Påskens oprindelse

HISTORIE: Påske betyder, som de fleste ved, påskeharer, påskeæg, slik og muligvis nogle elementer fra kristendommen. Men hvorfra har påsken sin oprindelse, og er det overhovedet en kristen højtid?

En forårsfest – livet genopstår
Påskens historie går langt tilbage. Den oprindelige påske har sine rødder i fejringen af ​​forårsjævndøgn og forårets begyndelse, som har været fejret i mange, mange år. Fejringen af ​​foråret er nok den ældste historie.

Forårsjævndøgn indtræffer den 20., 21. eller 22. marts, men den »officielle« dato for forårsjævndøgn er den 21. marts.

Forårsjævndøgn markerer, at vinteren er forbi, og at foråret er kommet. Biologisk og kulturelt repræsenterer den, især i det nordiske klima, afslutningen på den golde årstid, livets genfødsel, frugtbarhed og reproduktion.

En af de tidligste referencer, vi har til denne fest, kommer fra Babylon, 2400 år før vor tidsregning. I byen Ur blev månen og forårsjævndøgn fejret i marts og april.

»Pesach«
Det menes, at jøderne overtog påskefejringen fra den babylonske fejring af forårsjævndøgn, hvor mange jøder blev holdt fanget i det babylonske rige. Babylonierne markerede sommersolhverv, vintersolhverv, efterårsjævndøgn og forårsjævndøgn som vigtige begivenheder i løbet af et år.

Ordet påske, som vi bruger om denne højtid i de nordiske lande, kommer fra det hebraiske ord »pesach«.

»Pesach« betyder »gå forbi« og henviser til, da Jahve befalede, at alle Ægyptens førstefødte børn skulle dræbes. Hvis du malede dørene med blod fra et lam, ville Jahves håndlangere bare »gå forbi.«

Dette er således oprindelsen til det, der udgør den jødiske påske, og hvorfra den kristne påske har fået sit navn.

Den kristne påske og »Easter«
Den kristne kirke besluttede ved en kirkelig forsamling i Nicea i 325, at påsken skulle være kristen. Påsken blev således en af ​​de første højtider kristendommen kaprede.

Andre højtider, som kristendommen overtog og erstattede, omfatter jul (vintersolhverv), sommersolhverv, Lucia, Valentinsdag og så videre.

Påsken kaldes »Easter« på engelsk, hvis navn stammer fra den germanske gudinde Ostara (Eastre/Eostre).

Gudindens navn gav senere navn til det kvindelige kønshormon – østrogen.

Ostaras fejring fandt sted ved den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, og en lignende beregning bruges også i dag for, hvornår påsken skal fejres. På denne dag troede tilhængere af gudinden, at hun blev undfanget af solguden, og ni måneder senere – ved vintersolhverv – blev barnet født.

Det vides ikke, hvornår germanerne begyndte at fejre Ostara, men fejringen menes at gå meget langt tilbage.

Tacitus skriver i Germanien fra år 98 efter vor tidsregning, at germanske stammer fejrede en gudinde, han kaldte Nerthus. Denne frugtbarhedsgudinde, som Grimm mener har sproglige forbindelser til Njord, har fællestræk med Ostara, men også med den nordiske frugtbarhedsgudinde Freja. Både Freja og Nerthus kørte i øvrigt i vogn, ligesom solguden, Ostaras elsker.

To af Ostaras vigtigste symboler var haren (fertilitet) og ægget (fertilitet og muligheden for nyt liv). Begge disse symboler spiller stadig en vigtig rolle i fejringen af ​​påsken i dag.

I hele Norden bærer fejringen af ​​påsken tydelige spor fra den hedenske fejring af forårets ankomst og vinterens afslutning.

Alle de populære elementer, som vi forbinder med påske, kommer fra ikke-kristne skikke – påskeæg, slik, æggejagt, påskeharen og så videre.

Denne højtid, som de fleste andre vi fejrer, er blevet amerikaniseret og forvandlet til en materialistisk fest. Det kan dog alligevel være umagen værd, nu hvor påsken er her, at tænke nogle tanker om dens oprindelse og tænke tilbage på dem, der fejrede, at vinteren endelig var forbi, og at foråret og livet kunne vokse og gro igen.