Nordisk tro for alvor og ifølge politiske LARP’ere

KULTUR: I denne kulturkrønike gennemgår islandske Ríkharður Magnússon kort den gamle nordiske tro og de skævvridninger af den, vi ser i dag.

Jeg vil ikke gå dybt ned i den nordiske tro i denne artikel, formålet er i stedet at adressere og udrydde nogle af de misforståelser og falske oplysninger, der har tilsværtet denne gamle tro både på Island og i udlandet. Formålet med tilsværtningen af den nordiske tro, er at underminere vores nordiske folks fælles historie og kultur ved at indblande elementer af kulturmarxistisk hjernevask.

Der er skrevet meget om de nordiske guder, og der er meget materiale om dette emne. Mange dele af de nordiske folks skikke og de germanske stammer er alment kendt, men der er stadig nogle ting, der er uklare. De fleste ved sandsynligvis, at nordmænd fra vikingetiden troede på aserne, hvad der måske er mindre kendt er, at deres slægtninge i de germanske stammer også troede på de samme guder i århundreder – måske endda årtusinder. Odin blev kaldt Wotan og Thor blev kaldt Donnar.

De germanske stammer blev tvangskristnet gennem bedrag og vold efter det romerske imperiums fald. Man kan også sige, at Roms fald til dels skete gennem selve skiftet af religion. Mennesker i de nordiske lande blev kristne meget senere. Thorgeir Ljosvetningargodi (ypperstepræst fra søen Ljósavatn) besluttede, at Island skulle blive en kristen nation i år 1000, men folk fortsatte i hemmelighed med at tilbede de gamle guder. Olaf Tryggvason ledede Norge under den kristne fane i år 995. Danmarks Harald Blåtand blev døbt i 965. Svenskerne blev officielt kristnet, da Olof Skötkonung blev døbt i 1008, men kristendommen havde stadig ikke opnået fuldt gennemslag før engang i det 13. århundrede.

I lang tid efter kristendommen, og til en vis grad også i dag, holdt befolkningen i de nordiske lande deres traditioner, spundet fra den nordiske tro i live, såsom jul og flere andre højtider. Gennem Snorres Edda, Havamal og mange andre bøger og digte er traditioner og overbevisninger bevaret. Bogen Germania af Tacitus om de germanske stammer er også værd at nævne.

Kristendommen spillede en vigtig rolle i at ødelægge den gamle tro ved at fordreje den og forbyde dele af den, for at tvinge hedenske mænd til lydighed. Et af de mange eksempler er påstanden om, at kristne boede på Island før hedningene i form af irske munke, der beboede øen Papey sydøst for Island. Dette er dog meget usandsynligt, da arkæologer ikke har fundet nogen levn fra tidsperioden.

Fordrejningen af ​​den gamle nordiske tro fortsætter i dag, men i dag hovedsageligt gennem kulturmarxismen, hvor det åbenlyse formål er at underminere historien og kulturen hos mennesker med nordisk og germansk oprindelse. Fremtrædende medlemmer af den islandske Asatro-forening er stærkt involveret gennem amatørudsagn, fortolkninger og fantasifulde metaforer gennem den nordiske tro. Det er forværret yderligere i de seneste år, da en ny bølge af «broder-troende» dukkede op efter serien «Vikings» kom ud, og at mange mennesker fik en idé om, at de kunne hævde den nordiske tro, efter at have set spor af nordisk DNA, når de spyttede i en kop fra «23 and me». Ordet «broder-troende» henviser til de mennesker, der falder i hinandens arme og kalder hinanden «brødre» og «søstre» på grund af deres nyfundne religiøse overbevisning, men som egentlig ikke har nogen eller kun et meget vagt forfædrebånd til den nordiske tro.

Nu er marxistisk «ligestilling» tilføjet, og mange Lagerthas (navnet på Ragnar Lodbroks kone) er dukket op med helt forkerte oplysninger om hedenske kvinder fra denne tid. Det er bestemt rigtigt, at nordiske kvinder var friere, end de blev under kristendommen, og at mænd lyttede til de ældre kvinder, men de var ikke krigere med den samme «frihed» som mænd. Kvinderne blev beskyttet af hensyn til børnene og for folks fremtid.

Fra svage Viking LARP-mænd anføres det, at «nazister» ikke har ret til at gøre krav på ​​den nordiske tro, og derfor klager de over, at nationalister og nationalsocialister bruger runer og andre symboler knyttet til den nordiske arv. For nylig brokkede et norsk band sig for eksempel, fordi Valknuten, som bruges som bandets symbol, blev båret som en brysttatovering af en af ​​dem, der kom ind på Capitol Hill i USA. Bandmedlemmerne blev rasende og hævdede, at «nazister» ikke skulle stjæle gamle nordiske symboler. Faktum er dog, at runer og symboler ikke er privatejede, og om nogen, er det mennesker, der kæmper for deres folk og kender deres historie, der faktisk har en legitim grund til at bruge dem.

Odin er og vil altid være Alfaderen. Mænd frygtede Odin før i tiden. Han sidder på sit høje sæde i Valhalla med sit spyd Gungnir, hans ravne Hugin og Munin og hans to ulve Gere og Freke ved sin side. Han forbereder sig konstant på Ragnarok – verdens undergang – som måske kan siges at være en mere reel profeti end nogensinde før, når man ser på verdens tilstand i dag. Ikke engang Odin får fred fra kulturmarxisterne, der prøver at koble ham til deres ideologi. Odin er dog over tusind år gammel – langt ældre end kulturmarxismen og dens begreber.

Thor er sandsynligvis den mest populære gud i dag. Han er beskytter af Asgård, Midgård og mennesket. Mange mennesker kender den store helt, hans hammer Mjølner og hans vogn trukket af to bukke. Når han rejser rundt for at jage jætter (Jotun) ryster bjergene på grund af den torden der dannes, når han løfter hammeren op for at slå. På Island er mange vartegn og menneskenavne opkaldt efter ham. Folk tilbad Thor længe efter at kristendommen kom ind i de nordiske lande.

Kulturmarxisterne forsøger at fremhæve, at Thor er transseksuel, og at denne perversion således kan finde støtte i den nordiske tro. De laver den udsvævende sammenkobling baseret på fortællingen, hvor han bruger dyreskind til at skjule sig selv og i sagaen, hvor han klæder sig ud som Freja, for at narre jætten Trym så han kan hente sin hammer. Nogle hævder endda, at Thor er af blandet race, halvt kæmpe og halvt gud, men i al den dokumentation, der er tilgængelig, er han søn af Odin og Jorden. Ifølge Edda er Jorden en Asynje, dvs. en kvindelig gudinde. Her viser de antihvide kulturmarxister og selvudråbte moralske apostle af politisk korrekthed altså virkelig, hvordan de forsøger at underminere vores kultur med falske oplysninger.

Loke er derimod søn af gudinden Nal og jætten Farbaute. Loke er således af blandet blod. Ifølge den nordiske tro er Loke også et symbol på falskhed, forræderi og bedrageri. Hvis kulturmarxisterne skulle tilbede nogen gud, burde det være ham.

Selvom den islandske Asatro-forening hævder at være upolitisk og ikke deltager i nogen form for politisk aktivitet, synes flere af dens «præster» at være venstreorienterede og politisk korrekte. De forkynder den nordiske tro ud fra deres perspektiver – at den er åben for alle, at den er åben for ægteskab mellem homofile, transseksualitet, raceblanding og multikulturalisme. Hvis de overhovedet tilbeder nogen af ​​de nordiske guder, må det derfor være Loke, fordi at påstå at dette ellers ville være i harmoni med den nordiske tro er fuldkommen vrøvl.

I al dokumentation er det tydeligt, at aserne bor i Asgård og jætterne i Jotunheim. Ingen steder står det, at Asgård åbnede sine grænser for jætter, sortelvere og andre.

I al dokumentation er det tydeligt, at aserne bor i Asgård og jætterne i Jotunheim. Ingen steder står det skrevet, at Asgård åbnede sine grænser for jætter, sortelvere og andre. Så ville Thor og Heimdal have mistet deres formål som beskyttere af Asgård og Odin havde trænet Einherjare før Ragnarok helt unødigt.

En sådan infantil venstreorienteret retorik skal naturligvis fordømmes af den islandske Asatro-forening, hvis det var en seriøs religiøs forening. I stedet viser medlemmerne deres politiske dagsorden i ord og praksis og fordrejer nordisk hedenskab fuldstændigt med deres indfald.

Den nordiske tro på guder er grundlagt i naturen. Naturligvis er mange dele af arven gået tabt på grund af kristendommens forvaltning, men der er stadig nok brikker i puslespillet bevaret til at kunne se hele billedet, hvor de nordiske guder tydeligt symboliserer det nordiske folk fra den tid. Det er ikke had at sige, at de nordiske guder er en arv fra det nordiske folk.

Det modsatte af dette er en del af internationalisternes forsøg på at underminere alt, hvad der er folks nationale arv, ikke kun på Island, i de nordiske lande eller i Europa, men over hele verden, hvor den grådige blæksprutte ser sin mulighed for at undertrykke hver nation under dens vilje.

Den nordiske modstandsbevægelse støtter religionsfrihed, der hvor den ikke skader eller underminerer vores folk. Med denne artikel vil jeg derfor ikke forsøge at forkynde nogen nordisk religion, men fremhæver i stedet, at den nordiske tro er en del af vores fælles kultur og historie i de nordiske lande. At have kendskab til historien giver os en dybere forståelse af, hvor vores folk kom fra, hvem vi er i dag, og hvor vi vil hen i fremtiden. Derfor må vi aldrig lade vores arv gå tabt.

/Ríkharður Magnússon