Pædofili – en naturlig del af et liberalt samfund?

KRONIK: Martin Saxlind skriver om, hvordan liberalismen tilsyneladende ikke er i stand til at løse problemet med pædofile, men snarere skaber samfund, hvor pædofile trives.

Jeg ved ikke, om det er Dumpens gode arbejde med at afsløre pædofile, der skaber et falsk indtryk, eller om antallet af pædofile i samfundet faktisk er steget. Hvad der står klart er, at der er mange kryb i Sverige, som bruger meget tid på at sexchatte med børn og dele børneporno med andre pædofile.

Da jeg i sidste uge skrev om RFSL–veteranen og Qruiser–stifteren Micke Moggias seneste pædofilianklage, kom jeg til at tænke på, hvad det er for et samfund, folk som ham kan eksistere og trives i.

For det første har internettet og de sociale medier naturligvis skabt enestående muligheder for pædofile. De kan opdrætte børn og indsamle børneporno på en måde, som var teknisk umulig før internettet. I betragtning af den vanedannende karakter af almindelig porno er det også muligt, at adgangen til børneporno forstærker de forstyrrede menneskers pædofile tendenser. Jeg ved, at en pædofil i Söderhamn, som jeg skrev en nyhed  om for et års tid siden, argumenterede på denne måde i et politiforhør. Som han beskrev det, var han »snublet« over børneporno og var blevet afhængig af det, selv om han på et eller andet plan vidste, at det ikke blot er ulovligt, men også dybt umoralsk.

Ud over det rent tekniske aspekt mener jeg, at der også er et politisk aspekt, og at pædofili er noget, der indirekte fremmes i liberale samfund. Det er denne idé, som jeg ønsker at udvikle i denne artikel.

En kort definition af liberalisme

For at forklare min tankegang er jeg nødt til at starte med at definere, hvad jeg mener med liberalisme.

I moralfilosofisk henseende går liberalismen ind for negativ frihed. Negativ frihed betyder kort sagt, at folk generelt bør være frie til at gøre, hvad de vil, uden at blive hindret af forbud eller tvang. Staten, kirken, folket eller andre kollektiver skal begrænse den enkeltes handlefrihed så lidt som muligt. En liberal har ingen argumenter mod hedonisme og dekadence, da liberale ikke ønsker at blande sig i, hvad andre mennesker gør.

Politisk og juridisk set er liberalismen grundlaget for de vestlige (angiveligt) repræsentative demokratier. Så både vores lovgivning og kultur er gennemsyret af liberalisme.

Liberalismens mislykkede tilgang til pædofili

Pædofili kan ses som en glidebane fra slemt til værre, og hele vejen igennem mangler liberalismen gode svar og løsninger på problemet.

1. Pædofili som en orientering.

Liberalismen har accepteret og opmuntret den seksuelle revolution, der siger, at sex bør handle mere om nydelse end om reproduktion, og at alle seksuelle præferencer og orienteringer har samme værdi. Her er det naturligt for den liberale at have medlidenhed med den pædofile; den pædofile er født som han er – ligesom bøssen – og kan ikke gøre for sine følelser. Det er ikke rigtigt fra et liberalt synspunkt at straffe eller diskriminere en person blot på grund af dennes identitet, tanker eller følelser.

I Sverige og mange andre lande har der været enkeltpersoner og organisationer, der har forsøgt at legalisere pædofili. Dette synes at have været mere udbredt tidligere, men i dag tales der mere og mere om såkaldte »MAP’er« (Minor–Attracted Persons), og de stræber efter at blive tolereret i offentligheden, så længe de ikke begår nogen lovovertrædelser. Det, der i mange tilfælde ser ud til at være mistænkte pædofile, har også takket være liberal tolerance fået fri adgang til børn som historielæsere under såkaldte »Drag Queen Story Hour«–arrangementer.

2. Børnepornografi.

Mange liberale ønsker at legalisere narkotika, da det i deres øjne betragtes som en »offerløs forbrydelse«. På samme måde er tegnet børneporno bestemt en offerløs forbrydelse, og vi har haft den debat i Sverige. Hvis Sverige havde været et rent liberalt samfund, ville det sandsynligvis have været lovligt; at det ikke er det, skyldes tidligere love og traditioner, som var mere konservative (f.eks. har homoseksualitet ikke engang været lovligt i Sverige i 100 år).

Fra tegnede billeder er der så en glidebane, hvor liberale i første omgang kunne tolerere børneporno, der ikke viser seksuelt misbrug, men kun viser nøgne børn. Til sidst kunne en liberal argumentere for, at den pædofiles nydelse ved at forbruge børneporno med misbrugsindhold overstiger barnets lidelse ved udbredelsen af materialet, og at det derfor er i orden. For ikke at gå for vidt i mit had til liberale her, bør jeg nok sige, at kun få rigtige liberale ville ønske at være så liberale, men det er stadig muligt at argumentere på den måde uden at krænke grundlæggende liberale principper.

I sidste ende taler handlinger højere end ord, og liberale samfund viser med deres handlinger, at de ikke tager børnepornografi særlig alvorligt, fordi de pædofile, der bliver fanget for denne forbrydelse, får milde straffe og derfor kan fortsætte deres pædofili. Set i et bredere perspektiv er milde straffe også et første skridt i retning af legalisering.

3. Grooming.

En stor del af den pædofile kriminalitet foregår gennem manipulerende chats med mindreårige. Gennem manipulation, trusler og bestikkelse kan pædofile forsøge at skaffe sig børnepornografisk materiale eller arrangere møder med børn.

En anden ting, som pædofile kan lede efter, er »samtykke« fra deres ofre. Samtykket bliver et argument, som kan bruges over for liberale. Hvis barnet giver sit samtykke, kan den liberale tendens til ikke at blande sig i, hvad andre gør, sige, at pædofili er i orden. Heldigvis forstår mange liberale, at børn ikke er modne nok til at håndtere alle de frihedsrettigheder, som liberale mener, at voksne bør have.

Det er imidlertid her, at homolobbyen kommer ind i billedet igen. Homolobbyen seksualiserer børn, fordi voksne, der er seksuelt afvigende, ønsker, at børn og unge skal legitimere de voksnes seksuelle afvigelser ved at begynde at identificere sig selv med en anden seksuel orientering end heteroseksualitet. Når mindreårige pålægges en seksualitet, før de er naturligt klar til sex og faktisk ved, hvad de vil have, bliver de forvirrede og lettere mål for pædofile. Hvis en RFSL–snuser allerede har været på skolen og belært børnene om onani og kønsdysfori, virker det mere normalt, når pædofil Pelle begynder at snakke med dem på de sociale medier.

Hvis man også køber homolobbyens idé om, at børn, der ikke er kommet i puberteten, kan have alternative seksuelle orienteringer, sidestiller man i en vis udstrækning barnet med voksne, hvilket styrker pædofilisternes argument om, at børn kan give samtykke – børn har jo en seksuel identitet og vilje. Når børn bliver seksualiseret, bliver det også naturligt for dem at blive slæbt med til prideparader, hvor børn ofte klæder sig og danser seksuelt inspireret af de voksne og til pædofilernes store glæde.

En vis form for grooming er derfor fuldstændig normaliseret i Sverige, og lovene mod det er generelt svage. De eneste juridiske begrænsninger for grooming er, at det er ulovligt at opfordre mindreårige til at sende seksuelle billeder eller mødes med dem med henblik på seksuelle formål. I vores liberale samfund kan mange pædofile således trygt holde sig på den rigtige side af loven, når de klamrer sig til mindreårige på de sociale medier.

4. Overgreb.

Det sidste skridt for den pædofile er at gå fra ord til handling og forulempe en mindreårig. De har ingen moralske barrierer, der kan stoppe dem, måske fordi de har en liberal moral, eller fordi de køber de argumenter, de gentager for sig selv: »Pædofilen giver ømhed og kærlighed« (Kjell Rindar). Et andet liberalt argument, som pædofile bruger, er, at børn kun bliver skadet, fordi andre blander sig og fordømmer misbruget.

Anti–liberale løsninger på pædofilispørgsmålet

Hvis vi i stedet ser på, hvordan et ikke–liberalt samfund kunne se på og håndtere pædofili, tror jeg, at problemet kunne reduceres betydeligt.

1. Pædofili som en orientering.

I et ikke–liberalt samfund kan man have værdier, der siger, at alle mennesker ikke er lige værdifulde og ikke skal behandles på samme måde. En person, der har indrømmet, at han har pædofile tendenser, bør først og fremmest forbydes at arbejde med børn eller på anden måde opsøge sammenhænge, hvor der er børn til stede. Personen bør også steriliseres af rent forebyggende årsager, for selv om den pædofile ikke har begået en forbrydelse, kan der ikke komme noget godt ud af personens adfærd. Hvis det var tilfældet, at pædofili kunne elimineres fuldstændigt gennem en form for terapi, kunne det være en mulighed, men denne idé skræmmer naturligvis andre seksuelle minoriteter og strider mod den etablerede opfattelse, at mennesker er født med permanente seksuelle afvigelser.

Da den pædofile seksualitet i sig selv ville blive undertrykt og negativt sanktioneret i dette teoretiske og antiliberale samfund, ville de heller ikke få lov til at organisere sig i lobbygrupper eller have enkeltpersoner, der forsvarer deres kollektive interesser. Staten ville også være på vagt over for og slå ned på grupper, der forsøger at gøre det indirekte eller gennem omveje.

2. Børnepornografi.

Enhver person, der bevidst har forbrugt børnepornografi, kan i et antiliberalt samfund klassificeres som pædofil og behandles i overensstemmelse med det foregående punkt. Da der findes forskellige former for børnepornografi, kan det føre til forskellige former for straf. Tegnede børnepornoer kan medføre store bøder og en lang fængselsstraf. Børnepornografi, der ikke er misbrug, kan føre til længere straffe og højere bøder. Børnepornografi, der viser seksuelt misbrug af børn, kan føre til fængsel på livstid eller dødsstraf i mere ekstreme tilfælde.

3. Grooming.

Et anti–liberalt samfund kunne forsøge at regulere børns brug af sociale medier, så de ikke kan komme i kontakt med voksne fremmede. Personer, der findes at være pædofile, bør også forbydes permanent fra alle sociale medier. Pædofile, som stadig formår at kontakte mindreårige og forsøge at mødes med dem med henblik på seksuelle formål, bør idømmes livsvarigt fængsel.

Seksualundervisning bør udelukkende overlades til forældrene, som bør have det bedste kendskab til deres børns udvikling og uddannelsesbehov. Eller staten kunne tilbyde en standardundervisning til elever, der kommer i puberteten, som ville understrege heteroseksualitet og monogami som noget naturligt og give dem, der ønsker at være afvigende, mulighed for at finde deres egen vej.

I et antiliberalt samfund kunne man indføre love mod homoseksuel propaganda og lignende ting, der seksualiserer børn. Rusland og mange andre lande har allerede sådanne love i dag.

4. Overgreb.

Ved at slå ned på pædofilikriminalitet i alle de foregående trin vil nogle pædofile, som ellers ville have begået misbrug, være i fængsel eller døde. Risikoen for strengere straffe kan også have en afskrækkende virkning på de forskellige pædofile lovovertrædelser, herunder rent seksuelt misbrug.

Det misbrug, der stadig ville finde sted selv i et antiliberalt samfund, bør medføre dødsstraf, i det mindste i alle tilfælde, hvor beviserne er 100% vandtætte, og hvor misbruget er alvorligt.

Både af rent moralske årsager og af afskrækkende årsager mener jeg, at pædofile, der tages på fersk gerning, bør betragtes som fredløse. Det betyder, at enhver, der fanger en pædofil på fersk gerning, har ret til at slå eller dræbe den pædofile, forudsat at det efterfølgende kan bevises i retten, at personen var pædofil og blev taget på fersk gerning. Forældre, der opdager, at deres børn er blevet misbrugt, bør have lidt mere frihed til at gøre det samme, selv nogen tid efter at misbruget har fundet sted.

Sidstnævnte synes at ske i et vist omfang i Rusland. Faderen, Vyacheslav Matrosov, siges at have slæbt sin ven Oleg Sviridov ind i skoven, misbrugt ham, tvunget ham til at grave sin egen grav og derefter enten dræbt ham eller fået ham til at tage sit eget liv. Dette skete, efter at Matrosov havde opdaget film på sin vens mobiltelefon, der viste, hvordan han misbrugte Matrosovs datter. Matrosov synes i første omgang at være blevet mistænkt for mord, men i løbet af efterforskningen blev dette ændret til at tvinge den pædofile til at begå selvmord, hvilket resulterede i en mildere dom, og selv da kan det have været en sympatisk behandling fra retssystemets side. Efter offentlige protester blev Matrosov også løsladt fra fængslet efter kun at have afsonet seks måneder i stedet for de 1,5 år, han var blevet dømt til. Dette er et eksempel på ikke–liberal fleksibilitet fra retsvæsenets side, som tager hensyn til folkets vilje og den offentlige moral i stedet for at betragte det som en liberal dyd at fortolke lovteksten bogstaveligt og behandle alle lovovertrædelser nøjagtigt ens uden at tage hensyn til uforudsigelige, men vigtige omstændigheder.

Afslutningsvis

Det er netop retsstatsprincippet og dødsstraffens uigenkaldelighed, der gør denne type kriminalitet vanskelig at håndtere. Man ønsker ikke, at en uskyldig person skal idømmes en ekstremt hård straf eller at en skyldig pædofil skal slippe for straf. Simon Holmqvist plejer at sige, at dødsstraf kun bør anvendes i tilfælde, hvor skyldsspørgsmålet er bevist uden for »rimelig tvivl«, dvs. i tilfælde, hvor der stort set ikke er nogen som helst tvivl om, at personen er skyldig. Hvis skyldsspørgsmålet kun er bevist uden rimelig tvivl, er livsvarigt fængsel nok at foretrække, da det giver mulighed for at benåde folk, der er blevet kendt uskyldige.

Under alle omstændigheder er det klart, at visse typer pædofilibrydelser, når de er bevist uden tvivl, bør medføre dødsstraf, og at det er en af det liberale demokratis moralske fejl, at vi ikke er i stand til at idømme sådanne domme i Sverige. Vi idømmer heller ikke meget lange fængselsstraffe eller kastrerer pædofile, fordi vores retssystem er mere interesseret i at tage sig af og rehabilitere kriminelle end i at straffe dem og beskytte potentielle ofre.

Londons muslimske borgmester, Sadiq Khan, sagde noget upassende som reaktion på et terrorangreb, at terrorisme er en naturlig del af livet i en moderne by. Jeg vil sige, at pædofili er en naturlig del af at leve i et liberalt samfund.

Dette emne blev også diskuteret af Fredrik Vejdeland og Simon Lindberg i den seneste episode af Ledarperspektiv.