Forbindelsen til fortiden

IDEOLOGI: Et folk som ikke længere forsvarer sit territorium er et folk, som er dømt til at gå under. Et folk som tvivler på sin egen identitet og mister viljen til selvstændighed, er et folk som savner viljen til at leve.

Det er ikke ualmindeligt at møde mennesker, der stiller spørgsmålene: «Hvorfor er det nordiske folk så specielt?», eller: «Hvorfor skulle netop vores folk leve?»

De enkleste svar her er at sænke sig selv ned på personens niveau: «Hvad er så specielt ved dig, hvorfor skal netop du leve?» At «være eller ikke være» gælder lige så meget for et folk som for et individ. Forskellen er, at et folk er mange millioner gange vigtigere end individet.

I dagens ekstremt individualistiske samfund har vi glemt, at et individ kun er som et blad på et stort træ. Træet er vigtigst, ikke bladene. Når alt kommer til alt, er deres personlige skæbne, i sammenligning med folkets, af mikroskopisk betydning.

Sådanne vrøvlerier som «hvorfor eksisterer jeg, og hvad er meningen med livet?» hører virkelig barndommen til. Problemet er, at vores samfund ikke længere kan besvare sådanne grundlæggende spørgsmål enkelt og korrekt. Det ser ud til, at de fleste mennesker forbliver meget barnlige på dette punkt, hvilket er en katastrofe for vores fremtid.

Folket må tage sin del af skylden, men hovedansvaret ligger hos dem, der har, og har haft, ansvaret for hvordan vores land styres. De, der udformer undervisningen og opdragelsen, de, der kontrollerer medierne, og så videre. De har ikke kun svigtet deres ansvar, men bærer også skylden for de løgne, som spredes i skoler og i medierne.

Før, da vi levede tættere på naturen og levede med en ubrudt og ren tradition, kunne oldemor sidde med barnet på skødet og forklare, hvordan og hvorfor tingene var som de var. At forsvare sin egen folkestamme – sit træ, sad i rygraden på hvert enkelt individ. Det var alt sammen så indlysende, at ingen nogensinde behøvede at stille sig et sådant spørgsmål.

Siden gamle tider har vi levet i dette land, siden urgamle tider har vi været på vej et sted hen – vi har udviklet os. Nu har vi mistet det, og vi er kommet på afveje. Spørgsmålet er ikke kun «hvem er jeg?», men også «hvor er vi?», eller «hvem er vi?». Et helt folk er blevet infantilt. Et helt folk udviser en egoisme og naivitet, der kun burde findes hos børn.

Hvorfor dette er sket, er en alt for lang historie til denne artikel. Det er sikkert at sige, at det sandsynligvis begyndte allerede, da Ansgar og hans følge landede på nordisk jord for tusind år siden. Tusind år med åndelig forgiftning sætter sit spor. Kristendommen blødgjorde os for, hvad der skulle komme senere. Det som er kommet nu. Til forsvar for vores forfædre vil jeg sige, at de ikke kunne læse latin og derfor ikke forstod Bibelens indhold, før det var for sent. Den tids præster holdt sandsynligvis messer, der var mere tilpasset de nordiske lande end de orientalske. Jesus og hans apostle blev sandsynligvis fremstillet som blonde og nordiske. Alt sammen, så vores forfædre ikke ville blive chokeret over «budskabet».

I løbet af disse tusind år kæmpede vores instinkt og vores gamle traditioner mod kristendommen. Først efter fem hundrede år kunne Gustav Vasa delvist bryde dette fremmede greb om vores tanker. Efter ham blev vi stærke i lang tid, indtil nye og fremmede ideer brød gennem vort folks åndelige immunforsvar.

Så slemt som det er nu, var det ikke i Gustav Vasas tid. Vi har aldrig været i en så alvorlig situation som nu. Aldrig før har der været større grund til at kæmpe end nu.

Det, vi nu er vidne til, er en total opløsning. Ikke kun af vort folk og vort land, men også af alle værdier. Det er naturligvis vanskeligt for almindelige mennesker at få et ordentligt perspektiv på dette, da vi er pumpet fulde af multikulturalisme, materialisme og nye «værdier» døgnet rundt – på internettet, gennem tv-serier, film, aviser og så videre.

Hele massemediets virke synes at være at fremme, opmuntre og forsvare alle slags degenererede fænomener. Vi bombarderes med opmuntringer til, at vi må være tolerante. For hvert år må vi tolerere mere og mere. Mange spørger sig selv, hvad bliver den næste ting, vi må tåle?

Jeg er stolt af at sige, at Den Nordiske Modstandsbevægelse ikke er en tolerant organisation. Vi tolererer ikke den smøre, som det multikulturelle samfund spyr ud over os.

Modstandsbevægelsen spørger ikke «hvorfor». Vi er fast forbundet med den folkestamme, hvis rødder går ned i dybet af ​​den fortid, som vi blev født til at beskytte, og som strækker dens grene og blade mod den fremtid, vi blev født til at sikre.