En jødes afsløringer

Følgende blev skrevet af Marcus Eli Ravage, en jødisk forfatter (1884-1965). Dette kom frem i det nu nedlagte Century Magazine i udgaven fra februar 1928.

Teksten belyser på glimrende vis, hvordan visse jøder ser dem selv, og ikke mindst hvordan de ser på resten af verdens folk, og hvordan jødernes udåd mod andre racer ikke angres, men derimod nærmest fejres.  I dag, som i 1928, anklages jøderne for et hav af forbrydelser mod menneskeheden. Læseren af denne tekst vil finde ud af, at Marcus Eli Ravage ikke blot afslører jødernes forbrydelser, men indrømmer dem.

Her følger overskriften og teksten af Ravages artikel:

A real case against the Jews.

Selvfølgelig afskyr I os. Der er ingen grund til at benægte det. Så lad os ikke spilde tiden på benægtelse og alibier. I ved I afskyr os, og jeg ved det, og vi forstår hinanden. Bevares, nogle af jeres bedste venner er jøder, og alt det der. Jeg har hørt den smøre en gang eller to, skulle jeg mene. Og jeg ved også, at I ikke mener det personligt – ’personligt’ betydende en bestemt enkelt jøde – når I kaster beskyldninger til højre og venstre, fordi jeg er, tja, så anderledes, at jeg næsten kunne være en af jer. Den lille undtagelse oversvømmer mig dog ikke af taknemmelighed; men lad nu det ligge. Det er den aggressive, stræbende og med rundsave på albuerne, materialistiske slags I ikke bryder jer om – dem, som på så mange måder minder jer om jeres egne kommende brødre. Vi forstår hinanden helt fint. Jeg bebrejder jer ikke.

Du godeste, Jeg bebrejder ikke nogen for at afsky andre. Det som fascinerer mig ved hele denne anti-jødiske snak er, at mens I snakker, laver I så fanatiske og gennemskuelige undskyldninger, det virker som om I lider så forfærdeligt af selvbevidst klarsyn, at hvis udførelsen ikke var så grotesk, ville den være en irritation.

Det er jo ikke som om I er amatører; snakken har gået i over femten århundreder. Men til trods for det, virker det som om, når man lytter til jeres barnagtige påskud, at I ingen anelse har om hvad indholdet i snakken overhovedet er. I afskyr os, men kan ikke helt fortælle hvorfor. I fabrikerer en ny undskyldning – en ’grund’ kalder I det – hver anden dag. I har bunker at begrundelser for jeres afsky gennem alle disse mange år, og hver ny begrundelse er mere grinagtig end dens forløber og hver ny undskyldning modsiger og udsletter den forrige.

For ikke mange år siden plejede jeg at høre, at vi var pengebegærlige og kommercielle materialister; nu er beklagelsen som stille bliver hvisket rundt omkring, at ingen kunst eller profession er i sikkerhed for jødisk invasion.

Vi er, hvis man skal tro jer, både stammeorienterede, eksklusive og uassimilerede, fordi vi ikke vil gifte os med jer, og vi er også stræbere, vi skubber os frem, og vi er en pestilens for jeres raceintegritet.

Vores levestandard er så beskeden, at vi skaber jeres slumkvarterer og lavlønningsstillinger, og så eksklusiv, at vi skubber jer ud af jeres bedste boligområder. Vi fralægger os vores patriotiske pligt i krigstider fordi vi er pacifister af natur og tradition, og vi er planlæggerne af universelle krige og de primært begunstigede af disse krige (Læs ’The protocols of the Learned Elders of Zion’).

Vi er på samme tid grundlæggere og førende tilhængere af kapitalisme, og ledende ansvarlige for modstanden mod kapitalisme.

Der er bestemt ingen magen til os i historien!

Åh! Jeg glemte næsten grunden over alle grunde. Vi er det stivnakkede folk som aldrig accepterede Kristendommen, og vi er det forbryderiske folk som korsfæstede grundlæggeren.

Men lad mig fortælle jer, at I er selvbedragere. I mangler enten selverkendelse eller den nødvendige fyrighed som kræves, for at se kendsgerningerne i øjnene og leve op til jeres sandhed. I afskyr ikke jøder fordi, som nogle af jer tror, at vi korsfæstede Jesus, men fordi vi gav ham liv. Jeres virkelige strid med os har ikke noget at gøre med at vi afviste Kristendommen, men at vi har pålagt jer den!

Jeres spredte, selvmodsigende anslag mod os kommer på ingen måde nært vores, historisk set beviste, mørke forbrydelser. I beskylder os for at opildne til revolution i Moskva. Lad os sige, at vi indrømmer dette. Hvad så? Sammenlignet med hvad jøden Paul af Tarsus udrettede i Rom, er de Russiske optøjer blot en gang gadeuorden.

I skræpper højlydt op om den overdrevne jødiske indflydelse i jeres teatre og biografer. Javel ja. Jeres anklage er velbegrundet. Men hvad er den sammenlignet med vores enorme indflydelse på jeres kirker, jeres skoler, jeres love og jeres regeringer, og selv på de tanker i tænker hver dag?

En kluntet russer producerer en række dokumenter og publicerer dem i en bog med titlen ”The Protocols of the Elders of Zion”, som handler om, at vi planlagde at starte den sidste verdenskrig. I tror på indholdet af denne bog. Okay. Vi vil for den sags skyld garantere for hvert eneste ord i bogen. Den er ægte og ærlig. Men hvad er det i lyset af den historisk uomtvistelige konspiration vi har udført, hvilken vi aldrig har benægtet, fordi I aldrig har haft mod nok til at anklage os, og om hvilken den fulde historie stadig er bevaret, så folk kan læse den?

Hvis virkelig I er seriøse når I taler om jødiske sammensværgelser, må jeg da ikke pege på én værd at tale om? Hvad nytter det at spilde ord på jødiske finansfolks, avisejeres og filmstormænds påståede kontrol over jeres offentlige mening, når I lige så godt kan beskylde os for de jødiske evangeliers beviste kontrol over hele jeres civilisation?

I er end ikke begyndt at sætte pris på den sande dybde af vores skyld. Vi er indtrængende. Vi er forstyrrende. Vi er undergravende. Vi har taget jeres naturlige verden, jeres skæbne, jeres idealer, og vi har smadret dem. Vi har været skyld i ikke kun den sidste Store Krig, men stort set alle jeres krige. Vi har været skyld i ikke kun den russiske revolution, men stort set alle større revolutioner i jeres historie. Vi har bragt splid og forvirring og frustration ind i jeres private og offentlige liv. Vi gør det stadig. Ingen ved hvor længe vi bliver ved.

Kig i bakspejlet og se hvad der er sket. For 1900 år siden var I en uskyldig, sorgløs hedensk race. I tilbad utallige guder og gudinder, luftens ånder, de rislende bække og skovens land. I var ærkestolte i herligheden af jeres nøgne kroppe. I skar figurer af jeres guder og af den fristende menneskekrop. I nød kampen på marken, i arenaen og på krigsskuepladsen. Krig og slaveri var almindeligheder i jeres verden. Tumlende på bakken og i landets dale under den storslåede himmel, begyndte I at spekulere på livets store mysterier og lagde dér grundstenene til naturvidenskab og filosofi. Jeres kultur var ædel, sensuel og uanfægtet af social samvittighed og sentimentale spørgsmål om menneskelig lighed. Hvem ved hvilken storslået og gloværdig skæbne havde været jeres, hvis vi havde ladet jer være i fred.

Men vi lod jer ikke være i fred. Vi tog jer i hånden og rev det smukke og generøse samfund ned i havde skabt, og ændrede hele jeres histories gang. Vi erobrede jer, som ingen af jeres imperier nogensinde har underkuet Afrika eller Asien. Og vi gjorde det helt uden krudt og kugler, uden blod eller tumult, uden tvang af nogen slags. Vi gjorde det ene og alene ved vores ånds uimodståelige styrke, med idéer, med propaganda.

Vi gjorde jer til den villige og ubevidste formidler af vores agenda til hele verden, til verdens barbariske racer, til de utallige ufødte generationer. Uden helt at fatte hvad det var vi gjorde mod jer, blev I overbringere af vores racetradition og vores evangelier til uudforskede dele af verden.

Vores stammetraditioner er blevet til kernen af jeres moralkodeks. Vores stammelove har banet vejen for alle jeres forfatninger og jeres retssystemer. Vores legender og vores folkeeventyr er de hellige sagn i nynner til jeres spædbørn. Vores poeter har fyldt jeres salmebøger og bønnebøger. Vores nationale historie er blevet en uundværlig del af jeres præsters og lærdes undervisning. Vores konger, vores statsmænd, vores profeter, vores krigere, er jeres helte. Vores oldgamle lille land, er jeres Hellige Land. Vores nationale litteratur er jeres hellige bibel. Hvad vort folk tænkte og lærte er uløseligt blevet vævet ind i jeres sprog og traditioner i en så høj grad, at ingen af jer kan kalde sig uddannet, uden at være bekendt med vores racemæssige arv.

Jødiske håndværkere og jødiske fiskere er jeres lærere og jeres helgener, og utallige statuer er blevet udhugget i deres billede og lige så mange katedraler bygget i deres minde. En jødisk jomfru er jeres ideal for moderskab og kvindelighed. En rebelsk jødisk profet er den centrale figur i jeres religiøse tilbedelse. Vi har revet jeres idoler ned, kastet jeres racearv til side, og erstattet dem med vores gud og vores traditioner. Ingen erobring i historien kan tilnærmelsesvis måle sig med vores erobring af jer.

Hvordan gjorde vi det? Det var næsten et tilfælde. For næsten 2000 år siden i det fjerne Palæstina, var vores religion gået i fordærv og faldet for materialisme. Vekselerer var i besiddelse af templet. Fordærvede, egoistiske præster levede for godt. Da rejste sig en ung patriot-idealist, og rejste landet rundt med opfordring til en fornyelse af vores trosbekendelse. Han havde ingen intention om at skabe en ny kirke. Som alle profeter før ham, var hans eneste mål at rense og revitalisere den gamle åndelige overbevisning. Han gik til angreb på præsterne og drog vekselererne ud af templet. Dette bragte ham i konflikt med den etablerede orden og dens bærerne søjler. De romerske autoriteter, som havde besat landet, og frygtede hans revolutionære agitation, som værende en politisk indsats for at fortrænge dem, arresterede ham, sigtede ham og dømte ham til døden ved korsfæstning; en almindelig form for henrettelse på tidspunktet.

Følgerne af Jesus af Nazareth, hovedsageligt slaver og fattige arbejdere, vendte sig i sorg og skuffelse bort fra verdenen og dannede deres eget broderskab af pacifistiske anti-modstandsfolk, og delte mindet om deres korsfæstede leder og levede sammen på kommunistisk vis. De var blot en ny sekt i Judæa, uden magt eller konsekvens, hverken den første eller den sidste.

Først efter romernes ødelæggelse af Jerusalem kom den nye trosbekendelse i forgrunden. Derefter udtænkte en patriotisk jøde, ved navn Paul eller Saul, ideen om at svække den romerske magt, ved at ødelægge rigets soldaters moral med doktrinerne om kærlighed og ikke-modstand, prædiket af den lille sekt af jødiske kristne. Han blev apostlen for ikke-jøderne, ham, som hidtil havde været en aktiv bøddel. Og så godt gjorde Paulus sit arbejde, at det store imperium, der havde underkuet Palæstina og halvdelen af verden, i løbet af 4 årtier var forvandlet til en ruinhob. Og den lov, der stævnede ud fra Zion, blev den officielle religion i Rom.

Dette var begyndelsen på vores dominans i jeres verden. Men det var kun begyndelsen. Fra dette tidspunkt og frem, består jeres historie ikke af meget andet end en kamp for herredømmet mellem jeres gamle hedenske ånd og vores jødiske ånd. Halvdelen af jeres krige, store og små, er religiøse krige, som udkæmpes over fortolkningen af et eller andet i vores lærdomme. I nåede knap nok at bryde fri fra jeres primitive religiøse enkelthed og forsøge jer med den hedenske romerske lære, før Luther, bevæbnet med vores evangelier, viste sig og slog jer ned, og igen tronede vores kulturarv. Tag de tre vigtigste revolutioner i nyere tid – den franske, den amerikanske og den russiske. Hvad andet er de, end triumfen bag den jødiske idé om social, politisk og økonomisk retfærdighed?

Og vi er stadig langt fra slutningen. Vi dominerer jer stadig. I netop dette øjeblik bliver jeres kirker sønderrevet af en borgerkrig mellem fundamentalister og modernister, dvs. mellem dem, der bogstaveligt talt klamrer sig til vores lære og traditioner, og dem som med langsomme skridt stræber efter at fordrive os. Igen og igen bryder den puritanske arv fra Judæa ud i bølger af scenecensur, søndagslove og nationale forbudslove. Og mens alle disse ting sker, vrøvler I om jødisk indflydelse på film!

Er der noget underligt i, at I afskyr os? Vi har blokeret jeres fremskridt. Vi har pålagt jer en fremmed bog og en fremmed tro, som I ikke kan synke eller fordøje, som er direkte modsat jeres indfødte ånd, som evigt holder jer dårligt tilpas, og som I mangler ånden til enten at afvise eller fuldt ud at acceptere.

I helheden har I, selvfølgelig, aldrig accepteret vores kristne lære. I jeres hjerter er I stadig hedninge. I sætter stadig en ære i herligheden ved den nøgne menneskelige figur. Jeres sociale samvittighed er, på trods af al demokrati og alle jeres sociale revolutioner, stadig en ynkelig ufuldkommen ting. Vi har blot opsplittet jeres sjæle, forvirret jeres impulser og lammet jeres ønsker. I kampens hede er I forpligtet til at knæle ned før ham, der befalede jer at vende den anden kind til, der sagde ”Modstå ikke ondt” og ”Salige er de, som stifter fred”. Midt i jeres begær for gevinst, bliver i pludselig grebet af et minde fra jeres dage med søndagsskole, om ikke at tage tanke for morgendagen. Når I, i jeres industrielle kampe, knuste en strejke uden samvittighedsnag, bliver I pludselig mindet om, at de fattige er salige, og at mænd er brødre i Herrens Faderskab. Og som I skal til at give efter for fristelsen, lægger jeres jødiske træning en afskrækkende hånd på jeres skuldre og slår det fyldte bæger væk fra jeres læber. I kristne er aldrig blevet kristnet. Til det omfang er det ikke lykkes for os. Men vi har for altid ødelagt det sjove ved hedenskab for jer.

Så hvorfor skulle I ikke afsky os? Hvis vi var i jeres sted, ville vi nok hjerteligt harmes ved jer endnu mere, end jer os. Men vi bør ikke gøre skjul på at fortælle jer hvorfor. Vi ville ikke ty til kneb og gennemsigtige påskud. Med millioner af smerteligt respektable jødiske butiksejere over det hele omkring os, ville vi ikke fornærme jeres intelligens og jeres egen ærlighed ved at tale om kommunisme som en jødisk filosofi. Og med millioner af hårdtarbejdende og ubemidlede jødiske kræmmere og arbejdere, ville vi ikke latterliggøre os selv ved at tale om den internationale kapitalisme som et jødisk monopol. Nej, vi ville gå lige til sagen. Vi ville overveje dette forvirrede, ineffektive rod, som vi kalder civilisation, dette halvt-kristne, halvt-hedenske kludetæppe, og – vi ville sige det til jer ligeud: For dette rod siger vi tak, til jer, til jeres profeter, og til jeres bibel.