Hvorfor deltager DU ikke i kampen?

IDEOLOGI: Jerry Olsson fra den svenske gren af Modstandsbevægelsen skriver om, at selvom man kan være nødt til at ofre en del for kampen, er det det værd, og han opfordrer alle ikke-tilsluttede sympatisører til at tage skridtet og slutte sig til.

Der er mange sympatisører af Den Nordiske Modstandsbevægelse i vores land, som ikke er medlemmer hverken hos os eller andre steder, og jeg undrer mig lidt over hvorfor?!

Jeg spørger ikke for at høre undskyldninger, da disse undskyldninger vejer ekstremt let i betragtning af, at vores race lider og uddør under stor lidelse. Nej, jeg spørger, fordi jeg virkelig ikke forstår, hvorfor man ikke aktivt kæmper for sit blod.

Nogen vil måske mene, at den kamp, vi fører, måske ikke fører nogen steder hen, i det mindste ikke i min levetid eller i værste fald aldrig nogensinde. Men hvis det bliver så slemt, skal det i det mindste ikke være fordi, jeg eller DU ikke engang forsøgte at gøre alt, hvad vi kunne, for at ændre fremtiden væk fra den forfærdelige liberal-demokratiske vej, vi går i dag.

“Måske udsættes man for undertrykkelse,” spørger du måske?

Jeg har haft ransagninger derhjemme på grund af mit engagement, SÄPO har hentet mig på gaden til afhøringer, og jeg har fået bekymringsanmeldelser til socialtjenesten angående mine børn fra blandt andre politiet, udelukkende baseret på, at jeg er medlem af en “ekstremistisk organisation”. Men intet af dette har forårsaget nogen problemer overhovedet, bortset fra spild af tid, og selvfølgelig har intet fået mig til at vakle i min overbevisning. Tværtimod kæmper jeg endnu hårdere for at bekæmpe dette folkefjendtlige system efter alt dette. Jeg er overbevist om, at et system, der behandler sine borgere på denne måde, skal knuses, og hvem skal gøre det, hvis ikke jeg og du gør det?!

Hvad angår jer, der arbejder for staten og behandler folk på denne måde, skal I vide, at jeg vil møde alle, der lægger hånden på mig eller mine børn, på samme måde, uanset om det er en fremmed på gaden eller om I har en titel, som staten har givet jer, og som får jer til at tro, at I kan behandle folk, som I vil. I der arbejder i statslige myndigheder, skal også huske, at vi ikke glemmer jer; vi husker alt, hvad I har gjort, og en dag vil I blive stillet til ansvar for jeres forbrydelser mod vores folk.

Du, der læser dette, tænker måske, at jeg vil blive hjulpet, hvis du bidrager med dine penge, og det er til dels sandt, men lige nu vil jeg mest af alt have DIG, din tid og dit personlige engagement. Jeg betragtede selv Modstandsbevægelsen i mange år, før jeg tog skridtet og ansøgte, fuld af forskellige undskyldninger for hvorfor det var bedre eller bare mere bekvemt, at jeg ikke meldte mig ind, og i bakspejlet skammer jeg mig over dette, fordi jeg spildte mange års kamp gennem min fejhed og dovenskab. Jeg donerede penge nogle gange, støttede udefra, men veg tilbage fra at sende den der ansøgning, og det var fuldstændig unødvendigt.

Vendepunktet kom en sen nat, da jeg talte i telefon med et medlem, og han spurgte, hvorfor jeg ikke deltog i kampen? Men jeg støtter jer og donerer penge, svarede jeg!

– Vi behøver ikke flere penge, svarede han, vi har brug for folk, der gør noget, der står på gaden og viser, at vi er til stede, og forklarer, hvad vi står for og hvad vi vil opnå. Selvfølgelig er det godt med penge, men det kommer altid ind på den ene eller anden måde, og i værste fald må vi klare os uden, men meget mere sjældent er mennesker, der faktisk tager kampen alvorligt og kæmper!

Der er gået nogle år, så det er måske ikke de præcise ord, men betydningen er lige så klar nu som dengang; vi har brug for DIG for at redde vores race og fremtid. Et par timer senere den samme nat udfyldte jeg en ansøgning om medlemskab og sendte den afsted, og jeg har ikke fortrudt den beslutning et eneste sekund siden da.

Har der været svære øjeblikke under mit medlemskab? Ja. Har jeg mistet noget på det? Helt sikkert. Ville meget være lettere, hvis jeg ikke var medlem af Modstandsbevægelsen? Garanteret.

Men det spiller ingen rolle, for intet, der er besværet værd, er let, og jeg er overbevist om, at jeg er blevet en forbedret person i løbet af min tid som medlem. Denne indsats er desuden den eneste ærefulde handling at udføre for sit folk. Jeg har udviklet mig både mentalt og fysisk, tilegnet mig bedre disciplin og dannet livslange kammeratskaber over hele Norden – ægte kammerater, der står trofast ved min side uden at stille spørgsmål, uanset situationen.

Jeg har ofret mig fuldstændig uselvisk for mine kammerater, og jeg er overbevist om, at de ville gøre det samme uden at bede om personlig gevinst, som det ofte ses blandt ‘almindelige’ mennesker. Jeg har en sikker vished om, at jeg altid har et sted at sove og adgang til mad, uanset hvor i vores land mine rejser fører mig, og det samme gælder for alle andre medlemmer.

Vi udgør en enhed i et kammeratskab, der bryder stien for morgendagen – en sti, der leder mod retfærdighed, ære og frihed. Vi udgør den udvalgte front mod magten, og alle os, der deltager i kampen, er bærere af æren. Fremtiden tilhører os!

Så mit spørgsmål forbliver uændret: Hvorfor deltager DU ikke i kampen?