Om lederskiftet

KOMMENTAR: Martin Saxlind kommenterer den store nyhed om, at Fredrik Vejdeland tager over som leder af Den Nordiske Modstandsbevægelse, efter at Simon Lindberg har valgt at træde tilbage som leder.

I weekenden blev det på Organisationsdagene offentliggjort, at Simon Lindberg træder tilbage fra posten som leder af Den Nordiske Modstandsbevægelse, og at Fredrik Vejdeland overtager efter ham. Dette er på mange måder en stor og historisk begivenhed, som selvfølgelig fortjener at blive kommenteret.

Allerførst ville det være godt at konstatere nogle fakta:

Lindberg blev ikke afsat, men træder tilbage af egen vilje. Der har heller ikke været intern utilfredshed med Lindberg som person eller leder. Efter mere end otte år som leder for hele organisationen ønsker han nu at give lederskabet videre.

Det korte svar på, hvorfor denne beslutning er taget er, at Lindberg mente, at det er det bedste for Modstandsbevægelsens videre udvikling. Private forhold kan også have spillet en rolle, hvilket er forståeligt og rimeligt i dette tilfælde. Når kampen er mere end en hobby, er privatliv og politisk engagement ikke helt separate ting, men sfærerne glider over i hinanden og påvirker hinanden meget. At opretholde energien, motivationen og de praktiske forudsætninger for at udføre det meget krævende arbejde, som Lindberg har gjort i snart et årti, er ekstremt vanskeligt. Meget få mennesker er i stand til det i teorien, og endnu færre er villige til at gøre den slags ofre i praksis.

Så min første spontane og rent følelsesmæssige reaktion på Lindbergs beslutning om at trække sig tilbage er tristhed og taknemmelighed.

Det er trist, at en person, der har været en stor ressource for vores sag, ikke længere vil være lige så tilgængelig. Det er et tilbageskridt og efterlader et tomrum, som andre må kæmpe for at fylde. Samtidig kender jeg Lindberg godt nok til at forstå, at dette ikke har været en let beslutning at tage, og derfor er det også trist rent personligt for ham. Ikke alle ledere har karakterstyrke til at træffe sådanne vanskelige beslutninger, hvilket yderligere ærer Lindberg.

Min taknemmelighed bunder i alt det arbejde, som Lindberg har lagt i organisationen, og alle de ofre, han har gjort. Jeg husker, at Pär Öberg sidste år talte lidt om i en episode af Radio Nordfront, at han havde dårlig samvittighed, fordi han ikke roste Lindberg nok offentligt. Jeg føler det på samme måde nu, og jeg kan egentlig kun forestille mig det fulde omfang af alt det ansvar, som hvilede på Lindbergs skuldre i hans tid som leder af Modstandsbevægelsen. Jeg forstår også, at manglen på ros ikke er årsagen til denne beslutning, men det er et rent moralsk spørgsmål – ret er ret, og Lindberg fortjener enorm respekt for det arbejde, han har udført!

Der er også en hel del at sige om Lindbergs indsats udover indsatsens store omfang. Her vil jeg også tilføje, at jeg altid forsøger at være objektiv og sjældent sige positive ting bare for at være venlig og høflig. Så efter min ærlige mening er der meget at rose Lindberg for:

Privat: Lindberg er en meget seriøs person uden at være blottet for humor. Han er målrettet og resultatorienteret. Loyal og pålidelig. Bestemt, men ikke urimelig. Disse ting mærkes i møder, i e-mails, private samtaler og så videre. Han er også retorisk dygtig, både mundtligt og skriftligt.

Organisatorisk: Som leder har Lindberg været udadvendt. Han tog Modstandsbevægelsen ud på gaderne med demonstrationer, der virkelig skræmte systemet. Som tidligere nævnt har han talegaven og har rejst rundt i hele Norden, holdt foredrag på demonstrationer og folkemøder samt holdt en række interne taler og foredrag. Gennem podcasten Lederperspektiv og en række egne artikler har han kommunikeret med offentligheden. Han har gjort et stort stykke arbejde som redaktør for Motståndsrörelsen.se og har for alvor etableret bevægelsen i Danmark og Island.

Ideologisk: Lindberg er meget principfast i sin nationalsocialistiske overbevisning. Under hans ledelse lancerede han Modstandsbevægelsens partiprogram Vores Vej, som er et ekstremt velafbalanceret ideologisk dokument. Gennem Lederperspektiv har Lindberg givet det ideologiske fundament lidt mere personlig farve uden at plette med farven en eneste gang. At opretholde en så ret ideologisk linje i så lang tid kræver både viden og stor disciplin.

Dette er mit generelle syn på Lindberg og hans præstationer, men det er en meget kort opsummering af en fantastisk person og hans arbejde de sidste otte år. Dem, der har fulgt Modstandsbevægelsen siden 2015, har forhåbentlig kunnet danne sig deres egen mening og noteret sig ting, som jeg har glemt at nævne her. Det er selvfølgelig også værd at påpege, at Lindberg allerede før 2015 var en del af Modstandsbevægelsens ledelse, og at han har kæmpet for den nationale sag siden 1999.

Efterfølgeren

Samtidig med at jeg fik besked om, at Lindberg træder tilbage som leder, fik jeg at vide, at Vejdeland vil tage over efter ham. Dette gav mig en tredje følelse: Håb.

Lig Lindberg er Vejdeland en person, jeg har stor respekt for. Jeg kender Vejdeland godt, da vi har arbejdet sammen med Nordfront i over ti år, og efter min mening er han den rette person til at tage over efter Lindberg.

Vejdeland er ideologisk skarp og en brilliant skribent. Han er en af dem, der har været med i Modstandsbevægelsen længst og har bevist sin pålidelighed og gode ry gang på gang gennem årene. Han har en stærk vilje, god kreativitet og en opmuntrende optimisme, som til tider mangler blandt nationale, men som virkelig er nødvendig, hvis vi skal gå fremad.

Det er ingen nem opgave for Vejdeland, men jeg er overbevist om, at han vil gøre et rigtig godt stykke arbejde.

For min del så jeg Lindbergs beslutning om at træde tilbage som en påmindelse om, at folk ikke skal tages for givet. Alle individer har grænser for, hvor meget de kan præstere. Dette hænger sammen med det, jeg skrev om i artiklen Ansvar. Vi er alle ansvarlige for Modstandsbevægelsens fremtid. Selvom lederen til syvende og sidst er ansvarlig, skal andre under ham tage ansvar for, at fremgang er mulig.

Altså må andre nu fylde op og dække det vakuum, som opstår efter Lindbergs afgang. Folk, der har taget sig en pause fra kampen de sidste år, bør se dette som et godt tidspunkt for at tage sig sammen og sende en ansøgning igen. Og de, der er organiseret, men ikke har meget ansvar, må tænke på, om der er noget, de kan bidrage med for at udvikle organisationen eller aflaste andre højere oppe i hierarkiet.

Nytænkning

Selvom jeg ikke synes, at Lindberg har gjort et dårligt stykke arbejde, kan ændring i sig selv ofte være positiv og nødvendig. Som leder arbejder man hele tiden med at løse forskellige problemer, og til sidst har man måske samlet en række problemer, som man ikke har en god løsning på. I den situation er det rimeligt at overlade ansvaret til en anden person, som kan se på problemerne fra andre vinkler og med ny energi. Gode ledere sørger også for, at der er kompetente mennesker til at efterfølge dem og derefter frivilligt trække sig, når de mener, at det er den bedste beslutning for organisationen. Dette er ikke en fiasko, men naturlig udvikling for en organisation.

Det er også min mening, at vi faktisk har stagneret og stoppet lidt op efter coronaårene. Jeg tror og håber derfor, at Vejdeland nu vil bringe ny energi og nye visioner, som vil give Modstandsbevægelsen en nødvendig nytænkning.