Definitionen af en god jøde

JØDESPØRGSMÅLET: Folk mener, at der findes gode jøder, men hvilke jøder kan gå ind under denne definition?

Jøden Bobby Fischer. Skærmdump: Youtube.

Når nationalsocialister taler med folk i hverdagen eller ved flyvebladsuddelinger, hævder folk, at »ikke alle jøder er slemme, at der selvfølgelig er nogle dårlige mennesker i den jødiske gruppe, men det har alle grupper«. For dem, der ikke kan lide indvandrere, lyder det således: »Det er ikke jøder, der begår kriminalitet, det er muslimerne/indvandrerne«. Folk, der har disse meninger, spreder dem ikke kun offentligt, de spreder dem også på internettet ved at skrive på fora eller i kommentarfelter. Hvad disse mennesker tror, ​​er, at der er jøder, der som danskere går på arbejde, betaler skat, rejser, ser tv, er ligeglade med Israel eller det jødiske kollektives skæbne, ligesom nogle danskere er over for Danmark og danskerne. De kan være liberale eller socialister, men det findes der også danskere der er.

Det er utvetydigt sandt, at der findes sådanne jøder i Danmark og i verden. Gør dette dem til gode eller ufarlige jøder?

Mit svar på det spørgsmål er nej, det gør det ikke. Mange mennesker, der har den opfattelse, har en tendens til at se på nuet eller individet med ét øje. I den jødiske elite er der frygt for det europæiske menneskes potentiale. For mindre end 100 år siden kontrollerede europæiske folk i princippet hele den kendte verden. Vi er i stigende grad blevet svækket i vores nuværende tilstand, men den jødiske elite ved, at i europæernes blod flyder DNA med den potentielle magt, der gjorde os så succesfulde for over 100 år siden. Derfor arbejder de gerne for, at hvide europæere raceblandes bort ved at forhindre hvide europæere i at samle sig under én identitet, fordi de tolker dette som »nazisme«. Dette perspektiv er ikke en forkert måde at se på os på. Det er logisk, det er beregnende og frem for alt en nøgtern måde til at se på den biologiske virkelighed, når de to grupper undersøges.

Vi må derfor se folk fra den jødiske gruppe fra et lignende perspektiv. Det betyder, at jøder, der er passive i dag, måske ikke er det i morgen, hvis de bliver udsat for et ydre pres, der vækker deres biologiske instinkter til live. Mange af vore forældre var ikke nationalsocialister, men alligevel ses hvide som potentielle nazister. Det samme bør gælde for jøder og for andre etniske grupper. To jødiske forældre, der tilsyneladende er fuldstændig harmløse, kan også få et afkom, der beslutter sig for at blive en forkæmper for den jødiske sag.

Vi kan derfor under ingen omstændigheder sænke paraderne mod disse mennesker. Helt indtil de ikke viser nogen aggression mod folk af europæisk afstamning.

Folk er også hurtige til at hylde jødiske individer, der viser fjendtlighed over for etablissementet. Sådanne mennesker er Aron Flam og Katarina Janouch, disse to kritiserer eksempelvis det svenske Socialdemokratiet. De kritiserer indvandringspolitikken, og Janouch har endda kaldt jøder for hanrejer.

Men er de gode jøder på grund af det?

Mit svar er absolut oftere nej end ja. De to nævnte har aldrig opgivet deres jødiske identitet, de beskytter i stedet det jødiske folk, ofte ved bevidst og fejlagtigt at sammenligne aktuel politik med nationalsocialistisk politik fra Det Tredje Rige. På den måde beskytter de deres egen gruppe og den liberaldemokratiske verdensorden, som de selv har været fortaler for i store dele af deres liv, og som de nu kun delvist kritiserer. Problemet stammer derfor fra dem selv og den jødiske elite i Sverige, men deres fingre er næsten aldrig rettet mod disse grupper eller dem selv. Sexolog Janouch har vedholdende degenereret unge mennesker med sine kønsspalter, og Flam har argumenteret for, at alle ikke-jøder er en potentiel Adolf Hitler, og at man derfor ikke bør give penge til ikke-jøder.

Lad os nærmere undersøge disse jøder, som kritiserer den jødiske gruppe eller indvandrng.

Brødrene Kent og Ted Ekeroth

Kontrajihadister, der tager indvandrerkriminalitet op til debat og modarbejder islam. Hvad de ikke er imod, er deres egen jødiske gruppe i Sverige. Kent Ekeroth kender meget vel til den jødiske magt og dens ideer om at bringe flere indvandrere hertil og støtte dem.

Ekeroth erkendte, at hans partis forhold til det lokale jødiske samfund var anspændt. »Men de er alle liberale – jøderne i Sverige, i Europa generelt – liberale i den forstand, at de ønsker masseimmigration«. Jøder, formodede han, ser sig selv som en minoritet og føler sig derfor forpligtet til at forsvare andre minoriteter; Svenskerne, understregede han, »betragter os selv« som en del af en jødisk-kristen verden og arv. »Det er dér, jøder placere skal sig selv. Ikke sammen med arabisk muslimsk immigration. Fordi det er verdener fra hinanden«.

Selv vil han ikke ønske, at svenskerne bevares, hvorfor han ikke propaganderer fra et racesynspunkt. Man kan sige, at han beskytter den jødiske gruppe mod sig selv ved at angribe deres ideer om indvandring, men også for at få svenskere og indvandringskritikere rettet mod ideer, der ikke udpeger den jødiske elite som medansvarlig for Sveriges og Nordens nuværende tilstand. De kan derfor ikke ses som gode jøder.

Ron Unz, Norman Finkelstein og Gilad Atzmon

Ron Unz er en interessant jødisk person, som har produceret en masse interessante tekster om den jødiske gruppe. Unz har skrevet om »holocaust«-revisionisme på sin hjemmeside, har ladet hvide europæere, der er kritiske over for jødisk magt komme til orde, og de fremhæves på hans hjemmeside. Unz har også skrevet om de mange jødiske kommunister under og efter den kommunistiske revolution i Rusland.

Det mest interessante efter min mening er teksten »Myten om det amerikanske meritokrati«, hvor han fremhæver statistik, der viser, at hvide europæere og østasiater er skubbet væk fra optagelse på Ivy League-universiteter i USA, ikke på grund af deres akademiske præstationer, men pga. – som han ser det – at jødiske individer kommer ind og fylder pladserne gennem nepotisme. I dag er seks af de syv højeste lederstillinger på disse skoler besat af jøder.

Alt dette ser lovende ud, men Unz går også ind for masseindvandring til USA. Dette truer derfor hvide demografisk og på længere sigt racemæssigt. Dermed kan han heller ikke ses som en god jøde.

Norman Finkelstein har kritiseret zionismen og Israel gennem det meste af sit liv. Han har givet sin støtte til Hizbollah, og dermed har han svært ved at komme ind i Israel, og den jødiske magtlobby i USA forhindrede ham derfor i at få fast ansættelse på et universitet. Han har skrevet bøger om, hvordan den jødiske magtgruppe som ADL bruger »holocaust« til at afpresse penge fra banker. Lyder det lovende?

Finkelstein er en antiracist, der ønsker, at jøderne også skal være det. Selv huser han marxistiske holdninger. Som du kan se, gør det ham ikke til en god jøde, selvom vi kan lære noget af ham.

Gilad Atzmon ligner Finkelstein, bortset fra at han ikke er marxist, og derfor er det vigtigt ikke at lade dem give svar til problemstillingen. For så bliver det en antiracistisk løsning, ligesom det vil være, når ikke-jødiske indvandreralibier som Sikandar Siddique og Özlem Cekic forsøger at føre politik. Atzmon har i det meste af sit liv også været individualist og arbejdet efter en pacifistisk model. Denne særlige ikke-voldelige model er måske ikke forkert for et individ, men det vil være et problem for hvide, der lytter til ham og tager efter hans tanker og ideer.

Der findes folk fra den jødiske gruppe som Tony Judt, der kritiserer zionistkrigene, men han gør det, fordi han er bange for, at de demografiske ændringer i USA vil mindske den jødiske indflydelse, og USA dermed måske vil få nok af Israel og knuser det, som Rom knuste Judæa i år 70 e.Kr.

Broder Nathanael og Bobby Fischer

Disse to er vokset op med og omgået jøder, de har set og oplevet, hvad der sker, hvis man går imod jødiske interesser. Deres oplevelser er ægte, de siger ligeud, hvad de tænker, det sociale filter er væk. Denne dristighed kommer til dels fra psykisk sygdom, men det betyder ikke, at de tager fejl. Bobby Fischer så ikke sig selv som en jøde (jødisk mor), selvom andre så ham som sådan. Da uretfærdigheden ramte ham, spurgte han retorisk: Hvor er alle de gode jøder, som er villige til at hjælpe mig, når jeg bliver forurettet? Han fik intet svar. Den teatralske og provokerende Broder Nathanael kortlægger den jødiske magt, nu som en kristen konvertit, og Fischer blev selv tiltrukket af den kristne kirke i sin levetid. Så vidt jeg ved, har de ingen børn. Det, der er forskelligt mellem disse to og de andre, er, at de tør kritisere den jødiske magt fuldt ud og tage konsekvenserne for den. Hvis nogen skal ses som en god jøde, er det denne type kritiker.