Romerne stormer den jødiske højborg Masada

DAGENS DATO 16. APRIL: På denne dag i år 73 e.v.t. indtog romerske tropper den sidste jødiske højborg Masada i kølvandet på den jødisk-romerske krig. Ifølge den jødiske historiker Josephus (37 – ca. 100), som selv deltog i krigen, begik de jødiske forsvarere kollektivt selvmord.

Den første jødisk-romerske krig (66-70) var en af ​​tre store krige mellem romerne og jøderne i antikken. Den anden jødiske krig var den ekstremt blodige »Chitos-krig« (115-117), der blev udkæmpet i flere lande, og den tredje var »Bar Kokhba-krigen« (132-135). Under disse krige søgte jødiske grupper at besejre Romerriget for at blive den førende verdensmagt. Disse ambitioner om verdensherredømme bekræftes af både den jødiske historiker Josephus og af romerne Tacitus og Suetonius. Suetonius beskrev baggrunden for den første jødiske krig som følger:

»En gammel etableret tro var blevet spredt over hele Orienten, at det var forudbestemt, at mænd i Judæa skulle regere verden (Vespasian 4:5)«.

Den messianske krig gik dårligt for jøderne, og da Titus og de romerske legioner stormede Jerusalem i år 70 og brændte det jødiske tempel ned, var den første jødiske krig praktisk talt slut. Men efter Jerusalems fald fortsatte spredte skarer af jødiske fanatikere at gøre modstand og satte deres lid til en række fæstninger placeret i svært tilgængelige områder. Disse fæstninger blev taget af romerne én efter én i de følgende år. Den sidste fæstning var Masada beliggende på et bjerg i ørkenen i det nuværende Israel.

Fæstningen Masada blev sandsynligvis bygget under Herodes’ regeringstid omkring 15 år f.v.t. som et tilflugtssted i tilfælde af krig eller oprør. Det var en formidabel forsvarsstruktur, afsondret i ørkenen, på toppen af ​​en massiv klippe med udsigt over Det Døde Hav. Ved krigsudbruddet i år 66 var fæstningen blevet erobret fra romerne ved et kup af jødiske terrorister, såkaldte sikarere.

Sikarere var en gruppe jødiske militante, sandsynligvis en udbrydergruppe fra den militante nationalistiske sekt zeloterne, eller alternativt en gruppe inden for zeloterne. Sikar betyder »knivmænd« efter »sicae«, som var navnet på en lille kniv. Sikarierne havde gjort sig kendt for at myrde deres politiske fjender med denne type kniv, som de ofte bar skjult under tøjet. Efter jødekrigen og Jerusalems fald havde de overlevende sikarere, muligvis op mod tusind, søgt tilflugt i Masada under ledelse af den jødiske fanatiker Eleazar.

I den sidste del af år 72 begyndte den romerske guvernør i Judæa, Lucius Flavius ​​​​Silva, belejringen af ​​Masada. Til sin hjælp havde han den romerske 10. legion »Fretensis« (Legio X Fretensis). Den tiende legion var blevet dannet af kejser Augustus omkring 40 f.v.t. under de romerske borgerkrige. Legionen havde deltaget i mange berømte kampe. Fra år 67 havde legionen deltaget i jødekrigen. Belejringen af ​​Masada var en fantastisk mulighed for den 10. legion til at hævne, at den mistede en af ​​sine ørnestandere under krigen. Mens legionen var udstationeret i Judæa, havde den en gris som symbol, sandsynligvis for at ydmyge jøderne.

Da selve krigen var forbi, var der ikke længere nogen umiddelbar militær nødvendighed for at erobre Masada, fordi fæstningen dels var isoleret, dels fordi sikarerne var for svage til at starte en ny krig. Men sikarerne brugte Masada som base for togter og terroriserede det omkringliggende område. Ifølge Josephus havde de udført en massakre på 700 civile i en nærliggende oase, Ein-Gedi. Det var derfor vigtigt for romerne at knuse denne sidste jødiske højborg for at vise folket, hvem der regerede.

Romeren byggede en enorm rampe op til muren.

Romerne, som var ubestridte mestre i belejringsteknik, byggede omfattende belejringskonstruktioner for at nå bjerget komme over murene. De startede belejringen med at bygge en mur rundt om hele bjergkæden og lukkede dermed effektivt forsvarerne inde. Derefter byggede de med hjælp fra jødiske fanger en enorm rampe op ad den sydlige side af bjerget. Tusindvis af tons sten og jord blev brugt til dette formål. Rampen stod færdig i foråret 73 og et belejringstårn med murstensvæg blev ført op ad rampen. Den 16. april 73 lykkedes det dem at bryde igennem Masadas mur og stormede fæstningen.

Desværre er den eneste overlevende kilde til belejringen af ​​Masada et værk, Den jødiske krig, skrevet af den jødiske historiker Josephus. Josephus havde selv deltaget på jødernes side i krigen – inden han blev taget til fange, skiftede side og blev propagandist for romerne. Josephus er kendt for at have overdrevet og har dels haft en vilje til at forsvare jødernes sag, men samtidig føre Roms sag, fordi han skrev sin bog under romersk beskyttelse. Der er derfor grund til at tage nogle af oplysningerne med et gran salt.

Ifølge Josephus valgte alle jødiske forsvarere at tage deres egne liv, da de indså, at Masada ville falde. Men da selvmord var forbudt ifølge deres religion, fik de i stedet lov til at dræbe hinanden. Alt i alt blev omkring 1000 sikarere, inklusive kvinder og børn, dræbt den dag. Ifølge Josephus var de eneste overlevende nogle få kvinder og børn, som havde gemt sig i en hule under massakren.