Nationalsocialisme og dyrerettigheder

MILJØ/DYREVÆRN: I de mange e-mails vi får tilsendt fra vore læsere, er der et spørgsmål vi ofte bliver stillet. Nemlig spørgsmålet, om hvordan vi nationalsocialister ser på dyrs rettigheder.

Man kan med rette konstatere, at det nationalsocialistiske Tyskland var det første land i verden, hvor emner som miljø og dyrevelfærd fik en reel betydning for politik og lovgivning. Til sammenligning kan man ligeledes konstatere, at mange stater den dag i dag, næsten 80 år efter, stadig ikke har nogen lovgivning der beskytter dyr imod overgreb. Det er fortsat kun noget der praktiseres i Nordeuropa.

Nationalsocialismen udviklede tidligt et organisk verdenssyn, til forskel fra den regerende menneskecentrerede (antropocentriske) og geocentriske verdensanskuelse. En verdensanskuelse som vi i store træk har tilegnet os via jødedommen og kristendommen.

Med dette antropocentriske verdensbillede, fulgte opfattelsen af at dyret, er noget som kun er sat i verden for at tjene mennesket. Dyret, var ikke som mennesket født med en sjæl, og blev derfor ikke betragtet som andet end en maskine. Nationalsocialismen modsatte sig naturligvis dette antropocentriske syn. Ud fra et nationalsocialistisk synspunkt er mennesket også et dyr, skønt vi dog befinder os på et højere niveau. Vi tilhører den samme naturorden og er derfor, i sagens natur bundet af de samme love. Mennesket var derfor heller ikke, per definition mere værd end andre dyr. Det nationalsocialistiske Tyskland var banebrydende, idet man indførte love imod skadelige dyreforsøg og unødig lidelse i forbindelse med slagtning. Man indførte også vildtforvaltningslove. Den grundlæggende ide var ikke at dyrene skulle beskyttes for at menneskerne kunne tjene på det, men at dyrene skulle beskyttes for deres egen skyld.

For mange «antinazister» var dette syn på mennesket, som en del af naturen farligt, eftersom en opgradering af dyrets værd nødvendigvis måtte lede til en nedgardering af mennesket, og dermed ifølge denne logik, indirekte bane vejen for det påståede folkemord på jøderne. Dette er i hvert fald et af de argumenter der går igen, blandt de der kritiserer det nationalsocialistiske syn på dyrs rettigheder. Et beslægtet argument anvendes fra tid til anden imod «miljøfanatikere», idet man, ud fra ræsonnementet at mennesket har overbefolket jorden, og dermed ødelægger dennes økosystem, nødvendigvis (hos rationelle mennesker) må nå frem til den konklusion, at menneskerne er for mange og at vores antal må reduceres, for at sikre livets fortsatte beståen her på jorden.

For kristne, såvel som ikke kristne, der har tilegnet sig det antropocentriske livssyn, betragtes menneskelivet som noget helligt og derfor noget der har større værdi end andre former for liv. Der findes naturligvis ingen objektiv begrundelse for dette synspunkt, da det er affødt af menneskets subjektive syn på sig selv. Mennesket kræver helt enkelt særlige og eksistentielle rettigheder for sig selv, baseret på en opfattelse af, at vi er særligt udvalgte.

Vi skandinaver kan være stolte over at den svenske videnskabsman Carl von Linné, var blandt de første der vovede at gå imod de, på daværende tidspunkt, herskende dogmer. Idet han hævdede at mennesket tilhører primaterne og derfor også er et dyr. Trods kritikken fra datidens kristne, hævdede han at dyret, ligesom mennesket også har en sjæl og derfor bør behandles med respekt.

Vi mennesker er skabt af naturen og har derfor haft absolut ingen indflydelse på dennes grundlæggende love. Vi mennesker var (i hvert fald før det moderne landbrug) akkurat som andre dyr, tvunget til at dræbe for at leve. Men det faktum at vi er nødt til at tage liv af dage, for at sikre vores egen overlevelse, giver os ikke ret til at påføre dyr unødige lidelser. Tværtimod er vi som intelligente og højerestående dyr, forpligtet til at behandle andre levende skabninger anstændigt.

Med anstændigt menes der, at vi skal behandle andre levende skabninger så humant som muligt, inden for de givende rammer. Da vi nu engang er kødædere, er vi nødsaget til at dræbe andre dyr. Men at udsætte dyr for uværdige og smertefulde liv, for profittens skyld er forkasteligt. At holde dyr i fangenskab med det formål at fremstille luksusartikler, anser vi også som helt uacceptabelt. Her tænker vi naturligvis på minkfarme, som også findes her i Norden.

I de nordiske lande har debatten omkring dyrs rettigheder haft en del fremgang, men i mange andre dele af verden findes der stadig ingen retslig eller moralsk beskyttelse af dyr. Det kan være vanskeligt for os at forstå hvordan man i andre kulturer kan behandle dyr så dårligt. Og dette er nok grunden til, at de fleste mennesker vælger at lukke øjnene for disse grusomheder. Det er ganske enkelt lettere at se den anden vej. For nyligt kunne man i en artikel læse om en kinesisk gruppe, for hvem det var lykkes at dokumentere hvordan vaskebjørne blev flået levende for deres pels. Dagen før kunne man læse om hvordan en hunvaskebjørn først havde dræbt sin unge og derefter sig selv, for at undgå et liv i fangenskab. Et liv der indebar regelmæssig tømning af hendes og hendes unges galdeblære, til brug i fremstillingen af en form for medicin. Dette fra et land med atomvåben, og et land som man hævder skal redde vores økonomi … Hvor dybt er vi sunket?

Dyreforsøg der indebærer enhver form for lidelse, bør naturligvis forbydes. Smertefulde forsøg på dyr, kan ikke retfærdiggøres med den begrundelse, at de kan lede til bedre behandlingsformer for os mennesker. Vi er ganske enkelt nødt til at finde en anden løsning på dette problem, hvad enten det er rentabelt eller ej. Straffen for dyrplageri er på ingen måde hård nok. I en nationalsocialistisk stat, ville dyrplageri blive anset for en alvorlig forbrydelse. Det er min personlige mening, at et menneske som gør sig skyldig i grov dyremishandling, bør miste sin eksistensberettigelse.

Jeg vil afslutte med at tilkendegive, at det er min klare opfattelse, at et nationalsocialistisk samfund bør arbejde hårdt og målbevidst på at bringe det nordiske menneske tilbage til de landlige lokalsamfund. Vi må forhindre den nuværende udvikling af et stadigt voksende industrilandbrug. Det nationalsocialistiske samfund bør været præget af flere, men mindre landbrug. Og dermed også en større grad af selvforsyning. Staten må have et veludviklet system, der kan føre kontrol med dyrehold og slagterier. Og som et alternativ til de store centrale slagterier, bør vi stræbe efter at fremme lokal produktion og forbrug, således at slagtedyr i fremtiden ikke skal transporteres bort fra deres naturlige miljø, hvor de har levet og føler sig trygge. I sagens natur bør vi bekæmpe industrialiseringen af landbrug og dyrehold, samt indføre strenge forbud mod brugen af GMO, kunstgødning og kemiske sprøjtemidler.