Nationalsocialismen – den indoeuropæiske verdensanskuelse

Hvad er en indoeuropæisk verdensanskuelse, og hvorfor skulle den være god?

At kortfattet forklare, hvad en indoeuropæisk verdensanskuelse indebærer, er en udfordring. Begrebet omfatter en række koncepter, idéer, traditioner, myter og tankemønstre, der har udviklet sig på forskellige steder over tusinder af år. Jeg vil dog personligt beskrive det som den kulturelle baggrund for hvide mennesker – den kultur, som europæere oprindeligt og historisk har haft, og som på mange måder stadig eksisterer i dag.

Det mest åbenlyse og synlige udtryk for dette er symboler og kunst, men det omfatter også synet på kvinder, seksualitet, racebevidsthed, fællesskab og kollektivisme samt retsprincipper, der har haft en betydelig kulturel indflydelse. Som mange nationalt orienterede individer allerede ved, er disse kulturelle elementer blevet stærkt forvrænget, svækket og trængt til side af en specifik semitisk tankegang, som desværre har infiltreret vores institutioner og vores kulturelle liv.

Denne tankegang stammer fra et folk, der siges at være opdelt i tolv stammer, og som siden har haft en central rolle i skabelsen af nationalsocialismens vigtigste ideologiske konkurrenter – liberalismen og marxismen, som jeg vil berøre senere i denne artikel. Disse ideologier udgør i dag den største trussel mod vores indoeuropæiske måde at leve på.

For dem, der ønsker en dybere forståelse af den indoeuropæiske tankeverden, anbefaler jeg del tre og del fem af artikelserien “Rødder”, der kan læses her på Nordfront. Hele serien består af ni dele, men netop den tredje og femte del behandler særligt den kulturelle aspekt, som denne artikel fokuserer på. De tager emner op som kulturelt arv, poesi, samfundsstrukturer, daglige traditioner og religiøse forestillinger. Jeg kan også anbefale afsnit 45 af den svenske podcast “Vita Pillret”, hvor gæsten Sigismund diskuterer lignende temaer i podcastformat.

Men hvorfor skulle det være godt at bevare denne gamle europæiske kultur i vores moderne verden? Hvorfor skal vi fortsætte med at tage hensyn til og respektere vores traditioner og vores måde at se verden på?

Her er der både et kort og et langt svar. Det korte svar er, at vi nationalsocialister ser en egenværdi i det. Vi værdsætter vores folks historie og verdensbillede og ønsker at bevare og udvikle det. I mange tilfælde er dette nok – hvis vi nationale mener, at noget er værdifuldt, er det grund nok til at bevare det.

Det længere svar er, at en indoeuropæisk verdensanskuelse er nødvendig for vores overlevelse som folk. Vores kultur er et produkt af vores race og en direkte afspejling af vores genetiske forudsætninger. Over tusinder af år har vores forfædre skabt en kultur og en måde at se verden på, der indeholder de nødvendige komponenter for, at vi biologisk set kan overleve og trives. Selvom vores omgivelser konstant ændrer sig – og især nu i moderne tid – er vores kulturelle grundpiller så stærke, at det ville være en ekstrem risiko for vores mentale velvære og generelle velbefindende at fuldstændig ændre kulturel retning.

Denne negative konsekvens ser vi allerede i dag, hvor det “semitisk tankegang”, jeg nævnte tidligere, har haft for stor indflydelse på vores kultur.

”Trizna” (Andrey Shishkin, 2019). via Wikimedia Commons.

Liberalismens og marxismens brud med den indoeuropæiske tankegang

I den tidligere del af artiklen nævnte jeg tre ideologier: liberalisme, marxisme og nationalsocialisme. Disse har formet den moderne vestlige verden og repræsenterer forskellige svar på spørgsmål om samfundsorganisation, individets rolle og historiens retning. Jeg forklarede, hvilken jeg mener er mest forenelig med et indoeuropæisk perspektiv og berørte kort, hvordan de to andre ideologier er blevet påvirket af et fjendtligt indstillet ikke-europæisk folk, hvilket gør dem mindre egnede ud fra dette perspektiv.

Vi kan starte med liberalismen, der har sine rødder i oplysningstiden. Liberalismen bygger på idéen om individets selvbestemmelse og rettigheder, med en stræben efter at frigøre individet fra tradition, kollektiv identitet og statlig autoritet. Dette udgør en radikal brud med den indoeuropæiske samfundssyn, hvor individet defineres gennem sin tilhørsforhold til familien, stammen og folket. I stedet for blodsbånd og hierarki sætter liberalismen markedets dynamik og et universelt rettighedssystem i centrum.

Marxismen, på den anden side, kritiserer klassamfundet, men gør det ud fra en materialistisk og internationalistisk grund. Den indoeuropæiske tradition hviler på en aristokratisk hierarki, hvor styrke og pligt over for kollektivet er centrale værdier. Marxismen afviser dette og ser i stedet klassekampen som historiens drivkraft, hvor proletariatet forventes at overtage magten og skabe en ligestillet, global orden. På denne måde fortsætter marxismen liberalismens idé om, at individets loyalitet over for det traditionelle samfund skal erstattes af en ny form for identitet – i dette tilfælde klassebevidsthed.

Selvom dele af disse to ideologier er udviklet af hvide mennesker, har de samtidig en betydelig ikke-europæisk oprindelse. Dette bliver tydeligt både, når man undersøger deres praktiske mål, og når man studerer deres historiske baggrund samt de personer, der har været drivende i deres udvikling – noget vi tidligere har behandlet på denne hjemmeside.

Foto: Riksantikvarieämbetet / Ola Myrin, Malmö Museer.

Nationalsocialismens nærhed til den indoeuropæiske idéarv

I modsætning til liberalismen og marxismen stræber nationalsocialismen efter at forene modernitet med en stærk betoning på kollektiv racemæssig identitet, hierarki og national sammenhør ud fra fællesskabstanken. Disse elementer har tydelige paralleller til den indoeuropæiske tradition.

Historisk set var indoeuropæiske samfund bygget op omkring en klar rangorden, hvor aristokratiet og krigereliten havde den styrende rolle. Nationalsocialismen genopliver denne idé ved at betone en naturlig orden, hvor nogle er født til at lede, og andre til at følge. Ligesom de traditionelle indoeuropæiske samfund så individet i forhold til stammen og folkets overlevelse, betragter nationalsocialismen samfundet som en organisk enhed, hvor hvert individ har en bestemt rolle. Dette adskiller sig fra liberalismens syn på samfundet som en samling af individer og marxismens perspektiv på samfundet som en arena for klassekamp.

Yderligere brugte indoeuropæiske samfund mytologi og religiøse fortællinger til at legitimere magt og skabe en dybere folkelig identitet. Nationalsocialismen omfavner denne princip ved at fremhæve historiske myter og symboler som en måde at styrke den nationale sammenhør og retfærdiggøre sin samfundsvision. Krigeridealet, som var centralt i mange indoeuropæiske kulturer, findes også i nationalsocialismen, hvor kamp og konflikt betragtes som nødvendige drivkræfter for både individets og nationens udvikling. Både i retorik og praksis understreges kampens rolle som en vej til styrke og enhed.

Denne ideologiske analyse viser, at nationalsocialismen har flere berøringspunkter med den indoeuropæiske tradition end både liberalismen og marxismen. Mens liberalismen understreger individets autonomi, og marxismen fokuserer på klassekamp, fremmer nationalsocialismen fællesskab, en hierarkisk samfundsorden og en mytologisk forankret verdensanskuelse.