Nationalsocialismen – det nordiske folks naturlige verdensanskuelse

VERDENSANSKUELSE: Den Nordiske Modstandsbevægelses leder går til modangreb mod nationalsocialismens kritikere og forklarer hvorfor det er den mest naturlige vej for det nordiske folk – filosofisk såvel som realpolitisk.

En typisk misforståelse er, at nationalsocialismen kun skulle være en ideologi kombineret af de to politiske tilgange, nationalisme og socialisme, og at disse skal fortolkes på samme måde i kombination, som de fortolkes hver for sig. Nationalsocialismen er imidlertid et komplet verdensbillede, og derfor helt anderledes end nationalisme og socialisme. I modsætning til disse politiske orienteringer kan nationalsocialismen stå alene, uden at skulle suppleres med religiøse dogmer eller andre eksterne filosofiske elementer. Nationalsocialisme er en komplet verdensanskuelse i sig selv, som både tilbyder en større mening med tilværelsen, mens den på samme tid er en praktisk realpolitisk ideologi.

Nationalsocialismen er på papiret en forholdsvis ny “opfindelse”, men i praksis er den baseret på gammel visdom. Det er en politik baseret på den naturlige orden, som vort folk levede efter i tusindvis af år, længe før ideologier som nationalisme eller socialisme så dagens lys, og tusindvis af år før skandinaverne blev kristne. Dette skal ikke fortolkes sådan, at vi ønsker at vende tilbage til stenalderen, for nationalsocialismen er progressiv og revolutionær. Vi vil bevæge os fremad og udnytte den skaberkraft vi blev skænket af naturen. Vort folk og vor nation skal fremad, og hvis dette kan ske mens hele verden og hele verdens befolkning bevæger sig fremad, er det positivt. Men står vi alene i vores fremdrift, må vi aldrig nogensinde lade andre stå i vejen for vor udvikling. Vi sørger først og fremmest for vort eget folk. Vort folk skal overleve, og skal kunne gøre dette i frihed og uafhængighed uden indblanding fra andre.

Naturen har skabt love og regler, som vi nationalsocialister mener man ikke må bryde. En naturlig moral, om du vil. At modsætte sig disse love og denne moral er per definition, at være imod nationalsocialismen. Naturen havde ikke skabt to køn, og gjort dem afhængige af hinanden, hvis hensigten var at de skulle bekrige hinanden eller undgå at interagere med hinanden. Således er kulturmarxismen, med for eksempel dens feminisme, og dens mani for homoseksualitet, noget der strider mod naturlovene. Naturen havde ikke skabt forskellige racer med forskellige karakteristiske egenskaber og udseende, hvis hensigten var at blande dem sammen til én race. Således strider raceblanding og ”multikulturen” mod naturens moral. Mennesket er afhængigt af social kontakt, og for at kunne skabe noget som ligger udover egen formåen, også organisering. Derfor har vi siden de første mennesker samlet os i grupper for bedre at kunne beskytte hinanden og drage fordel af hinandens forskelligheder. Således er overdreven egocentrisme, og tankegang baseret på et egocentrisk perspektiv dermed, imod naturens love. Således står materialisme og kapitalisme også i modsætning til nationalsocialismen.

Hvis disse grupper af mennesker i løbet af historien, i stedet havde været ekstremt individualistiske og bedraget og bekriget hinanden, havde menneskeheden ikke overlevet. Selvfølgelig har der været forskellige grupper der har gjort det imod hinanden, men gennem årene, og som en helt naturlig udvikling, er de biologisk lige grupper vokset sammen til stammer, stammerne er blevet til samfund, og samfundene blev til nationer. I den globaliserede verden vi er del af i dag, er gruppen vokset til en race der strækker sig over landegrænser – en biologisk enhed. At få denne enhed til at fungere og agere som en enhed – at forene racen, og få alle individer til at bevæge sig i samme retning, er del af den nationalsocialistiske vision.

I de naturlige love og den naturlige moral finder man også megen anden vejledning og retningslinjer, hvilke gør religion og/eller teoretiske filosofier overflødige. Eksempelvis er det forkert at dræbe andre mennesker for sjov, da de er naturens skabninger. At dræbe, for selv at overleve, er imidlertid en anden sag. Det er forkert at udnytte naturen hensynsløst, men ikke forkert at bruge naturens ressourcer til at løfte vort folk, osv. Det naturlige moralske kompas kan bruges i de fleste af livets spørgsmål, og i tilfælde hvor man stadig er usikker, kan nationalsocialismen hjælpe med at bestemme moralske standpunkter.

Naturens love findes i alle mennesker som instinkter, sund fornuft og logisk tænkning. At man ikke skal stjæle fra hinanden, eller dræbe sin nabo, er næppe baseret på nogen religiøs eller social konstruktion, men er en suveræn naturlig konklusion, som intelligente og højerestående mennesker er født med eller senere hen har erfaret. At leve i harmoni og fællesskab med sine egne er naturligt. Kristendommen fremhæves ofte af sine fortalere, som en opretholdelse af sund moral. I et vist omfang kan man give de kristne ret i, at kristendommen historisk set har været bærer af denne moral, men de har næppe været moralens opfindere, og jeg er også dybt tvivlende omkring hvorvidt de opretholdte moralen bedre, end hvad eksempelvis vore forfædre kunne have gjort det, havde de ikke havde ladet sig kristne.

Nationalsocialismen, som altså bygger på disse evige naturlove, har dermed en meget tydelig “rigtig-og-forkert-tankegang” indprentet i sig, og et absolut højere mål – at verdens mest højerestående folk fortsat skal overleve og samles om at udvikle sig i harmoni med naturen – for hele verden og menneskehedens beståen. Heri ligger også et livsformål, bestående i, at viderebringe dette led mellem fortid og fremtid, for gennem dette, og gennem det stadigt rene blod, at opnå evigt liv.

Når jeg siger at vi er verdens mest højtstående folk, betyder det ikke at vi rangerer andre menneskeracer efter deres kvaliteter, og at vi ser ned på andre. Det er i stedet udelukkende en subjektiv opfattelse. Det er en kendsgerning, at uden vores race, havde vores ekstremt avancerede civilisation ikke set dagens lys. Samtidig er det ikke sikkert, at alle afrikanere ser os, med vores måde at leve på – med alt dette ’rigtige’ og ’forkerte’ – som de mest højtstående.

Som nationalsocialist kan man, hvis man ønsker det, vælge at være religiøs, så længe man ikke går på kompromis med nationalsocialismens grundlæggende værdier. Det er fuldt ud muligt, at man forholder sig til naturen som værende Gud eller Odin; og i den videnskabelige opfattelse af evigt liv gennem en fortsat blodlinje, er der naturligvis også mulighed for religiøs fortolkning.

Jeg vil lægge dette filosofiske syn på nationalsocialismen fra mig og i stedet mere politisk redegøre for dens indhold, og hvordan den i virkeligheden adskiller sig fra, og er, både nationalismen og socialismen overlegen. Nationalsocialismen slår gennem sit naturlige grundsyn, i modsætning til nationalismen, kompromisløst fast, at det er ens eget folk, set ud fra et biologisk og raceligt perspektiv, der danner grundlaget for ideologien.

Nationalisme er et meget mere uklart begreb, hvor nationen ikke nødvendigvis har noget at gøre med race, og grundlaget er ikke baseret på de naturlige love. Nationalisme handler mere om grænser, sprog eller nuværende flertalskultur. Man kunne sige, at folk inden for en landegrænse, selv om de udgør en række forskellige etniske grupper, ville have mere til fælles med hinanden, fordi de taler det samme sprog, end et etnisk homogent folk i to nabolande ville have. I henhold til dette har en etnisk afrikaner der taler dansk, mere tilfælles med en etnisk dansker, end hvad en etnisk dansker har tilfælles med en etnisk svensker.

Nationalismen, når den står alene, er normalt konservativ i sin grundform. Som konservativ er man oftest tilhænger af en folkesplitningspolitik, der stiller forskellige dele af folket op mod hinanden. Overklassen skal forsvares mod arbejderklassen. Voksne og ældre skal forsvares mod unge og børn. Mænd skal forsvares mod kvinder.

Omvendt ser vi socialisme, der gør det samme, men er radikal i stedet for konservativ, og tager i stedet den “svages” parti. Nationalsocialismen er unik, da den forener folket – til gavn for hele befolkningen, i stedet for den kosmopolitiske elite, bestående af blodsugere og ågerkarle i form af især mediefolk, lobbyister og bankfolk.

Nationalsocialismen er ikke egalitær som socialismen, men anerkender alle menneskers forskellighed, men ser, at alle dele af folket er værdifulde for den fælles stræben. En intellektuel, men fysisk lille person, er ikke bedre eller værre end modsat, såvel som forholdet mellem mand og kvinde. I stedet supplerer de hinanden, og uden den anden er de begge værdiløse.

Nationalsocialismen er bygget på kompetencetænkning og ansvarstagen med den rette person på det rette sted. Din formåen, dine anerkendte kvaliteter og din loyalitet over for folket, giver dig den plads du fortjener – helt i overensstemmelse med den naturlige orden. Nationalismen er i stedet ofte højreorienteret, med overbevisningen om, at du er født med de rette egenskaber som også din far havde. Og socialismens venstreorientering siger, at alle skal have samme indflydelse og medbestemmelsesret. En ulveflok ville næppe lade sig lede den tidligere alfahans søn, uden at teste den eller lade alle være med til at bestemme lige meget.

Endelig står nationalsocialismens evige værdier for modstand mod korruption og liberalisering. Foruden hvad angår mindre grupper af mere ekstreme fanatikere, så har de store fortalere for forskellige religioner og ideologier, herunder nationalismen, tendens til at ændre hele fundamentet for dens tro i takt med at samfundet og den politisk magt forandres. Dens fundament synes at være relativ og åben for diskussion hele tiden, og dens repræsentanter synes hellere at ville forhandle sig til minimal magt, end at være helt ude.

End ikke nationalsocialismens udførelse er hugget ud i sten, men når fundamentet er baseret på naturens love, samt folkets frihed og overlevelse, betyder det langt færre muligheder for kompromis end nogen anden anskuelse. Nationalsocialismens fundament udgør derfor en evig uforanderlig verdensanskuelse.