NATO bomber Jugoslavien

HISTORIE: Den 24. marts 1999 starter NATO bombningen af både militære og civile mål i Jugoslavien. Hvad var baggrunden til NATO’s intervention?

Jugoslavien

Jugoslavien er navnet på en samling stater, der eksisterede på Balkan fra slutningen af ​​første verdenskrig. Efter anden verdenskrig grundlagde kommunisterne Joseph Broz Tito og Den socialistiske føderale folkerepublik Jugoslavien, som bestod af Slovenien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Serbien og Montenegro. Efter borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, som fandt sted i kølvandet på Sovjetunionens fald, brød Slovenien, Bosnien-Hercegovina og Kroatien ud af føderationen. Resterne af den tidligere stat, Serbien og Montenegro, grundlagde derefter Den føderale republik Jugoslavien (også kendt som Forbundsrepublikken Jugoslavien), hvor Kosovo var en del af en serbisk provins. Dette skete i 1992.

Konflikten i Kosovo

De fleste mener, at konflikten i Kosovo begyndte i begyndelsen af ​​1990’erne, da præsident Slobodan Milosevic, den daværende jugoslaviske præsident, reducerede Kosovos selvstyre. I virkeligheden begyndte konflikten tidligere. Så tidligt som i begyndelsen af ​​1980’erne var kosovoalbanere systematisk begyndt at angribe mindretallet af serbere og montenegrinere i Kosovo, hvilket tvang titusinder af dem til at flygte og mange af dem blev dræbt. Af de 1,7 millioner indbyggere i Kosovo på det tidspunkt var 85 procent albanske. I 1996 begyndte den kosovo-albanske separatistiske guerilla UÇK (på engelsk: The Kosovo Liberation Army KLA) etnisk at udrense Kosovo for serbere. Ifølge FN-agenturet UNHCR flygtede 55.000 mennesker, hovedsageligt serbere, til Montenegro eller det centrale Serbien.

FN, NATO og USA lukkede øjnene for de Kosovo-albanske overgreb mod de serbiske og montenegrinske mindretal i Kosovo, men tog Kosovo-albanernes side, da præsident Milosevic reagerede ved at slå ned på terroristgruppen UÇK med militære styrker. I marts 1998 fordømte FN’s Sikkerhedsråd de jugoslaviske styrkers «overdrevne vold mod civile og fredelige demonstrationer» og indførte sanktioner mod Jugoslavien. I september vedtog Sikkerhedsrådet en beslutning, der også fordømte at serberne havde fortrængt albanere fra deres hjem i Kosovo.

NATO bomber Jugoslavien

Den 24. marts 1999 begyndte NATO at bombe Jugoslavien med Bill Clintons løfte om at bombe landet «tilbage til stenalderen». Dette var også noget, de forsøgte. Der var utallige overgreb mod Serbiens civile befolkning, som ingen har taget ansvar for. I 78 dage blev Serbien bombet. NATO gennemførte 38.000 luftmissioner og kastede 2.472 klyngebomber, som den dag i dag er en fare for civilbefolkningen, da mange af dem er såkaldte blindgængere (granater eller bomber, der ikke er gået af). Civil infrastruktur blev bevidst bombet for at tvinge det serbiske folk til at vende sig mod præsident Milosevic. Disse civile mål omfattede skoler, elnet og hospitaler. I et interview med Washington Post den 24. maj, mens krigen stadig var i gang, forklarede chefen for NATO’s luftvåben, generalløjtnant Michael C. Short strategien bag angrebene på civile mål.

Hvis du vågner op en morgen og ikke har nogen elektricitet i huset og ingen gas til komfuret og broen du passerer til arbejdet er væk og vil ligge i Donau i de næste 20 år, så tror jeg man begynder at spørge, «Hej Slobo, hvad handler alt dette om? Hvor meget mere af dette her skal vi udholde?» Og på et tidspunkt vender du dig fra at bifalde serbisk sejhed mod omverdenen for at begynde at tænke på, hvordan dit land vil se ud, hvis dette fortsætter.

NATO’s terrorbombning af Serbien kostede mange civile liv. Et kendt angreb var, da NATO bevidst bombede et boligområde i Beograd, hvor socialistpartiet havde hovedkvarter, og kynisk beregnet skulle det resultere i 250 civile tab. Andre kendte angreb er, da de bombede bygningen som husede ​​Serbiens statskanal og den kontroversielle bombning af den kinesiske ambassade.

Motiverne bag

Fra amerikanske side har de længe hævdet, at de gik ind i Jugoslavien for at «redde liv». William Pierce, som fulgte udviklingen nøje, forklarer, hvor tynde disse argumenter var, og hvilke motiver der virkelig lå bag dem:

USA’s nationale interesser drager ikke fordel af at bombe Jugoslavien. Jugoslavien er en suveræn nation og bør have lov til at håndtere sine interne anliggender, som det passer dem selv. Især tanken om, at USA «redder liv» gennem bombningen, er latterlig. Forestillingen om, at USA bryder sig om, hvordan en nation behandler sine etniske minoriteter, er også vildledende. Tyrkerne behandler kurderne dårligt, israelerne behandler palæstinenserne dårligt, og mange afrikanske nationer er i konstant etnisk tumult, men vi bomber dem ikke. Den eneste grund til, at USA er utilfredse med Jugoslavien, er, at Jugoslavien er et europæisk land, der ikke ønsker at følge FN-direktivet og forene sig med Den Nye Verdensorden.

Serberne tror ikke på multikulturalisme, magtdeling og alle de øvrige liberal-feministiske-jødiske klichéer, som hyldes så højt af Den Nye Verdensordens entusiaster. Og Clintonisterne er bange for, at hvis serberne får et serbisk land, så kan andre etniske grupper andre steder måske også springe ud af den store multikulturelle plan.

Pierce overdrev ikke, da han påpegede, at det var jøder, der stod bag krigen mod Jugoslavien. Bag den «humanitære intervention» stod den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, den amerikanske forsvarsminister William Cohen og NATO’s øverstkommanderende Wesley Clark. Alle disse krigsherrer er jøder. Og de var ikke alene, sagde det jødiske nyhedsbureau Jewish Telegraphic Agency, som skrev: «Det organiserede jødiske samfund har erklæret sin ubøjelige støtte til den amerikanske intervention i Kosovo». Det faktum, at en stor del af jøderne engagerede sig i krigen mod Jugoslavien, skyldes simpelthen, at de hvide serbere ikke ville acceptere den multikulturelle udvikling, som ifølge jøderne selv er noget, de selv har skabt og ledet.

De virkelige motiver for krigen blev tydeligt bekræftet, da NATO’s jødiske øverstkommanderende Wesley Clark til CNN-reporter i april 1999 sagde følgende:

Lad os ikke glemme, hvad årsagen er til problemet: Der er ikke plads i et moderne Europa for etnisk rene stater. Det er en idé fra det 20. århundrede, og vi prøver at flytte ind i det 21. århundrede, og det gør vi med multietniske stater.

 

Radiotalen nedenfor af William Pierce handler om krigen i Jugoslavien og motiverne bag den: