Psykologiske perspektiver af historieskrivningen om Anden Verdenskrig

HISTORIE: Tor S. skriver om historieskrivningen om Anden Verdenskrig og om hvordan den styres mere af vinderne og deres interesser, end af videnskabelighed.

Tyske soldater. Illustrationsbillede. Foto: Hans Karner (CC BY SA 3.0).

Forskning, der anses for at hvile på et videnskabeligt grundlag, tilskrives normalt særlig troværdighed, fordi forskningsresultaterne derefter forventes undersøgt af andre uafhængige eksperter end deres oprindelige forfattere. Den igangværende videnskabelige proces inkluderer også alternative undersøgelser for at afgøre, om konklusioner baseret på tidligere forskningsresultater kan bekræftes eller skal revideres. Dette reducerer risikoen for, at forkert udførte undersøgelser og irrelevante konklusioner vil føre til misforståelser og vrangforestillinger. Hvis kontrolfunktionen med uafhængige ekspertundersøgere og alternative studier fungerer efter hensigten, er dette en god tilgang.

I praksis er der dog omstændigheder, der kan føre til, at visse forskningsresultater får en ubegrundet stor indflydelse mens andre havner i skyggen. Fra et historisk perspektiv viser meget af menneskehedens akkumulerede viden sig også at være relativt moderne, og at det har været almindeligt at have en overdreven forsikring om, at man har ret i sin egen tid.

Det er let at forstå, at det kan være en psykologisk udfordring at være objektiv, når en specifik konklusion spøger, samtidig med at den skal underbygges yderligere for at blive anset for at hvile på et videnskabeligt grundlag. Ikke mindst på grund af dette er det vigtigt, at den enkelte forsker nægter at gå på kompromis i denne henseende og ikke tillader sig at blive korrumperet af hjemsøgende forskningsstipendier, store gebyrer eller berømtheder.

Værd at nævne i denne sammenhæng for sin hæderlighed og ydmyge indstilling til de revolutionære resultater af hans forskning er Charles Darwin. Hans bog “On the Origin of Species” blev udgivet i 1859 og indledte et nyt paradigme i menneskehedens historie. Tidligere forklarende modeller for menneskets oprindelse begyndte i stigende grad at blive betragtet som ubrugelige fra et videnskabeligt synspunkt. Videnskabelige fund kom i stigende grad til at erstatte overtro hos verdensreligioner som en kilde til forklaring på, hvordan virkeligheden fungerer. Således begyndte menneskelig udvikling i stigende grad at blive set som en konsekvens af livets faktiske forhold i samspil mellem arv og miljø. Men ikke engang i vores tid har alle forstået betydningen af ​​dette paradigmeskifte gennem sandsynligvis den vigtigste revolution i menneskets historie.

Lignende forudsætninger for et retssamfund og videnskabelig forskning

De fleste mennesker burde være enige om, at en forudsætning for et fungerende  retssamfund er, at den person, der anklages for at have begået en forbrydelse, skal informeres om grundlaget for beskyldningen og have mulighed for at reagere på den. Selv de, der anklages for de mest afskyelige forbrydelser, man kan forestille sig, anses derfor for at have ret til at redegøre for deres opfattelse af, hvad der er sket og ikke sket, samt at fremlægge bevis for deres sag. På et principielt niveau har denne tilgang visse ligheder med det videnskabelige system med uafhængig gennemgang af forskningsresultater. Selv om der er åbenlyse forskelle mellem forskning inden for videnskab og historie, er der gode grunde til, at historisk forskning også bør omfatte kontrolmekanismer med undersøgelse af eksterne eksperter og alternative studier.

Følgende seks eksempler på omstændigheder og forudsætninger risikerer at påvirke forskere urimeligt i deres forskning eller undersøgelse af andre forskeres forskningsresultater:

1. Manglende viden
2. Behov for forskningsmidler
3. Stræben efter karrieremuligheder indenfor akademiske institutioner, private virksomheder eller mediebranchen
4. Kognitiv dissonans, hvis forskningsresultaterne modsiger det forventede
5. Formodede uønskede konsekvenser af forskningsresultater, fordi “mindre erfarne personer” ikke anses for at være i stand til at håndtere visse aspekter af virkeligheden
6. Frygt for undertrykkelse, hvis forskningsresultater ville sætte spørgsmålstegn ved magthavernes narrativ.

Hvordan opfattelsen af historien påvirkes af hvordan den beskrives

Der er yderligere omstændigheder, der risikerer at føre til fremkomst og spredning af vrangforestillinger, når forskningsresultater formidles til en bredere offentlighed; frem for alt behovet for faglig viden, som ofte savnes, men kræves for at kunne danne sig en velbegrundet opfattelse. Derudover kan journalister og andre, der formidler resultaterne, have en mere eller mindre politisk dagsorden.

Som en konsekvens af de beskrevne omstændigheder henvises bekymrende mange i nogle tilfælde til at “tro”, selv når det kommer til spørgsmål om viden. Det er problematisk set fra et sandhedsperspektiv og risikerer at føre til vrangforestillinger. Tag evolution som et eksempel. Skabelsesberetningen baseret på jødisk overtro, der er fælles for jødedommen og kristendommen, hvor guden Yahweh skabte Adam og Eva, var en etableret forklaringsmodel i den vestlige verden før Darwins evolutionsrevolution. Darwins fund fremkom oprindeligt for mange som et trosspørgsmål med mere eller mindre eksplicit henvisning til religion, tradition og autoriteter som åbenlyse, men ikke desto mindre antagonistiske modargumenter.

Selvom det, der er sket, er sket og således ikke påvirkes af, hvad der sker senere, burde det respektive nutidige syn på historien påvirkes af de rådende magtstrukturer og den nuværende magtelites politiske mål. Og som oplevende væsener påvirkes vi mennesker meget af, hvordan historien præsenteres, beskrives og forklares for os. Påvirkning kan også komme fra mere eller mindre uformelle interessegrupper, når det kommer til, hvordan historiske begivenheder bedømmes, og hvad der over tid mejsles som “sin tids rådende sandhed”. For eksempel er det almindeligt, at personer, folkegrupper og lande forsøger at portrættere sig selv i positivt, mens modstandere bliver portrætteret på en mere negativ måde. Dette kan gøres ved at fremstille sig selv eller sin gruppe som et uskyldigt offer for en ond gerningsmand.

Hvad angår konsekvenserne af hvilken historisk opfattelse der defineres som “sin tids rådende sandhed”, varierer de afhængigt af det pågældende spørgsmål. For eksempel er udtrykket “folkemord” i moderne tid blevet brugt som et maksimalt negativt værdiladet udtryk for et uacceptabelt og dybt skandaløst fænomen. Det er ikke svært at forstå. Det er dog mindre almindeligt, at der stilles spørgsmål om de sociale, psykologiske, kulturelle og magtpolitiske konsekvenser af en tidligere historisk begivenhed, såsom et folkemord, der beskrives på en bestemt måde.

En første rimelig undren i denne sammenhæng er, om efterfølgende generationer er blevet negativt påvirket eller fået fordele på grund af pågældende historieskrivning. Hvis en sådan indflydelse kan påvises i en hvilken som helst retning, vil det være et rimeligt opfølgningsspørgsmål, om der er grunde til, at vi nulevende mennesker efterfølgende forsøger at rette op på dette. Et opfølgningsspørgsmål på dette opfølgningsspørgsmål bliver derefter, hvorvidt og i hvilket omfang vi nulevende mennesker kan betragtes som ansvarlige for begivenheder, der fandt sted inden vi blev født; det som i religiøse og
eksistentielle sammenhænge normalt diskuteres i termer af arvesynd.

Der er næppe nogen holdbare argumenter for tilbagevirkende skyld i kraft af arvesynd, men muligvis vil en historisk uretfærdighed, som kan betragtes som fortsat i nutiden, give grund til at handle i en modvirkende hensigt. Et problem med dette perspektiv er imidlertid at beslutte, hvornår, hvordan og af hvem eller hvilke den pågældende uretfærdighed blev indledt. Ikke mindst af psykologiske årsager risikerer sådanne skyldsdiskussioner at ligne småbørnsskænderier, hvor børn beskylder hinanden for at “have startet”.

Sejrherrerne skriver historien

Det anses normalt for, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Dette betyder først og fremmest, at vinderen får magt på bekostning af taberen, herunder retten til at definere og beskrive den pågældende konflikt. Konflikter generelt, som de fleste krige, involverer normalt to eller flere mere eller mindre modsatte synspunkter på betydningen af ​​konflikten. Det er ikke ualmindeligt, at modstandere med stor overbevisning beskylder hinanden for at have startet en konflikt eller startet en krig.

Samtidig er der undtagelser fra princippet om at tale og skrive historien i ens egen favør for at forsøge at fremstille sig så positivt som muligt på andres bekostning. Når alt kommer til alt er der dem, der tror, ​​at sandheden har en unik egenværdi netop i egenskaben af at være sand. Faktisk bør historikere og andre, der taler og vidner om historiske begivenheder, opfylde de samme krav til upartiskhed som en seriøs naturvidenskabelig videnskabsmand, hvis deres historiske udsagn skal have en værdi anden end et partsindlæg.

Det samme princip gælder også for vidnesbyrd i straffesager. I sådanne sammenhænge synes det imidlertid sandsynligvis mere åbenlyst for de fleste, at et vinklet eller falsk vidnesbyrd ikke kun er et problem generelt, men i værste fald risikerer at sætte retfærdighed helt ude af spil; for eksempel ved at en morder bliver frikendt eller en uskyldig bliver dømt for en forbrydelse, han ikke begik.

De fleste mennesker, der vidner i straffesager, har forhåbentlig ambitionen om at gøre det så sandfærdigt som muligt, hvis de ikke er blevet truet eller bestukket. Men selv dem, der vidner maksimalt sandfærdigt baseret på deres oplevelser, risikerer at give et vildledende billede af, hvad der skete, fordi vores minder måske mere eller mindre ubevidst påvirkes af irrelevante omstændigheder såsom information i massemedierne eller andres påstande og forventninger.

Med dette psykologisk komplicerede sammenvævede net af egeninteresser, hukommelsens upålidelighed, sociale forventninger og ubevidste påvirkningsmekanismer er der gode grunde til, så upartisk som muligt efter bedste formående, virkelig at forsøge at sætte sig ind i de spørgsmål som skal bedømmes. Dette er, hvad lovbestemmelser på forskellige måder forsøger at håndtere i den juridiske proces. Dette er også hvad videnskabelig forskning adresserer gennem ekstern uafhængig undersøgelse og alternative forskningsstudier.

Den historiske forsknings særbehandling

Forskningsresultater fra akademisk forskning forventes således at blive undersøgt af uafhængige eksperter for at minimere risikoen for fejlagtige konklusioner og partiskhed. Og vidner i straffesager bedømmes ikke kun på baggrund af hvad de siger, men også under hensyntagen til psykologiske analyser, mulige særinteresser, sandsynlighedsvurderinger og ekspertudtalelser, så vidnesbyrdets troværdighed, sandhedsindhold og deraf følgende bevisværdi kan vurderes.

Historisk forskning består stort set af akademisk forskning og bør, hvad enten de er det eller ej, udføres med de samme objektivitetskrav og rutiner for uafhængig undersøgelse. Samtidig indtager historisk forskning en særlig position på grund af en grundlæggende forskel i dens forhold: De, der har tabt en krig, har normalt begrænsede muligheder for at undersøge og sætte spørgsmålstegn ved den sejrende magt og dens politiske magthavere. Dette skyldes, at sejrere i krig pr. definition har større indflydelse end
tabere.

Samtidig har antagonismen mellem tidligere fjender tendens til at falme med tiden. Da den magtpolitiske betydning af tidligere konflikter aftager i betydning, kan sejrere i nogle tilfælde til sidst begynde at erkende, at nogle negative påstande om de tidligere fjender var rene løgne i form af krigspropaganda, for at tilsværte dem så meget som muligt, for at kunne mobilisere en sejr. Eksempler på sejrerne, der efterfølgende har indrømmet, at sprede falsk propaganda, er Storbritannien og Italien, der under Første Verdenskrig tilsværtede Tyskland ved at sprede løgne om, at tyskere havde lemlæstet civilbefolkninger – inklusive børn – ved at skære ben, hænder, fødder, arme og ører af. Afsløringen af ​​denne antityske løgnepropaganda er i øjeblikket relativt ukontroversiel, hvilket sandsynligvis skyldes, at den Første Verdenskrig endte i skyggen af Anden Verdenskrig.

Historieskrivningen om Anden Verdenskrig

Før og under Anden Verdenskrig var der en eskalerende antagonisme mellem det nationalsocialistiske Tyskland og de senere sejrende magter. Derudover var der en international magtpolitisk interessegruppe, der omfattede enkeltpersoner, grupper og lande, der mere eller mindre åbent støttede Tysklands fjender af forskellige årsager.

Så tidligt som i 1933, det samme år, som det tyske folk stemte NSDAP og Adolf Hitler til magten, erklærede den internationale verdensjødedom økonomisk og finansiel krig mod det nationalsocialistiske Tyskland. Krigserklæringen fremgår blandt andet af den britiske avis “Daily Express” fra 24. marts 1933 med overskriften “JUDEA DECLARES WAR ON GERMANY“.

I modsætning til Første Verdenskrig er Anden Verdenskrig imidlertid ikke blevet mulig at diskutere forudsætningsløst ud over indenfor de sejrende magters vedvarende, men stadig forudindtagede rammer. Bemærkelsesværdigt er imidlertid, at flere tidligere påståede forbrydelser begået af tyskere under Anden Verdenskrig efterfølgende blev anerkendt som løgnepropaganda; for eksempel at tyskerne skulle have lavet lampeskærme af myrdede jøders hud og at henrettelser af jøder skulle have fundet sted i gaskamre i koncentrationslejre på tysk territorium.

Det er bemærkelsesværdigt, at den ene part i en konflikt, i dette tilfælde de sejrende magter under Anden Verdenskrig, skabte denne løgnepropaganda for at tilsværte sin største fjende, som tabte krigen, det nationalsocialistiske Tyskland, og siden efter krigen undlod at tage ansvar for konsekvenserne af sine bedragerier. Det ville have været et udtryk for ærlighed og anstændighed at forsøge at rette op på denne tilsværtning af den besejrede fjende.

Bemærk, at de sejrende magters løgnagtige propaganda ikke består af ubetydeligheder, men af ​​påstande af en så ekstrem karakter, at flertallet af normale mennesker sandsynligvis væmmes af blot tanken om disse rædsler. Anden Verdenskrigs sejrsmagter har således handlet anderledes end de sejrsmagter under Første Verdenskrig. Det forekommer meget sandsynligt, at hovedårsagen til de forskellige tilgange er, at Anden Verdenskrig stadig spiller en vigtig magtpolitisk rolle i vores tid.

For at tydeliggøre det psykologisk bemærkelsesværdige ved det nævnte eksempel på serjsmagternes løgnepropaganda under Anden Verdenskrig, kan landene byttes ud i et tankeeksperiment. Det kunne så i stedet dreje sig om svenskerne, der hævdede, at vi danskere ville have myrdet svenskere ved at gasse dem ihjel i koncentrationslejre på dansk jord, og at vi ville have lavet lampeskærme af myrdede svenskers hud. Når disse beskyldninger senere afsløres som løgne, og dette også accepteres af alle involverede, bliver spørgsmålet ikke engang en stor mediebegivenhed. Sverige kræver ikke formelt en undskyldning fra Danmark og Danmark kræver ikke erstatning for at have været udsat for denne løgnepropaganda.

Det virker fuldstændig usandsynligt eller umuligt, at en sådan ting kunne være sket, hvis den havde fundet anvendelse på Sverige og Danmark. I tilfælde af Anden Verdenskrig er det imidlertid sket, fordi sejrsmagterne spreder disse grusomheder om det nationalsocialistiske Tyskland! Bemærk, at den vestlige verdens etablerede medier ikke engang i vores tid viser nogen væsentlig interesse i at henlede opmærksomheden på denne bagvaskelseskampagne.

Et vagt og i det væsentlige uholdbart forsvar af denne sejrsmagts umoralske opførsel, og de etablerede medier i vores tid, der opretholder sejrsmagtens syn på historien, kunne være at påpege, at “nazisterne” begik så mange andre grusomheder mod jøder og andre, at disse løgne stadig ikke påvirker det samlede billede væsentligt. Her er muligvis kernen i den bemærkelsesværdige skrivning af historien om Anden Verdenskrig: de sejrende magters grundlæggende syn på historien fremstår så ubarmhjertigt fastlagt allerede fra starten, at den over tid i stigende grad er blevet omdannet til en slags “hellig sandhed”.

Under transformationen fra historiske begivenheder med en række komplekse forhold og påvirkende faktorer har Anden Verdenskrig og “Holocaust” taget form af et kvasi-religiøst trosspørgsmål med krav om tro, underkastelse, anerkendelse af skyld og den deraf følgende tvang til at føle skam. I dette psykisk syge dynd er det blevet en æressag for enhver god og anstændigt menneske kategorisk at nægte at acceptere den mindste antydning til at stille spørgsmålstegn ved historikernes historieskrivning. Denne historieskrivning kan sammenfattes med det faktum, at sejrsmagterne var gode, mens det nationalsocialistiske Tyskland var ondt.

På trods af den psykologisk højinteressante transformation af Anden Verdenskrig og “Holocaust” fra historiske begivenheder til kvasi-religiøse trosspørgsmål, har dette perspektiv ikke fået så meget opmærksomhed, som synes nødvendigt. Det store og voksende antal revisionister, som har dedikeret deres liv til forskning på området, har i stor grad adresseret verificerbare fakta. Mere sjældent har de fordybet sig i det psykologiske perspektiv omkring, hvordan det nationalsocialistiske Tyskland under og efter Anden Verdenskrig har været udsat for, hvad der kunne være den største og mest systematisk gennemførte bagvaskelse i menneskehedens historie.

Efterkrigstidens populærkultur skildrer typisk dem, der kæmpede for de sejrende magter som frihedskæmpende helte, mens tyskerne ofte beskrives som umenneskeligt onde undertrykkere med vold, tortur og krig som deres formål og med hensigten at besætte en så stor del af verden som muligt for at kunne udrydde andre folk under maksimal lidelse. I denne sammenhæng er der tre vigtige delområder:

1) Ikke længere omstridte fakta, der strider mod sejrsmagternes generelle version af historien om Anden Verdenskrig, har indtil videre næppe ført til nogen principiel revision af historisk skrivning. Eksempler: nævnte og anerkendte løgne om lampeskærme og nævnte og anerkendte løgne om gaskamre på det tyske område.

2) Efterkrigstidens etablerede medier forsøger fortsat at opretholde billedet af, at “Holocaust” skulle være veldokumenteret uden rimelig tvivl. Samtidig fremkommer med tiden flere og flere revisionistiske fund, der viser alvorlige unøjagtigheder, herunder fysisk urimelighed og matematiske fejlberegninger. Eksempel: ifølge efterkrigstidens etablerede mediers reviderede historieskrivning døde millioner færre mennesker i Auschwitz, end tidligere hævdet, mens det samlede antal ofre for “nazistiske udryddelser” ikke har ændret sig, men stadig normalt udgør seks millioner.

3) Historieskrivning om Anden Verdenskrig og især “Holocaust” har udviklet sig til et spørgsmål om tro med et kompromisløst krav om accept af de sejrende magters syn på historien, mens de, der sætter spørgsmålstegn ved sandheden af ​​disse udsagn – hvis de skulle nævne det offentligt – udsættes for undertrykkelse. Denne undertrykkelse finder sted dels helt åbent og dels i hemmelighed. For at lide af undertrykkelse behøver man ikke engang at tvivle på “Holocaust”, det er nok at overveje, at andre, der tvivler, skulle have ret til at udtrykke deres tvivl.

Revisionister søger sandheden og trues af undertrykkelse

Der er et stort antal revisionister, der fokuserer på Anden Verdenskrig og “Holocaust”, der fortjener respekt for ikke at lefler for politisk ukorrekte fund i det område, som burde være det mest kontroversielle i efterkrigstidens vestlige verden. En vigtig grund til, at de fortjener respekt, ud over deres forfølgelse af sandheden, er den stort set skjulte undertrykkelse, som revisionister plejer at lide under, hvilket flertallet af dem sandsynligvis også indser, at de kommer til at lide under. Undertrykkelse kan være både lovlig formel og uformel. Eksempel:

• Afskedigelse
• Beskræftigelsesforbud
• Forhindring af offentliggørelse
• Indrejseforbud i visse lande
• Offentlig ærekrænkelse
• Bøder
• Fængsling
• Mordtrusler
• Overfald
• Tyveri
• Mordbrand

Der kan også være andre eksempler på lovlig og uformel undertrykkelse – i form af, for et retssamfund, helt uacceptable overgreb! – som revisionister er blevet udsat for i den vestlige verdens demokratier; de lande, der i efterkrigstiden udviklede deres selvtilfredshed til virtuositet og med deres hykleri om ytringsfrihed og alles samme værdi slår konstant nye rekorder i makaber skinhellighed.

Med forskellige fokus og perspektiver har revisionister påpeget grundlæggende fejl og mangler i de sejrende magters skrivning af historie. De har også præsenteret modstridende fakta som grundlag for alternative konklusioner. Et fupargument mod dem er, at de var “nynazister” og derfor ikke automatisk skulle få lov til at tale, fordi de ønsker at sprede løgnepropaganda med det formål at skjule sandheden om “nazistiske forbrydelser”. Her begår vor tids herskere og etablerede medier tre tankefejl samtidig med, at deres virkelige formål synes at være at forhindre en fri debat og modvirke videnskabelig forskning.

1. Begrebene “nazist” og “nynazist” er irrelevante for sagens indhold, fordi de bruges til at miskreditere mennesker, der udtrykker synspunkter, som ikke deles af magthavere og de etablerede medier. Desuden udgør politiske eller religiøse synspunkter ikke automatisk et argument i faktiske forhold. Tværtimod er der mange eksempler på mennesker med velbegrundede synspunkter uafhængige af såvel politiske og religiøse overbevisninger. Brugen af ​​udtrykkene “nazist” og “nynazist” synes således at tjene to formål i sammenhængen: at tilsværte alle, der formidler et opfattet hadefuldt budskab for derved at reducere troværdigheden af ​​det pågældende budskab, og at skifte fokus fra det faktiske til en godhedssignalering og ilde skjult sladder om egen angivelige høje moral.

2. Hvis “nazister” pr. definition ikke skulle have lov til at tale, indikerer det, at sejrsmagternes historiografi om Anden Verdenskrig ikke ville modstå en uafhængig videnskabelig undersøgelse. At dette kan være tilfældet, fremgår af det faktum, at magteliten desperat forsøger at modvirke spredningen af ​​revisionistisk historisk forskning om Anden Verdenskrig. Dette gøres ved, at de, der forsker i Anden Verdenskrig og “Holocaust”, hævdes at være “nazister” eller “nynazister”, hvis de kommer til konklusioner, der sætter spørgsmålstegn ved historikernes skrivning af historien. Bemærk, hvordan udtrykkene “nazist” og “nynazist” er blevet så sprængfyldt med mytologisk ondskab, at de ved deres blotte eksistens som et negativt mærkat for ubehagelige individer næsten erklærer dem for umyndige. Læg mærke til, hvor skræmmende godt en sådan tilsmudsning fungerer, til trods for, at det faktisk er et spørgsmål om noget så modbydeligt som tendentiøs løgn og fidusargumentation med cirkelbevis.

Hvis en “nazist” spreder løgne for at skjule sandheden om “nazistiske forbrydelser”, er opgaven med seriøs forskning og medier at adressere og afsløre disse løgne som løgne gennem bøger, artikler, debatter, interviews og med al moderne kommunikationsteknologi. Vi, der går ind for ytringsfrihed, er normalt enige om, at det er gennem en fri og åben debat, at det er politisk, moralsk og videnskabeligt relevant at håndtere uenigheder. At forsøge at forhindre nogen i at udtrykke sin mening med henvisning til det faktum, at det pågældende synspunkt er i modstrid med ens eget, betyder en begrænsning af ytringsfriheden og er uforenelig med videnskabens mest basale forudsætning i form af upartisk undersøgelse og kritisk spørgen.

Magtelitens desperation

Magtelitens og de etablerede mediers fælles indsats for at forsøge at opretholde de sejrende magters historiografi om Anden Verdenskrig, herunder myten om “Holocaust”, og at den ville være veldokumenteret uden rimelig tvivl, er ofte blandt andet baseret på følgende tre udgangspunkter.

1. Alle “seriøse historikere” deler i det væsentlige de sejrende magters synspunkter. Den revision af historisk skrivning om Anden Verdenskrig, der trods alt er gjort, handler kun om detaljer. Disse detaljer påvirker ikke den oprindeligt “etablerede sandhed” om det nationalsocialistiske Tyskland, der alene er ansvarlig for udbruddet af Anden Verdenskrig og for nøje planlægning og gennemførelse af folkemordet på seks millioner jøder og andre uskyldige.

2. “Nazister” og “nynazister” defineres som mennesker, der sympatiserede eller sympatiserer med det nationalsocialistiske Tyskland og derfor mener, at Hitler og Tyskland gjorde det rigtige, og startede Anden Verdenskrig og udryddede seks millioner jøder og andre uskyldige.

3. Revisionister, der sætter spørgsmålstegn ved de sejrende magters historiografi, er faktisk “nazister” eller “nynazister”, der beskæftiger sig med forsætlig forfalskning af historien til strategiske formål i et forsøg på at tegne et mere positivt billede af Hitler og det nationalsocialistiske Tyskland.

Udtrykket “Holocaust-benægter” fortjener særlig opmærksomhed, da det indebærer, at der kun er to holdninger til, om “Holocaust” har fundet sted eller ej. På den ene side den objektivt korrekte opfattelse af, at “Holocaust” fandt sted i overensstemmelse med  sejrsmagternes og efterkrigstidens etablerede mediers historiesyn, hvilket også inkluderer, at “Holocaust” skulle være bevist uden rimelig tvivl. På den anden side den objektivt fejlagtige opfattelse af, at “Holocaust” ikke fandt sted, hvilket påstås at være en åbenlys løgn baseret på historieforfalskningen af ​​”nazister” og “nynazister” som “Holocaust-benægtere”.

Det antydes ofte, at “nazisterne” ved, at “Holocaust” har fundet sted i overensstemmelse med synspunkterne fra de sejrende magter og de etablerede medier. Årsagen til den “nazistiske Holocaust-benægtelse” siges derefter at være et forsøg på at opnå politiske strategiske fordele for at lette magtovertagelsen med det formål at starte den tredje verdenskrig og gennemføre et nyt folkemord på jøder og andre uskyldige.

Bemærk dristigheden i dette fidusargument. De sejrende magter og dagens etablerede medier giver sig ret til at definere, hvad “nazisme” er, hvad “nazisterne” var skyldige i, og hvad nutidens “nynazister” står for. Når nutidens nationalsocialister i denne sammenhæng udtrykker deres rimelige ønske om selv at definere, hvad de står for, deres syn på historien og deres mål for fremtiden, ignoreres dette fuldstændigt med henvisning til de sejrende magter i Anden Verdenskrig og efterkrigstidens magtelite.

Lav tankeeksperimentet for at sammenligne med, hvordan sådan adfærd vil blive opfattet i en civil sag. Alt, hvad den tiltalte og hans forsvarer fremsætter til støtte for deres bestridelse af anklagen, afvises og tages slet ikke med i den retlige prøvelse. I stedet henvises der til anklagerens fremstilling med det falske argument, at den tiltalte, som gerningsmanden for de forfærdelige forbrydelser, han er anklaget for, hverken skal have lov til at argumentere for sin sag eller fremlægge bevis for hans uskyld. Dette minder om kommunistiske diktaturer og andre gennemkorrupte stater.

En sådan lovløshed bør være en skam og skændsel for hvert enkelt menneske at acceptere og opretholde eksistensen af. Nogle kan endda have svært ved at forestille sig, at der kunne være et sprog med tilstrækkeligt negative epiteter til relevant at beskrive denne lovløshed og dens opretholdende.

Afslutningsvis

For at latterliggøre og miskreditere revisionisterne er der fremført løgne om, hvad de hævder; for eksempel, at de ville benægte eksistensen af ​​tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, eller at de ville benægte at jøder, ligesom enkeltpersoner fra andre folkegrupper, mistede livet under krigen. Det virker bemærkelsesværdigt, at sådanne let afslørede løgne tilsyneladende ser ud til at virke i nogen grad.

Transformationen af ​​”Holocaust” til en kvasi-religion ser ud til at have gjort flertallet af befolkningen i den vestlige verden så overbevist om rigtigheden af ​​de sejrrige magters syn på historien, at spørgsmålet om fakta er blevet et ikke-spørgsmål. Med dette ikke-spørgsmål som grundlag er kvasi-religionen kommet til at blive manifesteret som et antiintellektuelt godhedssignal gennem aktiv afstandstagen fra alt det, der risikerer at føre til et spørgsmålstegn ved de sejrende magters skrivning af historie.

Der er mange indikationer på, at den hadefulde og anti-videnskabelige retorik, som efterkrigstidens magtelite og de etablerede medier svælger i, sigter mod desperat at forsøge at opretholde sejrsmagternes historieskrivning om Anden Verdenskrig, herunder myten om “Holocaust”, og at den skulle være veldokumenteret ud over en rimelig tvivl. Men hvis “Holocaust” var blevet dokumenteret ud over en rimelig tvivl, er der god grund til at antage, at magteliten ville være fanatisk flittige til at arrangere kritiske interviews med revisionister og debatter mellem revisionister og repræsentanter for sejrsmagternes historiesyn.

Det er let at forestille sig, hvilken triumf det ville være for dagens magtelite og etablerede medier offentligt at kunne vise, hvordan revisionisterne, dvs. “nynazisterne” fuldstændig udslettes af de “seriøse historikere”. At dette ikke sker, indikerer, at repræsentanterne for sejrsmagternes historiesyn ville finde det vanskeligt at hævde sig mod de ikke sjældent lærde revisionister. Det viser også, at en sådan diskurs er nødvendig både fra et videnskabeligt synspunkt og fra et moralsk perspektiv.

Spørgsmålene om Anden Verdenskrig og “Holocaust” er bestemt meget interessante, såvel som hvordan de er blevet håndteret i den vestlige verden efter krigen. Men selv de psykologiske aspekter af, hvordan noget så usandsynligt kan fortsætte, uden at flere mennesker reagerer, ser ud til at være et vigtigt og i alt for ringe grad opmærksomhedsrettet perspektiv. En forudsætning for at kunne forstå dette burde være kendskabet til magthavernes omfattende undertrykkelseskapacitet. Undertrykkelse udføres dels fuldt synligt og dels skjult, parallelt med lovgivning og uformelt overgreb.

“Holocaust” og efterkrigstidens mytologisering af den er så usandsynlig, som den er skræmmende. Det virker vanskeligt eller umuligt at forestille sig, hvordan de psykologiske aspekter af myten om “Holocaust” har påvirket, påvirker og vil påvirke mennesker psykologisk, socialt, følelsesmæssigt og åndeligt (uden overtroisk undergravning).

Sejrsmagterne i Anden Verdenskrig har overdraget stafetten til efterfølgende magthavere i den vestlige verden, hvilke modtog den i triumf. Deres beruselse af deres egen selvdefinerede godhed kombineret med manglende empati og skruppelløs hykleri, kan få blodet til at fryse. De udbasunerer deres egen herlighed blandet med sætninger om alles lige værdi, mens de skyldpålægger Europas folk og kræver, at vi føler os skamfulde, hvilket fremmedgjort lader os gå vores egen undergang i møde i underkastelse og selvafsky. Jødernes og de kristnes fælles gud Yahweh ville sandsynligvis have glædet sig, hvis han eksisterede, og ikke bare var en makaber fantasifigur i form af et ondskabsfuld misfoster opfundet af overtroiske jøder! Se “Den vestlige verdens arvesynd”.

Epilog

Lad os i ærbødighed over for vores forfædre modtage deres hellige kærlighedsgave i form af livets fabelagtige herlighed!

Stræk ud dine hænder til frænder
Se solguldets skønhed kærtegne havet så ømt
og lad kærlighed fylde dit hjerte.
Vær tryg fra mørket gennem den kraft, du har
og stræk dine hænder ud til frænder!
Når hadernes ondskab slukker sandhedens lys
for at krænke og skænde med smerte,
vær stolt i din kærlighed og stå standhaftig
og stræk dine hænder ud til frænder!

/Tor S.