Offentligheden ført bag lyset for at pleje forholdet til krigsalliancen NATO

Da Danmark vælger at gå ind i Afghanistan med USA i 2001, er der bred enighed om at støtte USA.

Forskerne vurderer, at støtten til USA var den afgørende motivation bag beslutningsforslaget, mens forholdene i Afghanistan stort set ikke spillede nogen rolle.

Forud for beslutningen finder der uformelle drøftelser sted gennem diplomatiske og militærfaglige kanaler, der betyder, at ”ikke senere end 10. oktober 2001 blev USA givet forventninger om konkrete danske styrkebidrag,” skriver forskerne.

Det er næsten to måneder inden, spørgsmålet bliver behandlet i Det Udenrigspolitiske Nævn. Udenrigsministeriet og Statsministeriet skulle heller ikke have været vidende om det.

Udenrigspolitisk Nævn bliver dog inddraget i to beslutninger – nemlig hvorvidt der skulle sendes et dansk forbindelseselement til Florida i USA, samt hvorvidt Danmark skulle påbegynde forhandlingerne med USA om et dansk bidrag til at bekæmpe terrornetværk i Afghanistan.

Forud for disse drøftelser har regeringen sikret sig opbakning gennem uformelle drøftelser i blandt andet forsvarsforligskredsen.

Ifølge forskerne viser forløbet, at de uformelle drøftelser spiller en stor rolle, samt at Forsvaret har en central rolle i forhold til, hvordan danske styrkebidrag konkret skal udmøntes.

Irak

Da Danmark valgte at gå med USA og Storbritannien ind i Irak, er daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ifølge forskerne åben om kursen – nemlig at støtte USA – men lukket om processen.

– Vores forståelse er, at regeringen var meget åbne om kursen i den førte politik med at følge USA. Men omvendt må man sige, at regeringen var ganske lukket om processen.

Blandt andet afviser Anders Fogh Rasmussen at svare på “hypotetiske spørgsmål” og definerer ikke nærmere hvilken “FN-forankring”, der skal til for at kunne legitimere den danske deltagelse.

De to forskere beskriver også, at Det Udenrigspolitiske Nævn ikke får videregivet alle oplysninger – eksempelvis at statsministeren mødtes med USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz i marts 2002.

Regeringen fortæller heller ikke, at USA’s mål med krigen er at sikre et regimeskifte – altså at vælte Saddam Hussein – selvom regeringen ved det.

– Regeringen ved, at USA’s mål er et regimeskifte i Irak, men man undlader at tale herom, oplyser Rasmus Mariager.

Forskerne skriver også, at hvor det i efteråret 2002 var et “politisk skøn”, hvorvidt der var et retsligt grundlag for bruge magt over for Irak i tilfælde af, at FN’s sikkerhedsråd var uenig, så blev den tolkning i 2003 ændret, sådan så det lød, at grundlaget var tilstrækkeligt.

– Regeringen oplyser, at der ligger tilstrækkeligt juridisk grundlag for magtanvendelsen, men internt er det ’et politisk skøn’. Men det vælger man ikke at bringe videre til Folketinget, oplyser Rasmus Mariager.

“I flere tilfælde videregav regeringen oplysninger og vurderinger, der ikke var i fuld overensstemmelse med de indhentede oplysning og de interne overvejelser. Det gælder spørgsmålet om Iraks lagre af masseødelæggelsesvåben, der var den grundlæggende årsag til krigen. Ved flere lejligheder blev vurderingerne om våbnene ”strammet” på vej op i systemet, og generelt overdrev regeringen oplysningernes sikkerhed,” fremgår det af udredningen.

Kort fortalt vurderer forskerne, at Anders Fogh Rasmussen var meget lukket om den politiske proces, at regeringen veg uden om at oplyse Det Udenrigspolitiske Nævn, og at juraen blev formet i et samspil med den politiske virkelighed.

Konklusionerne overrasker

De ansvarlige forskere for undersøgelsen er blevet overraskede over, hvor få toppolitikere der bestemmer, om Danmark skal i krig.

– Jeg er blevet overrasket over omfanget af de her beslutninger. Jeg er overrasket over, hvor få principielle overvejelser, man gør sig – både fra regeringen og oppositionen. Og hvor langt ind i forhandlingerne man er, før man tager den i Det Udenrigspolitiske Nævn. Og hvor få kritiske spørgsmål, der bliver stillet i Det Udenrigspolitiske Nævn, sagde Rasmus Mariager på pressemødet, hvor udredningen blev præsenteret.

– Og så er jeg overrasket over, hvor få mennesker der reelt afgør, om Danmark går i krig. Det er statsministeren, udenrigsministeren og deres centrale embedsmænd – i dialog med amerikanske aktører. Og det er sådan, det er.

 Forskerne konkluderer altså, at danske politikere følger de amerikanske ønsker, når det kommer til de danske krigsdeltagelser i krigene.

– Danmarks militære engagement afspejler generelt de politiske beslutningstageres vilje til at imødekomme USA’s ønsker om militære bidrag, lyder det fra de to forskere.

– Der er ikke tale om direkte pres fra USA med trusler om sanktioner eller løfte om gevinster. Både beslutningen om at bidrage og beslutningen om indholdet i de militære bidrage formes, snarere end de besluttes.

Og endeligt er de to forskere kommet frem til, at Folketingets udenrigspolitiske nævn ikke er blevet synderligt fodret med oplysninger.

– Regeringen har en minimalistisk informationspraksis over for Det Udenrigspolitiske Nævn, konkluderer de to forskere.

NATO

For at forstå hvilken forbrydelse det er at sende danske soldater i døden under hensynet til krigsalliancen NATO, må man vide hvad NATO er. På Wikipedia står der:

NATO (engelsk: North Atlantic Treaty Organization) eller på fransk: OTAN (Organisation du Traité de l’Atlantique Nord) er en international organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde omkring den nordlige del af Atlanterhavet, som blev etableret i 1949 med de allierede krigspartnere USA, Storbritannien og Frankrig som de drivende kræfter.

Landene er forpligtet til at forsvare hinanden i tilfælde af, at de skulle blive angrebet. Derudover arrangerer NATO ofte større, militære øvelser for medlemslandene. NATO deltager desuden med styrker i krigshærgede lande, fx Afghanistan.

Om dannelsen af alliancen står der:

Bruxelles-Traktaten, der blev underskrevet den 11. marts 1948 af Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Storbritannien, anses for at være forgængeren til NATO aftalen. Denne traktat etablerede en militær alliance, der kaldtes Vestunionen eller WEU. Men amerikansk deltagelse blev anset for nødvendig, hvis man skulle kunne matche Sovjetunionens militære styrke, og derfor begyndte forberedelsen af en ny, militær alliance hurtigt efter traktatens vedtagelse.

Denne politisk korrekte historieskrivning bør og skal der selvfølgelig stilles spørgsmålstegn ved. Storbritanniens prækommunistiske udenrigspolitik over for Europa, hvor briterne historisk set altid har ageret for at forhindre en europæisk stat på kontinentet at indtage en for stærk position, havde vist sig katastrofalt forkert i og med  ​​kommunismens indtog på den realpolitiske arena. Nordfront har skrevet meget om anden verdenskrig før, så vi går videre i analysen.

Da det nationalsocialistiske Tyskland og dets fascistiske associerede blev besejret af de allierede og i vidt omfang blev slaver af Sovjetunionen, opstod spørgsmålet om, hvordan man forhindrede Stalin i at erobre Europa. Kommunismen udgjorde en trussel, ikke kun for den liberale verdensanskuelset, men også rent fysisk for de mennesker, der udgjorde Vesten. Den store forskel imod ovennævnte Bruxelles-pagt og NATO synes at være USA’s inddragelse. Det er tænkeligt, at de vesteuropæiske ledere på dette tidspunkt i praksis valgte at underordne sig USAs verdenspolitik for at undgå en sovjetisk invasion.

Den kolde krig, hvor øst og vest manøvrerede for at vinde overtaget rundt om i verden og udkonkurrere hinanden tog fart efter Anden Verdenskrig – med mange fejltagelser på begge sider. Sovjetunionen faldt dog i 1991, og kommunismen som et statsdannende verdensanskuelse måtte betragtes som besejret, i hvert fald i Europa. Hvad er så, i en verden uden den uhyrlige kommunistiske modstander, formålet med NATO?

NATO synes at have omdefineret sin fjende. Selv om Alliancen siges at være sammensat af medlemsstater, der gensidigt har forpligtet sig til at forsvare hinanden mod eksterne angreb, har NATO ført krig i flere forskellige suspekte sammenhænge. NATO bombede serbiske mål under den kroatiske uafhængighedskrig i 1992, og igen under krigen i Bosnien i 1995, den sidstnævnte med henvisning til, at serbere skulle være skyldige i krigsforbrydelser. I 1999 førte NATO igen krig på Balkan, denne gang for at støtte Kosovo-albanerne i oprør mod Serbien. I modsætning til tidligere eventyr i det tidligere Jugoslavien havde NATO denne gang ikke FN-mandat til at udføre luftangreb. Dette viste sig at være et minimalt problem.

Ingen af ​​de krigsførende parter i det tidligere Jugoslaviens sammenbrud i 90’erne var medlemmer af NATO. Det bliver så klart, at NATOs formål ikke blot er at være en union af stater med en fælles forsvarsforpligtelse. Det, der motiverede NATO til at blande sig i de indbyrdes konflikter på Balkan, må være noget andet. Ordene fra den, på faderens side, jødiske NATO-general Wesley Clark, kan kaste en smule lys over spørgsmålet:

Let’s not forget what the origin of the problem is. There is no place in modern Europe for ethnically pure states. That’s a 19th century idea and we are trying to transition into the 21st century, and we are going to do it with multi-ethnic states.

Disse ord blev udtalt i 1999 i forbindelse med Kosovo-krigen. Problemet ifølge Clark var således etnisk homogene stater. Således ser det ud til, at formålet med NATO’s inddragelse var, med militærmagt om nødvendigt, at fremtvinge multietniske stater.

NATO har siden ført krig i Afghanistan og Libyen og skabt flygtningestrømme, der underminerede etnisk homogenitet i mange stater. Disse stater truede ikke andre NATO-lande. I Libyens tilfælde, som med NATO’s støtte blev opløst som fungerende stat af radikale muslimer, var der økonomiske motiver i baggrunden. Landets tidligere leder Muammar Gaddafi havde udtalt planer om at danne en ny valuta baseret på Libyens guldreserve. Dette ville udgøre en trussel mod amerikansk indflydelse i området, og på lang sigt i verden, da dollarens position som verdens reservevaluta er baseret på, at olie købes og sælges på verdensmarkedet med dollars.

Vi bør sætte begreberne i system, før vi resonerer videre. Når der skrives om de forskellige landes interesser, handler det om den herskende elite i disse lande. Som kendt for Nordfronts læsere, er få hvide lande styret med landenes eget folks interesser i tankerne. Det er således den politiske, sociale og økonomiske elite, der refereres til. USA er den stærkeste part i NATO, så USAs og NATOs interesser kan betragtes som de samme. Lande som Frankrig og Storbritannien kan også agere gennem NATO; for eksempel var Frankrig den drivende nation i bombningen af ​​Libyen, da Frankrig har visse interesser i det fransktalende Afrika. Den amerikanske udenrigspolitik er på sin vis stærkt påvirket af den israelske lobby med AIPAC (American Israeli Public Affairs Committee) som et eksempel.

NATO kan således efter Sovjetunionens fald ses som et redskab for en lille interessegruppe som bruger alliancen til at mobilisere store militære styrker til internationale missioner. Danmarks forbindelse til NATO gør vores nation til en del af en egentlig krigsalliance med baser over hele verden. I en inversion af den kolde krig ser vi, hvordan NATO-landene modsætter sig nationer, der ikke spiller med på den egalitære verdensorden og liberalismens dogmer. Rusland og Iran, som eksempler på ikke-liberale nationer, opfattes som ideologiske og geopolitiske trusler. Med Danmark som medlem af NATO støtter vores land officielt om den globale liberalisme og giver vores samtykke til, at vi bliver besat af denne militære magt – under påskud af, at eksempelvis Rusland er en militær trussel i vores nærområde. Dette sker på et tidspunkt, hvor Europas folk har et presserende behov for at forkaste liberalismen og tage magten tilbage over deres egen skæbne.

Det er i enhver dansk interesse at handle imod vores forræderiske regime, som sælger vores frihed til den globale elite og sender danske soldater i døden for en egalitær verdensorden.

Kilder:
DR – ‘Strammede’ oplysninger og støtte til USA: Det konkluderer forskere om Danmarks tre krige
DR – Forskere bag krigsudredning: Overraskende få mennesker afgør, om Danmark skal i krig
DR – Se, hvor danske soldater har kæmpet – og er faldet