræsonnement havde deres plads, da som nu, så styres mennesker primært af naturens principper, hvilket de tyske nationalsocialister fuldt ud forstod og omfavnede.

«Den som vil vinde majoriteten, må have nøglen, der åbner døren til deres hjerte. Den hedder ikke objektivitet, altså svaghed, men vilje og kraft.»

Det tyske folk vågnede gennem styrke, tro, håb, lidelse og den iboende kraft som hører myterne til. Uden dette kunne man ikke realisere de politiske mål. Denne opskrift for en fremgangsrig kamp virker glemt i dag – eller afslået på grund af de ofre dette indebærer for det enkelte individ.

Når Modstandsbevægelsen optegner vores vision om en forenet Norden, er svaret ofte: «urealistisk». Dog er alle dele af denne plan nu blevet realiseret, ved at ideen har fået fodfæste i de 5 nordiske lande, hvor man løbende arbejder for dette mål. Hvad kritikerne mener er, at da det er vanskeligt at få folk til at begribe, hvad der sker med vort folk netop nu, vil dette yderligere aspekt af kampen skabe forvirring. Det menes, at vi i stedet må «fokusere på her og nu». Hvad disse kritikere ikke forstår er, at kampen for en ny storslået idé er selve forudsætningen for at kunne løse de problemer, vi står over for i dag.

«Jo større en idé er, og jo mere revolutionerende i sit indhold, desto større kommer medlemmernes aktivitet vil være, for med lærens subversive kraft kommer et faremoment for dem, som slutter sig til den, hvilket synes egnet for at holde feje kræmmere på afstand.»

Og videre

«Hvad i dag, for mange, kan virke som en ubelejlig omstændighed, er derfor selve forudsætningen for vor sejr. Kun i storheden af ​​vores opgave er sandsynligheden for, at kun de bedste krigere ville slutte sig til kampen. I denne gruppe ligger netop garantien for fremskridt.»

I den nationale bevægelse i dag findes der to typer tilhængere af «virkeligheden». Den ene mangler både en fast verdensanskuelse og en vision for fremtiden, og bliver derfor, om man vil det eller ej, en slags bevarer af den nuværende tilstand. Da de har givet op på idéen om at skabe noget nyt, er det eneste alternativ, at forsvare noget eksisterende, som bliver angrebet. Hvis man kun ønsker at angribe indvandring og vende tilbage til det gamle (mere moral, flere «traditionelle» værdier, tryghed osv.), så udgør man måske et irritationsmoment for systemet, men på ingen måde nogen direkte trussel, da folket ikke vil kæmpe til døden for en tid som var – især ikke når den ideelle epoke var borgerlig og uden virkelig folkelig dybde. Dermed fortsætter indvandringen, men den kan tilpasses til et antal, som betragtes som «rimelig». Konservative idévarer bør heller ikke udgøre et problem for den nye verdensorden; har det da ikke fungeret så godt med republikanere og nykonservative i USA under zionistisk indflydelse?

Det positive ved den beskrevne gruppe er, at mange af dem er fornuftige og kan forhåbentlig overtales til at føle håb for en fremtid, som vi selv vælger. Hvad man må indse er, at politik alene ikke leder noget sted hen, men skal kombineres med en kamporganisation baseret på en verdensanskuelse. Sidstnævnte er sværere at bygge, da det stiller store krav til individet, hvilket er grunden til, at dette arbejde må starte tidligt.

Værre er det med dem, der har ræsonneret sig frem til, at der slet ikke er noget at kæmpe for, nemlig  defaitisterne, nederlagsmændene. Overalt i den nationale bevægelse er der ulykkelige sjæle, der taler om at «løbet er kørt», «folket er alt for indoktrineret» osv. Disse forspilder aldrig en chance for at være negative, men er tilbageholdende med at engagere sig i at forbedre den nationale bevægelse. Undskyldningen er ironisk nok, at bevægelsen ikke er dygtig nok til at blive beæret med disse individers fantastiske evner. Hvis det ikke er fordi «der mangler lederskab», så er grunden, at «bevægelsen er splittet». Derimod, lover man, at man vil stå forrest, når helvedet bryder løs. Indtil da burde man bare spare på kræfterne ved at leve ligesom alle andre. Nogle gange kan man se sådanne udsagn på forskellige fora, og det er svært at afgøre, om det er «troll» eller ej. At det skulle være på vegne af systemet, er slet ikke usandsynligt. Det er i systemets interesse at få os til at «acceptere virkeligheden» og ikke tro på vore egne talenter.

Optimisme var det, der førte Hitler til magten, og optimisme og tro på fremtiden må være vores ledestjerne også i dag. Som nationalsocialister ser vi positivt på livet, da nationalsocialisme er «baseret på en uendelig kærlighed til skabelsen i al sin mangfoldighed, en dyb, ubetinget respekt for naturens visdom og intens vilje til at bevare det liv, der er vokset ud af denne visdom …» (Povl Riis Knudsen). Det betyder ikke, at vi ser positivt på den tilværelse, som systemet har skabt, men det er vigtigt at skelne mellem det naturen har skabt og den vranglæren, som et naturfjendtligt væsen har påtvunget os.

Vi ser endda positivt på kampen, til trods for modgangen kampen fører med sig, og vi er stolte og beærede over at være en del af tiden, hvor alting sker. Vi håber, at morgendagens historiebøger vil beskrive os som dem, som startede folkets vækst og viste, at der fortsat fandtes kræfter i det nordiske folk. Det må være vores tro, at morgendagens nordiske mænd og kvinder vil huske dem, der kæmpede for og sikrede deres overlevelse i dag. Jeg forestiller mig følgende citat fra en fremtidig historiebog.

«Bevægelsen», som fra begyndelsen blev betragtet som paria, voksede i omfang til en folkehær, som efterhånden gav nyt håb til folket. De lod sig ikke knække af en ujævn magtbalance og kompromitterede derfor ikke budskabet for at passe ind. De søgte heller ikke til ren intellektualisme, men til urkraften som hører til vor race. De gav folket en fanatisk tro på sig selv og brugte denne fanatisme til at bekæmpe en ligeså fanatisk fjende, der til at begynde med virkede uovervindelig. Denne revolutionerende kraft gav aldrig op når nogen hviskede, at kampen var urealistisk. Et af bevægelsens mottoer var: «Fremtiden bliver, hvad vi gør den til!»

Læs også:
Nationalsocialismen – Den Biologiske Verdensanskuelse
Racen – Ikke landet
Forsvarstale for nationalsocialismen