Jødefejden i Danmark 1819

HISTORIE: Den 5. september 1819 blussede anti-jødiske optøjer for alvor op i København, hvor store forsamlinger af danskere forsøgte at drive jøderne ud af landet.

Det er ikke så tit at man har hørt om jødefejderne i Danmark. Man har mest hørt om dengang danskerne hjalp jøderne til Sverige i oktober 1943. Så for at bevare den illusion, at danskerne altid har været glade for at have jøderne boende tales og skrives der mest om den.

I Danmark var der for cirka 130 år siden to »jødiske fejder«, som blev kaldt »den litterære jødiske fejde« (1813) og »jødefejden« (1819).

Den litterære jødiske fejde opstod, efter at den berømte og anerkendte digter Thomas Thaarup udgav bogen »Moses og Jesus«, som var en oversættelse af et tysk skrift fra 1803 af historikeren Friedrich Buchhols. Skriften søgte at bevise, at der var en jødisk sammensværgelse mod Vesten. Thaarup tilføjede også i forordet, at jøderne på grund af deres religion, anser sig selv som hævet over den danske lov. Dette skabte en »blyantskrig« blandt landets fremtrædende danske kulturpersonligheder og jøder om beskyldningerne i skrifterne.

Takket være Thaarups oversættelse opstod der en debat om jøderne i Danmark. Blandt andet blev jøderne anklaget for at have bragt kapital ud af landet og for at have forårsaget finanskrisen, der førte Danmark til konkurs i 1813. Den litterære jødiske fejde sammen med finanskrisen anses for at have bidraget til den jødiske fejde seks år senere.

Det begyndte med at man fandt opslag på Børsen (af alle steder) i København den 3. september 1819 om at »fordrive jøderne, denne samfundets pest«. Og opfordringen lød på at angribe jødiske forretninger og bopæle. Den første det gik ud over var silke- og klædekræmmerbutikken, der tilhørte Brdr. Raphael. Her skete det første angreb fra en folkemængde og ruder blev knust. Politiet i København var trods rygterne, ikke forberedt og måtte søge hjælp fra militæret. Kl. 23.00 den aften kunne man melde at alt var roligt i København igen.

Den 5. september gik det løs igen. Pantelånere og børsmæglere stod for skud denne gang. En af lederne af dette angreb slagtersvend Johan Conrad Schiller fik 2 års fængsel for sin rolle i denne dags angreb. Cirka 35 personer fik fra 10 dages fængsel til 4 års tvangsarbejde i det retslige opgør, der fulgte efter jødefejden.

Den 6. september udstedte man en række love mod forsamling og trusler med dødsstraf for at deltage i optøjerne. Man udlovede også en dusør til den som kunne angive forfattere og drivkraften bag volden. Men optøjerne gik alligevel atter i gang om eftermiddagen den dag, og kun militæret kunne opløse den vrede befolkning.

Den 7. september går over i historiebøgerne som dagen hvor børsmægleren Erfeldt måtte slippe ud af en ophidset folkemængde ved at vise sin pistol, den var godt nok ikke ladt, sagde man. Han måtte under resten af fejden opholde sig på Kastellet under militær beskyttelse.

Den 8. september udstedtes et generelt udgangsforbud. Men først op til den 12. september begyndte uroen at aftage. Uroen spredte sig også til andre dele af Danmark som f.eks. Odense, Hillerød, Vordingborg, Slagelse og Helsingør. Det var ikke kun i København.

Nyere forskning har dog vist at politiinspektøren for København blev afskediget den 1. januar 1820 fordi politiet ikke kunne tackle urolighederne på fornuftig vis. Der skete stadig overgreb mod jøderne, dog mere spredte aktioner, helt frem til september 1820, altså et helt år efter den første episode.

Den 28. januar 1820, på kongens fødselsdag, blev der registreret flere tilfælde af uro. Netop kongen, i folkemunde kaldet jødekongen, Frederik den 6. (1768-1839) var i Danmark genstand for den kendte Dr. Jacob Jacobsen Dampes (1790-1867) personlige revolution mod enevælden. Der er da også et sammenfald i de personer, der skriver og trykker de kongefjendtlige og jødefjendtlige plakater. Budskabet er at bankerotten i 1813 var kongens og jødernes skyld.

Militæret sættes ind for at slå ned på optøjerne.

Datidens økonomiske krise og utilfredsheden med regeringen har generelt gjort at man skulle bruge en syndebuk og her kan de særlove kongen indførte for at skåne netop jøderne faktisk havde ophidset folket endnu mere. Følgerne af den første jødefejde i 1813 blev, at kongen gav jøderne flere borgerrettigheder den 29.marts 1814, faktisk den totale ligestilling med danskere! København havde cirka 126.000 indbyggere på det tidspunkt og den mosaiske menighed bestod af ca. 2.500 mennesker. Men visse områder i København var stærkt præget af denne lille gruppe.

Det hedder sig også i historiebøgerne når man søger en forklaring på jødefejden, at den var »tysk-inspireret« fordi der i månederne inden, altså august 1819, havde fundet lignede uroligheder sted i tyske byer, såsom Würzburg, Frankfurt am Main, Darmstadt, Hamburg, Heidelberg og Karlsruhe. Forklaringen er at antisemitisme er en tysk opfindelse, men sandheden er vel at det er sket i mange lande i forskellige perioder – og også i Danmark.