Historien om Adolf Hitler

HISTORIE: Den 20. april 1889 blev nationalsocialismens grundlægger, Adolf Hitler, født i Braunau. Hitler var kunstner, politiker, forfatter, feltherre og folkeleder.

Barndom

Adolf Hitler blev født den 20. april 1889 i byen Braunau am Inn i Oberösterreich i Østrig. Braunau havde tidligere tilhørt Bayern, men blev østrigsk i 1779. At Hitler blev født på den tysk-østrigske side af grænsen, var ifølge ham en vigtig grund til, at han senere kom til at kæmpe for et forenet Tyskland, da han mente, at «det samme blod tilhører det fælles rige».

Efter et par år flyttede familien Hitler til Passau og senere til Linz, som var hovedstaden i Oberösterreich. Hans far, Alois Hitler, var toldtjenestemand og gift med Klara Pölzl (senere Klara Hitler). Klara fik i alt seks børn, men kun to af dem overlevede barndommen, Adolf og hans lille søster Paula Hitler. Paula Hitler døde i 1960 og distancerede sig aldrig fra sin bror. Hun sagde, at Adolf Hitler ikke kunne have udført nogen «holocaust», og at hvis en sådan ting havde fundet sted, kunne han ikke have været klar over det.

Hitlers nationalfølelse kom i en tidlig alder og kom stort set fra hans historielærer på realskolen i Linz, som også nævnes i Mein Kampf. Historielærer Leonard Pötsch levede sig ind i historiefortællingen, ligesom skolebørnene, når de lyttede til ham. Hitler anså, at skolen var «latterligt let» og brugte meget af sin tid på udendørs aktiviteter. Hans yndlingsfag var verdenshistorie og geografi, og han viste tidligt talent for tegning. Hitlers kunstneriske interesse ville senere resultere i en konflikt med hans far, som ønskede, at Adolf skulle have et skrivebordsjob. Hitler forsømte derfor bevidst skolen for at gennemtvinge sin vilje, og hans far gav sig til sidst.

Kunst og kultur

I tolvårsalderen kom Hitler i kontakt med teaterkulturen, da han så «Wilhelm Tell» på teatret i Linz. Et par måneder senere hørte han for første gang operaen «Lohengrin» af Richard Wagner. Interessen for kunst og kultur ville følge ham hele livet.

Da Adolf var 13, døde hans far af et slagtilfælde, og i en alder af 17 ansøgte han om optagelse på kunstakademiet i Wien. Hitler fik dog afslag på sin ansøgning og blev anbefalet at søge ind på arkitekturskolen i stedet, da de mente det var inden for dette område, at han var begavet. Da jøderne havde en stærk tilstedeværelse i Wiens kunstliv, blev denne hændelse brugt som «bevis» for, at Hitler blev «besat af jøderne», eftersom han angiveligt bebrejdede dem for at være blevet en «mislykket kunstner». Dette er en løgn, da det er velkendt, at Hitler accepterede den afvisning han modtog fra Wiens kunstakademi. Hitler skriver i Mein Kampf, at «for første gang i mit unge liv var jeg utilfreds med mig selv […] efter et par dage forstod jeg også, at jeg skulle blive arkitekt». Hvad der er sandt er imidlertid, at nogle år senere kom Hitler til at anse, at jødernes indflydelse på kunsten havde ødelagt den.

Da Hitler senere forsøgte at ansøge om optagelse til arkitektskolen, skulle det vise sig, at hans forsømmelse af visse skolefag ville straffe ham, da arkitektskolen krævede en fuldstændig realskoleeksamen. I stedet besluttede Hitler at rejse til Wien og prøve lykken, men nu som kunstner og ikke som arkitekt. En af grundene var, at Hitlers mor, Klara, var død af brystkræft. Adolf var nu forældreløs, pengeløs og havde intet at tabe ved at rejse til Wien.

I Mein Kampf skrev Hitler om sine forældre, at «jeg havde hædret min far, men elskede min mor.»

I Wien

I 1907 drog Hitler til Wien med «en kuffert med tøj og sengetøj i hånden, og med en urokkelig vilje i hjertet». Men livet i Wien var yderst vanskeligt for mange. Hitler tilbragte flere år som håndværker og maler på byggepladser. Et job kunne vare fra et par timer til et par dage, og da bygningen var færdig, måtte han søge nyt job. Efter nogle år gik det ham noget bedre, da han delvis kunne forsørge sig ved sin kunst, men selv ikke her slog pengene til. I en periode var han hjemløs og måtte bo på et herberg. Han beskrev sin periode i Wien som «fem års sorg og bedrøvelse».

Men det var også i Wien, at Hitler blev politisk bevidst og engageret. Først om det sociale spørgsmål, og senere om det jødiske. Hitler skriver i Mein Kampf:

Tusindvis af arbejdsløse stod foran paladserne på Ringstrasse; og under Østrigs gamle  Via Triumphalis trykkede de hjemløse sig sammen i kanalernes mudder og skidt.

Hitler begyndte at læse alt om politik og indså, hvor stor indflydelse jøderne havde over Wien. Han bemærkede, hvordan jøderne beherskede kunst- og kulturlivet i Wien, ejede medierne og støttede monarkiet. I første omgang tænkte han ikke nævneværdigt over den jødiske indflydelse. Han skammede sig snarere over, at have sådanne tanker, og han kunne ikke forstå, hvorfor menneskene i Wien foragtede jøderne.

Alligevel så jeg i jøden blot en mand med en anden religion, og holdt fast ved at menneskene måtte tåle det, selv her, og afstå fra enhver religiøs forfølgelse. Derfor syntes jeg at tonen, som særligt den antisemitiske presse i Wien slog an, ikke sømmende sig for et stort folks kulturtradition.

Det var da Hitler opdagede, at medierne udtrykte sig fjendtligt mod Tyskland, at han begyndte at «betragte den store presse med forsigtighed». Over tid betragtede han også mændene bag pressen med stor forsigtighed, frem til dagen hvor han fik mulighed for at gøre en personlig betragtning.

En gang jeg spadserede gennem centrum, stødte jeg pludselig på et væsen i lang kaftan og med sorte lokker. Er det også en jøde? var det første jeg tænkte. Sådan så de bestemt ikke ud i Linz. Jeg kiggede på manden i smug, men jo mere jeg stirrede ind i dette mærkelige syn og granskede træk for træk, veg det første spørgsmål pladsen for et nyt. Er dette også en tysker?

Da Hitler indså, hvem der kontrollerede Wiens prostitution, løb det koldt ned ned ad hans ryg, før han «eksploderede». Derefter begyndte han at diskutere og aktivt søge efter information.

Nu veg jeg ikke længere når det jødiske spørgsmål blev drøftet, nej,nu ønskede jeg det. Men da jeg nu lærte at være på jagt efter jøden i alle grene af det kulturelle og kunstneriske liv og dets forskellige former for udtryk, stødte jeg pludselig på ham et sted, hvor jeg mindst havde forventet det.

Fra det øjeblik jeg opdagede, at det var jøden, der ledte socialdemokraterne, faldt det som et skel fra mine øjne. Med dette blev en lang indre kamp afsluttet. […] Tiden var nu inde for den største indre omvæltning i mit liv. Fra at være en vag verdensborger blev jeg en fanatisk antisemit.

Første Verdenskrig

I begyndelsen af 1912 forlod Adolf Hitler Wien og drog til München. Den bayerske hovedstad var noget helt andet end det «folkeracernes Babylon», han havde boet i de sidste fem år. Tiden han tilbragte i «den tyske kunstens metropol», blev ifølge ham selv den mest lykkelige og harmoniske periode før krigens udbrud.

På dette tidspunkt havde Hitler en større interesse for udenrigspolitik end i socialpolitik. Siden barndommen havde han med stor interesse fulgte med i aviserne for at se, hvad der skete i blandt andet Boerkrigen og den russisk-japanske krig. Hitler forstod, at også Tyskland, som var omringet af tre stormagter, var på vej mod en større krig.

I august 1914 brød Første Verdenskrig ud og Hitler søgte tilladelse til at tilslutte sig et bayersk regiment. På trods af at han var en østrigsk statsborger, fik han lov til at tilslutte sig og tilhøre infanteriregimentet i List gennem hele krigen. Hitler blev regimentets ordonnans og meldte sig altid frivilligt til farlige missioner.

Hitler blev snart kendt for sit «mod og sin eksemplariske opførsel i kamp». Dette kombineret med hans «beundringsværdige beskedenhed» gav ham respekt blandt både overordnede og mandskabet. At Hitler ikke blev forfremmet, skal ifølge en af hans officerer, reserveløjtnant Horn, skyldes, at «hvis Hitler var blevet forfremmet til sergent, kunne han ikke være ordonnans», og regimentet havde dermed «mistet en af sine bedste ordonnanser». I krigen fik Hitler en række udmærkelser og blev tildelt to jernkors. Han blev også såret to gange.

Da Tyskland kapitulerede i november 1918, var Hitler såret og befandt sig på et militærhospital i Berlin. Det var en præst, der bragte budskabet og fortalte med tårer i øjnene de sårede soldater, at kejseren var blevet tvunget til at abdicere, og at socialisterne havde erklæret en republik. Hitler var fortvivlet.

Det tyske nationalsocialistiske arbejderparti (NSDAP)

Mens tyskerne havde kæmpet ved fronten, arrangerede marxisterne, med socialdemokratiet som deres fineste repræsentant, en anti-krigsfront derhjemme. Socialdemokratiets mål var at komme til magten, omstyrte monarkiet og indføre en republik, men et sejrrigt Tyskland stod i vejen for deres planer. Derfor propaganderede de mod en tysk sejr i Tyskland.

Resultatet af dette dolkestød blev, at Tyskland tabte krigen, og at novemberrevolutionen, som begyndte som et mytteri i den tyske flåde, brød ud. Forskellige marxistiske grupperinger, socialdemokrater og bolsjevikker kæmpede om, hvem der skulle have magten. Den jødiske kommunist Kurt Eisner, som senere blev skudt af en reserveofficer, indførte diktatur under ledelse af hovedsageligt jøder, og den 9. november aftrådte kejseren. Den store trussel om borgerkrig tvang dog socialdemokraterne til at søge støtte fra militæret, og de mest ekstreme bolsjevikiske ledere blev fanget og henrettet, herunder de jødiske spartakister Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. I august 1919 blev Weimar-forfatningen underskrevet, og Tyskland blev et parlamentarisk demokrati.

Hitler vendte tilbage til München, først i november 1918, og senere i marts 1919. Han havde accepteret et tilbud om at blive politisk agent for rigsværnet og havde som opgave, at undersøge en lille forening kaldet Det Tyske Arbejderparti, som på det tidspunkt kun havde seks medlemmer . Hitler lyttede til et foredrag i den «kedelige forening», som han kaldte det, og var klar til at gå, da en diskussion skulle afholdes. En af deltagerne hævdede, at Bayern skulle løsrive sig fra Preussen, hvilket var en sådan folkesplittende snak, som Hitler hadede og ville komme til at bekæmpe i mange år frem. Hitler bad om ordet og sagde sin mening. Dette gjorde et sådant indtryk på deltagerne, at partiet ønskede at rekruttere ham. Endelig, efter megen tvivl, accepterede han også dette tilbud.

Hitler begyndte sit politiske arbejde som partiets propagandaansvarlige. Han ønskede, at partiet skulle få flere medlemmer, og lykkedes med at få de øvrige medlemmer til at repræsentere partiet offentligt. Først besøgte kun nogle få partiets møder, men til sidst steg antallet til hundrede. Dette var en stor succes og reddede partiet fra dets pengeproblemer. I vinteren 1919-1920 talte Hitler regelmæssigt, og hundreder af tilskuere samlede sig på disse møder.

Den 24. februar 1920 arrangerede partiet sit første massemøde i Hofbräuhaus. På dette møde, som samlede over tusind tilskuere, præsenterede partiet sit partiprogram med 25 punkter. Partiet fortsatte med at være Det Tyske Arbejderparti, men i april samme år blev det ændret til Det Tyske Nationalesocialistiske Arbejderparti (NSDAP). Partiprogrammet, som i sit indhold ikke kun var nationalistisk, men også socialistisk, ville blandt andet knuse fremmed påvirkning af medierne, rive Versailles-traktaten i stykker og forene Tyskland.

Partiets møder blev nu beskyttet af Sturmabteilung (SA), som blev grundlagt i 1920. Hitler gjorde det klart tidligt, at SA ikke skulle være en hemmelig organisation, og skrev i Mein Kampf, at SA’s skoling skulle være i overensstemmelse med partiets målsætning. Et andet synspunkt Hitler havde var, at partiet selv skulle sørge for sin egen sikkerhed, idet han anså, at «ethvert møde, som udelukkende er beskyttet af politiet, diskrediterer arrangøren i det brede publikums øjne».

Den 3. februar 1921 afholdt NSDAP sit første store massemøde på Circus Krone, og samlede 6500 tilskuere. Hitler talte i to og en halv time, på trods af røde trusler om at storme mødet. Hitler, som på nuværende tidspunkt allerede blev betragtet som leder af partiet, blev officielt partileder i juli samme år.

Efter flere tomme trusler fra de røde om at storme NSDAP’s møder, blev det til sidst en realitet. Da NSDAP holdt et møde i Münchens Hofbräuhaus den 4. november 1921, blev hundredvis af kommunister kommanderet til mødet. Kun 46 nationalsocialister var tilstede i lokalet, klar til at forsvare mødet. Det var da NSDAP netop havde fået nye lokaler og ikke havde fået installere telefoner. Dette skulle blive SA’s første store fysiske konfrontation. I Mein Kampf skriver Hitler om, hvordan det hele brød løs og hvordan SA slog tilbage:

Kampen var næppe begyndt, da mine stormtropper, som de blev kaldt fra og med denne dag, gik til angreb. I grupper på otte eller ti kastede de sig som ulve over fjenden – igen og igen – indtil de efterhånden fik jaget dem ud af lokalet. Inden for fem minutter var de fleste af dem gennemblødt af blod. […] Tyve minutter varede den infernalske ballade, men så var modstanderne, der talte 700-800 mand, jaget på flugt ud af salen og ned ad trapperne af mine tropper, som ikke engang talte 50 mand.

Hitlerkuppet

Om morgenen den 9. november 1923 marcherede Adolf Hitler med 2000 SA-mænd mod krigsministeriet i München. Tiden var inde for, hvad der er gået over i historiebøgerne som Hitlerkuppet (på tysk: Hitler-Putsch) og senere ølkælderkuppet, eftersom det begyndte i ølkælderen Bürgerbräukeller.

Målet var at overtage München og lede marchen mod Berlin. I 1923 var franske og belgiske tropper rykket ind i Ruhr for at kræve afbetalinger på krigsskadeserstatningen, som var blevet bestemt i Versailles og underskrevet af novemberforræderne i Berlin. Hyperinflation ramte Tyskland, og økonomien kollapsede. Den folkelige støtte til  nationalsocialisterne var øget, og på tidspunktet var der 55.000 medlemmer, de fleste i Bayern.

Statskuppet mislykkedes, da Hitler blev forrådt af generalstatkommissær Gustav von Kahr, som havde været dybt involveret i planlægningen, general Otto von Lossow og oberst Hans Ritter von Seisser. Kupforsøget blev slået ned ved Feldherrenhalle og seksten nationalsocialister og fire politimænd blev dræbt under en skudveksling.

Hitler blev nu betragtet som en helt af mange tyskere, og blev dømt til den lavest mulige straf. Hitler, Friedrich Weber, Hermann Kriebel og Ernst Pöhner blev alle dømt til fem års fængsel. For medvirken blev fem andre dømt til fængsel i et år og tre måneder. Hitler brugte 13,5 måneder i fængsel. Han var nu blevet kendt i hele Tyskland og modtog hele tiden gaver. Han gav dog gaverne bort til andre fanger eller til børn, som de besøgende havde med.

Det var i denne periode, at Hitler fik  nedskrevet ideerne om nationalsocialisme. Bogen, hvis første del blev skrevet i fængslet i Landsberg, fik titlen Mein Kampf og var dedikeret til de martyrer, som døde ved Feldherrenhalle.

Vejen til magten

Hitler blev løsladt lige før jul i 1924, og den 27. februar 1925 talte han igen i Bürgerbräukeller. Publikum i den overfyldte sal lyttede til Hitlers opfordring om at forene den splittede bevægelse under én fane. Hitler forklarede, at NSDAP ville fortsætte kampen mod systemet, men med lovlige midler. Propagandaen skulle intensiveres. Partiet blev dannet på ny, ligesom stormafdelingerne. SA skulle nu for alvor indlemmes i NSDAP, som partiets politiske kampenhed. Udover at beskytte partiets møder skulle SA også arbejde for at sprede den nationalsocialistiske verdensanskuelse. SA-mændene fik nu deres brune skjorter.

I marts 1925 fik Hitler forbud mod at tale offentligt i Bayern og andre delstater. Dette forbud blev opretholdt indtil marts 1927. I Preussen blev forbuddet først ophævet i slutningen af ​​1928. Forbuddet mindskede imidlertid ikke Hitlers vilje, som i stedet skrev artikler til Völkischer Beobachter, skrev anden del af Mein Kampf og talte uden for Bayern, hvor forbuddet ikke gjaldt.

I 1926 blev Joseph Goebbels udnævnt til Gauleiter (regional leder) for Berlin. Ligesom Hitler beherskede Goebbels talens kunst. Gadekampen i Berlin var ekstrem hård, og SA’s kompromisløse holdning gav partiet mange nye medlemmer og berømmelse på et tidspunkt, hvor Hitler selv ikke kunne deltage fuldt ud.

I november 1928 udarbejdede systemet i Tyskland endnu et forbud – et specifikt forbud mod at nationalsocialister kunne bære våben. De ubevæbnede SA mænd var i de efterfølgende dage udsat for en terror-bølge uden lige, hvor resultatet ikke sjældent blev som Blodsnatten i Wöhrden.

Det antages, at tusinder mistede livet som følge af kommunisternes terror og betydeligt flere blev alvorligt sårede. Den fremtrædende martyr blev Horst Wessel, som både var frygtet og hadet af kommunisterne, eftersom han kunne trænge sig ind under deres møder, propagandere for nationalsocialisme og ugeneret rekruttere deres medlemmer. Der blev skrevet musik til et af Horst Wessels digte, «Die Fahne Hoch», og dette blev NSDAP’s officielle sang («Horst Wessel-Lied») samt Tysklands anden nationalsang på lige med ​​«Deutschlandlied».

Den hårdnakkede SA fortsatte med at kæmpe, og partiet som sådan voksede uafbrudt. I 1930 var NSDAP landets næststørste parti, og i april 1932 havde partiet over en million medlemmer. Senere samme år, i juli og november, blev der afholdt to valg. NSDAP fik 37,4 procent ved første valg og 33,1 procent ved det andet. På trods af en vis reduktion i det andet valg var NSDAP nu landets største parti, og den 30. januar 1930 blev magten yderligere konsolideret, da Hitler blev udnævnt til rigskansler af Paul von Hindenburg.

Om aftenen den 1. februar gav Hitler sin første tale som rigskansler i en pakket Sportpalast i Berlin. Hitler bad folket om at give nationalsocialisterne fire år, før de afgav deres dom. Hitler lovede at den nye regering var klar til at arbejde for den tyske genrejsning, men at den ikke ville komme af sig selv, også det tyske folk måtte arbejde for den. Han sagde også, at Tyskland ikke burde læne sig op af udenlandske magter, men at nationen måtte stå stærkt og selvstændig.

Det Tredje Rige

Den 27. februar 1933 blev Rigsdagsbygningen i Berlin sat i brand. Brandstifteren var den hollandske kommunist Marinus van der Lubbe. En anden, som var mistænkt, men blev frikendt, var lederen af det tyske kommunistparti (KPD), Ernst Torgler. I længere tid har useriøse historikere antydet eller påstået, at nationalsocialisterne selv stod bag brandstiftelsen, for at få en grund til at forbyde kommunismen. Dette bygger dog på «beviser» kommunisterne selv fabrikerede.

Kommunisterne blev imidlertid forbudt ved et dekret underskrevet af præsident Paul von Hindenburg. Partier som KPD, som tidligere, takket være systemet, havde været i stand til at begå talrige mord og drab på nationalsocialister og andre, blev forbudt som fjender af staten.

Den 5. marts blev der afholdt et nyt valg i Tyskland. Under dette rigsdagsvalg blev Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejdsparti (NSDAP) det overlegent største parti med godt 17,3 millioner stemmer, svarende til 43,9 procent af stemmerne. Sammen med det tysknationale folkeparti (DNVP) modtog de en opslutning på 51,8 procent af stemmerne og dannede en flertalsregering.

En uge efter valgsejren erklærede verdensjødedommen krig mod Tyskland. De amerikanske jøder indledte et globalt økonomisk boykot af Tyskland med det formål, at knække den tyske økonomi, som efter Versailles-traktaten var skrøbelig. Da jøderne kontrollerede meget af verdenshandelen, var dette boykot meget skadelig for Tyskland. NSDAP reagerede den 1. april med et landsdækkende boykot af jødiske butikker i Tyskland. I modsætning til det jødiske handelsboykot varede dette boykot kun én dag, som en symbolsk handling.

I juni 1933 fandt en bogafbrænding sted i Tyskland, hvor antitysk og degenereret litteratur, primært af jødiske forfattere, blev kastet på bålet. Ligesom boykottet mod jødiske butikker var denne handling også symbolsk og en endagsaktion. Der var dog ikke noget forbud mod at læse disse bøger, som det i dag er almindelig praksis blandt «demokratiske» lande hvad gælder politisk ukorrekt litteratur.

Årene 1933-1939 var med nogle få undtagelser friktionsfrie og opbyggende, hvor tyskere under det nationalsocialistiske lederskab viste, at Tyskland kunne stå stærkt og selvstændigt. For det første lykkedes det nærmest helt at udrydde arbejdsløshed. I 1932, under Weimar-republikken, var seks millioner arbejdsduelige tyskere arbejdsløse. I 1937 havde fem millioner af disse fået arbejde. Der blev gennemført utallige sociale reformer i Tyskland. Foruden bedre lønninger fik arbejderne også rettigheder i tilfælde af opsigelse, mere ferie end i andre europæiske lande, bedre boligstandarder, sundhedsydelser og meget mere.

En stor del af arbejderne arbejdede med at bygge Autobahn. I 1938 blev Organisation Todt, ledet af Fritz Todt, grundlagt. Denne gigantiske organisation, som holdt omkring 1,5 millioner arbejdere beskæftiget,  kombinerede konstruktionen af Autobahn med andre opgaver, såsom reparationer af krigsskadede broer, veje og jernbanestrækninger, samt opførelsen af ​​Atlantvolden og Siegfriedlinjen.

Flere frivillige organisationer blev også grundlagt. En af disse var Winterhilfswerk des Deutschen Volkes (Vinterhjælpen). Vinterhjælpen var en velgørenhedsorganisation, som indsamlede mad, penge og tøj til trængende tyskere. Deres slogan lød: «Ingen skal behøve at sulte eller fryse». I 1939 havde organisationen en million frivillige medlemmer. Det år  blev 419 millioner rigsmark indsamlet. Et af Vinterhjælpens mål var, at «styrke det tyske folks sociale og nationale fællesskabsfølelse». Organisationens udbetalinger bekræfter også, at jøder både kunne leve og arbejde i Tyskland, så længe de ikke var fjendtlige mod staten eller folket. Sven Eriksson skriver i sit skrift, Samhällets väl före egennytta, følgende: «1933/34 blev 14.053 personer af ikke-tysk afstamning hjulpet af Vinterhjælpsaktionen, herunder 8791 indfødte jøder og 2250 udenlandske jøder.»

I 1936 blev sommer-OL afholdt i Berlin, og den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin holdt åbningstalen. OL blev en stor triumf for det nationalsocialistiske Tyskland. Tyskland vandt også overlegent de fleste medaljer totalt set. Mange af nutidens olympiske traditioner, såsom den olympiske ild, stammer fra dette OL. Ifølge moderne historieforfalskere skulle Adolf Hitler have nægtet at tildele medaljer eller lykønske den sorte sprinter Jesse Owens fra USA. Dette er imidlertid en sandhed med store modifikationer, da Hitler ikke lykønskede nogen overhovedet, da Den Internationale Olympiske Komité havde oplyst Hitler om, at dette ikke var tilladt. Hitler vinkede dog opmuntrende til Owens, hvilket Owens selv også beskriver i sine memoirer:

Da jeg passerede rigskansleren, rejste han sig, vinkede med hånden til mig, og jeg vinkede tilbage. Jeg tror, ​​at skribenterne udviste dårligt skøn i deres kritik af Tysklands leder på det tidspunkt.

I løbet af deres første seks år ved magten rev nationalsocialisterne Versailles-traktaten over og erklærede den ugyldig. Traktaten blev vedtaget efter Første Verdenskrig af Frankrig, USA og Storbritannien for at holde Tyskland nede. Ifølge Versailles-traktaten var Tyskland eneansvarlig og skyldig i Første Verdenskrig og skulle betale en enorm krigsskadeerstatning på hele 269 mia. guldmark. Dette blev senere sænket til 132 milliarder guldmark. Sejrsmagterne stjal også tyske territorier med hjælp fra traktaten og forbød også Tyskland at have et militært forsvar. Tyskland blev også tvunget til at anerkende Østrigs selvstændighed.

Den 12. marts 1938 ankom tyske tropper til Østrig og blev mødt med stor jubel. Tysklands annektering af Østrig skete blandt andet fordi diktaturet, som hersker under Dolfuss-Schuschnigg, forfulgte politiske meningsmodstandere, bedrev valgbedrageri og havde skabt en katastrofal økonomisk situation, som i høj grad ramte østrigere. Hovedårsagen var imidlertid, at østrigerne selv ønskede genforening med det tyske rige. Dette viste sig en måned senere i et al-tysk valg, da 99,7 procent stemte for at Østrig skulle integreres i det tyske rige.

Gennem blandet andet denne handling havde Tyskland forkastet Versailles-traktaten. Forskellige kræfter, som af samme eller forskellige grunde ville bekæmpe tyskerne, samlede sig nu til en ny stor krig.

Anden Verdenskrig

Byen Danzig, med en tysk befolkning på over 90 procent, var ved Versaillesfreden blevet overgivet til Polen. Formelt var byen en «fristad» under beskyttelse af Folkeforbundet, men byen tilhørte de facto Polen. I løbet af foråret og sommeren 1939 blev der igangsat forhandlinger, som gennem opførelsen af ​​en motorvej skulle åbne et «lufthul» mellem Tyskland og Danzig og dermed beskytte den tyske befolkning i byen. På grund af britiske og franske garantier til den polske regering blev alle tyske forhandlingskrav afvist.

Den 1. september 1939 begyndte tvister mellem tyske og polske tropper, og krigen var således en kendsgerning. Frankrig og Storbritannien erklærede krig mod Tyskland et par dage senere. Polen blev hurtigt besat af de tyske tropper og kapitulerede den 6. oktober 1939. Adolf Hitler havde allerede i september til hensigt at tilbyde Frankrig og Storbritannien fred. Hitler måtte gentage sit forslag om fred adskillige gange under krigen. Han betragtede briterne som et broderfolk og ønskede aldrig krig med landet. Da Winston Churchill kom til magten i England, blev disse fredsforslag ikke så meget som nogensinde overvejet. Churchill havde altid været tyskerhader og så på Tyskland som en trussel mod den britiske verdensdominans.

Den 6. april løs startskuddet til Operation Weserübung, invasionen af Norge og Danmark, hovedsageligt som et svar på britiske ekspansionsplaner i nord. Kampene i Norge fortsatte indtil 10. juni 1940. De tyske styrker åbnede yderligere en front mod fjenden den 22. maj, da de angreb Frankrig. Den franske og britiske hær blev hurtigt besejret, og Frankrig søgte om fred den 16. juni. Hitler besluttede, at fredsforhandlingerne skulle afholdes i Compiègn-skoven, i samme togvogn, som de tyske forhandlere var blevet tvunget til at underskrive den nedværdigende fredsaftale i 1918.

I februar 1941 ankom en tysk militær ekspeditionsstyrke under ledelse af general Erwin Rommel i Afrika for at bistå sine italienske våbenbrødre. Takket være de tyske forstærkninger kunne man drive briterne på tilbagetog. På grund af italienske nederlag i Italiens krig med Grækenland blev Hitler tvunget til igen at hjælpe Italien. Tyske tropper besejrede både Grækenland og briterne i landet uden stor indsats. Mens kampagnen mod Grækenland forløb blev et britiskstøttet militærregime i Jugoslavien omstyrtet. SS-kaptajn Fritz Klingenberg og ti soldater indtog den jugoslaviske hovedstad Beograd den 12. april 1941. Jugoslavien kapitulerede mindre end en uge senere.

Den 22. juni 1941 indledtes verdenshistoriens største felttog, da de tyske væbnede styrker påbegyndte Operation Barabossa – invasionen af ​​Sovjetunionen. De tyske styrker avancerede hurtigt på alle fronter og satte store mængder sovjetiske styrker ud af spillet. Allerede i efteråret 1941 stod tyske styrker ved Moskva. Takket være store forstærkninger fra asiatiske tropper kunne Sovjetunionen holde de tyske tropper tilbage og endda gå til offensiv. Tyskland erklærede krig mod USA i december 1941, efter at Japan havde gjort det samme.

Ved den tyske sommeroffensiv i 1942 ændrede Hitler sine planer. Målet med denne offensiv var ikke at tage Moskva, men de vigtigste oliefelter i Kaukasus. I slutningen af ​​sommeren blev byen Stalingrad nået, hvor et meget hårdt slag blev udkæmpet. Her skulle de tyske tropper lide deres første store nederlag, da forræderen Friedrich Paulus kapitulerede med hele den tyske 6. armé.

Efter nederlaget i Stalingrad fandt det tyske lederskab, at der ikke var nogen grund til at forsøge at pynte på sandheden. Tværtimod ville man tale tydeligt til det tyske folk. Tysklands propagandaminister Joseph Goebbels holdt den 18. februar 1943 sin berømte tale om den totale krig, hvor han opfordrede folket til at kæmpe til sidste blodsdråbe.

Store britiske forstærkninger nåede Nordafrika om sommeren, og i løbet af efteråret kunne man gå til offensiv. Et stort slag ved El-Alamein blev udkæmpet, hvor den store fjendtlige overmagt tvang Erwin Rommel til at trække sig tilbage. Amerikanske tropper bistod også de franske styrker i Nordafrika. I februar 1943, efter den forræderiske kapitulation i Stalingrad, gik den tyske hær til modangreb. Denne offensiv sluttede med ødelæggelsen af næsten 50 sovjetiske divisioner og generobringen af byen Kharkov i Ukraine.

I et sidste forsøg på at genvinde initiativet på den østlige front, besluttede Hitler at gennemføre en plan, som – hvis den lykkedes – kunne uskadeliggøre store mængder sovjetiske styrker. På grund af flere faktorer blev den sovjetiske overkommando bevidst om de tyske planer, og sovjetstyrkerne var godt forberedt, da angrebet kom den 5. juli 1943. På trods af dette kunne de tyske styrker avancere og forårsage deres fjender flere gange så mange tab som de selv led. Vendepunktet kom den 11. juli, da Sovjetunionen igangsatte et massivt modangreb, mens de vestlige allierede styrker samtidig var ankommet i Italien. Da de tyske tropper i Afrika havde været nødt til at trække sig tilbage til Italien, ankom de allierede tropper i det italienske fastland i sommeren 1943.

Den sovjetiske sommeroffensiv i 1944 fik de dårligt bemandede tyske divisioner på østfronten til mere eller mindre at blive opløst. Offensiven kunne kun stoppes tilfældigt ved den tyske grænse. Næsten alt det erobrede territorium i øst var tabt. De vestlige allierede ankom omkring samme tid i Frankrig, og nu begyndte tyskernes skæbne at se alvorlig ud. På hjemmefronten forsøgte en gruppe aristokratiske officerer at lave et statskup. Den 20. juli 1944 plantede de en bombe i Hitlers hovedkvarter. På mirakuløs vis overlevede Hitler eksplosionen, og kuppet mislykkedes.

«Holocaust»

I 1942 indledtes «holocaust». Begrebet «holocaust» bygger på forestillingen om, at det nationalsocialistiske Tyskland, på Adolf Hitlers ordre, tog livet af omkring seks millioner jøder, hovedsagelig ved hjælp af såkaldte gaskamre. Efter krigens afslutning i 1945 er forestillingen om hvad der skete, spiret frem i varierende dramatiske beskrivelser, hvilke er blevet spredt af sejrsmagterne.

I dag kan enhver, der stiller spørgsmålstegn ved den officielle version af det såkaldte holocaust, blive idømt fængselsstraffe i mange europæiske lande. Eksempelvis dømte en østrigsk domstol den britiske historiker David Irving til tre års fængsel for at have «fornægtet de europæiske jødiske ofre for holocaust», en spansk domstol dømte boghandleren Pedro Varela til to år og ni måneder i fængsel for at sælge bøger som «retfærdiggjorde folkemord», en tysk domstol dømte advokat Horst Mahler til seks års fængsel for at distribuere bogen Lectures on the Holocaust, og så videre.

Spørgsmålet om, hvorvidt «holocaust» fandt sted eller ej, er følsomt, da der ikke findes nogle faktiske beviser for, at millioner af jøder og andre systematisk blev henrettet i lejrene. Derimod findes bevis for, at lejrfangerne døde af sygdomme som tyfus, og at der er tale om nogle hundredetusinde døde fanger.

Allerede  i 1938 arbejdede Hitler og andre ledende personer i Det Tredje Rige med  Madagaskar-planen. I denne plan ville man give Madagaskar, som på tidspunktet var ejet af Frankrig, til jøderne i Europa, ved at forflytte en million jøder om året. Denne plan blev stoppet af Storbritannien, da landet overtog Madagaskar i 1942. Samme år blev den omdiskuterede Wannsee-konference i Tyskland afholdt, hvor «den endelige løsning» på jødespørgsmålet blev drøftet. Dokumenterne fra denne konference eksisterer stadig og viser, at denne endelige løsning betød en emigration af jøderne østpå, og at de etablerede lejre ville tjene som en alternativ evakueringsplan. En måned efter konferencen sendte Franz Rademacher ved Udenrigsministeriet følgende instruks til Udenrigsministeriet:

Krigen mod Sovjetunionen har imidlertid skabt adgang til andre områder til den endelige løsning. Derfor har Føreren besluttet, at jøderne ikke skal flyttes til Madagaskar, men skal drage østpå. Madagaskar behøver derfor ikke længere at komme på tale i forbindelse med den endelige løsning.

Det stærkeste bevis på, at «holocaust» skal have fundet sted, er den første skrift, der nævner gaskamre i KZ-lejrene; Vrba-Wetzler-rapporten. Da en af personerne bag rapporten, bedrageren Rudolf Vrba, blev krydsforhørt i forbindelse med en retssag i 1985, erkendte han, at han aldrig havde set et eneste gaskammer i Auschwitz, men at han kun havde genfortalt hvad han havde hørt fra andre og «sammensat sin historie».

De «indrømmelser» der er kommet fra fængselsvagter i KZ-lejre, er kommet gennem tortur, som i tilfældet med Rudolf Höss. Desuden undersøgte den tyske stat regelmæssigt eventuelle misforhold i lejrene, hvilket førte til, at SS obersten Karl Otto Koch blev henrettet. Koch var blevet fundet skyldig i to mord og blev mistænkt for at dræbe fanger under falske flugtforsøg. Sådanne misforhold var nok til at højtstående SS officerer som Koch kunne henrettes – men samtidig skulle man altså systematisk have dræbt seks millioner jøder i lejrene?

Enden

Den sidste sovjetiske offensiv mod det tyske rige startede i foråret 1945. Sovjetterne avancerede hurtigt og stod snart i udkanten af Berlin. De få tilbageværende tyske tropper kæmpede tappert, men mod den enorme overmagt kunne man ingenting gøre. Med sovjetiske tropper, bogstaveligt talt udenfor døren, giftede Adolf Hitler sig den 29. april med sit livs kærlighed, Eva Braun. I sit personlige testamente forklarede Hitler årsagen til, at han havde giftet sig med Eva Braun:

Jeg har nu besluttet, inden jeg afslutter mit jordiske liv, at gifte mig med kvinden, der efter mange års trofast venskab ankom, ved sin egen frie vilje, til den praktisk talt belejrede by, for at dele sin skæbne med mig. Efter eget ønske går hun, som min kone, med mig i døden. Dette vil kompensere os begge for det, vi begge har tabt gennem mit arbejde i folkets tjeneste.

Som leder af et stort folk nægtede Hitler at kapitulere og valgte i stedet at afslutte sit eget liv. Den 30. april 1945 tog ægteparret deres liv.

Jeg og min kone vælger døden for at undgå vanæren ved at blive tvunget til at træde tilbage eller at kapitulere. Det er vores ønske at blive kremeret med det samme, på det sted hvor jeg har udført den største del af mit arbejde i de tolv år, jeg har tjent mit folk.

Allerede den 22. april havde Hitler fortalt sine nærmeste mænd, at han havde tænkt sig at blive i Berlin til den bitre ende, i stedet for at drage til Alperne i syd og udkæmpe den sidste kamp der. Man forsøgte at overtale ham til at ændre mening, men han nægtede. I Joseph Goebbels fandt Hitler støtte i sin beslutning om at blive i Berlin og kæmpe til det sidste. For Hitler og Goebbels var det vigtigt at statuere et eksempel. Kommende generationer skulle ikke lære, at lederne var flygtet fra Berlin, men at de valgte at blive og dø i rigets hovedstad hvis og når byen faldt.

I sit politiske testamente forklarede han:

Efter seks års krig, som på trods af alle mulige modgange, vil én dag vil gå ind i historien som den mest ærefulde og heroiske manifestation af kamp for sin nations livsformål. Jeg kan jeg ikke forlade den by, som er det tyske riges hovedstad. Da vore styrker er for svækkede til at modstå fjendens angreb, og da vor modstand svækkes af personer, der er så vildledte som de savner karakter, ønsker jeg at dele min skæbne med de millioner andre, som også har besluttet at blive i byen. Endvidere vil jeg ikke ende i fjendens hænder, som vil kræve et nyt spektakel, orkestreret af jøderne, for at underholde de hysteriske masser.

Jeg har derfor besluttet at blive i Berlin og frivilligt vælge døden, da jeg mener, at positionen som Fører og rigskansler ikke længere kan opretholdes. Jeg dør med glæde i hjertet, bevidst om de grænseløse gerninger og præstationer som vore soldater ved fronten, vore kvinder ved hjemmefronten, vore bønder og arbejdere, samt det arbejde, unikt i historien, som vor ungdom, som bærer mit navn, har gjort.

Hitler takkede alle for deres indsats i krigen og opfordrede dem til at fortsætte kampen:

At jeg er dybt taknemmelig for jer alle, er lige så selvsagt som mit ønske om, at I ikke opgiver kampen, men uanset hvad, fortsætter med at kæmpe mod fædrelandets fjender, trofaste mod idealet fra den store Clausewitz. Gennem vore soldaters offer, og min pagt med dem, til døden, er et frø blevet sået i tysk historie, som en dag vil lede til en strålende genfødsel af den nationalsocialistiske bevægelse, og gennem den – virkeliggørelsen af et sandt folkefællesskab.

Se også:
«Adolf Hitler: The Greatest Story Never Told»