Race – det afgørende spørgsmål
#4: Racernes ulighed

RACELÆRE: «Race – det afgørende spørgsmål» af Jürgen Rieger, kapitel 4: Racernes ulighed.

De fysiske forskelle mellem racerne er åbenlyse, og selv af fortalere for racelighed er dette vanskeligt at benægte. «En kineser, der befinder sig en mængde af svedige hvide, eller en europæer, der befinder sig i en lignende situation blandt negre, kan alene ved lugt identificere de omkringståendes tilhørighed til en anden underart end sin egen.» (1) Hos australnegrene og mange europide racer er mændene 6,5 cm højere end kvinder, mens forskellen hos javaneserne er tredobbelt. (2)

Andre forskelle kan konstateres ved måling og dissektion. Hudens elektriske modstand er forskellig hos europider og orientalere, når der gives en uvilkårlig  impuls for at undgå smerte. (3) Størrelsen, formen og strukturen på hjernen og det endokrine system er forskellige i de forskellige racer. (4) Da hjernen uden tvivl er en af ​​de mest interessante kropsdele, skal vi undersøge den.

Prof. Connolly har behandlet problemet detaljeret. (5) En af hans undersøgelser viste, at 13 mandlige hjerner fra hvide havde en gennemsnitlig vægt på 1307 gram, mens 13 mandlige hjerner fra negre havde en gennemsnitlig vægt på 1201 gram. En anden måling, ledet af prof. Hrdlicka, fandt en gennemsnitsvægt på 1298 gram for 36 mandlige hjerner fra hvide og en tilsvarende vægt på 1198 gram for 36 mandlige negerhjerner. (6) Dr. F. W. Vint fandt gennem hans studier, at hjernen hos en hvid europæer i gennemsnit er 10% tungere end hjernen i en afrikansk neger. (7) «På trods af at F. H. Hawkins er meget kritisk over for “racistiske teorier”, måtte han stadig i sin bog «Introduction to the Study of Society» (1928, s. 136-145) indrømme, at hjernen hos en neger er ca. 10% mindre end hjernen hos en hvid, og at den også har en væsentlig anden struktur – hvilket også antyder forskelle i den gennemsnitlige åndelige udrustning» skriver AP Elkin. (8)

Allerede prof. Hawkins observerede markante forskelle i, hvordan hjernen var struktureret. I hjernen hos hvide blev der fastslået et større antal folder. (9) Forhjernen og baghovedregionerne var relativt større i hjernerne hos hvide, mens sideregionerne var relativt større i negerhjerner. (10) Dr. Vint målte tykkelsen af ​​forskellige lag i hjernen og fastslog tydelige racemæssige forskelle. Lagene var i gennemsnit 15% tyndere hos negre end hos hvide (11) hos Lamina supragranularis var forskellen sågar tættere på 16%. Det supgranulære lag er forbundet med vilje, intellekt og selvkontrol. (12)

Elektrofysiologien har endvidere påvist tydelige forskelle når det gælder strømintensitet, dvs. spændinger og bølgetæthed, i hjernerne hos de enkelte racer. (13) Afrikaneren har mere en “hørende” end en “seende” hjerne, og hans hjerne er meget mindre udviklet end en europæers (især med hensyn til forhjernen). Og afrikanernes EEG (elektro-encefalogram) er tættere på europæiske børns end voksne europæere. (14) «Derfor er jeg kommet til – ved at gå ud fra gennemsnitsvægt og hjernemålinger – at det gennemsnitlige niveau er lig med syv til otte år gamle europæiske drenge», skriver FW Vint. (15)

De nævnte undersøgelser fører os til spørgsmålet om åndelige forskelle mellem racerne. Det ville være underligt, hvis de påviste uligheder med hensyn til hjernens størrelse, form og struktur ikke også forårsager uligheder hvad gælder f.eks. intelligens og begavelse.

Dr. Myrtle B. Mc Graw har udført en spædbarnsintelligenstest udviklet af Dr. C. Bühler (Wien). Skalaen opererer med udviklingskvotienter, og ved hjælp af disse kan vi sammenligne et barn med et andet barn på samme alderstrin.  Hvide småbørns IQ var højere end negerbarnets IQ – på hvert eneste månedstrin. Forskellen udgjorde et gennemsnit på 13 IQ-point, hvor kun 28% af negerbørn nåede den gennemsnitlige intelligens hos de hvide børn. (16)

Hos skoleelever finder vi de samme forskelle.

Som et eksempel kan vi nævne en undersøgelse af over 12.000 hvide og 5.500 farvede skoleelever foretaget i Wilmington, N.C., USA. (17)

Her blev der anvendt flere forskellige psykologiske test, især Otis Quick-Scoring Mental Ability Test. (18)

En måling af 7., 8. og 9. klasser i 1956 gav de hvide en gennemsnitlig intelligenskvotient på 99,55, negerne en på 81,24. (18) I 1959 blev den samme gruppe testet igen, nu var de rykket op i klasserne 10., 11. og 12. I mellemtiden blev en lille procentdel af særligt evnesvage adskilt. Negerne fik nu en gennemsnitlig intelligens på 84,62, de hvide en på 101,98. Ingen neger-studerende opnåede 120 point eller mere, mens 7,2% af de hvide nåede 120 eller højere. På den anden side faldt kun 0,2% af de hvide studerende under 70 point mod 6,6% af negerne. (19)

Jo ældre negerne bliver, jo større er afstanden til de hvide. En undersøgelse af 549.608 amerikanske soldater under 2. verdenskrig viste (20): Af dem, der havde afsluttet «grade school», faldt 24% af de hvide i de to højeste kategorier (I + II), mens 33% af hvide og 76 % af negersoldaterne faldt i de to laveste kategorier (IV + V). Af de hvide soldater, der havde afsluttet «high school», faldt 66% i de to højeste kategorier, mens kun 41% af negerne, der havde afsluttet «College», kunne tilskrives disse kategorier. (21)

Interessante er også undersøgelserne af den mentale modenhedsalder. Den psykiske alder er et mål for den modenhed, et menneske når.

Grundlaget for undersøgelserne, som blev ledet af professor Stanley D. Porteus, var Maze-testen, som er særligt velegnet til måling af forudsigelighed, planlægning, beregning og åndeligt niveau. (22) Undersøgelserne viser blandt andet, at centralaustralierne når en modenhedssalder på 12,8 år, nordvestaustraliere når en alder af 10,48 (23) De ligger igen over Sakai-Jeram-stammen fra Perak-kysten (8,02 år) og buskmændene fra Kalahari (7,56 år). (24)

Amerikanske negere adskiller sig ikke fra hvide i denne udstrækning, fordi der nu knapt længere findes en sort amerikaner, der ikke har en eller flere hvide blandt deres forfædre. Forskellen er alligevel betydelig. «Ved hjælp af gruppeaktivitetsnormer, der er udviklet til at måle evnen til elementær læring, kunne det demonstreres, at de amerikanske negere uden undtagelse er ude af stand til at opfylde de etablerede klassenormer.» (25) Negerstuderende fra 12. klasse lå f.eks. 4 år efter normen inden for aritmetik – sådan at hvide 8. klasseelever lå over farvede 12. klasseelever på dette felt. (26) Hvide og farvede 6. klasseelever adskiller sig med hensyn til åndelig modenhed i gennemsnit med over 2 år, hvide og farvede 10. klasseelever med over 3 år. (27)

Der kunne nævnes utallige andre undersøgelser om intelligens og modenhedsalder. I løbet af de sidste 50 år er der offentliggjort en række bøger og over 250 artikler, der har handlet om intelligenstests af amerikanske negere. Det mest komplette og grundige tilbageblik på resultaterne af disse intelligenstests er prof. Audrey Shueys bog “Testing of Negro Intelligence”. (28) Shuey har kritisk gennemgået 380 undersøgelser med ca. 60 forskellige intelligenstests, der dækker en periode på 53 år (1913-1966).

De vigtigste resultater af disse tests kan sammenfattes som følger:

1. IQ’en hos en gennemsnitlig, amerikansk neger ligger mellem 15 og 20 point under IQ’en hos en gennemsnitlig, hvid amerikaner.
2. Negerne overlapper den hvide med mellem 10 og 15%. (Lighed mellem grupperne betyder en overlapning på 50%).
3. Forholdsvis seks gange så mange hvide som farvede når en IQ på over 139…
4. Forholdsvis seks gange så mange negere som hvide har en IQ på under 70…
5. Forskellene mellem negere og hvide ser ud til at være de samme ved hvilken som helst type af intelligenstest – individuel eller gruppetest, verbal – eller non-verbal, med eller uden reference til kulturbaggrunden – som benyttes. De største forskelle fremkommer ved tests af mere abstrakt karakter.
6. Forskellene mellem negere og hvide med intelligenstestydelser øges med alderen.
7. Store, tydelige forskelle i intelligenstestydelsen fastslåes også når det socioøkonomiske miljø er det samme for begge grupper.
8. Forskellene mellom negere og hvide er konstante i hele den 44-års periode som undersøgelserne omfatter, til trods for forbedringen i negernes sociale og økonomiske situation. Dette har også betydet en relativ forbedring, i forhold til de hvides situation.»(29)

(Ud over kropslige og åndelige forskelle kan vi også se markante forskelle i karakteregenskaber. Disse egenskaber er også underlagt arvelove og kan derfor ikke udelukkes fra raceforskning).

Professor Porteus kom til den opfattelse, at også etniske grupper adskiller sig stærkere i temperament end i åndelig intelligens. (30)

Allerede Darwin, som under sin fem-årige rejse verden rundt, systematisk observerede de forskellige folk og racer på forskellige udviklings- og kulturelle stadier, erkendte: «Deres (dvs. racen, Forf.) åndelige egenskaber afviger ligeledes stærkt fra hinanden. Tilsyneladende kommer dette stærkest til udtryk i det følelsesmæssige liv, men det gælder også for den åndelige ydeevne. Enhver, der har haft mulighed for at sammenligne de tavse, ja afvisende urindfødte i Sydamerika med de muntre og snakkesalige negere, vil helt sikkert blive slået af modsætningen mellem dem. Næsten lige så stærkt afviger malayerne fra Papua, på trods af, at han lever under de samme naturlige betingelser og kun adskilt af en smal havarm.»(31)

En sammenligning mellem enæggede og toæggede tvillinger har vist, at skizofreni, manisk depression, sindssygdom og psykoser overvejende er arvelige. Hvis en enkelt tvilling er schizofren, er i 86,2% af tilfældene også den anden tvilling schizofren. Hos toæggede derimod gælder dette dog kun i 14,5% af tilfældene. I tilfælde af depression var satserne henholdsvis 95,7% og 26,3%. I forbindelse med dette anfører Donald A. Swan, at mentale egenskaber er genetisk (arvelige) betingede «i omtrent samme grad som fysiske karakteristiska».

Temperment ser ud til at være 50 til 75% afhængigt af arveanlæggene. (33)

Typer af adfærd er derfor på tilsvarende måde, som åndelige og kropslige egenskaber, forskellige fra race til race. (34)

(Det ville sprænge rammerne for denne tekst at fremstille de sjælelige egenskaber hos storracerne og de forskellige racer. Jeg ville bare understrege, at begrebet sjæl ikke kan udelukkes fra en raceundersøgelse. Race er mere end hud- og øjenfarve.)

På grund af forskellig intelligens er de praktiske evner til mestring i livet også forskellige. En missionær, der har boet i 14 år blandt zuluerne, skriver blandt andet: «Zulu-folket … har aldrig opdaget princippet om hjulet, belysningsanlæg, vandingssystem, det har hverken udviklet skrivekundt, rækkehuse eller broer, det har aldrig forstået at benytte et dyr som træk- eller bæredyr.

Det er en forbrydelse, når FN-propagandister tilskriver afrikanske indfødte egenskaber, som disse aldrig har haft. Dette kan let føre til deres egen udslettelse og til den hvide race undergang … »(35)

Det kan betragtes som udelukket, at andre racer kan opretholde – langt mindre udvikle – den europæisk civilisation. Resultatet kan kun blive, at disse racer kan komme til at udslette dem, som truer dem i udviklingsprocessen.

Tilpasning til klimaet er forskelligt hos racerne. Mongoliderne er pga. deres korte lemmer og kropsbygning godt egnet til arktisk klima. Negroider er ved deres pigmentsammensætning særligt godt tilpasset områder med stærk solstråling. De har bedre muligheder her end hvide mennesker. «Hos hvide bliver nøgen hud udsat for sollys hurtigere gammel end hud, der er beskyttet af tøj. Desuden kunne de (hudlæger, JR) konstatere, at de ultraviolette stråler er en årsag til hudkræft.»(37) «Observationer i lavlandet i Tchad styrkede mig i den opfattelsen af, at de ultraviolette stråler er direkte relateret til ondartede hudtumorer hos mennesker.» 38)

Darwin bemærkede allerede, hvordan tilbøjelighed for ​​visse sygdomme er forskellig i racerne. (39) Denne kendsgerning er undervurderet, fordi det ofte er vanskeligt at afgøre, om en infektion overhovedet er opstået.

«Når man hos europæere, vestafrikanere og mennesker fra Ildlandet sammenligner modstandsevnen overfor sygdomme som gul feber, tuberkulose og mæslinger, bemærker man, at de forskellige racer udviser forskellige reaktioner, og vi kan antage, at både modstandsevne og tilbøjelighed er arvelig betinget.» (40)

Racernes modningshastighed er varierende. Negerbørn i Uganda modnes dobbelt så hurtigt som europæiske børn indtil 3-årsalderen. Derefter bliver disse børn, sammenlignet med europæere, efterladt i udvikling. Den generelle regel er, at jo kortere barndom, desto hurtigere nås toppen af ​​den åndelige udvikling. (41)

En række overbevisninger, værdier og religioner er også racemæssigt betingede og forskellige. F.eks. udtrykket “smuk” bliver tildelt et andet indhold i forskellige racer. Når et barn med lysere hudfarve bliver født i papua-stammen, holdes det over en ild fra grønne grene, indtil det har fået den rigtige farve. (42)

I sagatiden på Island blev kun blondt hår og lyse øjne betragtet som smukt. «Illug ok svart», «Troløs og sort» var et ordsprog. (43)

Det engelske ord «fair» betyder udover ​​«anstændig», «ren», «retfærdig», «lys», «klart», også «blond» og «smuk». (44) «Blond» bruges således utvetydigt med «smuk».

Skønhedsbegreberne må enten sættes i sammenhæng med det ydre udseende af vedkommende race selv, eller til det ydre udseende af en tidligere indvandret race, som har dannet et overlag. Selv i dag bliver det for eksempel i indiske ægteskabsannoncer lagt vægt på, at partneren bør have lys hud. Dette er et skønhedsideal, der går tilbage til det folk, der immigrerede til Indien for 4.000 år siden. (45) De kaldte sig selv «ariere» og omtalte sig selv som «blonde» (Rig-Veda 10.96).

Private meningsmålinger og undersøgelser af forskellige beklædningsskikke kan tyde på, at forkærlighed for visse farver også er racemæssigt betinget. Statistiske undersøgelser er dog ikke tilgængelige på dette område.

Værdiopfattelsen kan også være forskellig. Dette blev observeret, bl.a. af Walther Rathenau: «Mod, og dets naturlige følge, sandfærdighed, værdsættes højt af de nordiske og fäliske racer. Mens fredsommelighed og ydmyghed, som let kan resultere i en «klog» og «diplomatisk» usandfærdighed, kultiveres på samme måde som centrale værdier hos en række ikke-nordiske racer. (46)

Den præasiatiske race er kendetegnet ved et særligt religiøst træk: trangen til at blive «frelst» (fra en ubeskrivelig «synd»). Menneskene af den asiatiske race er derfor ofte blevet kaldt «frelsemennesker». (47)

Som kuriositet kan til slut nævnes, at racerne ikke engang har den samme art af parasitter som f.eks. lus. «Dette går så vidt, at cimex lectularius hos hvide udviser et andet kromosomtal end cimex rotundatus, som negerne plages af. Darwin påviste, at lus fra indfødte på Hawaii, på kroppen af ​​en engelsk sømand, døde efter fire til fem dage.»(48)

En så fundamental ulighed eksisterer ikke engang mellem de enkelte hunderacer. (49)

1. E. Raymond Hall: «Zoological Subspecies of Man», s. 3.

2. C. D. Darlington, «Die Gesetze des Lebens», s. 253.

3. G. M. Stratton og P. M. Henry, «Amer. Jour. Psychology», vol. 56, 1943, s. 169.

4. C. U. Ariens Kappers: «The Evolution of the Nervous System in Invertebrates, Vertebrates and Man», Haarlem 1929, s. 198–327. Mario F. Canella: «Principi di Psicologia Razziale», Sansoni Edizioni Scientifiche, Firenze 1941. M. F. Canella: «Linamenti di Antropobilogica», Sansoni Edizioni Scientifiche, Firenze 1943. J. C. Carothers: «The Brain and its Functions», «The African Mind in Health and Disease», Weltgesundheitsorganisation, Genf 1953. Cornelius J. Connolly: «External Morphology of the Primate Brain», Springfield, Illinois 1950. Carleton Coon: «The Origin of Rases», New York 1962, s. 337–339. R. Ruggles Gates: «Human Genetics», New York 1946. Wilfried D. Hambly: «Cranial Capacities: A Study in Methods», «Fieldiana: Anthropology», vol. XXXVI, nr. 3 1947 s. 25–73.

5. C. J. Connolly: «External Morphology of the Primate Brain», Springfield 1950.

6. C. J. Connolly: «External Morphology of the Primate Brain», s. 259.

7. C. J. Connolly: «External Morphology of the Primate Brain», s. 75.

8. A. P. Elkin, «The Anatomy of a Controversy», del II, s. 46.

9. C. J. Connolly: «External Morphology of the Primate Brain», s. 264.

10. C. J. Connolly: «External Morphology of the Primate Brain», s. 146.

11. C. J. Connolly: «External Morphology of the Primate Brain», s. 81.

12. R. Ruggles Gates: «Human Genetics», New York 1946, vol. II, s. 1138.

13. Donald A. Swan: «The Anatomy of a Controversy», del II, s. 29.

14. J. C. Carothers: «The African Mind in Health and Desease: A Study in Ethnopsychiatry», Weltsundheitsorganisation, Genf, 1953.

15. F. W. Vint, sitert av J. C. Carothers, « », s. 81.

16. Sitert av Henry E. Garrett i «Klinebergs’ Chapter on Race and Psychology», s. 5.

17. H. M. Roland og Donald A. Swan: «Race, Psychology and Education: Wilmington, N. C.»

18. H. M. Roland og Donald A. Swan: «Race, Psychology and Education: Wilmington, N. C.», s. 3.

19. H. M. Roland og Donald A. Swan: «Race, Psychology and Education: Wilmington, N. C.», s. 3.

20. R. K. Davenport: «Implications of Military Selection an Classification in Relation to Universal Military Training», «J. Negro Educ.», 1946, s. 585–594.

21. Sitert av Henry E. Garrett: «The S.P.S.S.I. and Racial Differences», «American Psychologist», vol. XVII, nr. 5, mai 1962.

22. Stanley D. Porteus: «Ethnic Group Differences», s. 6.

23. Stanley D. Porteus: «Ethnic Group Differences», s. 7.

24. Stanley D. Porteus, «The Anatomy of a Controversy», del II, s. 70.

25. R. Travis Osborne: «Racial Differences in Mental Growth and School Achievment» og Robert E. Kuttner: «Race and Modern Science», s. 383.

26. R. Travis Osborne: «Racial Differences in Mental Growth and School Achievment», s. 393.

27. R. Travis Osborne: «Racial Differences in Mental Growth and School Achievment», s. 393.

28. H. M. Roland og Donald A. Swan: «Race, Psychology and Education, Wilmington, N. C.», s. 6.

29. H. M. Roland og Donald A. Swan: «Race, Psychology and Education, Wilmington, N. C.», s. 6.

30. Stanley D. Porteus: «Ethnic Group Differences», s. 11.

31. Sitert av C. D. Darlington i «Die Gesetze des Lebens», s. 251.

32. Franz J. Kallmann og George S. Baroff: «Abnormalities of Behavior in the Light of Psychogenetic Studies», «Annual Review of Psychology», vol. 6, s. 197–236.

33. Donald A. Swan: «Genetics and Psychology», s. 11. 34. Henry P. Fairchild: «Race and Nationality», New York 1947, s. 169.

34. Sitert av Henry E. Garrett: «The Anatomy of a Controversy», del II, s. 13.

35. Stanley D. Porteus: «Primitive Intelligence and Environment», New York 1937, s. 210–213.

36. «Boston Herald Traveler», sitert i «Suchlicht» Coburg 1968, hefte 8.

37. Alexander Tschalkin, doktor i medisinsk vedenskap, «Priroda», sitert i «Suchlicht» Coburg 1968, hefte 8, s. 5.

38. Sitert av C. D. Darlington i «Die Gesetze des Lebens», s. 251

39. C. D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens», s. 133.

40. M. Geber og R. F. Dean: «Development rates of African Children in Uganda», «The Lancet», 1957, s. 272.

41. A. James Gregor: «On the Nature of Predjudice», s. 2.

42. Bertil J. Lundman: «The Racial History of Scandinavia», «The Mankind Quarterly», vol. III, nr. 2 1962.

43. «Tauchnitz Taschenwörterbuch», Hamburg 1945, s. 80.

44. A. James Gregor: «On the Nature of Predjudice», s. 5 og 11.

45. Walther Rathenau: «Der Mensch im Zeitalter der Entgermanisierung und Materialisierung», «Zur Kritik der Zeit», s. 109.

46. L. F. Clauss, sitert av Rudolf Spieth i «Menschenkenntnis im Alltag Gütersloh 1967, s. 101.

47. C. D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens», s. 251.

48. C. D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens», s. 252.

Tidligere publiceret:
Forord og bibliografi
Race – det afgørende spørgsmål #1: Hvad er racer?
Race – det afgørende spørgsmål #2: Hvilke racer findes der?
Race – det afgørende spørgsmål #3: Racernes oprindelse
Race – det afgørende spørgsmål #4: Racernes ulighed
Race – det afgørende spørgsmål #5: Hvad er årsagen til raceforskelle?
Race – det afgørende spørgsmål #6: Raceblanding
Race – det afgørende spørgsmål #7: Hvorfor findes der raceblanding?
Race – det afgørende spørgsmål #8: Racekonglomerat
Race – det afgørende spørgsmål #9 Raceværdi