Nordens sag er vores!

For den uindviede kan det fremstå som en lille smule mærkelig, at mange svenskere, ja faktisk hovedparten af demonstrationen, bistod med hjælp i en aktion i et andet land. Men hvorfor tog jeg til Trondheim? Havde jeg allerede planlagt at vandre i de norske fjelde eller noget lignende? Nej, slet ikke. De 160 kilometer frem og tilbage, sammenstødet, som opstod i Trondheims midtby og timerne jeg var indespærrede i cellen, var en nødvendighed for at flytte vore positioner frem i kampen for et forenet Norden.

Kun i lyset af dette politiske mål kommer man til at kunne forstå hvorfor jeg og andre tog fra blandt andet Gøteborg og Skåne, den lange vej til Trondheim.
De norske medier har virkelig været opmærksomme på, at det var svenskere, der deltog i Den Norske Modstandsbevægelses offentlige møde i Trondheim. Man har bevidst undgået at bruge navnet Den Norske Modstandsbevægelse, og i stedet brugt Nordfront (Den Nordiske Modstandsbevægelses hjemmeside). Man har også valgt at flytte fokus fra nordmænd til svenskere.

Målet med dette er naturligvis, at man ikke ønsker at gøre reklame for Den Nordiske Modstandsbevægelse og den styrke denne organisation har når den vil lave en kontinuerlig politisk virksomhed i tre forskellige lande. Målsætningen er at tegne et billede af Den Norske Modstandsbevægelse, som om den har brug for hjælp udefra og samtidig oppiske en antisvensk stemning mod disse fredsforstyrrende svenskere.

Men hvis de norske medier havde valgt at agere lige så korrekt angående hvilke ord man anvendte (eller ikke anvendte), på den modsatte fløj (de organiserede ”antiracisters”), desto mere tydelig blev det, når de, under politibeskyttelse, flere gange anvendte udtrykket ”svenskejævler”. Ja du hørte rigtigt. Vi snakker altså om den samme organiserede antiracistiske bevægelse, som vil have at vi skal tolerere masseindvandring og vise tolerance mod hundredtusinder ikke-norske indvandrere, som har invaderet landet. På den ene siden forvarer man indvandringsrelaterede gruppevoldtægter og mord i multikulturens navn, mens man beskriver en gruppe svenskere, som angribere udefra. Systemets kræfter i Norge må virkelig være stolte over den hjernevask, de så effektivt har indført i dette land!

At Sverige historisk set ikke altid har handlet korrekt overfor nordmænd er sandt, men vi lever ikke i den svensk-norske union længere. Når Modstandsbevægelsen taler om en fremtidig nordisk republik, så handler dette om noget ganske andet end en påtvunget union. I det forende Norden kommer det nordiske folk til at have lige forudsætninger, ligeværd og der kommer ikke til at findes nogen ”svenskejævler” eller ”norskjævler”.

At snakke om svenskere, nordmænd eller finner og at gøre en stor sag ud af dette og gøre de ubetydelige forskelle mellem os endnu større, er egentlig absurd. En nordmand fra Oslo har lige så meget til fælles med en svensker fra nordre Bohuslän, samt en person fra Trondheim og en svensker fra Haparanda har lige så meget finsk mentalitet i sig som en skåning. Det som forener os, er at vi alle kommer fra den nordiske race, som har givet os fælles nordiske værdier og kultur. Vi er i bund og grund ens, men med visse lokale forskelle – og indimellem er vi mere lige end vi tror.

Personlige erfaringer i Norge
Jeg vil fortælle lidt om min egen historie og erfaringer fra Norge. Jeg er født, opvokset og har tilbragt mine første 20 år i Östersund i Jämtland. Östersund ligger i Norrland og lidt vest for Trondheim. Jämtland blev bosat i midten af 700-tallet af en person ved navn Kettl Jämte (Kettil Jämtes barnebarn Trond Helsing grundlagde Hälsingland) som kom fra Trøndelag. Jämtlands grundlægger var altså norsk og Jämtland forblev norsk helt frem til kortene blev tegnet om i 1645. At Jämtland har vært mere norsk end svensk vidner blandt andet det lokale sprog, jamska, om. Det tales fortsat af mange og anses for at have mest til fælles med norsk og islandsk.

Mennesker fra Jämtland er stærkt knyttet til Trøndelag og mange rejser oftere til Trondheim, end til byen i øst, Sundsvall, som trods alt er en svensk by og ligger nærmere. For mit vedkommende har jeg via skole, venner, idræt eller med familien rejst utallige gange over til den norske grænse til Trøndelag, mens nordmændene ofte besøger ”Øst-Trøndelag”. Øst-Trøndelag er det uofficielle navn som mange nordmænd bruger om Jämtland og Härjedalen. Det var ganske specielt at gense Trondheim, og selv om man måske ikke kan sige at det var som at komme ”hjem”, så var det ikke langt fra. Da min egen slægt har vært trofaste beboere af Jämtland, så kan man for så vidt sige at det gør mig mere norsk end svensk.

Min historie er på ingen måde unik. Nævn en svensker, som ikke har slægt, er ven med eller måske har en partner som er norsk eller finsk? Nævn en nordmand, som ikke har familiebånd til Sverige? Derfor er det for et svensk racebevidst tænkende menneske, helt naturlig at deltage i en aktion af denne art i Trondheim. Vi kan identificere os med og kende fællesskabet med det norske folk, og ikke bare med dem, som måtte bo på den ”rigtige” side af grænsen.

Nationalsocialismen – politisk selvmord i Norge?
Da vi sad i vore biler og rejste de 80 kilometer nordpå mod Trondheim, var vi omgivet af det vidunderlige landskab, og havde tid til at tænke på den kommende aktion. Hvordan ville norske aktivister håndtere denne type aktion, som jo ikke har været gennemført i Norge i over 70 år? Hvordan ville Norge, som har været besat af Tyskland under krigen reagere på en nationalsocialistisk organisation med det provokerende navn, Den Nordiske Modstandsbevægelse? Dette spørgsmål stillede Adresseavisen også til Pär Öberg efter aktionen i Trondheim. En del af svaret er at vi er dem vi er, og at det lønner sig bedst at være ærlig og åben. Er man med i Modstandsbevægelsen vender man sig til dårlige odds og at håndtere konflikter, verbale eller fysiske, på gaden. Dette kan være vanskeligt at forstå og det kan med tanke på dæmoniseringen af nationalsocialismen fremstå som mere taktisk at udgive sig for at være noget andet. Men af erfaring så ved alle aktivister i Modstandsbevægelsen, at om man bærer nationalsocialismens navn med hovedet hævet stolt, så behøver man ikke blive spyttet på. Da vinder man i stedet respekt og har man vundet den, så har man alle forudsætninger for at vinde folket.

Nu ved vi imidlertid, at de samme forhold gælder i Norge, på trods af den massive hetz mod nationalsocialismen, som der har været i Norge og landets såkaldte erfaringer fra 2. verdenskrig. Responsen i Trondheim var overraskende positiv. Efter bare nogle minutter var alle flyvebladsomdelere i samtale med positivt indstillede personer. Interessant nok var det, at disse hovedsaglig var ældre borgere og så ud som om de var født under eller lige efter krigen. Måske har de indset, ligesom Erik Gjems-Onstad (indtil sin død i 2011 aktiv medlem af SIAN, Stop Islamiseringen af Norge. Han var tidligere højtdekoreret modstandsmand. dk-red.), at den forkerte side vandt 2. verdenskrig og at det er derfor samfundet ser ud som det gør i dag! Det er også værd at nævne, at under aktionen kom der et tidligere medlem af den gamle norske modstandsbevægelsen og sagde at Norge har brug for sådan nogle som os, og hvis han havde været yngre ville han have gået med os!

Modstandsbevægelsens fremtid i Norge?
Tingene er begyndt at løsne sig lidt op i Norge, og mange nordmænd er ved at blive klar over hvordan virkeligheden hænger sammen. Har Modstandsbevægelsen en fremtid i Norge? Det ændrede politiske klima sammenholdt med det jeg allerede vidste om Den Norske Modstandsbevægelse, samt hvad jeg så da jeg var i Trondheim, gør at det ser meget lysere ud på den front end nogensinde før! Det kan nævnes at vi svenskere var på stedet for at støtte; vi var fanebærere, fotografer og skulle assistere i samtaler, hvis det skulle blive nødvendig. Den tunge opgave med at samtale med folket gjorde nordmændene selv. Her kom det altså til at hvile på uprøvede norske aktivister, at bære det nationalsocialistiske budskab med højt hævede hoveder. De klarede ilddåben udmærket! Det var inspirerende at bevidne hele gruppen fra Trondheim og deres evne til at samtale med folket. Engagementet og modet, som Ulvhild fra Oslo udviste, samt måden Kim fra Bergen agerede på, under bataljen, var forbilledlig. Efter min mening er at de norske aktivister allerede medspillere i samme liga, som de svenske og finske. De har bare brug for mere erfaring og lidt flere aktivister – og ifølge de rapporter jeg har fået om de mange nye medlemsansøgninger, som er kommet ind efter aktionen i Trondheim, så er der ikke noget at frygte, det sker snart.

Den Nordiske Modstandsbevægelse
Vore nordiske lande gennemgår de største forandringer nogensinde i vor historie. I den nuværende situation, med den kolossale masseindvandring og den påtvungne integration som efterfølger, er Modstandsbevægelsen kommet til den konklusion, at det er direkte skadeligt og at fortsætte med at holde de nordiske folk splittede. Derfor blev
Den Nordiske Modstandsbevægelse dannet.

Når det nordiske folk er forenet, så er vi stærke. Det forenede Norden viste sin styrke i forsvarskampen mod kristendommen, som blev indledt af norske vikinger fra Lindisfarne og varede i flere hundrede år. Vi udviste også styrke, da Gustav II Adolf, Løven fra Norden, i kampen for Norden drog ud og svækkede pavens magt i Europa. Forenede er det nordiske folk stærke! Splittet – som svenskere, finner, nordmænd, danskere eller islændinge – er vi svage.

Samtlige lande i Norden er i dag slaver i et økonomisk system som kræver åbne grænser og masseindvandring. Magten er blevet flyttet til Bruxelles og vore politikere er kun marionetter for den nye verdensorden og den grænseløse kapital. Vore liv dikteres mere og mere af destruktive fremmede kræfter og ingen politikere kan ikke stoppe denne udvikling, eftersom de er betalt for at lade stå til. Vi kan derimod gøre en forskel!

Når visionen om en forenet nordisk republik kan realiseres, kommer vi også til at kunne hævde vor selvstændighed økonomisk, militært og kulturelt. Vil du leve i et frit og forenet Norden? Søg da medlemskab hos Modstandsbevægelsen i dag!

Nordens sag er vores!