Nationalsocialismen og den reaktionære nationalisme

Der er meget der er adskiller nationalsocialismen fra det vi sædvanligvis forbinder med nationalisme. Disse forskelle er langt fra klare for alle, men det ret afgørende at kunne forstå disse forskelle. I denne artikel har jeg ikke tænkt mig at forsøge og definere disse forskelle, men vil hellere forsøge at beskrive hvordan den ideologiske sammenblanding af disse to idéer hindrer udviklingen af nationalsocialismen fra at blive en slagkraftig verdensanskuelse i vor tid, og dermed fra at blive den kraft den skulle være.

Evolution er en nødvendighed
Man kan sige at livet overlever ved at besejre døden gennem genfødsel. Ved reproduktion og evolution kan livet overvinde den allestedsnærværende død. En livsform som ikke er i stand til at reproducere sig selv og udvikle sig er dømt til udryddelse. Nogle organismer har en vældig kort levetid, mens andre organismer, fra vort ståsted, har en meget lang levetid. Disse individuelle organismer er en del af en større livsform, en race eller art. Dette princip kan bruges om idéer og verdensanskuelser, som er udtryk for menneskets kamp i tilværelsen. For eksempel vil en filosofi, som passede til Indien i bronzealderen, næppe være særlig velegnet til at dække de behov som nutidens folk stiller, og derfor ikke kunne overleve uforandret i dagens verden. Behovet for evolutionær udvikling gælder også for den nationalsocialistiske verdensanskuelse.

«Det var bedre før»
Den reaktionære nationalisme handler hovedsageligt om at holde fast i gamle idéer, frem for at indføre nye. Den reaktionære nationalisme er baseret på forestillingen om at “det var bedre før” (som ikke altid er forkert, idet et vist forbehold mod ændringer i mange tilfælde kan være fornuftigt, da ikke alle forandringer er lige gode). Men hovedproblemet med den reaktionære nationalisme er nok, at den er defensiv – den forsvarer fortiden og det bestående og mangler sædvanligvis visioner og en stærk vilje til forandring. Hvis den reaktionære nationalisme får lov til at definere og dominere tilstrømningen af nye idéer, så risikerer disse idéer at stagnere i bagstræberisk ortodoksi, uden vilje eller midler til at forandre de ting som skal forandres. Et eksempel på reaktionær nationalisme, er den overdrevne lidenskab for hændelser og idealiseringen af personer fra fortiden. Selvfølgelig skal man hædre sine forfædre, men det bør ikke ske på bekostning af fremtiden. Fortiden må aldrig begrænse fremtiden.

Vilje til forandring
Gamle skikke og traditioner må kunne ændres til at passe til nye omstændigheder. Og det vigtige er at dette ønske om forandring må komme fra os selv, ikke udefra. Hvis en idé domineres af de reaktionære kræfter, vil det blive opfattet som en stærk lidenskab for fortiden, og ønsket om ændring er overladt til vore fjender. Vi bliver da automatisk en reaktionær kraft, som bare forsvarer sin position mod en ydre fjende, som har initiativet og vil fortsætte med at angribe os til vort forsvar er nedbrudt. Krig kan, som vi ved, kun vindes gennem angreb. Forsvar er kun brugt til at parere fjendens angreb, så man selv kan angribe. I vor politiske/ideologiske «krig» vinder vi kun ved at fratage fjenden initiativet, og begynde at drive den tilbage.

Fornyelse, men loyale mod principperne
Vi nationalsocialister ved, at det nye altid må udvikles gennem det gamle, akkurat som livet, som udvikler sig gennem forældre til børn. Vigtig i denne sammenhæng er, at der i dette, som i alt andet, oprettes en balance – det vil sige, at det gamle skal give liv til det nye, og at det nye må forblive tro mod det gamle. Vi må forstå, at det flotte gamle egetræ som voksede i tusind år til slut selv må dø, og at den ubetydelige plante som vokser ved siden af, repræsenterer fremtiden, når de tusind år er gået. Vi forstår, at fornyelse er nødvendig i kampen for tilværelsen, og derfor kan vi aldrig tillade, at vor nationalsocialistiske verdensanskuelse stagnerer i en gammel form. Men vi må også indse, at fornyelsen må være trofast mod principperne, den må være tro mod vor egen natur.

Med tanke på fremtiden
</strongVi nationalsocialister er revolutionære, i modsætning til nationalisterne, som er reaktionære. Vi ønsker at forandre samfundet, og har en vision om hvordan det fremtidige samfund bør se ud. Vi må ikke lade nostalgi skabe ideologisk forvirring. Vi nationalsocialister angriber og forstår, at nationalstaten som en gang var, aldrig mere vil eksistere, og vi agter ikke at prøve at forlænge livet for noget, hvis tid er løbet ud. I stedet må vi skabe en ny vision for fremtiden og derefter kæmpe målbevidst for at realisere den. Som nationalsocialistiske revolutionære må vi se fremad – ikke hele tiden se tilbage og sørge over det som er gået tabt og aldrig kommer tilbage.

Klarhed og konsekvens giver styrke
For at nationalsocialismen skal blive en livskraftig verdensanskuelse i vor tid, må vi skærme os mod den stagnerede nationalisme og bringe klarhed. Vi må vise, at vi ikke er bundet fast til det gamle, men er del af noget nyt og spirende. Sammenblandingen af den revolutionære nationalisme og den reaktionære nationalisme har ført til, at vi har mistet meget værdifuld tid, og nationalsocialismen har endnu ikke frigjort sig fra denne hindring. Vi må konstatere, at vi ikke kan nå fuld styrke hvis vi ikke først bringer klarhed og konsekvens. Vi må indse, at den reaktionære nationalisme ikke har nogen fremtid, men at vi selv har en fremtid og derfor ikke kan tillade, at den reaktionære nationalisme trækker os ned i afgrunden. Vi må hensynsløst udskille den tankegang fra vor kamp.

Racen kan kun overleve, hvis den tager initiativet fra vore fjender og begynder at angribe på alle fronter. Vi må tilegne os fremtidens idéer, uden at blive forgiftet eller korrupte, og uden at gå på kompromis i forhold til vore egne principper. Vi må forstå, at vi ikke kan stoppe noget, før vi har en bæredygtig verdensanskuelse, som kan forklare hvorfor. Man kan sige, at vi har behov for at skelne mellem vor reaktionære vilje til at stoppe et byggeri, og vor revolutionære vilje til at skabe vort eget byggeri. For at tage et enkelt eksempel: Den reaktionære nationalist vil stoppe bygningen af en moské i en by, og vi sympatiserer med dette. Men vi må her forstå, at denne kamp er meningsløs, så længe kampen mod dette ikke har sit fundament i en verdensanskuelse, som har sin egen vision om hvad man bør bygge der i stedet; en idé om fremtiden som kan konkurrere med, i dette tilfælde, en doktrinær og godt organiseret bevægelse som islam. For uden visioner, hvad er alternativet da, hvis der ikke bygges en moské? Skulle man i stedet bygge endnu en McDonalds, eller hvad med en homobar? Uden en stærk og klar verdensanskuelse kommer modstanden altid til at blive for svag.

Sammenblandingen
Den nordiske nationalsocialismes manglende evne til at skille sig ud fra den reaktionære nationalisme har ført til, at meget tid er gået tabt. Så længe ingen er klar over, hvad det er, der egentlig adskiller nationalsocialismen fra nationalismen, kan heller ingen reel udvikling af verdensanskuelsen ske, og det grundlæggende arbejde kan heller ikke gennemføres. Faktisk er det den reaktionære nationalisme som har domineret nationalsocialismen i 1990’ene i Norden, og under netop disse forhold har ikke meget positivt kunne ske.

De reaktionære overtog
Denne udvikling kan også spores tilbage til 1920erne og 30erne, da de nationalsocialistiske idéer først fik fodfæste i de nordiske lande. I modsætning til Tyskland, hvor Hitler og hans mænd kom fra skyttegravene i den første verdenskrig, og selv udformede den revolutionerende og nyskabende nationalsocialisme, blev de nationalsocialistiske idéer overtaget af stærke reaktionære kræfter her i Norden. Et eksempel var definitivt de godhjertede mænd omkring den velstående Carl-Ernfrid Carlberg og forlaget ”Svea rike”, som kom til at dominere den intellektuelle udvikling af de moderne nationale idéer i Sverige. Som i Norge, var det i Sverige stærke konservative, reaktionære og kristne kræfter som blandede nationalsocialismen med borgerligt nationalt tankegods.

Kristendommen som eksempel
Denne sammenblanding af nationalsocialisme og reaktionært tankegods er foregået over hele spekteret, og kristendommen kan her tjene som et illustrerende eksempel. Den tyske nationalsocialisme var af taktiske grunde forsigtig med at distancere sig fra kristendommen, selv om alle i ledelsen var enige om, at kristendommen ikke havde nogen plads i den fremtidige nationalsocialistiske nyordning. Man ville beskytte den nationalsocialistiske ideologi i sin helhed og skønnede, at kristendommen var fremmed og måtte ekskluderes fra folkefællesskabet, selv om dette blev anset for at være en lang proces, hvor særligt unge mennesker skulle frigøres fra kristendommen gennem mere naturvidenskabelig uddannelse. I Sverige var der også sådanne synspunkter, men de fik aldrig nogen stor betydning blandt de ledende nationale kræfter. Og dette bringer os til noget vigtig: På samme tid kæmpede socialdemokraterne og andre i Sverige for at afkristne det svenske folk – i videnskabens navn – og den svenske nationalsocialisme gjorde sig i stedet til talerør for et konservativt standpunkt, hvor man ville bevare det som de revolutionære kræfter søgte at afskaffe. Det førte til, at nationalsocialismen i Sverige aldrig blev en revolutionær kraft – den var infiltreret af reaktionære kræfter.

Nationalsocialisme – ikke nationalisme
På samme måde vurderede disse reaktionære kræfter, at det var vigtig at man forankrede sin egen “nationalsocialistiske” ideologi i nationalstaten. Man var optaget af, i skrift og tale, at hævde sin uafhængighed af den tyske variant. Det største nationalistiske parti, under ledelse af Sven Olov Knutsson Lindholm, gik så langt som til at skifte navn, fra Nationalsocialistiska Arbetarpartiet, til Svensk socialistisk samling. Man var pludselig ikke længere nationalsocialister, men svensksocialister. Nationalstaten blev af en eller anden grund anset for at være hellig og etnicitet blev gjort vigtigere end race. Vi ser også andre tragiske konsekvenser af denne tænkning, da det i stedet blev de liberale som kæmpede for idéen om en forenet nordisk republik, mens de svenske nationalsocialister var optaget af at sværme for kongelige, som Karl XII og hylle en etnisk statsform, som var uhensigtsmæssig overfor fremtidige behov.

Forurening af ideologien
Det blev ikke bedre med nationalsocialismen efter krigen. Det var stadig ingen vilje eller evne til at skelne. Vor nationale socialisme, som oprindelig var blevet blandet med den reaktionære nationalisme, kom siden – under pres fra den jødisk-amerikanske kulturimperialisme – til at blive yderligere forurenet derfra. Efterkrigstiden førte også til fremvæksten af nostalgiske reaktionære, som drømte sig tilbage til Det Tredje Rige. Ingen har ryddet op i dette ideologiske kaos som kalder sig den “nationale bevægelse”. Ingen har skabt nogen klarhed eller forsøgt at befri nationalsocialismen og definere den og afklare den, men kun forsøgt at placere den i en realpolitisk kontekst. Og desuden har vi set, at småborgerlige elementer hele tiden, fra 1945 til nu, har indgået kompromisser og forsøgt at tage de lette smutveje. Smutveje som aldrig ledte nogen steder hen. I mellemtiden er den eneste idé, som kunne have ført os fremad, forblevet uudviklet, som en dyrebar plante i fare for at blive kvalt i et hav af ukrudt.

Reaktionære kalder sig nationalsocialister
Selv blandt dem som kalder sig nationalsocialister findes der reaktionære. Det er mennesker med overdreven lidenskab for fortiden og som ikke kan give slip på det gamle. Mennesker som er fanget af fortidens nationalsocialistiske eksterne form og egenskaber. Disse mennesker er per definition ikke nationalsocialister, selv om de tror det. At tilbede de døde,og samtidig forkaste de som nu lever og kæmper, må regnes som en nationalsocialistisk dødssynd.

Nationalsocialismen i tid og rum
Nationalsocialismen er en verdensanskuelse baseret på en række sande principper, som er slået fast og etableret af mænd som Hitler, Rosenberg og andre. Det er vigtigt at forstå, at vi ikke søger nogen “ortodoksi”. Vi hævder ikke, at alt skal være som det var i Det Tredje Rige. Vi er ikke en kopi af det tyske NSDAP og vi er heller ikke på nogen måde knyttet til deres partiprogram. En af vore vigtigste opgaver må være, at identificere hvilke grundlæggende principper kan udforskes i de tilgængelige nationalsocialistiske værker, og bruge dem til at videreudvikle vor tids nationalsocialisme. Vi har behov for at holde os tro mod den indre sandhed i nationalsocialismen og beholde den del af læren, som er nødvendig for at vi ikke afspores eller bliver korrupte. Men vi må samtidig forme nationalsocialismen til en slagkraftig ideologi i nutiden og fremtiden. Det handler absolut ikke om en tilpasning til dagens antikultur eller folkeopinionen, men om at tilpasse sig vor tid, vor geografiske, geopolitiske og racemæssige situation, men uden at vi på nogen måde blander “vand i vinen”. Målet er dannelsen af en nationalsocialistisk stat, men i vort tilfælde handler det ikke om at genoprette det tredje rige eller nogen af dets institutioner eller ydre former. Vort mål er at skabe en nordisk nationalsocialistisk republik.

Aldrig for sent at gøre det rigtige
Hvis ikke svenskere, nordmænd, danskere og finner evner at se helhedsbilledet, men desperat fortsætter med at holde på konceptet om nationalstaten og andre døde former, så er vi dømt til at tabe, og vort folk vil gå til grunde. Kun den store vision kan skabe forandring og gøre os i stand til at tage initiativet tilbage. For vi kan ikke længere tillade os at bare reagere. Dette må vi ikke gøre, men i stedet må vi selv skabe fremtidens idéer og tage initiativet fra vore fjender. Jeg har i artiklen Fremtidens styre præsenteret grundlaget for en sådan vision.

Jeg afslutter denne artikel med Hitlers ord:

Men storheden i vor opgave og tillige muligheden for et heldigt resultat ligger netop i det tilsyneladende håbløse i vor mægtige kamp. Det kampråb, som enten på forhånd skræmmer de små ånder bort eller snart får dem til at give op, bliver et samlende signal for virkelige kampnaturer.

Min Kamp, Kap. 2, s. 24