Omkring et fotoalbum

LÆSERBREV: Vera Oredsson skriver her i anledning af dokumentaren »Omgivet af fjender«, hvor det nævnes, at en datter tog afstand fra hende.

På den tid blev der taget billeder og lagt i album. Nu bliver vemodet nært forestående, når der bladres i det. Man vil helst ikke. Du har sikkert også oplevet denne følelse? Denne følelse af, at vi med vores ideologi lider, når »mistede« pårørende tager afstand fra os og vi med en vis længsel ser tilbage til tiden, hvor alt var lykkelig samhørighed. Det skete det for mig.

Jeg ser på mine børnebørn og min ældste datter, hvor solen skinner over dem i vores sommerhus. De hyggede sig, og moderen til de smukke blonde børn kendte vores ideologiske holdning. Naturen omkring os, legen og det smukke Östergötland-landskab, der omgav os, gav os andre ting at tænke på.

Men der gik mange år, de blev mere og mere påvirket af den infernalske hadpropaganda, der fyldte deres sind med løgne. Afstandstagen fra min person blev et faktum i breve, tavshed og i ét tilfælde ren modstand fra min bror.

Nu spørger nogle sig selv: er det den nationalsocialistiske ideologis skyld? Nej absolut ikke! Det er ikke vores holdning, der forårsager familiesplittelsen, men mediernes indflydelse i alle dens former.

Politikernes indoktrinerede fraser sammen med gemene angreb på ledende personer i bevægelsen. Folk tror på dem, og vi finder os, ofte med stor sorg, at vi sluger tabet og kæmper videre med vores kammerater og venner.

Jeg advarer mod eftergivenhed og afhop! De kan være ødelæggende for ens sjæl. I løbet af mine 60 års kamp har jeg set de tragiske konsekvenser, når nogen blev påvirket af familiens tvang til at forlade den nationalsocialistiske bevægelse. Alkoholmisbrug, psykiske problemer eller tidlig senilitet var resultatet i de fleste tilfælde.

Kammeratskab, at kunne være sig selv og lufte sine meninger, hjælpsomheden indenfor bevægelsen, at kunne lette sin aggression med modstandskamp i vores hærgede multikulturelle land i moralsk forfald – det er tabet værd at miste vildfarne pårørende med deres afstandstagen. De er simpelthen nødt til at indse, at vores kamp inden for Modstandsbevægelsen gavner dem i det lange løb.

Dette er, hvad jeg skrev for nogle år siden: Vi ønsker ikke denne situation med afstandstagende kære; vi lader dem have deres meninger, vi kan stadig tale om minder, barndom, natur og så videre i et muntert samvær. Det er de afstandstagende, som foretrækker deres ideologier og hindrer familiesamhørigheden.

/ Vera Oredsson