Over halvdelen af 65 vandboringer indeholder fluor-stoffer
INDLAND: I 65 vandboringer landet over er der fundet svært nedbrydelige fluorstoffer. Over halvdelen af dem overskrider den anbefalede grænseværdi.
Siden der blev fundet store mængder af fluorstoffet PFOS i kvæg, der havde græsset på en forurenet eng ved Korsør Nor, har der været øget fokus på de svært nedbrydelige fluor-stoffer.
Men nu er PFOS sammen med stofferne PFOA, PFNA og PFHxS, der tilsammen udgør det, der hedder PFAS, blevet fundet i 65 vandboringer.
Her overskrider halvdelen af dem den anbefalede grænseværdi for, hvor meget af de her stoffer der må indgå i drikkevandet.
Det viser en foreløbig opgørelse fra Danske Vandværker.
Vandværker vandborer for at hente grundvand op som drikkevand, og resultaterne fra vandboringerne overrasker ikke Lisbeth E. Knudsen, der er professor i toksikologi på institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
– Jeg er ikke forundret, men jeg er ked af, det er blevet bekræftet. Det skyldes jo, man har brugt PFAS i brandslukning, og hvis det ikke er vasket ud andet sted end i jorden, så finder vi det i grundvandet, efterhånden som det går ned.
Grænseværdien for fluorstofferne har siden juli været maksimalt to nanogram per liter vand, og den grænse er overskredet i 38 ud af de 65 tilfælde.
Men selvom grænserne overskrides, så er det vigtigt at have tillid til, at myndighederne håndterer vandet, siger Lisbeth E. Knudsen.
– Når koncentrationerne ligger omkring de grænseværdier, der er sat, så er det jo, fordi myndighederne mener, det er sikkert at udsætte befolkningen for de niveauer. Der er vi i dag i den situation, at det må vi stole på og gå ud fra, der bliver taget hånd om de steder, hvor koncentrationerne overskrider grænseværdier.
Risikovurdering skal efterses
I Slagelse Kommune er der fundet PFAS i en ud af tre vandboringer ved Vemmelev-Forlev Vandværk.
Men på baggrund af en risikovurdering på vandværket, så overrasker det Jan Jørgensen, der er miljøchef i Slagelse Kommune, at der er blevet fundet PFAS.
– Jeg er forundret over, de finder det stof i det vandværk, for der har vi lavet en risikovurdering mod det. Men det vand, vi pumper ud til forbrugerne, skal de ikke være bekymret for, siger han og fortsætter.
– Men det er noget, vi skal kigge på. Vi skal finde ud af, om vi har overset noget i vores risikovurdering af vandværket, og så skal vi have lavet nogle nye boringer.
Vandværker skal finde løsninger
Danske Vandværker skal nu kigge på, hvad der skal gøres for, at vandet fra 38 af vandboringerne kommer under grænseværdien.
Det fortæller Susan Münster, der er direktør i Danske Vandværker.
– Den nemme løsning ved flere boringer er at lukke for den drikkevandsboring, der har det her stof over grænseværdierne. Men det kan også være at kigge på, hvad vi kan gøre på den lange bane. Skal man have vand fra nabovandværket, eller hvordan kan man drikkevandsforsyne sine forbrugere?
De 65 fund af fluorstofferne er gjort over de seneste godt fem år både ved 18 brugerejede vandværker og kommunale vandforsyninger i Københavnsområdet, Nordsjælland, på Fyn og i Jylland.
Og det er der noget positivt i, mener Susan Münster.
– Når man kigger på placeringen af de steder, hvor man har fundet stoffet indtil nu, så er det heldigvis nogle ret begrænsede områder af Danmark, så lige nu er det koncentreret nogle ret få steder.
Et vilkår
Når grænseværdierne i drikkevandet overskrides, så fortyndes vandet med vand fra andre vandværker, og det er kun ved meget høje koncentrationer, at PFAS er skadeligt.
Her kan det påvirke leveren og immunsystemet, så vacciner ikke virker ordentligt.
Men det kan også have andre langsigtede virkninger, siger Lisbeth E. Knudsen.
– I meget høje koncentrationer kan det have langsigtede virkninger på, om man kan få de sunde børn, man gerne vil have, og så er kan det være kræftfremkaldende.
Og selvom det er en lav dosis, så er det aldrig godt, at vi får PFAS ind i systemet, mener hun.
– Det er ikke godt, at vi får fremmedstoffer i os. Vi er ikke skabt til at skulle håndtere den slags fremmedstoffer i os, siger hun og fortsætter:
– Det er et vilkår, jeg tror vi må leve med. Vi har en industrialiseret verden, hvor vi bliver udsat for kemikalier i vores drikkevand, forbrugerprodukter og vores fødevarer. Udfordringen er at holde det nede på nogle niveauer, hvor det er forsvarligt.
Kilde:
DR
Kommentarerne er modereret.. For at deltage i diskussionen – læs vore regler her.
I stedet for at fokusere så meget på co2 udledningen i miljø debatten, ikke at det ikke er vigtigt, så burde vi sætte indsatsen ind på de giftstoffer der bliver brugt i landbruget og industrien da det har stor indvirkning på vores sundhed, lad være med at købe plastik lort fra Kina køb ting der kan holde og køb ikke mere end du skal bruge og ikke mindst så støt op om punkt 6 i Den Nordiske Modstandsbevægelse politiske punkter