Rødder del 6 – Yamnaya
RACEHISTORIE: Nordfront bringer her Johan Perssons sjette del i en serie af ni artikler om genetik, europæisk forhistorie og den ariske races udvikling.
Yamnaya-horisonten
Inden for arkæologi anvendes begrebet “kultur” (om hvad der almindeligvis kaldes “folk”), såvel som det mere generelle begreb horisont. Man kan i dag kan kalde blå jeans, t-shirt og coca cola for dele af en verdensomspændende amerikansk horisont, mens den amerikanske kultur primært findes i Nordamerika. I Ukraine og omegn eksisterede i 3300-2600 f.Kr. hvad der kaldes Yamnaya-kulturen eller Yamnaya-horisonten. Skal man udpege et folk og sige: “Her har vi dem, de oprindelige indo-europæere”, det er også Yamnaya-folket. Et ældre navn for folket/kulturen er okkergravs-kulturen (fordi deres lig blev med rød okker).
Før Yamnaya-kulturens udbredelse var de pontisk-kaspiske stepper beboet af en overflod af forskellige kulturer (Samara, Dnjepr-Donets, Khvalynsk, Sredny-Stog m.fl.), og grunden til, at hele steppen fik en ensartet kultur, afhænger af den øgede mobilitet gennem først hesten og siden vognen. Den nye kultur strækker sig fra Bug og Dnjestr-floderne i det vestlige Ukraine til Ural-floden ved Europas grænse mod Asien.
Yamnayak-kulturen stammede fra op til ni forskellige mindre kulturer, hvor de vigtigste var kulturerne Sredny Stog (ved Dnejpr-floden, det centrale Ukraine) og Khvalynsk (nær Volgafloden). Desværre har Yamnaya-kulturen efterladt meget få bosættelser man kan udgrave, helt sikkert på grund af kulturens nomadiske livsstil. I stedet er det gravstederne, der giver os arkæologisk viden om dette folk. Der er dog nogle få undtagelser, hvor vi finder Yamnaya-bosættelser med stenvægge, hvor den største er Mikhaylovka, hvor kobber blev forarbejdet.
Omkring 3300 f.Kr. breder Yamnaya-folket sig hurtigt over de pontisk-kaspiske stepper, sandsynligvis ved brug af de relativt nyligt opdagede vogne. De ældste spor af Yamnaya er fra øst for Don-floden. Omkring 3100 f.Kr. når de Donaus bifloder (omkring nutidens Ungarn og omegn).
Omkring 2200-2000 f.Kr. bringes Yamnaya-arven fra området mellem Volga og Ural og syd om Uralbjergene og grundlægger Sintashta-kulturen, der antages at være oprindelsen til det indo-iranske folk. Selv den østlige del af den snorkeramiske/stridsøksekulturen, der er forbundet med Nordeuropa, har bidraget til sintashkulturen, hvilket påvises af både arkæologi og genetik.
Sintashta-kulturen er opkaldt efter fundene på Sintashta på stepperne ved de sydlige Uralbjerge. Det var et murværk omkring en plads hvor masseproducering af kobber og bronze fandt sted. Muren var en nødvendighed for beskyttelse, da man har fundet en massegrave med 28 dræbte mænd. Disse tidlige indo-iranere solgte metal sydpå, og i Ur er der fundet en kvittering fra omkring 1800 f.Kr. på 20 tons kobber til en købmand.
Yamnaya-folket var noget splittet i vest og øst, fordi de vestlige havde kontakt med Tripolye, som var en del den jordbrugene, forholdsvis fredelige “gamle Europa”. Den østlige del havde derimod kontakt med jæger-samlere langs deres østlige og nordlige grænser. Nogle af de forskelle, der eksisterer mellem den vestlige europæiske IE-region og den østlige del, bestående af iranske og indiske folk, kan stamme fra denne tid.
I vest er beskytteren af hjemmet og familien en kvinde, gudinden Hestia hos grækerne, og Vesta og de vestaliske ungfruer hos romerne. I øst modsvares Hestia/Vesta af en mand, guden Agni hos de tidlige indere, og Atar hos de tidlige iranere. I den vestlige IE-mytologi finder vi også de kvindelige valkyrier. Af de udgravede grave finder vi en højere andel af begravede kvinder i det vestlige Yamnaya-område end i øst.
Yamnaya-folkene var høje og robuste, endda en decimeter højere end deres jordbrugende naboer i vest. Vi ved stadig ikke med sikkerhed hvordan deres hår og øjenfarve så ud, sandsynligvis var de allerede en blanding af blond og brunhårede, lyse og mørke øjne, måske havde nogle også rødt hår. De beholdte deres højde, selv efter de flyttede fra stepperne, hvilket ses når man sammenligner skeletter i Rumænien; her er arierne stadig en decimeter højere end den indfødte befolkning. Deres skeletter viser, at de generelt var sunde og fri for karies (fordi de ikke dyrkede korn). På den anden side led mange, op til 40%, af skeletsygdommen porotisk hyperostose, hvilket kan gøre kraniet porøst.
Det er muligt, at porotisk hyperostose skyldes lavt jernindhold. (En undersøgelse fra 2009, (The causes of porotic hyperostosis and cribra orbitalia: a reappraisal of the iron-deficiency-anemia hypothesis, Walker) indikerer i stedet at forekommelsen skyldes en overproduktion af røde blodlegemer, hvilket selvfølgelig kræver jern.) Gifte, autoimmune sygdomme og smittekilder (parasitter, vira, bakterier, svampe) påvirker jernindholdet. Selv indtagelse af mælk kan påvirke jernindholdet. Som min mor lærte mig, bør du ikke drikke mælk til blodbudding, da mælken forringer jernoptaget. Så hvis lavt jernindhold er årsagen til porotisk hyperostose, er mælken i Yamnaya-folks kost en mulig årsag til de porøse kranier. Folkene levede nemlig af kød, fisk, vilde planter og mælk, hvoraf mælk var en nyfundet energikilde for voksne. Selv om nutidens danskere nemt kan leve af en sådan kost, er det ikke sikkert, at historiens første mælkedrikkere var genetisk tilpasset den nye fødekilde.
PIE synes at have haft et ord for smør og at malke, måske endda for ost, men sjovt nok ikke et ord for mælk.
Læs også:
Rødder del 1: Genetisk slægtskab
Rødder del 2 – Europæisk forhistorie
Rødder del 3 – Evig ære
Rødder del 4 – Lingvistikkens frugter
Rødder del 5 – Patriarkalske strukturer
Rødder del 6 – Yamnaya
Rødder del 7: Mod syd
Rødder del 8: Mod øst
Rødder del 9: Mod vest
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.
Meget interessant, og meget vigitgt for vores fælles forståelse af, hvem er vi – hvordan værner vi om vores arv / odelsret