Rigsdagsvalg i Sverige:
Interview med lederen af
Den Nordiske Modstandsbevægelse

INTERVIEW: Simon Lindberg blev interviewet af Motstandsrörelsen.se om organisationen og ham selv i forbindelse med årets rigsdagsvalg.

Simon Lindberg, vil du starte med at lave en kort præsentation af dig selv?

Jeg er en familiefar til fire, som bor i Grängesberg i Ludvika kommune. Jeg har været involveret i den nationale kamp gennem hele mit voksne liv og i de fleste af mine teenageår. Siden 2015 har jeg været leder af Den Nordiske Modstandsbevægelse.

I år stiller Den Nordiske Modstandsbevægelse op til rigsdagsvalg og til kommunalbestyrelsesvalg i fire kommuner. Hvilke valg stiller du op i?

Jeg stiller ikke op i nogen kommune men kun til folketingsvalget. Der er jeg partilederen for Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Hvad er Modstandsbevægelsens kernespørgsmål ved valget?

Vores vigtigste emner ved efterårets valg er det evigt aktuelle og over tid endnu mere alarmerende spørgsmål om indvandring og repatriering, det næsten lige så alvorlige spørgsmål om miljø og natur, samt det ekstremt aktuelle emne om Covid-19 og Ukraine-krigen og det dertilhørende spørgsmål om uafhængighed.

Indvandringen af ​​racefremmede skal stoppes, og en omfattende hjemsendelse skal begynde hurtigst muligt – hvis dette ikke bliver gjort, vil intet andet politisk spørgsmål overhovedet have betydning, da vores folk vil blive biologisk udryddet gennem den igangværende befolkningsudskiftning.

Med hensyn til miljø og natur er den generelle debat ekstremt skæv og vinklet til fordel for storfinansen, idet den kun fokuserer 100% på global opvarmning og at »løsningen« ofte ligger i, at private forbruger endnu mere (elbiler m.v.). I stedet vælger vi at fokusere på meget vigtigere spørgsmål for vores natur, såsom miljøforringelse, naturudnyttelse og den igangværende udryddelse af jordens biologiske mangfoldighed.

Når det kommer til selvstændighed, synes jeg, at vi tydeligt kan se, at Sverige og de nordiske lande er totalt afhængige af import fra andre folkeslag og lande, selvom vi faktisk ville være i stand til at producere næsten alt, hvad vi har brug for selv. Vi bliver endnu mere afhængige af andre ved at søge ind i NATOs krigsalliance. Den Nordiske Modstandsbevægelse ønsker i stedet at skabe en nation med en selvforsyningsgrad på over 100%, der samtidig er fri for alle folkefjendtlige alliancer.

Er det efter din mening muligt at rangere disse kernespørgsmål efter graden af ​​bekymring for Modstandsbevægelsen? Måske giver den rækkefølge, du lige nævnte dem i, et hint?

Altså immigration og hjemsendelse er og vil, så længe problemet ikke er løst, være det vigtigste spørgsmål, da det er det, der er mest akut, og så er der som sagt ikke noget andet spørgsmål i verden, der betyder noget, hvis vores race ikke længere eksisterer.

Hvad gælder de andre, er miljøet og naturen det vigtigste i den grad, at vi ikke har meget, hvis overhovedet nogen selvstændighed, hvis naturen og kloden dør ud, men spørgsmålet om selvstændighed er i stedet mere aktuelt. For eksempel kunne et NATO-medlemskab stadig forhindres med massive folkelige protester, at standse miljøforringelse og helbrede naturen er en meget mere omfattende proces.

Er du politiker?

Jeg er politisk interesseret, men jeg ser bestemt ikke mig selv som politiker nej. Snarere en aktivist eller måske endda en kæmper. Jeg er ikke involveret i den nationale kamp, ​​fordi det gavner mig, tværtimod har det kostet mig mange personlige ofre gennem årene, og jeg er nok så langt fra populistisk, som man kan komme. I stedet står jeg op for, hvad der er rigtigt og retfærdigt og siger, hvad der skal siges, og dette uanset hvad masserne mener om det, eller hvad det koster mig.

Simon Lindberg på talerstolen. Foto: Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Kommer en senator i det befriede Norden til at kalde sig »politiker«? Er ordet blevet tyndslidt af magtmisbrugere, eller tror du, at det kan tages tilbage?

Jeg tror helt klart på, at ordenes betydning kan ændre sig over tid. Der er en konstant kamp om ordene i samfundet, hvor vi for eksempel tydeligt kan se, at ord som »demokrati« eller »racist« har ændret deres betydning meget på få årtier. Begreberne kunne selvfølgelig ændre sig igen i en anden retning. Af samme grund tager vi os også i agt over for ord som »propaganda«, »radikal«, »nationalsocialist«, »revolutionær« osv. fordi vi ikke kan acceptere at miste disse ord til etablissementet. Politiker er dog ikke et sådan ord, som vi har troet var vigtigt at kæmpe for, men det bliver det måske i fremtiden, hvem ved?!

Hvad kendetegner en god leder?

Selvfølgelig skal en leder kunne uddelegere opgaver og motivere sine underordnede, men for at svare på noget, måske i det mindste lidt mere unikt og interessant, tror jeg, at en vigtig egenskab ved en god leder er, at han aldrig må sidde på en høj hest og aldrig være for fin til at gøre de ting, som må gøres.

En leder, der aldrig selv er på gaden, kan ikke forlange, at de underordnede skal være det, en leder, der er for fin på den, til at sætte klistermærker op eller sprøjte med spraymaling, kan ikke forlange, at en anden gør det, en leder, der ikke kan tage fat i en kost efter et foredrag eller stå i køkkenet, kan aldrig forvente, at andre vil have lyst til at løfte denne opgave. Det ville selvfølgelig være et kæmpe spild af ressourcer og ikke særligt godt, hvis lederen for denne sag helligede sig alt dette, i stedet for de virkelig vigtige ting, der bare skal fungere fra ledelsens synspunkt, men min pointe er, at en god leder også skal kunne gennemføre alt, hvad alle andre gør.

En god leder går i spidsen for sine mænd og sover blandt dem på liggeunderlag i barakkerne, men giver afkald på begge dele, hvis der er større behov for ledelse andre steder.

Organisationens leder Simon Lindberg som udfører basisaktivisme. Foto: Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Den Nordiske Modstandsbevægelse har ledere på flere forskellige niveauer. Hvordan udnævnes ledere i bevægelsen? Hvordan sikrer vi, at vi udnævner de rigtige personer?

De udnævnes 100% baseret på en kombination af kompetence og udvist loyalitet. Kompetence er helt indlysende, men vigtigheden af ​​loyalitet i en oppositionsorganisation kan ikke understreges nok. Uanset hvor kompetent du er inden for dit felt, vil den kompetence være ret værdiløs, hvis du ikke kan stå med rank ryg, når du er omgivet af uvejr. At udpege uprøvede ledere udelukkende baseret på kompetence kan være ekstremt kontraproduktivt. Samtidig ønsker vi selvfølgelig ikke, at folk får ansvarsposter alene på baggrund af loyalitet som en eller anden form for nepotisme – nej, mottoet »den rigtige mand på det rigtige sted« skal stadig være retningsgivende.

Egentlig kan man kun være helt sikker over tid på, at man har udpeget de rigtige personer. Man kan nogle gange tænke, at man har truffet det rigtige valg, eller at der ikke er noget rigtigt valg, men at man har truffet det bedste valg ud fra forholdene, men at det sidste viser sig at være helt forkert.

Rent praktisk er hver leder ansvarlig for at udpege lederstillinger under sig, men med dialog om processen med både underordnede og overordnede.

Er det nogensinde sket, at du har ændret holdning til et politisk spørgsmål? I så fald, fortæl om det!

Jeg ved faktisk ikke, om det er sket, at jeg helt har ændret holdning til et vigtigt politisk spørgsmål, men der er emner, som er blevet mere nuancerede, som jeg har indset vigtigheden af ​​eller som jeg tværtimod er kommet frem til, ikke er så vigtige.

Et sådant spørgsmål er, at jeg nok var mere konspiratorisk anlagt tidligere. Da troede jeg nok i højere grad mere på meget hemmelige selskaber, der traf detaljerede beslutninger om tingene og aktivt forsøgte at udrydde os. Jeg siger ikke, at der ikke findes sådanne ondsindede organisationer i dag, men jeg har forstået, at det handler meget mere om økonomiske interesser og nepotisme, end at det ville være bevidst og planlagt ondskab (udover den ondskab, som økonomiske interesser og nepotisme stadig kan udgøre for dem, der kommer i vejen).

Siden da er Norden-spørgsmålet blevet væsentligt vigtigere med årene. Som ung var man nok noget mere nationalistisk og ​​Sverigevenlig. I dag forstår jeg, at Sverige og svenskerne er totalt fortabte, hvis vi ikke forener os til et større fællesskab med vores broderfolk, så vi virkelig kan være uafhængige af stormagterne i både øst og vest.

Er der et specielt tilfælde i din »politiske karriere«, hvor du følte ekstra stor begejstring for det, der er opnået i kampen og for fremtiden?

Absolut, det sker kontinuerligt hver måned, at der sker noget ekstraordinært, som får én til at øge kampmotivationen. Enkeltstående eksempler på enorm offervilje blandt vores medlemmer og aktivister eller solstrålehistorier fra gaden eller andre steder, hvor vi har fået bekræftet vores popularitet blandt folk, der tidligere ikke engang kendte til os.

Skal jeg tage lidt større og helt konkrete eksempler, var jeg enormt tilfreds med, at vi som den første nationale organisation i moderne tid kunne gennemføre demonstrationer i mere end én by på samme tid, ligesom jeg også var ret tilfreds, da jeg første gang blev kåret som en af ​​verdens farligste personer. Ydermere, da vi overtog det centrale København og Reykjavik for første gang, var det vældig hyggeligt. Alt dette var en energiforstærker uden lige!

Den første offentlige aktion nogensinde i Island, i hovedstaden Reykjavik 2019.

Hver måned sker der noget ekstraordinært, som øger ens motivation til at kæmpe.

Er der nogen speciel lejlighed i din »politiske karriere«, hvor du følte dig skuffet og måske oplevede, at entusiasmen for fremtiden blev flosset i kanten?

Det er selvfølgelig ekstremt trist, hver gang nogen bliver offer for dovenskabens fristelser og forlader kampen, og det er især trist, når disse frafaldne viser sig at være helt andre og meget værre mennesker, end de udgav sig for at være, så de også forråder organisationen og deres tidligere kammerater.

Der har været nogle dolke i ryggen gennem årene, men jeg vil for det første sige, at det egentlig ikke er så mærkeligt, når systemet konstant forsøger at modarbejde os, og for det andet vil jeg sige, at den skuffelse, der er opstået, altid bare er midlertidig. På sigt bliver du styrket og bliver et bedre menneske selv ved disse midlertidige tilbageslag.

Er der et generelt råd at give til den modløse nationalist, der er skuffet over, hvad kampen har at byde på i øjeblikket, men som måske lover at vende tilbage, når situationen for alvor begynder at »spidse til«?

Det handler om at forsøge at fokusere på de positive aspekter i stedet for de negative og ikke gøre det perfekte til det godes fjende. Der vil højst sandsynligt aldrig være en situation eller en organisation, der bliver set som eksemplarisk ud fra din individuelle tilgang, men organisation handler netop om at kunne fravige denne egocentriske tilgang og i stedet gå sammen med andre for en højere sag. Så kan det kræve, at man virkelig lægger vægt på det gode i stedet for det mulige negative og at man kigger efter det alternativ, der opleves som det bedste af de eksisterende i stedet for at lede efter det uopnåelige fejlfrie. Der findes masser af hvide piller og mulighed for at erfare optimisme i vores kamp, ​​hvis du bare vælger at se det.

Så er der, som jeg sagde tidligere, vigtigheden af ​​loyalitet. Selvfølgelig kan man ikke i en skarp situation bare komme vandrende ind fra gaden og tro, at man får selvtillid. Det er i den nuværende fase af kampen, at vi virkelig har mulighed for at teste vores evner, og at folk kan vise, hvad de står for under brandøvelserne, så vi uden tvivl har dette på plads, når det virkelig brænder.

Der findes masser af hvide piller og mulighed for at erfare optimisme i vores kamp, ​​hvis du bare vælger at se det.

Du fortalte mig, at du er familiefar. Hvordan synes du, det fungerer for dig at kombinere familieliv, arbejdsliv og dit politiske engagement?

Stort set alle mennesker, uanset hvem du spørger, og hvilken situation de er i, taler om at lægge livets puslespil. Det er nok det samme for nogen i min situation, måske bare med et par puslespilsbrikker mere. Alt hvad man gør eller ikke gør i livet handler om prioriteringer og jeg tror at en vigtig del af løsningen faktisk mest handler om, at få gode rutiner omkring tingene.

Har du stillet op til valg for en anden organisation end Den Nordiske Modstandsbevægelse?

Ja, i 2006 stillede jeg op på Riksdagslisten og til Kristianstads kommunalvalg for det nu nedlagte ​​parti Nationalsocialistisk Front, NSF.

Hvordan vil du kort beskrive forskellen, dels mellem NSF og Den Nordiske Modstandsbevægelse som kamporganisationer, dels jeres egen rolle inden for hver organisation?

Jeg kæmpede helhjertet for NSF i de ti år, jeg var medlem, og jeg kunne rigtig godt lide partiet, så det er virkelig ikke min hensigt, at nogen skal tage det ilde op, men set i bakspejlet kan jeg stadig sige, at NSF ikke var så modent, ikke så dybt rodfæstet, som Modstandsbevægelsen er. Jeg plejer at sige, at NSF var mere nationalsocialister på papiret, mens Modstandsbevægelsen er nationalsocialistisk i knogle, marv og sjæl. NSF var mere politisk og modstandsbevægelsen mere ideologisk.

Min egen rolle er en helt anden. I NSF var jeg amtsleder og havde ansvaret for kamparbejdet i Skåne, nu i Modstandsbevægelsen er jeg den øverste leder for hele den nordiske organisation med alle dens underliggende grene og arbejdsområder. Måske lidt som at være site manager for en lokal virksomhed, der er en del af en større kæde, eller være administrerende direktør for hele koncernen,

Det fremgår af partiprogrammet Vores Vej, at Den Nordiske Modstandsbevægelse er en revolutionær kamporganisation. Hvad er grunden til, at et sådant parti opstiller til et folketingsvalg, der arrangeres i et liberalt demokrati?

Vi arbejder meget intensivt med propagandaarbejde året rundt – valgår eller ej, men frem for alt vil valgdeltagelsen være en meget klar og konkret investering i en tid, hvor almindelige mennesker er meget mere modtagelige for politik, end de ellers er. Det giver os også legitimitet blandt visse grupper af mennesker, som ellers har svært ved at forstå, hvad vi mener, når vi siger, at vi kæmper for at tage magten i Norden.

Vi har ingen illusioner om, at vi vil vinde ved noget folketingsvalg, så længe systemet spiller efter aftalt spil, som det gør i dag, men vi mener, at valgkampen giver os en glimrende platform til at føre vores budskab igennem og samtidig giver os mulighed for at blive styrket frem for alt lokalt, hvor vi også stiller op til kommunalvalget.

Skulle vi så, på trods af enorm modstand fra etablissementet, med alt fra medieløgne til lukkede bankkonti og andre former for mere direkte valgsvindel, kunne klemme et mandat ind et sted, ville det selvfølgelig være fantastisk morsomt og det ville give os endnu en platform at bringe vores budskab fra, men uanset hvad vil vores valgkamp styrke organisationen.

Hvornår i organisationens historie blev beslutningen truffet om at danne en parlamentarisk afdeling af Modstandsbevægelsen?

Hvornår beslutningen blev truffet, er jeg egentlig noget usikker på, da jeg ikke selv var med i rigsledelsen på daværende tidspunkt, men i efteråret 2014 blev beslutningen under alle omstændigheder meldt ud og i 2015 blev der formelt dannet et parti, da indsamlingen af underskrifterne var udført.

Valgbevægelsen i Ludvika 2018.

Fire år siden sidst

I 2018 stillede Modstandsbevægelsen op til folketingsvalget og til kommunalbestyrelsesvalget i tre kommuner. Hvad tror du, at man kan lære af den oplevelse?

Åh, der er mange ting, vi har lært af valget, som vi har kommunikeret internt og nu praktiserer vi vores erfaringer ved årets valgkamp, ​​men om der er noget, jeg lige nu vil fortælle om offentligt, ved jeg ikke rigtig. Mere fokus lokalt og mindre nationalt kan godt være en sådan ting kan jeg sige og mere kvalitet end kvantitet når det kommer til propaganda kan være en anden.

Hvordan mener du, at samfundet har ændret sig i disse år?

Det mest åbenlyse er, at multikulturalismen har spredt sig endnu mere. Mange byer, som der stadig var håb for i 2018, er i dag stort set tabt. Mange småbyer, der dengang var etnisk homogene, har i dag en stigende andel af racefremmede.

Det er også blevet mere og mere tydeligt, for eksempel med Covid-19-rejserestriktionerne, de nye terrorlove, forbudshetzen mod os og NATO-ansøgningen, at nutidens såkaldte demokrati faktisk er totalitært til fingerspidserne, men at det stadig forsøger at bevare illusionen om en slags frihed for folket.

I takt med disse to negative ting, er i hvert fald nogle grupper af befolkningen dog også blevet mere modtagelige over for radikale politiske alternativer og viden om, at forandring er nødvendig, hvilket naturligvis er meget positivt for vores muligheder for at komme frem.

En væsentlig ændring er graden af ​​censur på forskellige platforme. Under den forrige valgkamp blev der for eksempel vist film fra Modstandsbevægelsens offentlige aktiviteter på YouTube og Nordisk Radios podcasts var tilgængelige på Spreaker-platformen. Det gør de ikke længere. Vil denne udvikling eskalere eller endda vende i fremtiden tror du? Er der en situation, hvor skabelsen af ​​egne platforme begynder at overtrumfe gentagne platformskift?

Jeg tror desværre, vi skal satse fuldt ud på, at der kommer en dag, hvor vi slet ikke får lov til at være på internettet – da vi ikke engang får mulighed for at have et domæne online. Dette er en af ​​de mange grunde til, at det er så utrolig vigtigt, at vi altid og med alt, hvad vi gør, læner os op ad gadeaktivisme som kernen i vores bevægelse og ikke omvendt. Når vi først er fjernet fra internettet, eller for den sags skyld når internettet er helt lukket ned, som følge af terror eller krigsførelse, starter vi ikke fra bunden af men har veletablerede rutiner og høj kompetence.

Egne platforme er noget vi er begyndt at arbejde mere og mere med, problemet er at de slet ikke når ud til så mange. Youtube, Facebook, Google mf.l. har et kæmpe monopol på deres respektive markeder.

Hvordan synes du, at Modstandsbevægelsen og (vilkårene for) vores kamp har udviklet sig i perioden siden sidste valg? Løgnepressen, sikkerhedstjenesten og efterretningstjenesten hævder, at vi »er blevet svækket af afhoppere og splittelse«. Samtidig ser stærke kræfter os som en så stor trussel mod det nuværende system, at de for enhver pris ønsker et organisatorisk forbud. Hvad er egentlig sandt her?

Sandheden er, at vi både er blevet styrket og svækket på samme tid. Vi havde flere medlemmer i 2018, end vi har i dag, og vi forfulgte mere kvantitativ udadvendt aktivisme. Samtidig er organisationens ledelse og indre kerne dog blevet markant stærkere og vi har drevet mere intern aktivisme som kampsportstræning, sociale aktiviteter og studiekredse, end vi gjorde dengang.

Når det er sagt, udgør vi uden tvivl en større trussel mod systemet i dag, end vi gjorde i 2018. Medlemmer kommer og går i bølger afhængigt af forskellige omstændigheder, sådan har det altid været, og sådan vil blive ved med at være, hvad vi end gør ved det. Derfor er det meget vigtigere, at ledelsen er stærk og kernen stabil, så vi har de bedst mulige forudsætninger, næste gang vi får en kraftig tilgang af medlemmer.

Den dag lokummet for alvor brænder, vil vi have et langt større behov for en god struktur og loyale sammensvejsede kammerater end at kunne lokke x antal mennesker til stemmeurnerne eller endda til en demonstration – med det mener jeg ikke, at sidstnævnte er uinteressant, bare at førstnævnte er endnu vigtigere.

Når det er sagt, udgør vi uden tvivl en større trussel mod systemet i dag, end vi gjorde i 2018.

Filosofi og vejen ind i fremtiden

Modstandsbevægelsen ønsker at indføre demokrati og går ind for f.eks. folkeafstemninger, samtidig med at man understreger vigtigheden af ​​et stærkt lederskab. Hvordan hænger disse principper sammen?

De passer faktisk virkelig godt sammen og minder faktisk ret meget om, hvordan det så ud i det antikke Grækenlands oprindelige demokrati.

For det første tror vi på, at mennesker selv, væsentligt bedre end nogen anden, kan træffe de bedste beslutninger, når det kommer til dagligdags ting, der påvirker dem lokalt i deres dagligdag. Vi ved dog, at det i virkelig vigtige spørgsmål om nationens overlevelse, frihed og udvikling ville fungere meget bedre med en autoritær og tydelig ledelse, der kan træffe de nødvendige beslutninger uden unødigt bureaukrati og parlamentarisk polemik.

For det andet tror vi på princippet om ansvar, med en leder, der er meget synlig og tager ansvar for sine beslutninger, og at et sundt og oplyst folk i et samfund, der har mangfoldige medier, også skal have mulighed for at afskedige deres ledere, hvis de viser sig ikke at være kompetente nok. Vi ønsker at give denne magt til folket både med et mistillidsvotum, og muligheden for at de kan beholde deres tjenestevåben fra militærtjenesten i deres eget hjem.

I dagens Sverige har vi det modsatte af alt dette og det værste af to verdener. Et folk, der er fuldstændig magtesløst og karriereorienteret over for »ledere«, der trods befolkningens magtesløshed er lammet af bureaukrati og gemmer sig bag sine kolleger i stedet for at tage ansvar.

Hvad skal Modstandsbevægelsen efter din mening have opnået, for med rette at kunne betragte dette års valg (kamp) som en succes – eller endda som en sejr?

Vi skal ses og høres mere end de andre partier på trods af vores ekstreme ressourcemæssige underlegenhed og vi skal være blevet styrket lokalt i de kommuner, hvor vi stiller op, gennem nye medlemmer, værdifulde kontakter eller den generelle opbakning.

»Jeg har læst jeres partiprogram Vores Vej og synes, det er det program, der passer bedst til mine holdninger. Jeg har dog tænkt mig at stemme på Sverigedemokraterna eller eventuelt Alternativ för Sverige, for i kommer alligevel ikke ind i Riksdagen, så jeg har ikke tænkt mig at spilde min stemme på jer.« Hvad svarer du?

At den eneste måde du kan spilde din stemme på, er ved ikke at stemme på os!

Man kan vel starte med at sige, at Sverigedemokraterna får over en million stemmer, det er åbenbart lige meget for dem, om man stemmer eller ej. Din stemme vil ikke påvirke deres eksistens det mindste. For os partier uden for Riksdagen er hver eneste stemme dog synlig og giver resultater.

Systemet vil også skide på, om man stemmer på Sverigedemokraterna eller ej, i dag er de sågar en del af systemet, men de er ekstremt bekymrede for, at man stemmer på os, selvom vi ikke kommer ind i nogen rigsdag.

Man kan selvfølgelig også sige, at hverken Sverigedemokraterna eller Alternativ för Sverige har det, der skal til for at redde dette land, selvom de ville få et flertal af stemmerne ved valget (hvilket de næppe får). Det er gået for vidt til, at kun politikere med en anden farve på slipset kan skabe forandring. Der kræves handlekraftige mænd og kvinder af folket. En revolution i fuld skala er nødvendig. Med din stemme på os giver du den nordiske revolution legitimitet!

Afslutningsvis kan det nævnes, at Sverigedemokraterna har gjort det klart, at de vil forbyde Den Nordiske Modstandsbevægelse. Ved at stemme på dem, stemmer du for et forbud af os – hvilket i hvert fald kan siges at være ret usmageligt, hvis du nu faktisk bedst kan lide vores politiske program.

Systemet vil også skide på, om man stemmer på Sverigedemokraterna eller ej, i dag er de sågar en del af systemet, men de er ekstremt bekymrede for, at man stemmer på os, selvom vi ikke kommer ind i nogen Riksdag.

Så opsummeret: Hvorfor skal man stemme på Den Nordiske Modstandsbevægelse ved årets valg?

Du bør stemme på os, fordi du forstår, at det ikke er muligt at stemme de problemer, der er i Sverige i dag, væk. Man vælger Den Nordiske Modstandsbevægelse, fordi vi er det revolutionære valg!

Tak Simon for din tid og dine detaljerede svar! Og held og lykke med årets valg!

Præferencetest med hurtige spørgsmål

Det var så sandt, også en lille præferencetest: Vælg en af ​​to muligheder!

Gadeaktivisme eller internetaktivisme?

Alle former for aktivisme udfylder deres funktion og supplerer hinanden, men hvis valget er det ene fremfor det andet, vil det klart være gadeaktivisme. Det er både sjovest og mest nyttigt!

Folketingsdebat eller innovativ aktivisme?

Innovativ aktivisme i Riksdagen!?

Kristianstad eller Grängesberg?

Det gamle Kristianstad, som det så ud, da jeg voksede op, det nuværende Grängesberg, som Kristianstad ser ud i dag.

Holde tale eller uddele flyveblade?

Haha, holde tale, selvfølgelig! Men guderne ved, at jeg virkelig også har gjort min del af det sidstnævnte.

Hård rock eller danseband?

Hård rock! Jeg er dog ikke fan af black metal som mange andre i organisationen.

Computerspil eller film?

Førhen, da jeg havde et mere simpelt livs-puslespil, ville mit svar selvfølgelig være computerspil, men i dag bliver svaret film, da det kræver mindre.

Styrketræning eller løb?

Absolut styrketræning!

Øl eller vin?

Øl, selvfølgelig!

Push-ups eller dødløft?

Selvfølgelig dødløft!

Grillmad eller husmandskost?

Jeg har en svaghed for grillmad.

LCHF eller vegansk?

Ideologisk vegansk, smagsmæssigt og efter hvad jeg synes er bedst for min krop: LCHF. I virkeligheden bliver der derfor ingen af ​​delene, men derimod en fin blanding.

VIA:
Motståndsrörelsen.se