Nationalister bør ikke have tiltro til det parlamentariske arbejde

IDEOLOGI: Skribenten »Russleman« skriver her om andre sager i den nationalistiske kamp, som er betydeligt vigtigere end parlamentarisk arbejde.

At se en indtræden i Folketinget som den ultimative vej til magten i dagens samfund er en naiv tilgang. Moderne nyliberale stater fungerer på en sådan måde, at politiske partier, virksomheder, medier, den akademiske verden og andre institutioner i stigende grad bør ses som en sammenhængende enhed, der koordinerer sine handlinger for at bevare den nyliberale og kosmopolitiske herskende klasses hegemoni. Personlige relationer, der dannes under elitens oplæringsfase, går ud over alle disse grænser og undergraver parlamentariske principper, såsom at institutionerne skal fungere som kontrol af hinandens magt.

For at bevare dette hegemoni bruger den nyliberale herskende klasse en række forskellige metoder, hvoraf de fleste er baseret på at angribe os som fragmenterede, atomiserede individer. Et system, der de facto fungerer som Kinas sociale kreditscore, da det gennem udhængning i medier og sociale medier spiller på arbejdende folks frygt for ikke længere at kunne være en del af det kapitalistiske system. Næsten ethvert individ kan ødelægges rent socioøkonomisk, så længe det står alene.

I sidste ende er dette individualismens ultimative mål; ikke individets selvrealisering, men derimod at være et kontrolredskab for magthaverne. Dette er kernen i det, vi kalder »atomisering«. Intet atom virker uafhængigt af andre, hvorfor det er dysfunktionelt at leve individualistisk og fragmenteret. Faktisk er det også stik modsat af, hvordan den herskende nyliberale klasse selv fungerer.

Det betyder, at den traditionelle parlamentariske vej til magten alene er fuldstændig utilstrækkelig til at nå vores mål. Før det kan ske, må der først skabes et organisk og solidarisk samfund af nationalister – et samfund, der så kan fungere som fundament og springbræt for andre aktiviteter.

Blandt disse aktiviteter kan det naturligvis være en vigtig strategi at stille op til valg, men også blot én af flere. Det er mindst lige så vigtigt at have en regelmæssig gadetilstedeværelse, at skabe nationalistiske medier, at stræbe efter den størst mulige grad af selvforsørgelse, at skabe vores egne uformelle økonomier og vigtigst af alt; at opbygge en organisation, der koordinerer alle vores aktiviteter for at nå specifikke mål. Selv noget så simpelt som at sætte et klistermærke op på en stople (en form for aktivisme, der nogle gange bliver latterliggjort af »uafhængige« besserwissere) bringer os tættere på dette mål, fordi det hjælper med at skabe sociale beviser for vores ideer.

Jøder udgør mindre end 1 % af menneskeheden og dominerer i dag det meste af verden, på trods af at der næppe findes eksempler på eksplicit jødiske politiske partier uden for Israel. Dette skyldes ikke kun, at jøder er verdens mest hyperpolitiske etnicitet (med et overvældende majoritet af deres befolkningen involveret i en form for politisk aktivitet), men også på grund af, hvor omhyggeligt denne aktivitet er koordineret af rabbinere blandt religiøse jøder og af non-profit organisationer (NGO’er) blandt sekulære jøder.

For at give et eksempel; hvis en person skulle modsætte sig jødiske interesser inden for en institution i USA, hvad enten det er et kongresmedlem, der bryder et tabu, en virksomhed, der modsætter sig LGBT-ideologi,en eller en akademiker, der bliver lidt for højrøstet om palæstinensiske rettigheder, så vil det jødiske samfund straks reagere som én enhed for at få enkeltpersoner eller endda hele organisationer ned på knæ. På trods af deres ubetydelige antal kan de opnå dette ved at fungere ensartet (samt ved at indtage strategiske positioner inden for vigtige institutioner). Velorganiserede minoriteter vil altid udkonkurrere ikke-organiserede majoriteter.

Det samme er tilfældet i den falske politiske debat. På den ene side har man venstrefløjen, som i dag helt har opgivet at repræsentere arbejdernes rettigheder og i dag i bund og grund udgør organiseret anti-hvidhed. De står »mod« en antiracistisk højrefløj. Ingen taler for de hvide, og derfor taber vi altid.
At ignorere denne grundlæggende sandhed og udelukkende fokusere på traditionelle valgkampagner er derfor en fejl.

At ofre ideologisk disciplin ved at tilpasse sig for at vinde hurtigere og på kort sigt, er en form for falsk pragmatisme og vil i stedet føre til at tiltrække de forkerte mennesker og skabe en svajende og dysfunktionel organisation. Hastværk er og forbliver lastværk.

At gemme sig bag humor og ironi i et forsøg på at fremstå smart er heller ikke en god strategi. Man bedrager ingen og ironi (selvom det historisk set har haft en plads blandt dissidenter af ren nødvendighed på grund af censur) vil føre til nihilisme, hvis man bruger det for ofte. Skulle det alligevel lykkes dig at vinde et betydeligt antal stemmer, vil man i mangel af et solidt ideologisk grundlag, og ansvar over for et større organiseret fællesskab, hurtigt komme med flere og flere undskyldninger og rationaliseringer og tilpasse dig yderligere for at kunne opretholde privilegerede positioner du har opnået. Man behøver bare at se på Nye Borgerlige, Fremskrittspartiet i Norge eller Sverigedemokraterna i Sverige for at vide, at det er sandt.

Nye borgerliges leder Pernille Vermund udtrykker støtte til terrorstaten Israel. Foto: Twitter.

Mens Tyskland i 1933 utvivlsomt burde tjene som skabelon for alle nationalister, er det samtidig vigtigt at huske, at alle revolutioner foregår i deres egen kontekst og er tilpasset deres egen tidsånd. Det regerende regime er uendeligt meget mere bevidst om truslen fra »fascistiske« bevægelser i dag, end da Hitler og Mussolini tog magten, og den parlamentariske vej er blevet udstyret med flere barrikader og faldgruber end nogen anden vej.

Jeg kan ikke sige, hvordan magtovertagelsen kommer til at se ud, men jeg tvivler stærkt på, at den kommer i form af, at 51 % af befolkningen en dag pludselig »vågner op« og beslutter sig for at stemme på Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Når det nyliberale regime langsomt kollapser under vægten af ​​sine egne løgne, modsætninger og dysfunktioner, vil der opstå muligheder for nationalister. Men hvad der vil afgøre, om vi vil være i stand til at gribe disse muligheder, vil have meget mindre at gøre med antallet af parlamentariske pladser, vi kontrollerer, og meget mere at gøre med vores evne til at fungere som en enhed organiseret i disciplin og solidaritet.

Så jeg vil gerne opfordre læseren til at bruge mindre tid på at lede efter et politisk parti, der repræsenterer dine interesser, og i stedet bruge mere tid på at lægge dit strå til bundet, så vi kan gøre denne enhed til virkelighed.

Ansøg om medlemskab i Den Nordiske Modstandsbevægelse!