Putins krigsforklaring: »Den vestlige blok er et imperium af løgne«

UDLAND: Nordfront har oversat dele af Vladimir Putins tale som blev holdt i forbindelse med invasionen af Ukraine.

Ruslands præsident Vladimir Putin bebuder en »særlig militæroperation« i Ukraine.

Da den vestlige, men frem for alt danske, rapportering om den igangværende krig i Ukraine er meget ensidigt propagandistisk set fra NATO’s krigsalliances perspektiv, har Nordfront valgt at oversætte de vigtigste dele af den tale, som den russiske præsident Vladimir Putin holdt d. natten til torsdag den 24. februar.

Denne historiske tale, som er en krigserklæring mod Ukraine, viser mange af nuancerne bag Putins og Ruslands tankegang, der førte til den situation, Europa er i i dag. Dette er ekstremt vigtigt for at kunne analysere og forstå udviklingen, meget vigtigere end hvad verdens ledere og såkaldte vestlige  eksperters fortolkninger af, hvad Rusland og Putin ønsker og tænker, konkluderer.

Respekterede borgere i Rusland! Kære venner!

I dag føler jeg igen behovet for at vende tilbage til de tragiske begivenheder, der fandt sted i Donbass, og til det centrale spørgsmål om at sikre Ruslands sikkerhed. Lad mig starte med det, jeg sagde under min tale den 21. februar. Jeg refererer til det, der har voldt os særlig bekymring og ængstelse – disse grundlæggende trusler mod vores land, som år efter år skridt for skridt, både brat og offensivt, er blevet skabt af uansvarlige politikere i Vesten.

Jeg henviser til NATO’s ekspansion mod øst, hvor man flytter sin militære infrastruktur stadig tættere på Ruslands grænser. Det har været velkendt, at vi i over 30 år har ventet udholdent og tålmodigt på at forsøge at nå til enighed med de førende NATO-lande om lige og stabil sikkerhed i Europa. Som svar på vores forslag er vi konstant stødt på enten kynisk bedrageri og løgne eller forsøg på afpresning, mens NATO på trods af alle vores protester og indvendinger er blevet ved med at ekspandere. Krigsmaskinen bevæger sig og – jeg gentager – kommer tættere og tættere på vores grænser.

Efter Sovjetunionens sammenbrud begyndte omformningen af ​​verden. Og de bestemmelser i folkeretten, der var blevet udviklet – hvoraf de vigtigste og mest basale blev implementeret i kølvandet på Anden Verdenskrig, og som i vid udstrækning konsoliderede dens udfald – begyndte nu at stå i vejen for selverklærede sejrherrer fra den kolde Krig.

Selvfølgelig var det i praksis vigtigt at tage højde for ændringer i verden og den skiftende magtbalance i internationale relationer og i de regler, der regulerer dem. Dette burde have været håndteret professionelt, gnidningsløst, tålmodigt og ved at tage hensyn til og respektere alle landes interesser og ved at forstå hver enkelts ansvar. Men nej, den eufori, der kom af at have absolut overmagt, en slags moderne enevælde, det lave kultiveringsniveau og beslutningstagernes arrogance førte til, at beslutninger blev forberedt, gennemført og fremtvunget, som kun gavnede dem. Situationen begyndte at udvikle sig efter et andet scenarie.

Man behøver ikke lede længe efter eksempler. Først og fremmest blev der med FN’s Sikkerhedsråds godkendelse gennemført en blodig militæroperation mod Beograd med kampfly og missiler i hjertet af Centraleuropa. De gennemførte en flere ugers kontinuerlig bombning af byer og kritisk infrastruktur. Vi må huske dette faktum, fordi nogle vestlige kolleger ikke kan lide at huske disse begivenheder. Og når vi taler med dem, foretrækker de ikke at pege på folkeretten, men i stedet på omstændigheder, som de fortolker, som de finder passende.

Så var det Irak, Libyen og Syriens tur. Den illegitime brug af militær magt mod Libyen og fordrejningen af ​​alle beslutninger truffet af FN’s Sikkerhedsråd om det libyske spørgsmål førte til fuldstændig ødelæggelse af staten, fremkomsten af ​​en betydelig grobund for international terrorisme, en humanitær katastrofe og en civil krig, der stadig foregår i dag. Tragedien, som de dømte hundredtusinder, millioner, af mennesker til, ikke kun i Libyen, men i hele regionen, skabte en bølge af masseimmigration fra Nordafrika og Mellemøsten til Europa.

De beseglede en lignende skæbne for Syrien. Den vestlige alliances militære aktiviteter på dette lands territorium uden den syriske regerings godkendelse eller samtykke fra FN’s Sikkerhedsråd, er intet andet end aggression, intervention.

Der findes endda et særligt sted for invasionen af ​​Irak, som blev gennemført uden noget juridisk grundlag. Som påskud blev der brugt troværdig information fra USA om tilstedeværelsen af ​​masseødelæggelsesvåben i Irak. Som offentligt bevis på dette rystede den amerikanske udenrigsminister en form for hvidt pulver-reagensglas for øjnene af hele verden og forsikrede ham om, at dette var et kemisk våben udviklet i Irak. Og så viste det sig, at alt dette var en fidus, der var ingen kemiske våben i Irak.

I denne sammenhæng var der løfter til vores land om ikke at udvide NATO en tomme mod øst. Jeg gentager – de bedragede os, med andre ord, de blæste simpelthen på os. Ja, man kan ofte høre, at politik er beskidt. Måske det, men ikke i dette omfang. Når alt kommer til alt, overtræder en sådan adfærd ikke kun alle love i internationale relationer, den går også ud over alle almindeligt accepterede moralnormer. Hvor var retfærdighed og sandhed her? Kun total løgn og hykleri.

I øvrigt har amerikanske politikere, politologer og journalister selv i de senere år hævdet, at der er skabt et »løgnernes imperium« i USA. Det er svært at være uenig i dette, for det er sandt. Men lad os ikke undervurdere: USA er et stort land, en systemdannende magt. Alle hendes satellitstater er ikke blot enig helhjertet, synger med på hendes musik, men kopierer også hendes adfærd og accepterer entusiastisk de regler, der tildeles. Derfor kan vi med god grund og med sikkerhed sige, at hele den såkaldte vestblok, formet af USA i sit eget billede, i sin helhed er et »løgnernes imperium«.

På trods af alt dette forsøgte vi i december 2021 igen at blive enige med USA og dets allierede om princippet om at sikre sikkerheden i Europa og om NATO’s ikke-udvidelse. Alt var forgæves. Den amerikanske holdning ændrede sig ikke. De anså det ikke for nødvendigt at forhandle med Rusland om dette spørgsmål, som var så vigtigt for os, men fortsatte i stedet med at forfølge deres egne mål og tilsidesætte vores interesser.

Hvad angår den militære sfære i dag, er det moderne Rusland, selv efter Sovjetunionens sammenbrud og tabet af meget af dets kapacitet, en af ​​verdens mest magtfulde atommagter og har visse fordele i nogle af de nyeste former for våben. Med dette in mente bør ingen være i tvivl om, at et direkte angreb på vores land vil føre til undergang og forfærdelige konsekvenser for enhver potentiel angriber.

Efterhånden som NATO udvider sig mod øst for hvert år, der går, bliver situationen for vores land værre og farligere. Derudover har NATO’s ledelse i de seneste dage åbent talt om behovet for at accelerere, tvinge frem fremrykningen af ​​Alliancens infrastrukturer til Ruslands grænser. Med andre ord, de konsoliderer deres position. Vi kan ikke længere bare se på, hvad der sker. Det ville være fuldstændig uansvarligt fra vores side.

Fortsat udvidelse af NATOs infrastruktur og starten på militær udvikling i Ukraines territorium er uacceptabelt for os. Problemet er naturligvis ikke selve NATO – det er kun et instrument i amerikansk udenrigspolitik. Problemet er, at i områder, der grænser op til os – områder, der historisk har tilhørt os – og jeg understreger: der skabes en »anti-russisk« fjendtlighed, som er sat under fuldstændig ekstern kontrol. De er besat af bevæbnede tropper fra NATO-lande og er udstyret med de mest moderne våben.

For USA og dets allierede er dette den såkaldte politik om at forgifte Rusland, hvilket giver åbenlyse geopolitiske fordele. Og for vores land er dette i sidste ende et spørgsmål om liv og død, et spørgsmål om vores historiske fremtid som folk. Og dette er ingen overdrivelse, det er sandt. Dette er en reel trussel, ikke kun mod vores interesser, men mod selve vores eksistens som stat, dens selvstændighed. Det er netop den røde linje, der er blevet diskuteret så mange gange. De er gået over den.

Angående situationen i Donbass. Vi ser, at de styrker, der gennemførte et kup i Ukraine i 2014, tog magten og holdt den gennem falske valgprocedurer, har opgivet ideen om en fredelig løsning på konflikten. I otte år, i otte lange år, har vi gjort alt for at løse problemet på en fredelig, politisk måde. Alt har været forgæves.

Som jeg sagde i min sidste tale, kan man ikke se på, hvad der sker der uden medfølelse. Det er simpelthen ikke muligt at finde sig i det mere. Det er nødvendigt øjeblikkeligt at stoppe dette mareridt, dette folkedrab mod millioner af mennesker, der bor der [i Donbass], som sætter sin lid til Rusland og kun til os. Denne forhåbning, disse følelser, denne smerte i mennesker er vores hovedmotivation for at anerkende Folkerepublikkerne i Donbass.

Hvad jeg også synes er vigtigt at understrege er, at ledende NATO-lande, for at nå deres egne mål, støtter ekstreme nationalister og nynazister i Ukraine, som til gengæld aldrig tilgiver befolkningen på Krim og befolkningen i Sevastopol for at vælge genforening med Rusland.

Disse vil selvfølgelig kravle over til Krim, ligesom de gjorde i Donbass, for at dræbe, ligesom da de ukrainske nationalistiske bander, Hitlers håndlangere, dræbte forsvarsløse mennesker under den store patriotiske krig [2. verdenskrig. reds. anm]. De gør åbenlyst krav på en række andre russiske territorier.

Begivenhedsforløbet og tilstrømningen af ​​information viser, at Ruslands sammenstød med disse styrker er uundgåeligt. Det er bare et spørgsmål om tid, de gør sig klar, de venter på det rigtige øjeblik. Nu hævder de også at erhverve atomvåben. Vi vil ikke tillade dette at ske.

Vi har ikke længere nogen anden mulighed, når det kommer til at forsvare Rusland og vort folk, end hvad vi er tvunget til at bruge i dag. Situationen kræver, at vi træffer beslutsom og øjeblikkelig handling. Folkerepublikken Donbass henvendte sig til Rusland med en anmodning om hjælp.

I lyset af dette, i overensstemmelse med artikel 51 i FN-pagten, med tilladelse fra Det Russiske Føderationsråd og i overensstemmelse med de venskabsaftaler og gensidigt samarbejde, som Dumaen indgik den 22. februar sammen med Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Luhansk, jeg har besluttet at iværksætte en særlig militær operation.

Dens mål er at beskytte de mennesker, der har været udsat for overgreb og folkedrab af regimet i Kiev i otte år. Og for dette vil vi stræbe efter demilitarisering og denazificering af Ukraine, såvel som for at stille alle dem, der har begået utallige blodige forbrydelser mod civile, herunder borgere i Den Russiske Føderation, for retten.

Vores mål inkluderer ikke besættelse af ukrainske områder. Vi vil ikke påtvinge nogen noget. Samtidig har vi for nylig hørt fra Vesten, at man taler om, at dokumenter underskrevet af det totalitære sovjetregime, som sikrede afslutningen på Anden Verdenskrig, ikke længere skal opretholdes. Nå, hvad er svaret på alt dette?

Afslutningen på Anden Verdenskrig, såvel som de ofre, vort folk bragte på sejren over nazismens altre, er hellige. Men dette er ikke i modstrid med de høje værdier af menneskerettigheder og friheder, baseret på de realiteter, der har udviklet sig i dag i årtierne efter krigen. Det annullerer heller ikke nationernes ret til selvbestemmelse, som beskrevet i den første artikel i FN-pagten.

Med dette i tankerne appellerer jeg til Ukraines borgere. I 2014 var Rusland forpligtet til at beskytte befolkningen på Krim og Sevastopol mod dem, som I selv kalder »nazister«. Krimfolk og indbyggere i Sevastopol traf deres valg om at være sammen med deres historiske hjemland, med Rusland, og vi støttede dette. Jeg gentager: Vi kunne ikke gøre andet.

Det, der sker i dag, kommer ikke af et ønske om at gribe ind i Ukraines eller Ukraines folks interesser. Det har at gøre med beskyttelsen af ​​Rusland mod dem, der tog Ukraine som gidsler, og som forsøger at bruge det mod vort land og vort folk.

Jeg må også henvende mig til militæret i Ukraines væbnede styrker.

Kære kammerater! Jeres fædre, bedstefædre og oldefædre kæmpede ikke mod nazisterne og forsvarede ikke det fælles fædreland, så nutidens nynazister kunne erobre magten i Ukraine. I har svoret en ed om troskab til det ukrainske folk og ikke til den anti-nationale junta, der plyndrer Ukraine og misbruger dets folk.

Følg ikke kriminelle ordrer. Jeg opfordrer jer til at lægge jeres våben med det samme og gå hjem. Jeg vil gerne gøre det meget klart, at alle, som tjener den ukrainske hær, der gør dette, vil være i stand til at forlade kampzonen frit og vende tilbage til deres familier.

Endnu en gang vil jeg gerne understrege, at alt ansvar for blodsudgydelser vil ligge hos den regerende ukrainske regerings samvittighed.

Og nu nogle vigtige, meget vigtige ord til dem, der kan føle sig fristet til at blive involveret i de igangværende begivenheder. Enhver, der forsøger at stoppe os, eller truer vort land eller vort folk, bør vide, at Ruslands reaktion vil være øjeblikkelig og vil føre til konsekvenser, som I aldrig er stødt på i jeres historie. Vi er klar til enhver tænkelig hændelsesudvikling. Alle nødvendige beslutninger herom er truffet. Jeg håber, jeg er blevet forstået.

Kære medpatrioter!

Jeg er overbevist om, at soldater og befalingsmænd blandt de russiske væbnede styrker trofast mod deres land vil udføre deres pligter professionelt og med mod. Jeg er ikke i tvivl om, at på alle niveauer i vores regering vil eksperterne, der er ansvarlige for vores økonomiske stabilitet, vores finansielle system og vores sociale sfære, lederne af vores virksomheder og al russisk handel handle på en koordineret og effektiv måde. Jeg forventer en patriotisk sammenhængende linje blandt alle vores parlamentariske partier og offentlige bevægelser.

Som det altid har været tilfældet i vores historie, ligger Ruslands skæbne i vores multietniske folks pålidelige hænder. Og det betyder, at de trufne beslutninger vil blive gennemført, de opstillede mål vil blive nået, og vores fædrelands sikkerhed vil garanteres.

Jeg tror på jeres støtte, på den uovervindelige styrke, som vores kærlighed til Fædrelandet giver os.